»Den ældste af Claus Petersens Børn, Peter Christian, havde det Hverv hver Dag med sin velklingende Stemme at læse til- og frabords, og naar man gik i Kirke, var det Christian, der blev betroet at bære Psalmebogen, men han forstod ikke at skatte de Fortrin, som hans Førstefødsret gav ham. Hvor langt hellere klatrede han ikke om mellem Klipperne for fra de højeste Punkter at skue ud i den Verden, der laa udenfor den snevre Kreds, hvori han bevægede sig.« (Pauline Petersens erindringer, i: Memoirer og Breve, bind XXXI, 1919, side 1. - Memoirer og Breve blev udgivet af Julius Clausen og P. Fr. Rist i årene 1905-1927.)

»... og den unge Kammertjener gjorde Lykke, hvor han kom. Han lærte meget hurtigt det tyske Sprog og desuden det dengang saa yndede Guitarspil og sang dertil med en ualmindelig smuk Tenorstemme, der ikke endnu i en høj Alder havde tabt sig. Imidlertid opfattede han Livet mere gennem Følelsen end igennem Forstanden, og han forblev vel næppe uberørt af den letsindige Adfærd, som han var Vidne til mellem de høje Herrer, som han i sin underordnede Stilling kom i Berøring med, og Rejselivet gav ham en Hang til Adspredelser, der senere ofte skadede ham i Livet; ja, det gik saa vidt i denne Retning, at han ofte, da han var bleven Familiefader, opsagde en god Bolig og lejede en slettere, naar denne laa paa et muntrere Strøg i Byen, eller man havde en smukkere Udsigt fra Vinduerne.« (side 2-3).

»Hvor ofte har jeg ikke som Barn siddet paa en Skammel ved min Moders Fødder, naar hun spandt, og lyttet, naar hun med sin forresten ubetydelige Stemme sang: "Ak, gid Melicerta var min", og hvor muntert lo jeg ikke, naar hun sang om Hyrdinden, der ville svare Nej, men tog Fejl og svarede: "Ja, ja, ja, ja," Dog var af alt, hvad hun sang, de gamle Kæmpeviser mig dog det kæreste.« (side 4).

»Naar Min Moder ret vilde glæde mig, fortalte hun et eller andet fra hendes Barndomshjem, om Goulgaarden, om den lille Skimmel, som hun red paa i Tversadel. En sort tjener, Senecan, som Admiralens Søn havde bragt med sig fra Ostindien og som var hele Husets Yndling, interesserede mig ogsaa meget: men langt fra saa meget som min Moders kære »Frøken Trine« med hendes dejlige Sang og Spil. Men lyttede jeg med min Moder til Maaltrostens Sange i hendes Fædrenelands Fytteskove, stod jeg til andre Tider ved min Faders Side, sad med ham i Vognen, naar han i Tyskland foer henad de støvede Landeveje, eller hørte ham spille paa sin Guitar og synge med sin dejlige Stemme disse frihedsglødende Sange eller disse rørende Vers, der gik igennem det forrige Aarhundrede.« (side 8-9).

»Jeg var omtrent 7 Aar, da min Fader paa en Rejse til Kjøbenhavn fik den uheldige Ide at forpagte Gæstgiveriet i Roskilde Kro [i den nuværende Albertslund kommune, LV.], der var blevet omtalt for ham som en let flydende Rigdomskilde, og vel især tiltalte ham for den Afvexling, det maatte yde i Hverdagslivet. Han var ked af det rolige Liv i den lille Købstad og opgav nu sit Embede, solgte sin Gaard og drog til det nye Hjem...
   Aldrig glemmer jeg den Morgen, da vi sad paa Rejsevognen. Vi blev i Porten omringet af Byens Fattige, der kom for at sige min Moder Farvel. Grædende takkede de hende og ønskede Guds Velsignelse over os, da vi rullede ud af Porten. Mine Forældre endte hermed det lykkeligste Afsnit af deres Liv.« (side 14-15).

