© Jørgen From Andersen, 2007. Tidligere trykt i »Jul i Sorø«, 1986.
En søndag i efteråret 1798 kom væver og husmand Jens Erichsens hustru Bodil hjem fra gudstjeneste i Alsted kirke. Begge hendes døtre - Lisbeth på 12 år og Lille Ane, der lige var fyldt 7 - var hjemme. Lille Ane var inde i den lille stue, da hendes mor kom ind og satte sig grædende i en stol. »Hvorfor græder du, mor?« spurgte Lille Ane. - »Det forstår du ikke, min pige, men jeg har god grund til at græde, for nu har de taget kernen fra os og ladet os beholde skallerne.«
Nej, det var nok ikke så nemt at forstå for en 7-årig pige; men det, der var sket, var, at den elskede Kingosalmebog var blevet udskiftet med den nye evangeliske salmebog. Det stærke, blomstrende sprog i Kingos salmer var ikke længere passende, mente de kirkelige autoriteter.
Men Bodil - ligesom så mange andre - ville ikke give slip på Kingosalmerne. Og Lille Ane lyttede, når moderen gik derhjemme og sang dem, og når hun sang de gamle folkeviser - ballader - som hun kunne mange af. Især var der én, som Lille Ane holdt af at høre. Det var balladen om den onde stedmoder »Moderen under mulde«. Når Bodil sang den, krøb Ane om bag hendes ryg. Der kunne hun græde frit.
I 1805 døde Anes far af astma. Ane var 14 år og skulle egentlig ud at tjene, men hun bliver hjemme hos moderen ligesom hendes søster og dennes mand. I 1821 dør Bodil, og først nu forlader Lille Ane, som hun bliver kaldt resten af sit liv, hjemmet i Alsted og kommer ud at tjene på Rydsagergård i Broby. Med sig har hun arven fra sin mor: et kæmpeforråd af salmer, ballader, eventyr og ordsprog. Lille Ane falder godt til på Rydsagergård, og med gårdmandskonen, Kirsten Frederiksdatter, deler hun sin kærlighed til de gamle viser. Men hun møder også en anden kærlighed, nemlig tjenestekarlen Hans Jensen.
De gifter sig og bosætter sig i et lille hus over for Rydsagergården. Pladsen var trang. Som indsiddere bor der i det samme hus et andet ægtepar med deres to børn. Efter kort tid kommer Hans og Lille Anes førstefødte til verden. Hun bliver døbt Ane. 5 år efter bliver Jens født. Men sorgen er stor, da Hans Jensen dør i 1830. Lille Ane sidder tilbage med Ane på ( år og Jens på 3.
Men Lille Ane har lært at klare sig selv. Hun sælger sin arbejdskraft, hun tager et plejebarn i huset og bruger flittigt sin spinderok. Om aftenen i mørkningstimen var det strikketøjet, der kom frem, og så var det Jens, der sagde: »Mor, syng en vise«. Men det var svært for Ane at komme igang. Jens måtte plage længe. Med tårer i øjnene begyndte hun, men så sang hun sig glad, og når hun først var blevet glad, kunne hun synge den ene vise efter den anden.
I 1833 kommer den grundtvigske præst J. F. Fenger til Lynge-Broby sogn. Og det varer ikke længe før han får øjne og ører for den begavede og fromme kone og hendes viser. Fenger er selv meget musikalsk og har særlig forkærlighed for folkesang, som han har hørt og optegnet på sine mange rejser i Europa.
I 1844 har N. F S. Grundtvigs 19-årige søn Svend Grundtvig opfordret danske mænd og kvinder til at optegne, hvad de hører af gamle folkeviser, der lever blandt folk. Bag denne opfordring står bl.a. Ingemann, som nu kommer en del sammen med Fengerfamilien. Derfor er det ikke underligt, at Fenger er en af de første, der sender en samling viser, som han har hørt af tjenestefolkene i præstegården.
