Hr. Frydenborg © Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter forskellige sjællandske sangere, 1800-tallet. Melodi: 1) og 2) Personlig version efter anonym sanger, Køge-egnen, 1870, 3) Personlig version efter Pauline Petersen, København, 1844. Ældste kendte version: Flyveblad, slutningen af 1700-tallet. DGF 305.

PM Blød 8-dans                                                                                                                  Signalet PM Blød 8-dans                                                                                                                       Råb 1 PM Blød 8-dans                                                                                                                       Råb 1

Kommentar til melodierne:
Her skal vi for en gangs skyld til Københavns-området for at få de gode melodier. Det plejer ellers at være vestjyderne, der levere dem. De første to noder er Køge-melodien, som jeg har rettet til sådan, som jeg selv ville synge den. Jeg har ikke rigtig fundet ud af, om den er bedst i en lys eller mørk udgave (nej, nej, ikke bare dur eller mol...), så jeg bringer begge muligheder til behagelig eksperimenteren. Node 2 er på papiret fremkommet ved at jeg har flyttet samtlige noder ca. 1,25 millimeter nedad på nodelinjerne. Herved ændrer melodien sig fra Signalet til Råbet. Er det ikke forbløffende?		I øvrigt er der mange gamle melodier til tragiske tekster, der virker lyse eller endog muntre. Dette fænomen bemærkede allerede A. F. Winding, idet han i 1815 om en anden Frydenborg-melodi skrev: »... dens særegne muntre Karakter ei saa lige harmonerer med det altfor tragiske i Sangen.« Den tredje melodi her er den , som blev lanceret af Vagn Dahl Hansen i Folkemusikhuset i Hogager i 1975. Vagn spillede en fantastisk flot fedel til, der dirrede af længsel, uhygge og fortvivlelse. Hvem gør det i dag? Dan kø til højre...

Og hr. Frydenborg han tjener udi dannerkongens gård   og hr. Frydenborg han tjener udi dannerkongens gård liden Kirsten hun kruser hans favre gule hår   og jeg synes det er tungt at leve »Og hør du liden Kirsten så favr og så fin og vil du ikke være allerkæresten min« »Jo så gerne vil jeg være allerkæresten din hvis bare jeg nu turde det for faderen min« Og så kom den liden smådreng for dannerkongen ind: »Hr. Frydenborg han sover nu med datteren din« »Ja sover nu hr. Frydenborg med datteren min så skal jeg lade ham sætte i fangetårnet ind«« Og så satte de hr. Frydenborg i fangetårnet ind og der lod de ham sidde udi femten år omkring Liden Kirsten hun går udi sin faders urtegård og hun plukker af de roser båd' de gule og de blå Ja hun plukker af de roser båd' de gule og de blå og så fletter hun en krans til hr. Frydenborg deraf Og dannerkongen ud igennem vinduet så der så han liden Kirsten udi urtegården gå Og dannerkongen taler til liden Kirstin »Og har du ikke glemt hr. Frydenborg endnu« »Nej selv om jeg bli'r gammel og selv om jeg bli'r grå nej aldrig skal hr. Frydenborg ud af mit hjerte gå« »Ja selv om du bli'r gammel og selv om du bli'r grå så skal du aldrig tro at du hr. Frydenborg kan få« Så hented de hr. Frydenborg af fangetårnet op hans hår det var gråt og hans skæg var ligeså Og dannerkongen taler til Frydenborg de ord: »Hvordan har du mon haft det i de femten lange