© Leif Varmark, 2007.
-
Ophavsret.
Erfaringerne fra mit arbejde med Danmarks gamle Folkeviser, balladerne, og fra vores arbejde i Folkemusikhuset i Hogager, med folkesangere og spillemænd, udsiger det samme:
Teksterne og melodierne er som de er, fordi folkesangere og spillemænd er skabende ud fra deres egne oplevelser i deres eget miljø og i deres egen tid. Derfor har vi så mange sange og dansemelodier i folkekulturen, og derfor kan vi skønne om tiden for deres oprindelse, og derfor har vi så mange forskellige versioner og varianter af hver type.
-
Ophavsret og folkemusik.
For bare fem år siden var folkemusik ingenting i den offentlige musikspredning. I dag høres folkemusik alle vegne: fjernsyn, radio, grammofon, koncerter, supermarkeder, skoler, almindelige sammenkomster osv.
En meget stor del af den danske folkemusik, som spilles og synges, kommer påviseligt fra spillemænd og sangere, som vi kender, især Evald Thomsen, Børge Christensen, Otto Trads, Thomas Thomsen, Ingeborg Munch, Julie Petersen, Marie Mide, Erna Andersen og en del andre.
Spørgsmålet om ophavsret og afgifter i forbindelse med folkemusik er taget op i flere lande, i Sverige og i Tyskland, så vidt jeg ved. Men hvis sagen tages op i Danmark, vil diskussionen blive anderledes end i andre lande på grund af, at vi herhjemme har mere og bedre underbygget viden om folkemusikkens ophavsforhold og spredning. Det skyldes, at folkemusikforskningen i Danmark igennem de sidste femten år har beskæftiget sig mere indgående med spillemænd og sangere end noget andet sted.
Sagt ganske kort kan Folkemusikhuset i Hogager dokumentere, at spillemændenes og folkesangernes personlige indsats er langt større end hidtil antaget: de er i høj grad skabende kunstnere.«
-
»Folkemusikhuset og det økonomiske grundlag: ophavsret.
Men så er der noget andet, som også har med penge at gøre. Jeg vil gerne minde om, at det hele for mit vedkommende begyndte med det, der i strengeste forstand er videnskabeligt arbejde: udgiverarbejdet med Danmarks gamle Folkeviser – middelalderballaderne – og da må man huske på, at videnskabens første emne er virkeligheden. Og da er det indlysende, at når man taler om folkemusik – hvad enten det er sange eller spillemandsmusik – så er det afgørende, om vi kan komme tilstrækkelig tæt ind på de mennesker, som har folkekulturen som deres kultur.
Det er lige så enkelt, som at det ville være interessant at snakke med Johan Sebastian Bach om, hvad han i grunden mente med sin musik. Det ville være uhyre oplysende. Og så kan det godt ske, at vi en dag fandt ud af, at Bach helt havde misforstået det, og at det var noget helt andet, der lå i hans musik, end han troede. Men præcis på samme måde er det, at når vi snakker med en sanger eller spillemand, så er det af uhyre stor værdi at få at vide, hvad han mener – hvad han selv mener om den musik, han laver, hvad hun selv mener om de sange, hun synger – og så kan det godt ske, at vi hen ad vejen finder ud af, at de heller ikke ved, hvad der ligger i det.
Men! Grundlaget for det hele har været et arbejde på at komme tættere ind på de folk, som har folkemusikken som deres kultur, og der har arbejdet i Folkemusikhuset lært os noget meget væsentligt, hvor vi nu er klogere i Danmark end i de fleste andre europæiske lande: Vore sangere og spillemænd er i langt højere grad end man har vidst før skabende personligheder.