Og snart tager han fat på Lille Ane. Hun har senere fortalt om, hvordan pastor Fenger kom gående fra Lynge og spurgte hende ud om de gamle viser. Så måtte hun have bud efter Kirsten Frederiks og en anden gammel kone fra byen »og vi tre måtte ud med alle de viser, vi kunne«. Fenger skrev op og sendte viserne til en lærd mand i byen. Fenger selv fortæller også - i et brev til N. F. S. Grundtvig - om disse indsamlingssituationer: »Jeg holdt den Dag Quindegilde. 2 Koner fra Liunge og een fra Braaby vare hos mig tillige med Cora Nyegaard og nu maatte de dels synge dels diktere Viser, som hun og jeg opskrev. Kaffekanden var naturligvis paa Bordet, og det Hele var baade morsomt og ikke uden Udbytte. Jeg fik »Svænnedals Vise« og »Quinden i Hedningeland« m.m., som Svend nu snart skal faa.«
Lille Ane havde nogle gode år. I 1836 havde hun giftet sig igen, denne gang med en 13 år yngre ungkarl, Jens Rasmussen. Opmuntret af pastor Fenger holdt hun ofte forsamlinger i sin lille stue, hvor man sang, bad og læste Luthers Huspostil. Der kunne undertiden være 50 mennesker sådan en aften. De fleste præster på den tid tog afstand fra disse gudelige forsamlinger, hvor undertiden sekteriske lægprædikanter tog overhånd, men Fenger formåede at holde sammen på menigheden ved sin egen deltagelse.
Fenger tog sig også i særlig grad af Anes søn Jens og fik stor betydning for ham gennem konfirmationsforberedelsen. De to familier kom til at stå hinanden meget nær, og alle Fengers børn elskede Lille Anes viser og kunne synge dem selv mange år efter. I 1842 kommer Jens i væverlære i Tyvelse, og senere deltager han i krigen i 1848. Men knapt er han kommet hjem til Broby, så dør Jens Rasmussen, Anes anden mand.
Lille Ane får igen et plejebarn i huset betalt af fattigvæsenet. Det var nemlig kendt, at Ane var god til at tage sig af børn. Hun var også begyndt at samle børnene hos sig. Hun læste med dem, sang for dem og fortalte historier og sagn. Jens havde gang i væven, men han følger også sin mors arbejde med børnene, der snart udvikler sig til en slags hjemmeskole.
I 1852 er Lille Ane syg og træt og orker ikke længere at tage sig af børnene. Men så bliver Jens opfordret til at fortsætte moderens gerning, og hermed er begyndelsen taget til en egentlig friskole. Den første grundtvigske friskole i Danmark.
Rigtig skub kom der i det, da kandidat Carl Grove i 1854 kommer som huslærer hos Fengers i præstegården. Fenger havde ellers været på udkig efter et større embede, og fik det også kort efter. Men da Grove blev i præstegården i nådsensåret, nåede han alligevel at være der i knap 2 år.
Grove var jævnaldrende med Jens Hansen. Han var nyudklækket teologisk kandidat med »Grundtvig og inderlighed« i hjertet. Han fandt her blandt de gudelige på egnen en tumleplads for sine kristelige idealer. Han deltog ivrigt i de gudelige forsamlinger og knyttede stærke bånd til de gamle fattige husmandskoner, samt til den syge, men meget gudelige jomfru på Frederikskilde, Justitsråd Nyegaards datter Elisabet - eller Betty, som hun blev kaldt.
Grove får stor indflydelse på Jens Hansen. Dels havde han lærdom, og dels bragte han Jens med ind i de fine stuer: hos Ingemanns og hos Nyegaards på Frederikskilde, hvor han blev kaldt Braaby-Jens. Grove siger til Jens: »Du må lære noget«, og det er ingen hemmelighed, at Jens Hansen har meget at lære, og hvad er mere nærliggende end at sende ham på højskole, vel at mærke Grundtvigs nye højskole Marielyst ved København. Der var han første gang vinteren 567/57.
Selv efter at Grove er rejst med Fengerfamilien til Tåstrup, gør han mange rejser til Broby. Ofte tager han venner med. Således i pinsen 1856. Da besøger han sammen med C. H. de Thurah, der er lærer ved enkedronning Sophie Amalies asylskole og en produktiv digter, Lille Ane. Og hun gør så stort et indtryk på digteren, at han straks skriver et vers om hende.
Ellers oplever man i de følgende år, hvordan Jens Hansen og Carl Grove omsorgsfuldt opvarter den stadig mere syge Betty Nyegaard. Jens Hansen forsømmer ingen lejlighed til at aflægge hende en visit, og Grove, der snart bliver forstander på Marielyst Højskole, sender hende ofte breve.
