© Leif Varmark, 2007.
-
»Dansk Selskab for Ophavsret indkalder herved til medlemsmøde torsdag
den 5. april 1979 kl. 19.45 i Dansk Forfatterforenings lokaler, Nyhavn 21,
København K.
Aftenens emne er: Sagen om ophavsret til den traditionelle danske folkemusik. Arkivar ved Dansk Folkemindesamling og videnskabelig medarbejder ved Folkemusikhuset i Hogager Thorkild Knudsen og formanden for foreningen Folkemusikhusringen Christian Foged vil indlede aftenen med foredrag om ophav og dokumentation (Thorkild Knudsen) samt spredning af traditionel dansk folkemusik (Christian Foged).
Sagens problem fremgår af følgende notat fra Thorkild Knudsen til Folkemusikhusringen fra april 1977:
»For bare en halv snes år siden var folkemusik ingenting i den offentlige musikspredning: Cæsar sang et par Ingeborg Munch-viser og Balalejka-Ole spillede et par Evald Thomsen-melodier.
I dag er der offentlig folkemusik alle vegne og hver eneste dag. Det allermeste, som vi hører, er kommet fra ret få folkesangere og spillemænd – deres sang og musik går igen hele tiden, og deres måde at synge og spille på lægges til grund for alt muligt.
Men folkesangerne og spillemændene får ikke en øre for det, skønt vi skylder dem alverden: Folkemusikhuset i Hogager hævder, at spillemændenes og folkesangernes personlige indsats er langt større end hidtil antaget. De er i høj grad skabende kunstnere.«
Ovenstående notat blev udgangspunktet for en henvendelse fra Folkemusikhusringen til Kulturministeriet og senere til KODA med det formål at få drøftet de ophavsretlige spørgsmål i forbindelse med den traditionelle danske folkemusik. Drøftelsen er langt fra afsluttet, og Dansk Selskab for Ophavsret håber ved denne aften at bidrage til en afklaring. Med venlig hilsen p. b. v. Mogens Koktvedgaard/Asger Thylstrup.«
-
»Hvem har ret til den traditionelle folkemusik? Er der i det hele taget
nogen, som har ret til den (eller mere ret)? Der er bare det, at der er
nogen, der får penge for det. For eksempel anerkendte komponister og
unge, som har lært det, men ikke kendt det.
Hvis der er nogen, som skal have, må det være dem, som har brugt det (de gamle) og gemt på det i de år (ca. 35 år). Det var i den periode, det ikke var noget værd. De føler sig snydt, de gamle spillemænd, ikke til at begynde med, de tager gladelig imod folk, som interesserer sig for deres gamle musik. Jeg har selv været med flere gange ude ved sådanne gamle spillemænd. Det er rørende at se, som de lives op. De synes pludselig, de er blevet noget værd.
Men når de så bagefter opdager, at det de har givet fra sig er noget værd i penge, og der er andre der løber med disse penge, så føler de sig snydt. Ja, så kan de godt blive hårde i kanten, for de er jo ikke dumme, de gamle, de har et langt livs erfaring.«
-
»Kære Mogens. Ved mødet i selskabet for ophavsret den 5. april fortalte
du om den aftale, som er indgået imellem Danmarks Radio og forskellige
folkemusikinstitutioner og som giver Danmarks Radio ret til at udsende
optagelser af folkemusik, som findes i de forskellige institutioners
samlinger. Du nævnte muligheden af at bruge denne ordning som model for
aftaler i andre sammenhænge, i forbindelse med sagen om ophavsret til den
traditionelle danske folkemusik.
Jeg vil meget gerne have din umiddelbare og uforbindende reaktion på en ide til en ordning, som Folkemusikhuset måske vil foreslå. Her er, ganske kort, hovedtrækkene i ordningen:
I forståelse med ministeriet for kulturelle anliggender oprettes en selvejende institution »Den Nationale Folkemusikbank«, som skal stille optagelser af folkesange og spillemandsmelodier med traditionelle folkesangere og spillemænd til rådighed for det folkekulturelle arbejde.
Optagelserne afkøbes folkesangere og spillemænd efter forslag af de folkemusikinstitutioner, som har foretaget optagelserne.
Folkemusikerne betales dels med et engangsbeløb, når optagelserne indgår i Folkemusikbanken, og dels med en bonus, hver gang der foreligger en opgørelse over, hvor meget de indgåede optagelser bruges i det folkekulturelle arbejde.
Folkemusikbanken opbygges i samarbejde mellem Folkemusikhuset i Hogager og Danmarks Radio (måske provinsafdelingen i Holstebro), som i fællesskab har ansvaret for den indholdsmæssige og tekniske kvalitet.
Finansiering? Jeg er indstillet på at bruge lang tid på at få samfundet til at erkende sin gæld til traditionel folkemusik. I Folkemusikhuset sætter vi meget ind på at fremdrage og fremlægge et omfattende dokumentationsmateriale.
Anelise og jeg kommer til København i ugen op til Pinse, vi har ikke bestemt dagen endnu. Kan du ikke finde en dag og en tid, hvor du byder os på en kop kaffe i den uge? Vi vil, som sagt, gerne have din umiddelbare og uforbindende reaktion på dit eget forslag med dine egne begrundelser?
Noget skal der gøres, og noget vil jeg gøre for at få navn og adresse på »Den Nationale Evne«. Med venlig hilsen Thorkild.«
-
Den Nationale Folkemusikbank.
Folkemusikhuset i Hogager mener, at tiden er inde til at oprette en folkemusikbank, som skal være til gavn og glæde for »de gamle«, som vil være indskydere i banken, og for »de unge«, som vil være lånere.
Tanken om en folkemusikbank er inspireret af musikchef Mogens Andersens indlæg på mødet i Dansk Selskab for Ophavsret i april 1979:
»Kan den aftale om minutbetaling, som musikafdelingen har med folkemusikarkiver, bruges som model for en aftale med folkesangere og spillemænd om brug af deres tekster og melodier, deres versioner af sang og spil, i folkekulturelt arbejde?«
Ideen er siden blevet drøftet med forskellige mennesker på grundlag af et oplæg, som blev skrevet i maj 1979:
(Her citerer Thorkild Knudsen så fra ovennævnte brev til Mogens Andersen.)
Imidlertid. Vi mener ikke, det går an at blive ved med at snakke om folkemusik uden at tage de folk med på råd, som er kilder og ophav til de versioner af tekster og melodier og danse, som samfundet i dag bruger til alt muligt.
Derfor har vi, i Folkemusikhuset, lagt megen vægt på at få drøftet tanken om Den Nationale Folkemusikbank med folkesangere og spillemænd af den gamle slags – traditionelle folkemusikere.
Ganske naturligt er vi særlig optaget af at høre, hvad spillemændene Evald Thomsen fra Himmerland og Børge Christensen fra Hogager har at sige og oplyse – alene fordi de begge aflønnes gennem Folkemusikhuset og ved, hvad det vil sige at få noget for deres musikalske arbejde.
Sådanne samtaler med folkesangere og spillemænd tager lang tid, fordi det drejer sig om vurderinger og fremgangsmåder, som de ikke er fortrolige med uden videre. Men, samtalerne med »de gamle« er ikke blot nødvendige: de er meget inspirerende.
