Sidsel Jensdatter Biografi © Leif Varmark, 2007.
	Sidsel Jensdatter, 1793-1871, indsidderske, Lundgaard, Gjellerup sogn, Ringkøbing amt. Evald Tang Kristensen besøge hende i vinteren og foråret 1868. Der findes intet billede af hende.
	Biografi 1. Sidsel Jensdatter. Hendes Fader var fra Sjælland, hvorfor hun i daglig Tale kaldtes Sidsel Sællænder; men Moderen var fra Herning, og af hende har hun vel lært sine fleste Viser. Da jeg fik dem, boede hun i Lundgaard, Gjellerup-Sogn, i et lille Hus, der havde været hendes eget, men nu var Fattigvæsenets. Det var faldefærdigt, og dog kunde hun ikke med det gode skilles fra det. I hendes lille Kammer, hvor der knap var Plads til at vende sig ved Siden af Kakkelovnen, der bestod af en sammenrullet Jærnplade, som hun selv havde muret ind i Væggen, har jeg siddet mange Aftener og levet mig ind i de svundne Tider. Da Huset faldt ned om hende, blev hun saa syg, at Sognet maatte tinge hende i Kost hos en Datter i Birk, og der døde hun for et Par Uger siden, 81 Aar gammel. (Evald Tang Kristensen: Jydske Folkeminder, bind I, 1871, side XI.)		Evald Tang Kristensen som ung, ca. på den tid, da han møder Sidsel Jensdatter.
	Biografi 2: Nu bestemte jeg mig til at opsøge Sidsel Sællænder, som flere anbefalede mig. Hun skulde have en aldeles udmærket Hukommelse og skulde kunne mange gamle Viser. Det lille Hus, hun boede i, laa for sig selv noget fra Vejen. Lundgaard, der sikkert oprindelig, hvad Navnet jo tydede paa, havde været en samlet større Gaard og efter Sagnet en Herregaard, bestod nu af 4 større Bøndergaarde. Imellem de to vestligste, Peder Eriksens og Dynes Graversens, der laa tæt sammen, og de to østligste, der laa noget mere spredt, var en Dam, som jeg skulde forbi, og saa laa Huset lidt sydøst for Peder Eriksens Gaard. Det var et elendigt, helt faldefærdigt Hus, og jeg havde saa godt som aldrig før set saadan en Rønne. Der var en smule Have rundt omkring, men den kunde ikke rumme ret mange Køkkenurter. Man kom først ind i et lille bitte Tørvehus, der tillige var en forstue, og saa til venstre ind i en lille bitte Stue med to smaa Døre paa den modsatte Side. Den ene første ind til et lille bitte Køkken, og den anden ind til et lille bitte Sovekammer, hvor der stod en Seng og noget, der skulde forestille en Kakkelovn. Det var en noget krumbøjet Jærnplade med den runde Side ind imod Kammeret. Den stod paa en Lerfod, som hun selv havde klistret op, og ovenpaa den laa Ler, der hvilede paa noget Jærnstænger. Det hele saa yderst primitivt ud, og jeg havde aldrig før set saadan en Kakkelovn. Aabningen vendte ud imod Køkkenet, og derfra fyredes ind i den ligesom i en anden Bilægger. Husets Grundtegning var saadan: Evald Tang Kristensens grundtegning af Sidsel Jensdatters hus. 1: Tørvehus og Forstue. 2: Stue. 3: Køkken. 4: Kammer. 5: Seng uden Sengeklæder. 6: Skorsten. 7: Sengested. 