Jeg vil gerne læse et stykke op fra forarbejderne til Danmarks gamle Folkeviser, hvor hovedproblemet er de titusindvis af afvigende udformninger af typerne: versionerne af en og samme visetype kan være forbløffende afvigende. Og her har den traditionelle forskning hidtil troet, at afvigelserne skyldes, at almindelige mennesker, som ikke kunne læse og skrive, havde en elendig hukommelse, og at de derfor roder rundt i det og synger snart det ene og snart det andet. Men i dag er vi klar over, at ændringerne og de afvigende former er resultatet af et bevidst indgreb fra sangerens side, fordi han ønsker, at balladen han synger skal være et udtryk for hans holdning. Og konklusionen er, som der står i Danmarks gamle Folkeviser – forordet til melodiudgaven – og i Folkemusikhusets balladebog:
»Vi må forestille os en ballade eller en balladetype som en række forskellige varianter, der synges af forskellige balladesangere i forskellige egne og til forskellige tider. Og hver sangers version må vi forestille os som en række forskellige varianter, der synges af én og samme balladesanger ved forskellige lejligheder. At balladesangeren gør balladen på stedet vil sige, at Sidsel Jensdatter og alle andre balladesangere sammenføjer episoder og vers, som kendes i mange sammenhænge, til en øjeblikkelig helhed, der er den beretning, som sangeren ønsker at give os her og nu. Balladen er en åben form sammensat af traditionelle led.«
Det er naturligvis en lang historie, men kernen er den: Det vi hører og det som går videre, det er hvad sangeren har ønsket at gøre – med teksten og med melodien. Et eksempel: Smeden i Hogager siger:
»Hvis det kommer over mig, så kan jeg godt stå og spille en masse, der er ingenting, men alligevel er en vals eller en hopsa. Elly og jeg – vi ved ikke, hvad det er for noget, men der kan danses til det, fynbo eller vals. Men jeg har ikke hold på det bagefter. Jeg kan måske nok fiske lidt af det, men jeg kan ikke få det frem ...«
Sådan siger smeden – og jeg fortæller ham så: Otto Trads fra Himmerland, han siger først: »Jo, det er noget, min far spillede,« men så efterhånden er han blevet lidt mere usikker og siger: »Nogen gange vågner jeg om morgenen og tænker: 'det var da for resten en skøn melodi,' men så undervejs kommer jeg i tanker om 'nej, det er da vist noget, jeg selv har lavet,' og det er det så ...«
Smeden kone, Elly, indskyder her: »Ja, nemlig. Det siger Børge også altid: 'Jo, det har jeg lært af min far', og så siger jeg sommetider: 'Det tror jeg ikke, det er bare noget, du siger ...'«
Det, som jeg gerne vil have frem, det er: Når vi indsamler det, som vi kalder traditionel folkemusik, så forventer sangere og spillemænd, at vi gerne vil have det, som er traditionelt, og derfor siger de: "Det er noget, jeg har fra min far." Men nu har vi gennemført en række undersøgelser, som viser, at det passer ikke: meget af det er noget, som de selv har lavet, eller i hvert fald er det en stærkt personlig udformning af, hvad de har hørt. Og når nu TV spiller en grammofonplade med folkemusik inden udsendelsen begynder, så står der på pladen: traditionel – og så efter en skråstreg: De nordiske Spillemænd eller Rumlekvadrillen – så ved vi nu, at det passer ikke, for det er en melodi præcis som Evald Thomsen har spillet den – vi har fulgt ham gennem atten år – og han har givet melodien den ganske bestemte udformning, som ligger til grund for det, som de professionelle spiller på pladen. Vi hører det, som vi har fra Evald, fra Smeden, fra Thomas, fra Trads.
De ting bliver spredt på mange måder – vi har i Hogager alene en papirregning, som viser at vi har trykt hen ved en halv million blade, og når vi så tænker på, at de fleste medlemmer af Folkemusikhusringen er ret uvidende med hensyn til at læse og skrive musik, så vil det sige, at hvert blad som kommer ud bliver lært videre pr. gehør: Man hører melodierne på dem alle vegne. Man hører dem i skoler, man hører dem på værtshuse, man hører dem i radioen og på grammofon, man hører dem på film osv. Og det man bruger, det er Thomas, det er Trads, det er Børge, det er Evald, det er Ingeborg, det er Julie, det er Erna. Det er den personlige udformning, vi hører, og i nogle tilfælde er det helt sikkert, at det er en melodi, som de helt har skabt. Det kan vi vise, og det kan vi bevise.
Og her er det så – når vi nu snakker om penge – at jeg mener, der er grund til at begynde at tænke sig om. For de folk, som er rødderne, de har krav på at få en betaling for den indsats, de har gjort. For det materiale, som er stillet til rådighed for os allesammen, i forsamlingshusene, i de sociale institutioner, og i uddannelsesinstitutionerne. Det kan godt blive en sag, som det vil tage adskillige år at finde ud af, og jeg håber, man finder ud af det på en fredelig måde, for hvis der skal være slagsmål om den sag, så vil Folkemusikhuset og jeg personlig overhovedet ikke kunne lave andet de kommende år.
Men først skal jeg gengive nogle af de vigtigste papirer. De indeholder nemlig masser af eksempler på Thorkild Knudsens synsvinkler, teorier og forskningsresultater. Vi starter med et af Thorkilds »overblik« eller resuméer, som han jævnligt sendte ud med nogle års mellemrum. Her er mange gentagelser fra tidligere dokumenter, men også nye formuleringer. Blandt andet præsenteres Folkemusikhusringen til sidst. Artiklen er fra maj 1978 og har været bragt på engelsk i Musical Danmark, nr. 29, 1977/78, udgivet af Det danske Selskab:
-
Folkemusikhuset og dansk folkemusik.
Det er ikke mange år siden, at folkesangere og spillemænd havde det meget dårligt i Danmark. De var helt og aldeles glemt, og kun få savnede dem. I dag er det anderledes:
»De gamle« i dansk folkemusik har det bedre, end de har haft det i mange år. Overalt i landet er der sammenkomster og forsamlingshuse, hvor folkesangere og spillemænd af den gamle slags får almindelige mennesker til at synge og danse. »De unge« lærer af »de gamle«, så godt de formår. Og »de gamle« giver storsindet deres erfaring og deres kunne videre, som mestre gør det til lærlinge.