For at gøre nogle erfaringer om, hvor meget arbejde og hvad slags arbejde der skal gøres for at få »de gamles« indskud, optagelserne af deres sang og spil, sat i banken, er Folkemusikhuset i Hogager gået i gang med at lave en »Lille Folkemusikbank« – som en del af Folkemusikhusets almindelige arbejde.
Vi har besluttet os til at foreslå, at banken får to slags materiale, to former for indskud: båndoptagelser efter folkemusikere i nutiden eller »de levende gamle«, og skriftlige optegnelser efter folkemusikere i ældre tid eller »de døde gamle«.
»De levende gamle« er tre kvinder, som synger:
Marie Mide i Vorup ved Randers. Hun er i firserne.
Julie Petersen i København, fra Vestsjælland. Hun er i halvfjerdserne.
Erna Andersen i Esbjerg, fra Vendsyssel. Hun er omkring halvtreds.
– og dertil tre spillemænd, som spiller violin:
Peter »Spillemand« Jensen i Nykøbing Mors, fra Herning-egnen. Han er i firserne.
Hans Nielsen i Oksbøl, fra Vestkysten. Han er i halvfjerdserne.
Thomas Thomsen i Holstebro, fra Holstebro-egnen. Han er omkring halvtreds.
... både de tre kvinder og de tre mænd har et stort repertoire, som i dag synges og spilles meget af mange og i forskellige sammenhænge.
Arbejdet med at få »de levende gamle« i Folkemusikbanken kommer i tre omgange:
Først fremstilles repertoirebånd med kopier af alle de sange, som er indsunget, eller alle de melodier, som er indspillet, år for år. Alle versionerne tages med, selv når det er de samme tekster og melodier, som går igen, år for år.
Dernæst gennemgår et redaktionsudvalg sammen med sangeren eller spillemanden repertoirebåndene og finder frem til et passende udvalg af optagelserne, som bør indgå i Folkemusikbanken.
Til sidst overspilles de udpegede optagelser fra originalbåndene til bankbånd – og således at hvert bankbånd er en selvstændig eller meningsfuld helhed, der varer 15 minutter. Nu honoreres folkemusikerne alt efter, hvor mange minutters optagelser, det drejer sig om.
»De døde gamle« er først to sangere, som sang for Evald Tang Kristensen:
Sidsel Jensdatter i Lundgårde ved Herning. Fra 2. halvdel af 19. århundrede.
Frands Povlsen i Grødde ved Ikast. Også fra 2. halvdel af 19. århundrede.
– og to spillemænd, deres nodebøger:
Erik Jensen i Svejstrup ved Skanderborg. 2. halvdel af 18. århundrede.
Gert Andersen i Volling i Salling. 1. halvdel af 19. århundrede.
Også arbejdet med at få »de døde gamle« i banken kommer i tre omgange:
Først fremstilles et repertoiremanuskript med fotokopier og, om nødvendigt, udskrifter af alle tekster og melodier, som findes i originaloptegnelserne.
Dernæst gennemgår et redaktionsudvalg det samlede repertoire og finder frem til et passende udvalg, som bør indgå i Folkemusiskbanken.
Til sidst fotokopieres og udskrives de udpegede optegnelser til et bankmanuskript. Hvert kapitel i bankmanuskriptet bør være på 16 sider.
Disse seks plus fire opgaver er overskuelige og kan, forhåbentlig, gøres færdige i løbet af et års tid.
Værre bliver det at få hold på Ingeborg Munchs sange og Evald Thomsens melodier. Vi forudser her to opgaver, som bliver to af de første og største opgaver for Den Nationale Folkemusikbank – og det bliver et meget omfattende arbejde, som skal gøres.
I Folkemusikhuset følger vi den regel, at ingen tekst eller melodi må gå ud af huset, uden at den får nogle ord med på vejen af folkesangeren eller spillemanden – eller på anden vis sættes ind i en sammenhæng med folkelivet. For, det er ikke rart at give tekster og melodier videre, som svæver frit i luften, når de netop er dele af en musikalsk folkekultur.
Det står tilbage for Folkemusikbanken at finde frem til en passende ramme omkring de nøgne tekster og melodier. Foreløbig forestiller vi os, at det må blive redaktionsudvalgenes hovedpine at pege på, hvad som er absolut nødvendigt.
Det arbejde, som er i gang i Folkemusikhuset med de seks plus fire indskud til »Den Lille Folkemusikbank«, skal først og fremmest give erfaringer om, hvad slags arbejde der skal gøres.
Men, dermed gøres der naturligvis også erfaringer om, hvor meget arbejde der skal til, og dermed om hvor meget det vil koste:
I Folkemusikhuset gætter vi på, at udgiften til at få optagelserne gjort klar, så de kan indgå i banken som indskud, bliver det samme som udgiften til honorering af de folkemusikere, som indskyder sang og spil i banken.
Det vil sige, at et bankbånd på 15 minutter kommer til at koste 7-800 kr. til folkemusikeren og 7-800 kr. til redaktionsarbejdet.«
-
Folkemusik og Kulturpolitik
Musikalsk folkekultur og musikalsk højkultur. Juni 1979.
Et sprog, det er noget, man har. Hvis mennesket ikke har noget sprog, så er det ikke menneske. Men, hvem fandt på ordene og sætningerne? Vi skal langt tilbage i tiden for at finde ophavspersonerne.
Musik, det er også noget, mennesket har og ikke kan være foruden. Og ophavspersonerne til musik, til toner og rytmer, er lige så svære at finde som ophavspersonerne til sproget. Vi skal lige så langt tilbage i tiden for at finde dem.
Lige meget hvor langt vi søger tilbage, er sproget traditionelt og musikken er traditionel. Begyndelsen er en tradition eller, hvad der er det samme, en erfaring, som siger hvad der er mest virkningsfuldt under de vilkår, som mennesker havde.
Så snart samfundet deles op i mennesker med forskellig stilling og stand, deles musikken op, så der bliver en spænding imellem den musikalske folkekultur og den musikalske højkultur – hver med sine traditioner, som udvikler sig i overensstemmelse med de forskellige sociale situationer.
Nogle af ophavspersonerne og de udøvende kunstnere virker både i folkekulturen og i højkulturen. Men andre må vælge at føre sig frem enten i den ene eller den anden sammenhæng. Det giver vel mest prestige at gøre karriere inden for højkulturen - men større prestige er ikke, selvsagt ikke, det samme som større kunstnerisk talent og kunnen.
Traditionerne i den musikalske folkekultur er de ældste, for de udvikler sig umærkeligt af den musikalske tradition i det hele taget. Og vi kender ikke navnene på de ophavspersoner og udøvende kunstnere, som har passet folketraditionen til folks ændrede vilkår: de er anonyme.
Traditionerne i den musikalske højkultur er yngre, for de skiller sig ud fra den almindelige musikalske tradition i takt med samfundets ændringer. Og meget ofte kender vi navnene på både ophavspersoner og udøvende kunstnere, som tegner højkulturens musikalske traditioner og fornyr dem: de er berømte.