I Roskilde Kro blev Pauline syg af Tyfus og måtte i lang tid ligge i sengen. Herom skriver hun bl.a.:

»Jeg var i den lange Sygdom bleven meget gnaven og egensindig, og jeg blev føjet i alt, hvad jeg fandt på. De skiftedes alle i Huset med at komme ind til mig i Mørkningen for at fortælle mig noget og synge for mig, og jeg bad også min Moder om at bede Bønderkonerne om at komme ind og synge for mig. En Dag, da en Bondekone fra Klovtofte sang: Det hændte sig Jephta den Gileats Mand", havde hun et saa komisk og pibende Foredrag, at jeg maatte putte Lagenet i Munden for at skjule min Latter, men da hun havde endt Visen, stod Taarerne mig dog i Øjnene over Jephtas unge Datters sørgelige Skæbne.
   Der vandrede dengang et mærkeligt lille Væsen om i Landet, som ogsaa efter mit Forlangende ofte kom ind i Stuen, hvor jeg laa. Det var en lille Bissekræmmer, som kaldtes Peer Visedreng, uagtet han saa mere ud som en Olding end som en Dreng. Hans Ansigt var gennemfuret af Rynker og dybe Krusninger om Øjne og de smalle Læber, det lange hørgule Haar hang ham ned om Halsen og gav ham Lighed med Balthasar Denners gamle naturtro Hoveder, men disses Ro og Blidhed fandtes ikke i den stakkels gamle Visedrengs Træk. Man kunde ikke andet end føle Medlidenhed med det kummerfulde Udtryk i hans forkuede Aasyn, hans magre dværgaftige Figur og de krogede Fingre. Han kæmpede for at synes munter og tilfreds for ikke at kede sine Kunder, men naar Handelen var afsluttet, vandrede han stille sukkende sin Vej. Denne lille Person interesserede mig ved hans forunderlige Udseende endnu mere end hans Viser, der mest var Kæresteviser for Karle og Piger; dog blev jeg glad ved i hans Kram at finde Hr. Brynnings Vise, som min Moder sang, men hvoraf hun havde glemt mange Vers.« (side 21-22).

»Hverken min Fader eller Moder passede til at forestaa et Gæstgiveri eller en Kro. Han søgte, uden vistnok egentlig at vilde det, især Adspredelse ved dette urolige Liv, og min Moder gav for meget bort. Det følger altsaa af sig selv, at de ikke kunde staa sig ved denne Forpagtning, og da de blev tilbudt en ret god Afstaaelse, tog de imod den og forpagtede nu Kallehave Færgegaard efter at have tilbragt 1½ Aar i Roskilde Kro.« (side 22).