8: Bord. 9: Kakkelovn. I Sengen (5) stod blot noget Skrammel paa Sengebunden, en gammel Rok, Garnvinde o. s. v. Der var en lille Smule Have ogsaa syd for Huset. Inde i Kammeret var der et lille bitte Vindue, jeg tror med to smaa Ruder. Jeg henviser forøvrigt til, hvad jeg har skrevet i Fortalen til J. F. I Side XI. Sidsel var en ret høj Skikkelse, noget knoklet og med et karakteristisk Ansigt. Hun var ikke vanskelig at komme i Tale, og da jeg først havde vundet hendes Fortrolighed, blev vi de bedste Venner af Verden. Hun elskede de gamle Viser, var et poetisk Gemyt og kunde, naar hun sang, gaa helt op i det. Det var altsaa ligefrem en Nydelse for mig at sidde og høre hende synge. Stemmen var endnu helt kraftig, og hun kunde meget godt fastholde Tonen. Uøvet, som jeg endnu var i at sætte Toner op, var jeg hende meget taknemmelig for hendes store Udholdenhed. Hun blev aldrig træt af at synge eller viste nogen Utaalmodighed, saa jeg maatte jo være særdeles glad for den Skole, jeg kom til at gaa i der i det lille faldefærdige Hus. Nu skal det heller ikke nægtes eller lades ude af Betragtning, at hun ogsaa havde Glæde og Ro af mig. Jeg sad der jo mange Aftener i Februar og Marts, og hendes gamle Minder levede op i hende igjen. Denne enlige gamle Kvinde med den rige Følelse og det poetiske Sind kunde gjærne føle sig trykket af Ensomhed. Hun havde vel for Sædvane jævnligt at gaa om i Nabogaarden for at forslaa Tiden, men dette var dog mere rosomt for hende. Der var ogsaa noget usædvanligt i, at Sognets Degn saa tit søgte ind i den faldefærdige Hytte og tilbragte mange Timer der, men gik forbi de store velbyggede Gaarde med den større Hygge. For øvrigt var hendes Omgangskreds ikke stor, som man nok kan tænke, da der i Grunden ingen Smaafolk var i Nærheden, som kunde passe for hende. Den eneste skulde være Søren Dato, der boede oppe ved Vejen i et andet lille Hus, men han var tunghør, og det var ogsaa ensomme folk. Sidsel var ikke missionsvenlig og kom ikke til disse Mennesker. Missionsfolkene kunde heller ikke godt finde sig i, at jeg gik til hende, de ansaa det for under min Værdighed, men det anfægtede jo ikke mig, jeg gik min Gang og tilbragte mange fornøjelige Læretimer inde i dette elendige Hus, der knap egnede sig til menneskelig Beboelse. Sin afdøde Mand og sine Familieforhold overhovedet talte hun aldrig om; vi talte i det hele aldrig om andet, end hvad der angik Folkeminderne. Heller ikke gav hun sig af med at snakke om Folk. Den eneste Smule Bitterhed, der kunde spores i hendes Tale, var, naar hun talte om Missionsfolkene og deres Fordømmelse af, at hun holdt paa sine gamle Minder og gjærne vilde synge gamle Viser, og jeg kan ikke nægte, at jeg styrkede hende i disse Udtalelser og kaldte dem rigtige. Jeg blev ved at besøge Sidsel saa tit, som jeg kunde faa Aftener til min Raadighed, og da sad Ane jo ene hjemme, og det var sikkert ikke helt morsomt. Jeg havde jo jævnlig min Fiolin med mig henne hos Sidsel, og der har sagtens af og til staaet en nysgjerrig fra Gaardene der udenfor og lyttet efter, hvad vi to bedrev der inde. Hun havde efter sit eget Udsagn undertiden givet sig lidt af med at forfatte Gravvers og Lykønskningsvers, men deri var hun for længst bleven overfløjet af gamle Maren Østergaard i Gjellerup-By, der var Digter om en Hals, og hun havde den store Fordel, at hendes Søn Ole Frølund kunde prænte dem og indfatte dem i kjønne tegnede Rammer. (Evald Tang Kristensen: Minder og Oplevelser, bind II, 1924, side 49-51.)