Højkulturen står i gæld til folkekulturen. Det er en historie, som vi hører så langt tilbage i tiden, som vi kan følge udviklingen af den musikalske højkultur: i mangfoldige tilfælde er den musikalske folkekultur, folkemusikken, den investering som skal til for at den musikalske højkultur, kunstmusikken, giver udbytte.
I Danmark kan vi følge den musikalske folkekultur tilbage til middelalderen og spore den tilbage til oldtiden. Kunstmusikken er ikke så gammelkendt i Danmark. For de fleste mennesker begynder den i forrige århundrede: Kuhlau, Niels W. Gade og, i dette århundrede, Carl Nielsen:
Kuhlaus Elverhøj holdes oppe af de gamle folkevisemelodier. Gades Ossian Ouverture indledes med en skæmtevisemelodi. Og Carl Nielsen er spillemandssøn med spillemandsarv.
Enhver, som vil noget med musik, må kende traditionen. Den er et uudtømmeligt forråd af metoder og muligheder, der kan tjene som grundlag og genvej.
I Danmark har vi store og kostbare institutioner, som sørger for at den musikalske højkulturs traditioner udforskes og gøres tilgængelige for hvem, som har brug for dem.
Men. Kun få og fattige institutioner tager sig af den musikalske folkekultur.
I 1923 og 1929 giver Ordbog over Det Danske Sprog sin forklaring på forholdet mellem kunstmusik og folkemusik:
– Kunstmusik, det er musik som er bygget og udøves efter bestemte kunstneriske regler, modsat folkemusik.
Modsat folkemusik. I følge ordbogen er folkemusik ikke bygget og udøves ikke efter bestemte kunstneriske regler:
– Folkemusik, det er gammel musik som er overleveret i folket.
Det er naturligvis noget vrøvl:
Folkemusikkens regler for musikalsk virksomhed er bare anderledes end kunstmusikkens regler, i mange tilfælde.
Folkemusikerne er fortrolige med folkemusikkens regler for musikalsk virksomhed, ellers er de ikke folkemusikere.
Og folkemusikforskerne stræber efter at beskrive folkemusikkens regler for musikalsk virksomhed, deri består forskningen.
Her er to områder inden for musikken, som skal defineres igennem deres sociale tilhørsforhold og ikke igennem deres kunstneriske kvaliteter:
Kunstmusik, det er musikalsk virksomhed, som er bygget og udøves efter reglerne og normerne i den musikalske højkultur.
Folkemusik, det er musikalsk virksomhed, som er bygget og udøves efter reglerne og normerne i den musikalske folkekultur.
I bemærkningerne til Musikloven 1976 hedder det:
»Uanset at alle bidrager på lige fod til det offentliges udgifter til kulturlivets opretholdelse, er adgangen til kulturgoderne højst forskellig. Der må skabes en mere ligelig adgang til musikalske oplevelser for alle uden begrænsninger.«
-
Professionel og amatør
Koncertmusik og folkemusik
Den, som får så meget for at lave musik, at han kan leve af det, er professionel. Og den, som får så lidt eller ingenting for sin musik, at han må lave noget andet for at leve, er amatør.
At være professionel vil sige at kunne gøre krav på så mange penge for sin virksomhed, at man kan leve af den. Og at være amatør vil sige ikke at kunne gøre krav på penge, af betydning, for sin virksomhed – så amatøren må leve af noget andet.
En professionel musiker har musik som sin profession. En amatørmusiker har en anden profession.
Den professionelle musiker gør karriere inden for musikken. Amatørmusikeren gør karriere på et andet område.
Det lyder meget ligetil, men det er slet ikke så ligetil endda. For, der må jo være nogen eller noget, og i sidste ende loven, som bestemmer om en mand eller kvinde har ret til eller bare mulighed for at få penge for at lave musik, synge og spille – for deres virksomhed på det musikalske område:
I den musikalske højkultur er det et kvalitetskrav, som er afgørende for, om en musiker har mulighed for og ret til uddannelse og stilling. I sidste ende er det koncertsalens krav, som en musiker skal kunne leve op til for at blive professionel. Hvis han eller hun ikke lever op til koncertsalens krav, siger kritikerne, at den musikalske præstation er amatøragtig, hvis de er særlig ondskabsfulde.
På den kommercielle musiks område er det ligeledes et kvalitetskrav, som lægges til grund for de kontrakter om optræden, som skal til for at gøre musikeren professionel. I sidste ende er det modens og massemediernes krav, som en musiker skal leve op til for at gøre sig gældende. Og et idol må ikke optræde amatøragtigt.
I den musikalske højkultur og på den kommercielle musiks område har musik, grundlæggende, den samme mening. I begge tilfælde betyder musik »optræde og høre på« – det vil sige, at der består et gensidigt afhængighedsforhold imellem musikken og koncerten i den ene eller anden form.
Amatørmusikken? Amatørmusikken har som nødvendig forudsætning den professionelle musik. Både repertoiret og fremførelsesstilen henter amatøren i den professionelle musik, som er skabt og udviklet i den musikalske højkultur eller på den kommercielle musiks område.
Men, amatørmusikeren skal ikke opfylde de samme kvalitetskrav, som stilles til den professionelle koncertmusiker. Det betyder ikke, at en amatør ikke kan være dygtig, men »præstationen er helt professionel« siger kritikerne, når de vil rose en amatørmusiker, »præstationen var, i hvert fald, ikke dilettantisk«.
Samfundet støtter amatørmusikken, og det er med gode grunde. I bemærkningerne til Musikloven opregnes klare grunde til, at et moderne kultursamfund har både interesse i og moralsk pligt til at lette den almindelige borgers adgang til amatørmusikalsk virksomhed i forskellige sammenhænge. Og, omvendt, begrundes bevillingerne til det professionelle musikliv til dels med hensynet til amatørmusikkens behov for inspiration.
Skolemusikken?
Kirkemusikken?
Både det ene og det andet område har som forudsætning en målsætning og en virksomhed, som samfundet og skatteborgerne anerkender.
Jazzmusikken og den rytmiske musik har en særlig stilling, for her gør sig særlige forhold gældende. Ældst er jazzen, og jazzen i Danmark er vel afhængig af de amerikanske sydstatsnegres musikalske kultur – lidt på samme måde som amatørmusikken er afhængig af repertoiret og fremførelsesstilen i den nationale og europæiske højkultur. Imidlertid, det ville virke underligt, om det danske samfund tog sig for at støtte de amerikanske sydstatsnegre, fordi deres musik tjente som inspiration for danske jazzmusikere. Derimod er det en vidunderlig tanke at forestille sig, at det amerikanske samfund havde støttet de originale sydstatsmusikere omkring og efter første verdenskrig.
Men, betyder det at jazzmusikken alene bør støttes på lige fod med anden amatørmusik, og ikke som en alternativ musikkultur?
Folkemusikken er blevet sorteper i hele spillet om penge og professionalisme, om status. Og det i en sådan grad, at det er lige ved at skulle betragtes som en landvinding, hvis folkemusikken tildeles status som amatørmusik og som skolemusik, med rettigheder og støtte i overensstemmelse hermed.
Folkemusik som amatørmusik og skolemusik, administrativt og økonomisk?
Jeg ved, at hvis det lykkes at gøre folkemusikken til amatørmusik og skolemusik, og intet andet, så er folkemusikken færdig, og højst myten om den bliver tilbage.