år« Hr. Frydenborg svarede kongen med de ord: »Jeg længes ikke mere i dag end igår« Så tog de hr. Frydenborg og bandt ham til et træ og så slagtede de ham lissom bønder slagter kvæg Og så tog de hr. Frydenborg og lagde ham på en disk og så rensede de ham lissom bønder renser fisk Så skar de hans hjerte i stykkerne ni og så kogte de det op både i mjød og i vin Ja de kogte det op både i mjød og i vin og så bragte de det ind for liden Kirstin »Ak herreste gud det er en underlig ret nu synes jeg mit hjerte det bliver så let« Og det sagde den liden smådreng som på gulvet gik: »Ja det var jo hr. Frydenborgs hjerte som du fik« »Og var det hr. Frydenborgs hjerte som jeg fik ja så skal jeg nu drikke min allersidste drik« Liden Kirsten hun taler til kammerpigen sin: »Du henter mig nu ind min sølverkande vin« Liden Kirsten hun skænker sig gift i et glas vin og så drikker hun en skål for allerkæresten sin Og det var den første drik liden Kirsten hun drak hendes røde guldspænder om skoene sprak Og det var den anden drik liden Kirsten hun drak hendes røde guldbælte om livet det sprak Og det var den tredje drik liden Kirsten hun drak hendes øjne de bristed hendes hjerte det brast »Og læg mig i hans kiste og læg mig i hans grav så hviler jeg så sødt i min kærestes arm« Og så kom den liden smådreng for dannerkongen ind »Liden Kirsten hun ligger med så bleg en kind« »Og hvis blot jeg havde vidst de var hinanden så tro så ha'd jeg ikke skilt dem ad på denne verdens jord« Og alle de små jomfruer de krused deres hår og så lagde de dem sammen i den sorteste jord Og der voksede to liljer op på deres grav og den ene den var gul og den anden den var blå Ja der voksede to liljer op på deres grav den ene tog den anden udi sin favn
Kommentar til teksten:
Ordene Denne ballade findes kun i folkemunde og ikke i de gamle håndskrifter. Adelsdamerne har nok syntes, den gav et for ulækkert billede af magtforholdene i deres eget miljø. Den er godt nok også barsk, men samtidig er den super-følsom, og det er jo ofte det forunderlige ved balladerne: de kan forene modstridende følelser og erkendelser. Jeg sang den meget en overgang, fordi den »talte« til noget i mig (jeg har skam også været en følsom ung mand engang. Nu er mit hår gråt og mit skæg ligeså...). Noget tyder på, at den også har talt til andre, idet der er et væld af optegnelser, måske en 40- 50 stk., fra alle egne af Danmark plus svenske, tyske, hollandske, italienske osv.		Men de fine folk kunne altså ikke lide den. Svend Grundtvig giver den følgende kommentar: »Det frastødende Æmne for denne Vise blev i Middelalderen med en sær Forkjærlighed behandlet i en uoverskuelig Række af Digtninger paa Vers og Prosa...«. Og Ernst von der Recke: »... en sildigere Bondevise af flaueste Sort.« Og A. F. Winding: »... vi maatte ønske, at deri slet ikke fortælles noget om det forfærdelige Måltid...«. Jeg synes nu, den er fantastisk god, men jeg er heller ikke særlig fin. Den handler - som så mange tragiske ballader, måske de fleste? - om kærlighedens styrke og magtens ondskab.

Købmanden på Hamborger bro © Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter visebog tilhørende Niels Peder Pedersen, Ørsted Hestehave, ca. 1930. Melodi: Personlig version efter Marie Mide, Vorup, 1961. Ældste kendte version: Flyveblad, 1700-tallet.
