|
Christiern Pedersen, ca. 1520:
Bønderne og Almuen her i Riget sætte dennem fast op mod hannem Kong
Christoffer og Ridderskabet og mod den hellige Kirkes Personer og vilde
ikke give dem deres Skat og Landgilde, som de plejede aarlig at give,
men hver vilde være sin egen Herre og regere sig selv, særdeles de
mest, som bo i Nørrejylland. De kaste da en Høvedsmand op fore dem,
som hed Mattis Tagesøn, og gjorde dennem fast en Vognborg i Hanherred,
som nu kaldes St. Jørgens Bjærg. Der de fornumme, at Kong Christoffer
kom did i Landene med Ridderskabet og havde med sig alle Bispernes Folk
og dertil mange Kjøbsteds-Mænd, da droge samme Bønder ind i deres
Vognborg. Kongen belagde dem strax omkring paa alle Sider, men de sloge
og skød ham mangen dejlig Mand fra saa godt som til forgjæves, at han
havde blevet nødt til paa det sidste at drage deden med Skamme, havde
han ikke, og de andre som med hannem vare, fundet paa saadan et Raad, at
hver Herre, Ridder og andre gode Mænd, som havde nogre Bønder og
Tjenere deriblandt, han skulde kalde samme sine Bønder ud til sig ved
deres Navn og sige og love, at han vilde stande hannem for Liv, saa
hannem skulde intet skade, og fly hannem Kongens Venskab igjen for det,
at de havde saa daarlige sæt dennem op mod hannem efter onde Raad.
Enddog dette var en falsk Fund og Raad, da var det alligevel Kongen
meget godt og nytteligt og Ridderskabet, thi de finge dermed Overhaand
over Bønderne, fordi de ginge siden meste Delen ud velvillige, hver til
sin Husbond. Men Mattis Tagesøn og nogre andre med hannem stode siden
nogen Stund mandelig, og han slog mere end femten Karle ene ihjel, siden
han var skudt omkuld og stod paa sine Knæ. Han tede sig ganske mandelig
som en god Hovmand, alligevel han blev slagen paa det sidste. Kongen gav
sig siden storlig derfore, at de tog hannem ikke til Fange, da han var
saa duelig en Mand. Siden lod Kongen henrette alle disse Bønder til
Exempel og Rædsel, at de skulde ikke sætte dem mod deres Herre og
Konge.
|
|
Arild Huitfeld,
ca. 1600: Aar 1441 bleve Bønderne oprørske udi Nørrejylland,
tilstyggede [ophidsede] af Kong Erik. De fortrykte dennem imod deres
egne Husbonder og Herrer og vilde ikke give Kronen eller dem Skat og
Skyld. De siges at have været 25000 stærke og have sagt, deres rette
Herre levede endnu, hannem vilde de gjøre hvad de skulde. Udi i
Hanherred paa St. Jørgens Bjærg ikke langt fra Aagaard 5. Nonas Maji
skete et Slag, hvor Herr Eske Brok for hans Haardhed imod Bønderne
blev ihjelslagen af dennem og huggen i Stykker, og en af de bajerske
Øverster blev slagen; 12 Herremænd bleve fangne, dennem lod Henrik
Tagesøn, som var en af Danmarks Raad og kong Eriks Parti, halshugge.
Den udvalgte Konge for saadan deres Modvillighed foraarsagedes at give
sig udi Rustning. Andet Slag de gjorde skete tredje Pintsedag, 8. Idus
Junii, da vandt Kongen og Ridderskabet, Johannes Brok, Ridder, blev
slagen paa Kongens Side, Bøndernes Høvedsmænd bleve fangne: Herr
Henrik Tagesøn (som førte en sort stige udi et gult felt), Helli
Holst, Herluff Holst, Anders Holst, som med 6 andre bleve lagte paa
Stejler. Af den gemene Mand blev 600 slagne, andre vilde sige 1800. De
andre bleve jagne udi Flugten, somme toges til Naade, men maate løse
dem paa det yderste. Dette slag siges saaledes at være tilgangen:
Bønderne havde slaget en Vognborg omkring dem paa et højt Bjærg,
saa at Rytterne turde dem ikke anfalde. Omsider drog nogle Herremænd
til, og hver lovede sine fri for det Oprør, om de herefter
hørsommeligen vilde svare dem. Derover formindskedes Bondehoben, og
paa det sidste skal Hertugen have sat ned til dennem og gjort det
Nederlag, fornævnt staar.
Erik Arup, 1925: 12. juni klædte Henrik Tagesen hjul og stejle
i Aalborg. Skarpt svarede kong Erik paa rigsraaders beskyldning for,
at det var ham, som havde fremkaldt bondeoprørene: »nej, aarsagen er
jeres store overvælde og uredelighed, saa at I ingen tilsteder
hverken billighed eller ret, jeres utroskab, overdaadighed og jeres
umilde gerrighed, saa at I for gods og penges skyld hverken sparer
gud, den hellige kirke, eders rette herrer eller kronen, borgere eller
bønder eller indvaanere, men at I saa begærligt indkræver uden al
barmhjertighed, saa at alle de, som I har under jer, fordærves for
jeres uredelige regimentes skyld, hvorfor de da gerne vil være fri
for jer, og derfor har jeres eget folk og bønder rejst sig mod jer.«
|