Men, for mange, som er i fuld gang med at lave folkemusikken om til amatørmusik og skolemusik, og tit med stor succes, er det en påstand, som er svær at sluge og fordøje. Derfor tror jeg, det er nødvendigt at vende tilbage til overvejelserne over indholdet af begreberne professionel og amatør – som indledningsvis i dette afsnit blev diskuteret i forbindelse med den musikalske højkultur.
Liv og blomstring på alle områder af den musikalske folkekultur forudsætter professionelle folkemusikere. Område efter område bliver goldt, når ikke folkemusikere og spillemænd kan bruge tid nok på at lave musik, synge og spille – fordi de skal lave for meget andet for at leve.
Heller ikke i den musikalske folkekultur passer det, at kunstneren er bedst, når han sulter på et tagkammer. At forvalte og udvikle folkemusikkens traditioner betyder så store krav til folkesangere og spillemænd, at folk må betale dem for deres virksomhed – og det har folk gjort. For »en arbejder er sin løn værd« hedder det, og »der var ikke guld for legeren sparet« står der i middelalderballaderne.
I dag er der ulykkeligvis kun få, som tænker på at betale folkemusikerne – med mindre de da går ind på at blive koncertmusikere, og så er vi lige vidt: så bliver det igen en musik, som betyder »optræde og høre på«, mens folkemusikkens mening er »være sammen og være lige med hinanden«.
Folkemusikkens forfald hænger sammen med, at en ny samfundsordens musikere har erobret hele det musikalske marked. Det finder den centralt styrede musikalske højkultur sig i, og det sørger den kommercielt styrede underholdningsmusik for.
Det løser ikke noget problem at lave folkemusikken om til amatørmusik og skolemusik med pop og politik i tilgift. Det sker i alle tilfælde, og det er for lidt.
Det er nødvendigt at skabe grundlag for en ny form for professionalisme på det folkemusikalske område: »fødte« folkesangere og spillemænd skal have mulighed for at investere tilstrækkeligt i deres musik, oplæring og tanker og følelser.
Som ungt menneske havde jeg en meget revolutionær ven, der bebrejdede de socialistiske lande, at staten støttede den borgerlige kultur med symfoniorkestre og operaer. Alene folkemusikken burde støttes, mente min revolutionære ven, den borgerlige musik måtte klare sig som amatørmusik, så længe nogen gad dyrke den. Heldigvis rettede Sovjetunionen sig ikke efter rådet, men besluttede fornuftigt at støtte begge musikkulturer i lige grad, den musikalske højkultur og den musikalske folkekultur.
Det er en frygtelig tanke at forestille sig den musikalske højkultur forvaltet og videreført alene som amatørmusik. Miserens omfang kan vi få en forestilling om ved at se på erfaringerne i Danmark, hvor vi har tildelt den musikalske folkekultur en ren amatørstatus.
Jeg er klar over, at disse betragtninger over professionalisme i den musikalske folkekultur bliver misforstået derhen, at professionelle folkemusikere skulle være bærere af folkemusikken og ikke bare et nødvendigt led blandt mange i den, og at tilfældige koncertmusikere, passende forklædt, kunne gøre folkemusikken en tjeneste ved at optræde som folkesangere og spillemænd.
Men, sådan må det ikke forstås.
-
Hvad er folkemusik?
– det er den musik, som folk selv laver.
Jeg har spekuleret på, hvad folkemusik er, i de sidste femogtyve år. Det er tilmed mit arbejde at spekulere på det. For, jeg er arkivar ved Dansk Folkemindesamling i København og videnskabelig leder af Folkemusikhuset i Hogager. Og ved at høre på folk og snakke med folk, som synger og spiller og danser, og ved at spekulere på hvad der kommer ud af det, er jeg nået til det resultat, at det er meget enkelt at sige, hvad folkemusik er: Nemlig: Folkemusik – det er den musik, som folk selv laver. Eller som vi siger i Folkemusikhuset: Folkemusik begynder med folk.
Nu ved jeg godt, at selv om det lyder meget enkelt, så kan det godt være svært at forstå. For, når jeg siger, at folkemusik er den musik, som folk selv laver, så er det naturligvis nødvendigt at have en mening om, hvem folkemusikkens folk er. Og, det er lige så nødvendigt at vide noget om, hvad det vil sige, at de laver musik.
Hvem er folkemusikkens folk? I gamle dage var det ligetil. Da talte man om almuen, når det drejede sig om folk, som de er flest, arbejdsfolk og bønder. Og, almue betyder folk af ringe stand og i små kår, siger den store danske ordbog. Eller, ganske enkelt: Folk er de fattige.
Og i dag, når jeg taler om folkemusikkens folk, så er det nærmest arbejdsfolk og kvinder – i hvert fald er det mennesker med mere krop og instinkt end forretningsfolk og intellektuelle. Så det vil sige, at både før og nu er folkemusikkens folk en social klasse.
De laver musik? Det betyder, at de synger og spiller og danser dem selv – ud fra deres egne erfaringer og behov og dermed ud fra det, som »de gamle« og folk før dem har gemt på. Folk er selv den levende model for deres musik. Og det vil sige, at det at lave folkemusik er en levende tradition.
Det er kun dansk folkemusik, jeg snakker om. Ikke kinesisk folkemusik eller folkemusik i al almindelighed. Det bliver måske en helt anden historie, som fortælles bedre af helt andre. Men, selv om det kun er dansk folkemusik, så er det allerede blevet mere indviklet. Alligevel tror jeg, det er godt nok at holde sig til det mest enkle: Folkemusik – det er den musik, som folk selv laver.
For, jeg mener, at når talen kommer på folkemusik, så er det bedst at begynde med at tænke på de folk, som vi ved selv laver musik, synger og spiller og danser, sådan som folk altid har gjort det.
I Folkemusikhuset har vi det slagord: Folkemusik begynder med folk – og det motto vil jeg gå ud fra, her:
– Først vil jeg spille nogle optagelser med husmandskonen Ingeborg Munch, som var folkesanger. Og, fortælle noget om hende og lidt om andre folkesangere.
– Dernæst spiller jeg nogle optagelser med kedelpasseren Evald Thomsen, som er spillemand. Om ham og lidt om andre spillemænd vil jeg også sige noget.
– Og til sidst vil jeg spille en optagelse med to kvinder i kvindebevægelsen, som synger og spiller en ballade fra middelalderen – en af Danmarks gamle Folkeviser, som de også kaldes.
For godt en halv snes år siden lavede Ingeborg Munch en sang, som vi kalder De røde Hoser. Den fortæller om en pige, som blev lokket og fik en horeunge. Det vidste Ingeborg Munch udmærket, hvad var: »Jeg er selv en horeunge,« sagde hun tit. Så derfor var det ligetil at lave en sang om det – ud fra sine egne erfaringer og ud fra, hvad hendes mors moster fortalte.