PM Sang
Der boede en købmand på Hamborger bro han havde en datter hun var ærlig og tro til hende kom en sømand og stillede sig an og spurgte om den jomfru ville have ham til mand »Åh ja min kære fader den sømand vil jeg ha' den sømand vil jeg elske til jeg lægges i min grav« »Nej du skal ham aldrig ægte du skal ham aldrig få i morgen lader jeg den sømand ihjelslå« Om aftenen så silde den sømand kommer ind han banker på døren med fingeren sin han spørger: »Skønne jomfru nu lukker du mig ind du ved jo at jeg er allerkæresten din« Den jomfru hun sprang ned og tog så låsen fra og da hun så ham blev hun så hjertelig glad hun tog ham i sine arme og kyssed klapped ham og sagde: »Du er den eneste min sorg fordrive kan« Om morgenen tidlig den sømand skulle gå hendes fader da for døren så listelig mon stå så trak han ud sin sabel og stak i sømandens bryst den jomfru græd og råbte: »Nu mister jeg min trøst«		Den jomfru hun beder sin fader om forlov i morgen klokken otte at gå i grønne skov »Ja der vil vi danse og holde os så let og der vil vi høre musikanterne så ret« »Åh ja min kære datter så gerne du må i morgen klokken otte i skoven at gå du kan jo selv begribe du er af sådan stand at du må tage dig en købmandssøn til mand« Den jomfru hun skænker sig gift i et glas vin så drikker hun en skål for allerkæresten sin »Kom læg mig i hans kiste kom læg mig i hans grav så hviler jeg så sødt i min kærestes arm« Gud hjælpe og gud trøste de forældre især som nægter deres børn den de haver så kær oh vær dem ej så hård lyt til min vises bud thi en oprigtig kærlighed kan aldrig slukkes ud
Kommentar:
Balladescenen Nu er Købmanden fra Hamborger bro jo ikke længere nogen ballade, men alligevel: Engang i slutningen af 1970erne havde Albertslund Folkemusikhus et arrangement i Herstedøster Forsamlingshus. Det var en hyggelig og livlig aften med spillemandsmusik, ballader, sange og diverse historier. Under kaffen formerede vi en gårdsangergruppe, som vakte stor munterhed, men pludselig blev der underligt stille.		Vi sang »Købmanden på Hamborger bro«. Folk kiggede lidt forlegne på hinanden, og vi spekulerede på, hvad der foregik, men vi måtte jo synge videre. Så tog vi et par muntre sange, og så var stemningen der igen. Vi fik senere at vide, at datteren til den lokale købmand i Herstedøster lige var skredet hjemmefra, fordi hendes far ikke kunne lide hendes kæreste. Købmanden havde været til stede i salen.
Niels Peder Pedersens visebog opslået på nr. 35 Købmanden på Hamborger bro. Originalen er 10 cm bred og 16 cm høj.
Kommentar:
Skillingsviser Betegnelsen »ballade« går på strukturen og anvendelsen af sangen, musikken og dansen, ikke så meget indholdet. Balladen er et totalkunstværk, der gang på gang nyskabes af folkekulturens folk til fester og sammenkomster. Betegnelsen Skillingsvise eller Flyveblad går på distributionsformen. Den er en vare, der skal sælges, og varen bliver produceret af én gruppe i samfundet og solgt til en anden gruppe på det frie marked. Det sætter sit præg på teksten, der dels generaliseres og anonymiseres, og dels udvandes og udpensles i sentimental og overdramatisk retning, mens det poetisk-kritiske langsomt siver bort. Frydenborg som skillingsvise præsenteres bl.a. som »En meget smuk Vise om Frøken Adelig og Hertug Frydenborg, der begge ynkelig omkom for deres oprigtige Kjærlighed, med mere, som Visen indeholder. Under sin egen smukke melodi.« Trykket er illustreret med en harpespillende engel, der sidder på en sky! Teksten er renset for forargelig poesi: Her er det »falske vidner«, der sladrer, de slagter Frydenborg som »andre« slagter kvæg, hans hjerte steges og spises ikke, men bringes for »Adeligs seng«, hvorefter hun anråber Jesus! Hun drikker godt nok gift, men ikke noget med at hendes hjerte brister. Hun dør blot, og de lægges ikke i samme grav. »Hendes Fader derover fik Smerte og Værk«.		Efterhånden ændrede balladerne sig til »almindelige« sange. Frydenborg findes i en alenlang overbroderet udgave, Strasborger-visen, som er på omkring 30 vers. Her er en lille, typisk smagsprøve: En vise for eder jeg nu fremføre vil som vist nok er passeret, det kan I tro mig til i Strasborg der levede en adelsmand så rig på penge og på gods der ingen var ham lig Han havde sig en datter hun var dejlig og skøn hun elsked over alle en sømand udi løn men hemmelig det holdtes for alle og enhver uskyldig og redelig var deres kærlighed og visens højdepunkt: Den grusomme fader med tænderne skar så trak han frem den kniv han under kjolen bar han stak den i hjertet på sømanden god gik bort og lod ham ligge og svømme i sit blod Osv. osv. Men ind imellem findes også helt eller delvis udmærkede redaktioner af ballader og andre sange. Købmanden fra Hamborger bro er en af de heldigere udgaver, selv om »nu mister jeg min trøst« godt nok er slem...