Resultatet udebliver heller ikke. I taknemmelighed låner Betty Nyegaard penge til Jens Hansen, så han kan ombygge det lille hus, så der bliver bedre plads til de mange elever - der er op til 20 elever, hvoraf 5 bor hos Jens og Lille Ane. Den nye skole bliver naturligvis kaldt »Elisabethslyst«. Og da Betty nogle år efter dør, har hun testamenteret store summer til Jens Hansens friskole og til Marielyst Højskole. Hvilket giver anledning til noget muggeri i Nyegaardfamilien.
Friskolen i Broby, som den så ud i begyndelsen af 1900-tallet
Jens Hansen vendte flere gange tilbage til højskolen og var ofte på besøg hos Grundtvig. I begyndelsen var det vinterophold. Og så måtte skolen derhjemme i Broby jo lukke. Men senere var der også sommerskole, hvor der kom piger, og her traf Jens i sommeren 1866 Kirsten Marie Madsen fra Tårs i Vendsyssel. Året efter gifter de sig. Kirsten Marie flytter ind hos Jens og Lille Ane, men det passer ikke den gamle. Fengers søn, Johannes, der ofte kom på besøg i friskolen, har nedskrevet følgende episode:
-
Den første dag jeg kom over til Jens Hansen, savnede jeg gamle Ane
og spurgte: »Hvor er din moder?« - »Hun er såmænd gået op på
loftet med sin rok, det gør hun så tit, hun er jo noget egen af
sig.« Hun må pilles ned af det loft, mente jeg. »Ja,« sagde Jens
Hansen, »kan du få hende ned, skal du have tak, jeg kan ikke.« Jeg
gik derop og sagde »Goddag« til hende. »Goddag,« svarede hun lidt
mut. »Hvad sidder I her oppe efter?« spurgte jeg. Ane hviskede:
»Det er det eneste sted, man kan være i fred for den unyttige
kvinde, Jens har fået i huset.« - »Jeg synes, vi skulle gå ned til
de andre.« - »Nej!« Pause. »I kommer til at synge en vise for
mig,« sagde jeg omsider. »Jeg er en gammel kone, jeg kan ikke mere
synge viser,« svarede hun. »Jeg vil så gerne have den om Karl af
Rise.« Der gled et svagt smil hen over Anes ansigt: »Hvilken af dem
skulle det være,« sagde hun. »Den der har til omkvæd Hr. Karl
ligger lig, men jeg sidder alene.« Så sang hun den og den om Liden
Kirsten, der ganger i stenstuen ind, der fødte hun sig to små bitte
kind. Efterhånden livede hun op, tog sin stok og gik ned med mig til
de andre.
Jens Hansen holdt friskole til 1900. Han havde ikke arvet sin moders viser og mente ikke, han kunne synge. Men sangen spillede en stor rolle i hans skole, og dér var det en af eleverne, der måtte synge for.
Jens Hansen døde i 1914. Han havde ingen børn selv. Hans søster, Ane, forlod hjemmet formodentlig i 14-års alderen, og siden ved vi ikke noget om hende. Jo - i en avisartikel fra 1908 om en stor brand i Broby står følgende at læse: »Lige nord for kirken lå »Ringerhuset«. Herinde lå en gammel kvinde, en søster til fhv. friskolelærer Jens Hansen i sengen. Da hun havde været sengeliggende i et par år, kunne hun ikke ved egen hjælp komme bort fra det farlige naboskab (det brændende hus), og man måtte derfor bære hende ud i sengetøjet.«
Det fremgår også af Jens Hansens testamente, at søsteren havde børn. Måske lever der efterkommere af Lille Ane. Måske har de bevaret arven efter Lille Ane og hendes moder, Bodil: de gamle ballader. Men indtil videre må vi lade os nøje med det indblik, vi har fået - takket være Fengers optegnelser, og de mange beretninger om livet på friskolen, som utvivlsomt er et resultat af Lille Anes stærke personlighed.
Pastor Fengers optegnelse af Lille Anes »Moder under mulde«. Han har givet den overskriften »Den Dødes Gjenkomst«.
Friskolelærer
Jens Hansen,
Lille Anes søn.
Moder under mulde
Liden Løvgren (Livsvandet)
Engelens budskab
Barnesjælen
Hustru og moders klage
Hr. Peders sørejse
Hr. Karl på ligbåre
Fortvivlelsen
og flere