Her går Ingeborg Munch i køkkenet og tænker på De røde Hoser:
(... køkkenstøj ... sang ... samtale:)
Ingeborg Munch:
Det er da bare jeg lå i vinter og dumrede i sengen og var syg. Jeg lå og kom i tanker om, hvad moster somme tider har fortalt om gamle dage. Og jeg skrev et par vers. Hun fortalte mig jo om den her pige, der var kommet galt afsted, de kaldte det »lokket«. Da var det skik, at de skulle gå i røde hoser, og det skulle de i kirken. Så skulle de stå i hvert fald så længe, de kunne kravle derop i de her røde hoser. Hver søndag. Og så folk, de regnede dem jo ikke, når de kom i dem. Det skulle vare, til barnet blev født.
Thorkild Knudsen:
Og faderen, ham skete der ikke noget med?
Ingeborg Munch:
Nej for det var jo ikke hans skyld (latter).
Nogle år senere var Ingeborg Munch med til at give et kursus i folkemusik på Holstebro Højskole. Vi snakkede noget om, hvad det ville sige, at folk laver deres sange og musik selv. Her kom vi ind på, at det ikke bare er et spørgsmål om at lave helt nye ord og helt ny toner: Nej, det er lige så meget evnen til at gøre traditionelle ord og toner til sine egne, der betyder noget. Og baggrunden for det, hos folkesangerne og spillemændene. Altså det, vi kalder skabelsen af en personlig version – af formen og af indholdet.
Det siger Ingeborg Munch noget vigtigt om, da jeg spørger hende:
Når jeg virkelig har sunget mine gamle sange, er det som jeg føler, at jeg giver lidt af mig selv. Jeg følger med i det, fantaserer i det samme, sådan at virkeligheden kommer frem i det, og så er det lige som der er kommet noget af mig selv med.
Ingeborg Munch var engang sammen med Evald Thomsen, spillemanden. Det var hun for resten flere gange, de er jo fra Himmerland begge to. Ingeborg sang og fortalte historier, og Evald spillede og fortalte historier. Det blev værre og værre, og til sidst sagde Ingeborg: »Ja ja, bette Evald, noget kan vi huske og noget hitter vi på.«
Det er en god måde at sige det på, synes jeg: Noget af det, folkesangerne og spillemændene kan, er helt deres eget. Og andet har de gjort til deres eget.
For nogen tid siden spillede smeden i Hogager, Børge Christensen, et af sine egne stykker ved en sammenkomst. En af tilhørerne var ikke rigtig sikker på, om smeden nu selv havde lavet det stykke, han lige havde spillet. Og han mindedes, at han engang havde hørt en anden spillemand sige, at han selv havde lavet det stykke, han lige havde spillet, og så var der en gammel mand, der gjorde vrøvl: »Den melodi har du selv lavet, siger du, men det passer ikke, for den melodi hørte jeg for over halvtreds år siden.« Og dertil svarede spillemanden: »Ja ja, men dengang havde jeg ikke lavet den.«
Og hermed er jeg ovre i det andet afsnit af de tre afsnit, som jeg vil ind på: spillemanden.
For nogle måneder siden var jeg sammen med spillemanden Evald Thomsen for at høre, hvad, hvad han mener om det at lave musik selv. Et af de stykker, som han spillede, kaldte han for Den gamle Smedje. Det er en vals, som han selv har lavet, sådan da, og den er noget anderledes end så mange andre stykker:
(... her spilles én variant ...)
Nogen tid efter fik jeg Evald Thomsen til at spille Den gamle Smedje igen. Han ved, stadigvæk, ikke helt, hvordan han vil have den – selv om han har tænkt på den i fyrre år. Men, han spiller den, med springende og glidende og markerede strøg og med voldsomme stamp i gulvet.
»Når smeden arbejder,« sagde Evald bagefter, »så lyder det som en leg, men det er hårdt arbejde, derfor spiller jeg sådan:«
(... her spilles en anden variant ...)
Noget senere spurgte jeg igen Evald: »Jamen, hvordan får du de unge til at spille sådan, Evald?« – »Det kan ikke lade sig gøre,« svarede han, »de siger: det er da for svært, Evald, det er meget nemmere at spille sådan:«
(... Evald spiller Den gamle Smedje med slæbende og jævne strøg og dinglende bevægelser ...)
»Jamen, hvad gør du så ved det,« spurgte jeg Evald. »Jeg går ud og drikker mig fuld!«
Et par dage efter spillede Evald igen Den gamle Smedje – sammen med nogle andre stykker, han selv havde lavet. Nu vidste han, hvordan han ville have den – det er mest det sidste stykke i den, sidste repetis, som er faldet på plads:
(... her spilles endnu en variant ...)
»Den kan sgu laves pæn," siger Evald, "den kan blive pæn den der.«
Ja, den kan laves pæn. Og ikke mindst den sidste repetis som er et dejligt stykke, synes jeg. Der er bare det, at næste gang jeg bad Evald spille Den gamle Smedje, et par måneder senere, da kunne han overhovedet ikke huske den sidste repetis.
På trods af hvad vi burde vide, er der mange i dag, som siger noget aldeles tåbeligt om folkemusik. Det er tåbeligt at sige, at en folkesanger det er en gammel kone, som bare husker, hvad hendes bedstemor havde hørt sin oldemor synge. Og det er lige så tåbeligt at sige, at en spillemand det er en gammel mand, som bare husker, hvad hans far havde hørt sin bedstefar spille.
Folkesangere og spillemænd laver selv deres musik, på den ene eller den anden måde. De er selv levende model for ordene og tonerne, sådan som de lyder, når de synger og spiller.
Det har jeg brugt Ingeborg Munch og Evald Thomsen til at vise. Jeg kunne også have brugt nogen af alle de andre til at vise det samme. Men Ingeborg og Evald er nu dem, som vi kender bedst – igennem tyve år.
Imidlertid. Inden jeg går over til det tredje område, som jeg vil beskæftige mig med her – kvinderne fra kvindebevægelsen, som synger ballader fra middelalderen – inden da vil jeg gå lidt mere ind på, hvem folkemusikkens folk er.
Folk er de fattige, sagde jeg i indledningen. Men, naturligvis er det ikke så ligetil at sige, hvem som er fattig i dag – det var lettere for hundrede år siden, måske.
For at sige noget om, hvem som er fattig og hvem som er rig, er det nødvendigt at have en målestok, som kan bestemme størrelsen af fattigdommen og rigdommen. Almindeligvis bruger vi en målestok, som hedder penge og indflydelse: At være fattig, efter den målestok, vil sige ingen penge at have til at købe forbrugsgoder for, og ingen indflydelse på indretningen af samfundet med dets love og institutioner.
En anden målestok hedder krop og instinkt. At være fattig efter den målestok, vil sige at stole på krop og instinkt, som gemmer på erfaringer og behov. Og det er noget mærkeligt noget. For, på den ene side er krop og instinkt, sammen, et fantastisk overlevelsesredskab. Men, på den anden side er abstrakt tænkning og formulering i et moderne sprog, sammen, en betingelse for at komme frem i verden.
Nu er det sikkert, at hvad enten vi bruger den ene målestok, penge og indflydelse, eller den anden målestok, krop og instinkt, eller en helt tredje målestok, så bliver der altid uenighed om måleresultaterne, som skal sige, hvem der er fattig og hvem der er rig.