Langt oppe bag Norges kyster © Leif Varmark, 2007. Tekst og melodi: Personlig version efter forskellige børn, fortrinsvis i Københavns-området, slutningen af 1900-tallet.
PK Sang Vals
Langt oppe bag Norges kyster der bo'de en enkemand   langt oppe bag Norges kyster   der bo'de en enkemand   enkemand Han havde en eneste datter Juliane var hans navn Hun elskede en sømand som ud på haver fo'r Så spurgte hun sin fader: »Må jeg gifte mig med ham« »Nej du skal ha' en købmand som guld og penge har« Så gik hun ned til havet og drak det rene gift		Da sømanden hørte dette at Juliane hun var død Så klatred han op i masten og på dækket faldt han ned De sidste ord han sagde det var de ti små ord: »Læg mig i samme kiste læg mig i samme grav« Nu ligger de dernede og har hinanden kær På gravstenen står deres navne Juliane og hendes mand For roser og violer man aldrig skille kan
Kommentar:
Ordene Jeg har skændtes en hel del med mine børn om ordlyden i versene og om dette eller hint vers nu hørte med. F.eks. har nogle to vers i stedet for mit 2. vers: Han havde en eneste datter og hun var sytten år Hendes navn det var Juliane Juliane var hendes navn		Jeg har også udeladt noget, f.eks.: Da fa'ren hørte dette så blev han meget vred I øvrigt holdt Sidsel hurtigt op med at synge den, fordi den var så sørgelig og, ikke mindst, fordi hun også hedder Juliane... Tonerne Melodien ligger derimod helt fast. Jeg har aldrig hørt nogen variation her.

Og en ko © Leif Varmark, 2007. Tekst og melodi : Personlig version efter Cecilia Vollmer, Skælskør, og andre børn, 2001.
PK Sang Vals
Langt oppe bag Norges kyster der bo'de en enkemand   langt oppe bag Norges kyster   der bo'de en enkemand Han havde en eneste datter Juliane var hans navn   han havde en eneste datter   Juliane var hendes navn Hun elskede en sømand som ud på haver fo'r Så spurgte hun sin fader: »Må jeg gifte mig med ham« »Nej du skal ha' en købmand som guld og penge har« Så gik hun ned til havet og drak det rene gift Da sømanden hørte dette at Juliane hun var død Så klatred han op i masten og på dækket faldt han ned	der ryster i en spand der ryster i en spand og en ko med patter var til gavn med patter var til gavn en frømand med sin mor med plader sikk'n skam en bøhmand sikk'n nar som skrevet med et pift hva'ffor noget hun var sød på knasten og en ged		De sidste ord han sagde det var de ti små ord: »Læg mig i samme kiste læg mig i samme grav« Nu ligger de dernede og har hinanden kær På gravstenen står der skrevet Juliane og hendes mand For roser og violer kan aldrig skilles ad For bolsjer og lakridser kan aldrig skilles ad	de dage til sin mor med liste med et brag spis hvede sure tæer i havet og hans spand i kjoler og lidt mad der tisser på et fad
Kommentar:
Balladesangeren Denne respektløse version er opfundet af en flok 8-10-årige tøser på en spejderlejr. Balladens motiv og indhold er bevaret, og ideen med mere eller mindre skøre tilråb, som vi kender fra andre ballader, lever i bedste velgående. Og så er der oven i købet et ekstra vers. Bemærk i øvrigt, hvor lidt der skal til for at gøre en tragisk ballade satirisk...			Tonerne De ekstra noder til kommentarerne er kun ment som en antydning. Tal, råb, eller fnis, som du har lyst til. Ordene Jeg kan ikke huske alle deres kommentarer, så jeg har måttet supplere med et par stykker selv. Men patterne er deres egne...