Ordene Det er nødvendigt med lidt forhåndsviden om denne
tekst: Hr. Morten har tilsyneladende ved falsk ed svoret, at et bestemt
stykke jord tilhørte ham. Om Hr. Morten er en historisk person vides
ikke, men han er i hvert fald et symbol, idet der er bevaret gamle
beretninger (sagn) om samme episode, som balladen beskriver: en
herremand eller en bonde tog noget jord fra sin egen mark og proppede i
sine støvler eller træsko, hvorefter han kunne gå ind på en anden
mands jord og sværge en højtidelig ed på, at han nu stod på sin egen
jord. Det er det, linjen med skoene - mandeblod og helvedes pine -
hentyder til.
Jeg har fundet et par eksempler i mit arkiv. Det er ikke de bedste, men
de viser tydeligt nok, hvad det drejer sig om.
|
|
Tonerne Et af de store flotte råb! Der skal næsten improviseres og varieres hele
vejen ned ad råb-trappen vers efter vers. Noderne angiver nogle
muligheder, som ikke skal følges slavisk. Om man vil have den
forhøjede septim med, er en smags sag. Det hele afhænger som
sædvanlig af teksten og forsangerens talent.
Jeg har moret mig med at sammenblande to af vore dygtigste
balladesangeres melodier for lissom at få en tredje version: min egen.
Bemærk, at jeg har lavet en pause midt inde i omkvædet. Det behøver
man jo ikke, men jeg syntes pludselig, at det var meget virkningsfuldt.
Dansen Med lidt elastik får vi melodien til at fylde 24 takter,
så den passer til 4- eller 6-dans.
|
Stene paa Taastrup Mark Paa
Taastrup Mark ved Aarhus sydsydvest for Taastrup og øst for Stjære er
en lille Jordforhøjning, hvoromkring der staar, saa vidt jeg husker, 12
Stene oprejste paa den ene Ende, og efter Sagnet er de blevet til paa
følgende maade og kaldes endnu »Sandemændene«. Stedet var i gamle
Dage bevokset med Skov, og de Stjære og de Taastrup Mænd kom til at
søge Rettergang om, hvem Skoven og Grunden tilhørte, og Dommen skulde
da være falden saaledes, at dersom Taastrupperne kunde og vilde gøre
Ed paa, at Skoven var deres, skulde de beholde den. De tog da Jord i
deres Træsko og Løv i deres Hatte fra Taastrup og gik derop og gjorde
Ed paa, at de stod paa deres egen Jord og under deres eget Løv, men da
de havde gjort denne Ed, blev de forvandlede til Stenmænd, saaledes som
de staar der endnu.
Paa samme Maade skal Mændene i Stjære have tilsvoret sig et Stykke
Jord, kaldet »Sandskovlodden«, som egentlig hørte til St. Ring og
ligger nord for Bækken, der løber mellem denne By og Stjære, men af
denne Mened spores ikke saa frygtelige Virkninger som af hin. (Severin
Jensen Weiersøe, Stor-Ring, 1874, trykt i Svend Grundtvigs Danske
Folkesagn, 2. Samling = Danmarks Folkeminder Nr. 53, København, 1947,
side 14.)
|
|
Den falske ed Fra
Misthusum går der en vej ind til Skjærbæk, og beboerne dér sagde,
at den tilhørte dem, men folkene i Misthusum sagde, at det var deres.
De blev da opfordret til at sværge på, at de sagde sandt, og
retsforhandlingen skulle foregå netop på vejen. Der var tolv beboere
ialt, og de elleve gik hen for at sværge, men den tolvte var syg og
kunne ikke komme med. Om morgenen, da de gik hjemmefra, tog de noget
af deres egen jord i støvlerne og svor så, at de stod på egen jord,
og så beholdt de vejen. Men i året 1634 var der en stor stormflod,
som bortrev gårdene, og alle druknede så nær som en pige, der ikke
var hjemme. Siden gik de elleve beboere hver nat på den svorne vej og
sang:
Tolv var vi og elleve svor vi
og med hinanden til helvede fór vi
Så en nat, da pigen lå og sov, kom der en mand ind til hende, og hun
genkendte til sin store forskrækkelse sin egen far, der med en hul
gravrøst sagde: »Gå ud i verden og frels elleve mennesker fra at
tage sig selv af dage, så kan du frelse os.« - Det gjorde hun også,
og nu kom de elleve skikkelser til hende. De var helt hvidklædte og
sagde, at nu havde de fået ro i deres grav. (Uden kilde, trykt i
Laurits Bødker (red.): Danske Folkesagn, København, 1958, side 150.)
|