Alligevel. Hvis jeg skal tale ud fra de erfaringer, som vi har gjort og gør i arbejdet med folkemusik – så vil jeg sige det samme som den store folkemindesamler Evald Tang Kristensen sagde for et hundrede år siden: »Folkeminder gemmes mest af fattige folk.« Eller: Folk er de fattige.
Og så, efter disse noget svære men nødvendige overvejelser, kommer jeg til mit tredje afsnit: Folkemusikkens kvinder.
Det tør jeg ikke sige ret meget om, for der er forfærdelig meget, som jeg ikke helt forstår. Jeg ved blot, at det er et vigtigt spørgsmål, et vigtigt forhold. Det ved jeg – fra min granskning af de gamle vidnesbyrd og beretninger om folkemusik, helt tilbage til middelalderen, til oldtiden. Og det ved jeg – fra de erfaringer, vi gør os i Folkemusikhuset og i Folkemusikhusringen i disse år.
Anelise Knudsen, det er min kone, er daglig leder af Folkemusikhuset i Hogager. For nylig skrev hun en artikel til en avis om Kvindebevægelsens folkelige baggrund. Jeg har bedt hende læse et par afsnit af den artikel:
»Kvindernes rolle i folkekulturen har siden tidernes morgen været stor og betydningsfuld. I sang fortalte kvinderne igen og igen om deres virkelighed, sådan som de selv opfattede den. De satte tingene på plads for sig selv og andre ved at synge om det de så ske, om hvordan mennesker behandler hinanden i kærlighed og had, i storsindethed og smålighed, i fødsel og død. Kvinderne havde behov for at fortælle om virkeligheden, men samtidig stillede omgivelserne forventninger eller ligefrem krav til dem om udførelsen af denne rolle. Når tøjet skulle valkes (et led i processen ved fremstilling af f.eks. tweed-stof) var forsangeren uundværlig, og jo bedre hun var, jo lettere gled arbejdet fra hånden. Og grædekonerne var uundværlige ved alle de ritualer, der fulgte med dødsfald, ligesom syngekonerne var det, når der skulle danses ...
Efterhånden som samfundet ændredes, blev der mindre og mindre brug for kvindernes indsats. Mange blev dog ved med at synge for børnene eller andre særligt interesserede. Eller de sang for sig selv, fordi de ikke kunne lade være – selv uden "publikum" bliver tankerne sat i sving eller på plads, og følelserne får afløb, når man synger. Kvinderne holdt fast ved de store gamle sange, balladerne, langt op i 1900-tallet.«
Anelise fortæller så om nogle af de kvinder, som var store og mageløse folkesangere i forrige århundrede, som vi kender dem fra Evald Tang Kristensens beretninger: Sidsel Jensdatter, Mette Skrædder. Og derefter fortsætter hun:
»I endnu nyere tid er det som om sangen helt er taget fra kvinderne. Det er mænd, der skriver sange, og det er mænd, der synger og spiller dem. Jo, der er undtagelser, men stort set er også sangen blevet mænds domæne. Ingen, og heller ikke kvinderne selv, forventer at vi skal fortælle om de vigtige ting i vort liv ved at bruge de ældgamle udtryksformer: sang, spil og dans. Men der hvor vi ikke får udfordringer, der hvor der ikke stilles krav til os, der visner vi. Vi bliver selvundertrykkende.«
Men Anelise tror på, at der er mange kvinder, som i dag vil gøre en indsats for at tilbageerobre retten og pligten til at synge og spille og danse. Derfor slutter hun artiklen om Kvindebevægelsens folkelige baggrund med et lyspunkt:
»Nogen er dog begyndt: kvindefestivalen i Fælledparken havde i år et »ballade-telt«, hvor 11 grupper skiftedes til at synge for i Sidsel Jensdatters og Mette Skrædders ballader og Ingeborg Munchs sange.«
I balladeteltet dansede kvinderne til balladesangen. Og jeg vil spille en optagelse, hvor Anelise Knudsen og Lene Halskov synger og spiller en ballade fra middelalderen. Den fortæller om forholdet mellem to søstre – og den fortæller om musikkens magt:
(... De to søstre ...)
Til allersidst en hel anden historie: Folkemusik – det er den musik, som folk selv laver. Men. Folkemusikkens tekster og melodier kan også bruges til noget helt andet. Amatørmusik. Skolemusik. Koncertmusik. Pop. Politik. Musik i medierne: Radio. Fjernsyn. Osv.
Men – så er det ikke længere folk selv, som synger og spiller. Så er det nogle helt andre mennesker. Jord i hovedet. Og Halm i ørerne. Fru koncertsangerinde.
De bruger folkemusikken. Og det de får ud af det, kan være god musik og det kan være ringe musik. Men – det er ikke folkemusik, som jeg kender den.
Det er ikke musikalsk folkekultur.
Vi kan finde forsøg på at starte en debat om kvalificeret uddannelse eller skoling i musikalsk folkekultur allerede fra 1977. Her er et indlæg på Folkemusikhusringens generalforsamling den 29. november 1977:
-
Om smeden i Hogager og Elly
Ude på landet, vestpå, er der noget musik og sang, som godt kan bruges til noget – hvis ellers der er nogen, som vil tage sig af det. Spillemandsmusik og gamle viser, det er det jeg snakker om. Det er så ligetil, at det er svært at forstå uden at tænke sig om. Jeg vil sige det én gang til, og for at gøre det endnu lettere at fatte, vil jeg sige det på amerikansk:
»Ude på landet, vestpå« – det hedder på amerikansk: »country and western«. Her er noget musik og sang, som godt kan bruges til noget, hvis der ellers er nogen, som vil tage sig af det. Og det er der. På amerikansk hedder de, der tager sig af det, f.eks. Nashville. Vorherre bevares.
Det, som jeg godt vil snakke om, er naturligvis danske sange og spillemandsmusik, for det kan også bruges til noget. Og hvem skal tage sig af det?
Svaret på det er igen så ligetil, at det er svært at forstå uden at tænke sig om: Det skal naturligvis de folk, som har folkemusikken som deres kultur, folkemusikkens folk.
I en af Benny Holsts sange står der:
– Hvis nogen flere af jeres slags kom til orde tror jeg nok at jeg helt uden blusel turde fyre alle sociallapperiarbejdere og psykologer som endnu ikke ved at »din rygmarv visner hvis du ikke danser med din bedstemor«.
Og i Folkemusikhusringens formål står der:
– Folkemusikhusringens formål er at genoplive den historiske og fremme den aktuelle musikalske folkekultur, hvor spil, sang og dans er en del af hverdagen og den sociale virkelighed og fungerer i forlængelse af traditionen. Formålet søges fremmet ved at give folkekulturens folk og andre mulighed for at blive hørt.
Nu er det pludselig ikke ligetil længere, men tværtimod virkelig svært. For det er jo ikke folkemusikkens folk, som kommer til orde og bliver hørt, det er os andre. Det er ikke de gamle kilder, der springer og vander det tørre og ganske land. Det er Folkemusikhusringens medlemmer, som optræder. Ikke altid, nej, men irriterende tit. Og mange gange er Folkemusikhusringens medlemmer ikke engang rødder, som henter næring og gror ordentligt i jordbunden, i undergrunden. Tit er de bare – nogen rødder.
