Tonerne
© Leif Varmark, 2006. Min personlige version af Thorkild Knudsens tanker om ballademelodiernes særegne stil og opbygning.
Intonationer Ballademelodierne er sammensat af en række intonationer. En intonation er 1) en traditionel og foranderlig melodisk kortvending, vokal eller instrumental, som regel på fire takter, fire kernetoner. Med så megen karakter, at den omgående præger balladens hele musikalske forløb og lyd. En intonation er 2) en traditionel byggesten, som kan bruges igen og igen i forskellige ballader, og som samtidig forvandles. En intonation er 3) ikke et musikteoretisk påfund, men har levende model, dvs. har sin oprindelse i situationer fra virkeligheden: råb, tale, dans.
Råbet Råbets ide er fald fra råberens høje eller højeste tone og til den råbendes lavere eller laveste hviletoner: Spænding - afspænding. Råbets ide og virkning er kendt fra urgammel tid. Råbet er et nødvendigt redskab, måske menneskets første. Hyrderåb...:
- Det tetrakordale råb. Udbredt i hele det indo-europæiske
område: Fra den høje råbetone og til en
foreløbig hviletone en kvart, eller fire toner,
lavere - et naturtoneforhold. Og til en endelig hviletone endnu en tone lavere
- kvinten, eller fem
toner, lavere. Endnu et naturtoneforhold (Råb 1).
- Det pentatone råb. Falder
ligeledes fra råbetone til hviletone
som ide, men følger femtoneskalaen og har flere svævende
toneafstande, blå toner (Råb 2).
- Signalet. Går fra en klar grundtone og opad langs over(natur)tonerækken, med en lidt stor kvart og en ret lav septim (Råb 3).
Talesangen En talt meddelelse siger os ikke meget, hvis den ikke har et musikalsk indhold, således at ord og stavelser kommer til os på højere og lavere toner, passende artikuleret og fraseret. Talesangens ide er en forstærkning af sprogets musikalske indhold. Her veksles i kort interval mellem en højere og lavere tone, alt efter hvad sproget og meddelelsen lægger op til. Den evigt foranderlige og bølgende talesang får en særlig karakter ved at stå i forhold til én ud af to traditionelle hviletoner:
- den ene gør talesangen mørk (Tale
1),
- den anden gør talesangen, måske den helt samme tonefølge, lys (Tale 2).
- Durtetrakord. Mange ballademelodier
går trinvis ned og op mellem grundtone og lav dansetone (Dans 1).
- Durpentakord. Andre ballademelodier, som siger dans, går opad til den høje dansetone, gerne støttet af grundtreklangens toner (Dans 2).