	Biografi 3. Først Sidsel Jensdatter i Lundgaard, Gjellerup Sogn. Denne gamle Kvinde havde en mageløs stærk Hukommelse, og ej alene kunde hun en hel Mængde Viser udmærket godt og fremsagde dem sikkert, men ogsaa kunde hun fortælle nogle Æventyr og Sagn. Dog havde hun sin Styrke i Viserne, og hun behøvede ikke som adskillige at synge dem igjennem først, men havde dem strags paa rede Haand. Tonen er tit Bæreren af Ordene, og hvis en eller anden Sangerske ikke kan komme paa Tonen, kan hun heller ikke komme paa Begyndelsen, hvilket atter fører til, at der kun mindes afbrudte Stumper hist og her af Visen. Men dukker saa Tonen op, vælder det hele frem. Det er en Lektie, der har ligget hen, længe glemt og godt gjemt. Naar Begyndelsen bliver ret, gaar alting rask og sikkert. Gamle Sidsel, med Tilnavn Sællænder, var opfødt i Egnen. Hendes Fader var fra Sælland og kaldtes til daglig Lars Sællænder, men fra Moderen havde hun sine Overleveringer. Hun boede i et lille bitte højst faldefærdigt Hus eller rettere en Hytte tæt ved en Gaard, havde en lille Have, som hun gik og puslede jævnlig i, og ernærede sig kummerlig ved Strikkehosen og af Folks Godgjørenhed. Naar jeg halvvejs talt var krøben ind af den lave Dør, der dinglede ynkelig paa næsten afslidte Hængsler, og saa kom ind i en paa alle Maader skjæv Stue, hvor Hønsene ikke sjælden var tyede ind og særlig havde Ophold bag ved og imellem Bordtremmerne, havde jeg en Alkove til venstre ved den nordre Væg, men uden Sengeklæder, derimod med Spinderok og Garnvinde som Indbo, og foran mig til venstre var Kjøkkendøren, til højre Døren til Sengekammeret og imellem dem en lille Bilægger. Sidstnævnte Kammer var egentlig ikke andet end et Hul med en Jærnplade bøjet saadan, at den agerede for Kakkelovn, staaende paa en Lerfod og belagt for oven med en Lerbolle, der hvilede paa et Par Jærnstænger. Her inde, hvor jeg næppe kunde vende mig, fik jeg min Visdom af Sidsel, mens hun sad paa Sengekanten. Hun tog sig forunderlig ud ved den lille Tranlampes Skin. Stor og knoklet af Bygning med skarpe Ansigtstræk og især fremherskende kroget Næse, undertiden med det graa Haar i malerisk uorden om Hovedet, var der noget mandhaftigt, ja strængt over Ansigtspræget. Jeg mærkede snart, at Livet havde taget haarde Tag i hende, ogsaa mens Manden levede, og at det nu var dobbelt haardt. Samtidig kunde der komme noget forunderligt blidt frem. Det var vel Barndomsminderne, der da herskede helt over de andre lyse Punkter i hendes Liv og for visse Øjeblikke kunde faa hende til at glemme alt det tunge og knugende. Man havde ymtet om, at hun hun ikke havde levet godt med sin Mand, men det omtalte hun ikke eller rørte ved til mig, og jeg spurgte hende ikke ud om hendes Hjærtes Hemmeligheder. Dertil var jeg for ung, hun var jo min første egentlige Kilde - og for uerfaren, men glad var jeg ved, at hun saa uforbeholdent, saa gladelig gav til Bedste, hvad hun kunde. Nu er næsten alle hendes Viser blevne trykte, og kunde hun nu se dem paa Tryk, er jeg vis paa, hun vilde blive glad, thi noget ærgjerrig var den gamle tillige. Hun vidste nok, at hun kunde mere end de fleste, ja, at hun endda havde en lille poetisk Aare, og fortalte mig, at hun havde digtet flere Lejlighedssange, som hun fremsagde mig Prøver af. Huset var som sagt faldefærdigt, og det optog meget hendes Tanker, om det kunde staa saa længe, til de bar hende derfra. Hun begyndte at blive skrøbeligere i de sidste Aar, jeg var i Gjellerup, og fik endog en Gang en saadan Besvimelse, at hun faldt om paa Gulvet en Nat, hun var staaet op, og blev der liggende, til Folk om Morgenen kom og fik hende hjulpet i Seng helt stivfrossen. Siden duede hun ikke meget, og er nu død, men det gamle Hus, der tildels var faldet sammen om hende, blev gjort lidt i Stand igjen og stod endnu, da jeg sidst var paa Egnen. Jeg skottede hen til det med meget blandede Følelser. Jeg havde tilbragt mange fornøjelige Timer inde i det lille Hul i Samtale med den gamle paa Sengekanten og mig selv anbragt paa en Trefod eller hvad det var, ved et usselt bitte Bord med den ene Ende klemt ind under et Hængeskab paa den knudrede Lervæg. (Evald Tang Kristensen: Jyske Folkeminder, bind XI, 1891, side 326-328.)
	Repertoire
	Alle mand Høstpigen Mandevalg Møllerdatteren	Elveskud Hr. Morten af Fuglsang Lovmand og Tor Maria Magdalene Møens morgendrømme Nyborg i graven Per Svinedreng Ravnen Roselil og mange flere
	Hvis du vil granske videre, så kig på hammerum-herred.dk/ readarticle.php?article_id=20