Se, i virkeligheden er Anelise og jeg i kolossal godt humør. For vi tror, at Folkemusikhusringen er i gang med at vende op og ned på det, som står på hovedet, fordi almindelige mennesker har lyst til at sætte hesten for vognen i stedet for at sætte vognen foran hesten. Jeg lagde mærke til, at vores kulturminister, Niels Matthiasen, begyndte med Folkemusikhusringen, da han gav Folketinget en redegørelse for landets kulturliv. Han siger:
– Det er ikke svært at finde eksempler på alternative kulturformer. Nogle steder i landet samles et stort antal mennesker omkring den ægte folkemusik, spiller den og synger den og bygger videre på meget gamle traditioner ...
Jeg tror, det er os, han tænker på.
Nu mener Anelise og jeg, at Folkemusikhuset i Hogager har en stor andel i meget af det, som er sket med dansk folkemusik i de senere år. Jeg minder om, at Folkemusikhuset i Hogager, det er ikke Anelise og mig, det er Evald og Ingeborg og alle de andre. Og det er Tang Kristensens samlinger og det andet på Dansk Folkemindesamling. De historiske optegnelser af balladerne og deres melodier. Men Anelise og jeg mener også, at Folkemusikhuset i Hogager har et stort medansvar for, hvad der kommer til at ske på området i tiden fremover – sammen med Vagn og derefter sammen med Folkemusikhusringen.
Snakken om andel og ansvar vil jeg gerne have ned på jorden. Nemlig ved at kaste en enkelt håndfast ting ud til drøftelse i Folkemusikhusringen:
Linjen i musikalsk folkekultur på Holstebro Højskole, dens udvikling til en skolingsinstitution i musikalsk folkekultur – i overensstemmelse med Folkemusikhusets formål og behov.
-
Spillemand og musikpædagog
Folkemusik og skolemusik
Dengang jeg var ung, var der mange københavnerskuespillere, der optrådte som bondekarle, på film og i radioen. De talte jysk, og publikum morede sig – for det var da komisk eller, i hvert fald, mærkværdigt.
Men, jyderne morede sig ikke. De holdt bare op med at tale jysk, i skolen og på arbejde – for de brød sig ikke om at være til grin. For resten var det slet ikke jysk, det som københavnerskuespillerne talte, men et meningsløst sammenkog af lyde og vendinger, som lød jysk – for københavnere.
I hvert fald: »De unge«s uforstående og respektløse brug af »de gamle«s sprog – det er en af grundene til, at vores dialekter fik en ordentlig nedtur for en menneskealder siden. Først i dag er dialekterne ved at komme op igen, som folks modersmål.
Jeg har en anelse om, at det går med spillemandsmusikken på samme måde, hvis vi ikke passer på.
I Folkemusikhuset hører vi hele tiden fra unge mennesker, som siger: »Vi vil så gerne være spillemænd, lige som Evald og Børge Smed og alle de andre. Nu kan vi melodierne, og vi skal lige finde vores egen måde at spille dem på.«
Det begynder i folkemusikhusene, måske. Så spiller de i radioen og laver grammofonplader. Og en dag optræder de i fjernsynet, seerne kan godt lide dem. Men »de gamle« spillemænd bryder sig ikke om det. Tit bliver de krænkede – for de synes, at »de unge« gør grin med spillemandsmusikken. Og, for resten er det slet ikke spillemandsmusik, som »de unge« laver, men et meningsløst sammenkog af lyde og vendinger, der lyder som spillemandsmusik – for »de unge«.
De spiller melodierne. Men de spiller ikke dansen og slet ikke spillemanden. Siger »de gamle«. Og det værste er, at så holder de selv op med at spille.
Jeg kommer til at tænke på, hvad der skete med »de sorte«s sang og musik i Nordamerika efter første verdenskrig:
– Jazz, det er dansemusik udført (af negerorkestre) med forskellige janitsharlignende instrumenter. Siger Ordbog over Det danske Sprog i 1927.
»De hvide« orkestre fandt ud af, at »de sorte«s musik var spændende og, i hvert fald, der var salg i den. Og så tog de hvide amerikanere og danske musikere selv fat:
– Orkestret larmer i restauranten, hvor der »storkes« og »vrikkes« og »jazzes«. Fortæller en dansk forfatter i sine memoirer, fra tyverne.
Men, de store sorte sangere og musikere græmmede sig – for sangen og musikken var alvor for dem, deres musikalske modersmål.
Hvor lang tid gik der, før vi fandt ud af, at blues og jazz har rødder i »de sorte«s musikalske folkekultur? Og hvad blev der så gjort, af hvide amerikanere og danske musikere, for at få den jordbund til at sende skud op i vores kultur og sætte frugt der?
Spillemanden Evald Thomsen har arbejdet med nogle ideer til en særlig vals igennem mange år, igennem en menneskealder. Jeg besøgte ham for nogle måneder siden, og da fortalte han:
»Når smeden arbejder i den gamle smedje, så lyder det som en leg. Men, det er hårdt arbejde. Derfor spiller jeg sådan ...«
Så spillede Evald et stykke af hans egen vals Den gamle Smedje, med springende og glidende og markerede strøg og med voldsomme stamp i gulvet.
Jeg spurgte: »Jamen, hvordan får du så de unge til at spille sådan, Evald?«
»Det kan ikke lade sig gøre,« bander Evald. »De unge siger: det er da for svært, Evald, – det er meget nemmere at spille sådan« ...
Så spiller Evald det samme stykke, nu med slæbende og jævne strøg og med dinglende bevægelser.
»Jamen, hvad gør du så ved det, Evald,« spurgte jeg.
»Jeg går ud og drikker mig fuld.«
Folkemusikhusets Spillebog drejer sig ikke om violinundervisning: Hvis I vil lære at spille violin, kan I melde jer ind som elever på en Musikskole. Der har de udmærkede lærere i violinspil.
Folkemusikhusets Spillebog drejer sig om spillemandens håndværk: Hvis I vil være lærlinge hos en mester, kan I studere spillebogen som et forsøg på at finde en metode, der gør det enklere for »de unge« at arbejde som lærlinge hos »de gamle« spillemænd, som er mestre.
Dialekterne. Spillemandsmusik. Jazz og blues. Det er kulturpolitik altsammen, og det hænger altsammen sammen.
Jeg går ikke rundt og tror, at Folkemusikhuset kan vende op og ned på landets kulturpolitik. Men, vi gør hvad vi kan ...
- Folkemusikkonservatorium
K = B + A
Et musikkonservatorium er ikke en bygning med direktør og professorer, som lærer elever op til en eksamen i sang og spil. Et konservatorium, det er en måde at løse en opgave på.
Det første musikkonservatorium blev lavet under Den store Franske Revolution, for et par hundrede år siden. Pariserkonservatoriets opgave var at sørge for, at den unge borgerlige republik altid kunne få værdige musikalske rammer om dens fester og sammenkomster. Nøjagtig ligesom det enevældige kongedømme havde særlige og værdige musikalske rammer, og adelsmagten. Og, nøjagtig ligesom kirken havde det.
Anelise og jeg skrev om ideen med et folkemusik-konservatorium i et brev til Torben Lundsager fra Albertslund, august 1979. Brevet er med i Folkemusikhusringens december-udsendelse:
Et musikkonservatoriums opgave er at sørge for, at samfundet ikke sjusker med sin musikalske arv ved at nøjes med at bruge de mest iørefaldende toner med mundrette ord og de letteste danse.