»Forholdene blev imidlertid værre og værre. Mine forældre maatte sælge Huset og flytte op i en lille Lejlighed hos Købmand Ditzel. Mine Søstre flyttede til deres Mænd, vi var nu fire Mennesker daglig, og endnu havde min Fader intet Embede. Endelig, da vor Nød næsten var steget til det højeste, fik min Fader et lille Embede som Toldassistent i Nyborg. Vi var alle glade og lavede os til Afrejsen, da han havde tiltraadt sit Embede. Men nu kom der en uventet forhindring: mine Forældres Kreditorer vilde ikke tillade os at tage fra Byen, før min Fader havde betalt sin Gæld til dem; i alt Fald vilde de holde vore Ejendele tilbage. Dette var et Tordenslag for min stakkels Moder; men alle hendes Forestillinger og Bønner hjalp intet, man blev ved sin Paastand; dog, der skulde meget til at nedslaa den ædle Kvindes Mod.
   Vi ejede endnu en temmelig stor Baad, som vi ikke fik solgt, da vi tog fra Kallehave, og to Sømænd, som var os meget hengivne, hjalp nu min Moder med at udføre hendes Plan. I den dybeste Hemmelighed fik hun lidt efter lidt praktiseret vort Indbo ombord i Baaden, men selv turde vi ikke begive os til Færgegaarden, hvor Baaden var lagt for Anker, før om Natten, naar Byens Folk laa i dyb Søvn. Den Semlerske Familie var vores eneste Fortrolige. I deres Dagligstue, der vendte ud til Færgegaardsvejen, sad vi da og ventede uden Lys i hviskende Samtale paa, at Klokken skulde slaa 1, der var Tiden for vort Opbrud. Vi begyndte allerede at rejse os fra vore Pladser for at lave os til at gaa - da vi pludselig hører flere Stemmer udenfor Vinduet og ser tre mørke Skikkelser bevæge sig udenfor og en fjerde komme dem i Møde. Vor Angst og Forfærdelse var uden Grænser, vi Børn begyndte at græde, min Moder behøvede al sin Kraft til at holde sig oprejst of berolige os andre. Da toner paa engang i et smukt trestemmigt Kor: Vægtersangen, - og en af Madam Semlers Drenge opdager, at det er Byfogdens nye Fuldmægtig Black med to andre unge Mennesker, der har faaet Vægteren til at lade dem synge Vægterverset, idet de formodentlig kom fra et lille Gilde.
   Hurtigt begav vi os nu alle paa Vejen til Søen, da de var forsvundne, og vi hørte Sangen tone fra den yderste Ende af Byen, idet vi ogsaa haabede, at den fremmede Koncert vilde aflede Folks Opmærksomhed fra os Flygtende. Hvor forskellige var Forholdene ikke første Gang, da vi forlod Vordingborg fulgt af de Fattiges Velsignelser, og nu, da vi flygtede, selv fattige og forarmede.
   Men min Moders Øjne straalede af Forhaabning og Glæde, og uagtet hun var aldeles blottet for Penge og kun havde en tarvelig udstyret Madkurv, saa var hun dog saa glad, som om hun havde ejet Millioner; om en Dags Tid eller to kunde vi jo vente at komme til Nyborg, hvis Vinden blev gunstig. Det var Søndag Morgen, vi havde forladt Vordingborg, men Vinden var os ikke god, henad Midnat begyndte det at blæse op til en stærk Storm. Der var ingen Kahyt i vort lille Fartøj, vi kunde ikke undgaa Styrtesøerne, der slog over Baaden, saa at vi snart var gennemblødte, og da Stormen tog til, raadede Søfolkene til, at vi lagde ind under Falster jo før jo hellere. Tæt ved Stranden, hvor vi kastede Anker og hvor Søfolkene bar os i Land, laa et lille Skovfogedhus, hvor vi søgte tilflugt. Skovfogeden var en stor svær Mand med et af Kopperne frygtelig vanziret Ansigt, men gennem de dybe Ar lyste et godmodigt Smil, og af de blaa Øjne, der var omgivet af brede røde Ringe, straalede en ærlig og trofast Sjæl. Konen var venlig og gæstfri og var, ligesom deres lille Datter, klædt i den smukke falsterske Bondedragt. De fik os alle i Seng, medens de tørrede vore Klæder, og bragte os styrkende Kødsuppe paa Sengen. Først næste Dags Middag tillod Vejret os at fortsætte Rejsen, og nu, da vi stod færdige til at tage afsted, spurgte min Moder Skovfogden - i bange Forventning om, at Regningen for 6 Menneskers Ophold i 1½ Døgn ikke vilde være saa ringe, at hun var i Stand til at betale den, - om hvad hun var ham skyldig. "Tal aldrig derom, gode Madam," svarede han, "Deres Mand har engang hjulpet mig ud af en stor Forlegenhed, og nu har det netop glædet os, at vi har havt Lejlighed til at vise Den en Smule Gengæld." Hvor stor var ikke min Moders Glæde! Min Faders Godhed mod Skovfogden bestod i, at da denne engang vilde smugle et Anker Brændevin ind, opdagede min Fader det, men havde ladet ham slippe med en venlig Formaning.« (side 38-41).

»Jeg regner mig med Stolthed til de "begejstrede Quinder" og skal derfor med Glæde sende Dem alt, hvad jeg selv har bevaret i Minde og Alt hvad jeg ved Andre kan erholde som et ringe Offer på gamle Danmarks Alter.« (citeret efter Hans Ellekildes indledning til Svend Grundtvigs Danske Folkesagn 1839-1883, Første samling, 1944, side 18.)