Et folkemusik-konservatorium vil sige: »De gamle« skal have mulighed for at give den arv, som de har gemt på, videre til »de unge«. Og, »de unge« skal have bedre muligheder for at tage imod den arv, som de ellers bliver snydt for. Begge parter skal skoles, som mestre og lærlinge.
Et folkemusik-konservatorium er en måde at løse en folkemusikalsk opgave på. Det sker ved at skole egnede mennesker på en sådan måde, at de forstår og bruger den musikalske folkekultur bedre, end hvis de ikke var blevet skolet.
Og omvendt: Hvis vi formår at tilbyde mennesker en omfattende skoling på grundlag af den musikalske folkekultur: så har vi et folkemusik-konservatorium.
Det betyder efter min mening: Folkemusikhuset. Folkemusikhusringen. Folkemusikbanken. Folkemusikarbejdsgrupper. I fald disse fire institutioner virker tilfredsstillende, så har vi et folkemusik-konservatorium. Eller sagt endnu enklere: Konservatorium = Bank + Arbejdsgrupper.
I en rapport fra Statens Musikråd 1979 står der:
– De positive erfaringer fra de videnskabelige samt fra de praktiske »åbne« arbejdsmetoder i Hogager førte til etablering af flere mindre lokale folkemusikhuse rundt om i Danmark ...
– Erfaringer og materiale fra Hogager har skabt basis for at folkemusikken (folkekulturen) indgår som permanent delaktivitet i ungdomscentre, i Børnehaveseminarer, på højskoler, i aftenskoleundervisning ...
– Med henblik på en kanalisering af de nævnte muligheder for statslige støtteopgaver (»en praktisk koordinerende funktion og en supplerende, udfyldende støttefunktion, udover den nævnte ... folkemusikbank«) er Folkemusikhusringen en nærliggende mulighed ...
– Folkemusikken bør som andre emner kunne indgå i undervisning, det vil sige i første række under folkeskolelov, fritidslov, højskolelov samt sociallov. Disse støttekanaler anvendes allerede i et vist omfang i dag. Undervisning af mere professionel karakter samt af landsdækkende karakter (stævner, seminarer m.v.) bør kunne støttes helt eller delvis af staten på linje med øvrige musikgenrer.
– Til brug for ministeriets overvejelser er udarbejdet et foreløbigt notat, hvori rådet specielt skal henlede opmærksomheden på muligheden for oprettelse af en »folkemusikbank« ...
Statens Musikråd er meget nær ved at sige tre ting, synes jeg:
– Folkemusikken skal bruges noget mere og noget bedre. Den er ikke bare pop og politik.
– Folkemusikhusets erfaringer kan lægges til grund for en udbygning af brugen af folkemusik i mange sammenhænge.
– Folkemusikhusringen kan kanalisere statens støtte til udnyttelsen af folkemusik.
Jeg synes, at her er en stor og god åbning fra Statens Musikråd: Den kan føre til oprejsning for "de gamle" folkesangere og spillemænd, som har gemt på ordene og tonerne, og den kan blive indgang til en bedre fremtid for "de unge", som gerne vil bruge sangen og dansene.
Men. Jeg er også bekymret, på grund af to spørgsmål: Er det folkemusikalske grundlag stærkt nok til at bære en forgrenet udbygning af brugen af den musikalske folkekultur, sådan som vi kender grundlagets indhold og form? Og er Folkemusikhusringen i stand til at bruge og ikke misbruge det folkemusikalske grundlag uden at gøre vold på dets natur, sådan som vi kender Ringens medlemmer?
Vi har ikke viden nok til at give et pålideligt svar på de to spørgsmål. Og, jeg mener ikke, at hverken Folkemusikhusringen eller Folkemusikhuset eller jeg selv har lov til at bruge åbningen fra Statens Musikråd, før vi har gjort noget mere for at give et bedre svar på de to spørgsmål.
Det er på den baggrund, at Anelise og jeg går ind for opbygningen af et Folkemusikkonservatorium – ligesom vi går ind for oprettelsen af en Folkemusikbank og for dannelsen af Folkemusikarbejdsgrupper.
Jeg vil vende tilbage til formlen som siger, at vores Folkemusik-konservatorium er en realitet, den dag Folkemusikbanken og Folkemusikarbejdsgrupperne er i gang: Konservatorium = Bank + Arbejdsgrupper. Sådan ser jeg på det, for det er hvad vi har lært i Folkemusikhuset i de senere år:
Vi har gennemført en række forsøg i form af kortere og længere kurser, som har varet fra en lang weekend og indtil seks måneder.
Grundlaget for kurserne har altid været et materiale, som vi har fra »de gamle«, fra de levende og de døde folkesangere og spillemænd. Dette materiale svarer således til indskuddene i Folkemusikbanken.
Kursusdeltagerne er blevet vejledt af faguddannede medarbejdere ved Folkemusikhuset og af traditionelle folkesanger og spillemænd, som også er medarbejdere ved Folkemusikhuset. Kursusdeltagerne har sat sig ind i materialet efter princippet »at forstå er at bruge«. På den måde svarer kursusdeltagerne til Folkemusikarbejdsgrupperne.
Derfor, i fald den forudsete arbejdsgang bliver til noget i forbindelse med den foreslåede Folkemusikbank og de foreslåede arbejdsgrupper: så er Folkemusik-konservatoriet en realitet.
Tilbage står at erfare, hvor mange af medlemmerne af arbejdsgrupperne der vil føle sig som elever på et Folkemusik-konservatorium. – med de krav, som lærerne stiller og med de muligheder, som institutionen kan tilbyde.
Og, tilbage står naturligvis at opbygge ydre rammer om Folkemusik-konservatoriet, så godt som det er muligt, i tiden fremover.
»Konservatorium = Bank + Arbejdsgrupper«: det gode ved den formel er, at den viser, at vi ikke skal i gang med noget helt nyt og ukendt. Tværtimod, vi skal i gang med at befæste og udnytte det, som næsten er nået.
Jeg tror, at der er mange, som ikke forstår, hvad det er som Anelise og jeg er så bange for – når man nu tænker på alt det storartede, som er sket i det sidste tiår. Vi har, ganske vist, sagt og skrevet en del om det – men det har måske ikke været særlig klart, ikke engang for os selv:
Folkemusik bliver til pop og politik, det er noget, vi ved. Pop og politik har særlige vilkår og normer, og nogen gange kan vi lide det, som kommer ud af det, og andre gange kan vi ikke lide det ...
Folkemusik bliver til amatørmusik og skolemusik, det er også noget, vi ved. Også amatørmusik og skolemusik har særlige vilkår og normer, og igen kan vi nogen gange lide det, som kommer ud af det, og andre gange kan vi ikke lide det ...
Men. Folkemusik fortsætter også som Folkemusik med folkesangere og spillemænd, som forstår og respekterer folkemusikkens særlige vilkår og normer.
Vi mener, det er livet om at gøre at styrke og udvikle den musikalske folkekultur, som er grundlaget for alt det andet: pop og politik, amatørmusik og skolemusik.«