For bare ti år siden var der kun få, som kendte husmandskonen Ingeborg Munch og kedelpasseren Evald Thomsen. De to var »mærkelige«, for de sang og spillede næsten, som om intet var hændt i Danmark i hundrede år. I dag er der kun få, som ikke kender til folkesangeren Ingeborg Munch og spillemanden Evald Thomsen – og alle de andre.
Imidlertid, om man vil forstå, hvorfor dansk folkemusik og danske folkemusikere har det bedre i dag end for bare fem eller ti år siden, da er det nødvendigt at gå halvtreds eller hundrede år tilbage i tiden:
Omkring århundredeskiftet forvandledes Danmark fuldstændigt fra et bondesamfund med landsbyer og små byer til et industrisamfund med store byer. Landarbejderne blev til industriarbejdere og funktionærer. Og der var almindelig enighed om, at den gamle folkekultur forsvandt under processen sammen med de gamle produktionsforhold. Dens plads blev taget af højkulturen, den folkelige oplysning og den kommercielle massekultur.
Eller sagt på en anden måde: Vore bedsteforældre var arbejdsfolk og bønder, som selv lavede, hvad der var nødvendigt for at overleve, også deres kultur – folkekulturen. Vi selv er forbrugere, som tjener penge, så vi kan købe, hvad vi har brug for og lyst til, også vores sang og musik – højkulturens og den kommercielle massekulturs produkter.
I mellemkrigsårene nåede interessen for folkemusik nær nulpunktet. Både i den akademiske forskning og i det folkelige oplysningsarbejde blev dansk folkemusik rykket længere og længere tilbage i tiden, gerne helt til middelalderen. Og efterhånden som samfundet og borgerne overbeviste sig selv om, at dansk folkemusik slet ikke eksisterede, så blev det stadig sværere for folkesangere og spillemænd at komme til orde og blive hørt.
Men så vendte udviklingen. I midten af halvtredserne gik musikafdelingen på Dansk Folkemindesamling i gang med at finde frem til de sidste, som endnu sang de gamle sange eller spillede de gamle dansemelodier. Målet var at supplere de historiske tekst- og melodinedskrifter med enkelte lydoptagelser. Forventningerne var ikke store – til gengæld slog resultatet af anstrengelserne det pessimistiske billede af dansk folkemusik fuldstændig i stykker:
I løbet af få år kom Dansk Folkemindesamling i forbindelse med folkesangere og spillemænd overalt i landet, hvor musikafdelingens medarbejdere søgte. Mange tusinde optagelser blev lavet af folkesange og spillemandsmelodier. En god del af dem var gamle eller meget gamle, andre nyere eller helt ny.
De folkesangere og spillemænd, som havde et særligt spændende repertoire, besøgte Folkemindesamlingens medarbejdere igen og igen. Herved blev folkemusikforskerne langsomt opmærksomme på et andet forhold, som heller ikke stemte med det pessimistiske billede af dansk folkemusik:
»De gamle« folkemusikere var, og er, nok klar over, at meget af hvad de synger og spiller er gammelt. Men de føler ikke, at det er fortidigt og alene hører en anden tid til. Tværtimod, for dem var, og er, folkemusikkens sprog et modersmål, som ikke forandres ret meget, fordi tiderne og samfundsforholdene skifter. Et nyt ord her og der, måske.
I løbet af tresserne forstod forskerne, at folkekulturen ikke er et primitivt samfunds kultur med historiske grænser, men derimod en lavere samfundsgruppes kultur med sociale grænser. Og på den måde blev det forståeligt, at folkemusik meget vel kan overleve som arbejdsfolks kultur i et moderne industrisamfund.
Den praktiske følge af den lære blev oprettelsen af Folkemusikhuset i Hogager: I 1970 gik Ministeriet for kulturelle anliggender med til at aflønne Ingeborg Munch og Evald Thomsen som kulturarbejdere. Og samtidig oprettede Kulturministeriet, i samarbejde med Dansk Folkemindesamling og Holstebro kommune, Folkemusikhuset som en arbejdsplads med folkekulturens forskere og andre, som var interesserede i musikalsk folkekultur.
Ingeborg og Evald blev til mange, andre folkemusikere blev knyttet til Folkemusikhuset: smeden i Hogager Børge Christensen og hans kone Elly, arbejdsmandsparret Erna og Vagner Andersen fra Kaas, slagteriarbejderen Thomas Thomsen fra Nørhede, husmandskonen Mary Nielsen fra Skave.
Folkemusikhuset høstede i løbet af få år en erfaring, som er en bekræftelse af Folkemusikhusets ide: Fra hele landet strømmede folk til Hogager for at høre på folkesangere og spillemænd, og lære af dem. Og, på samme måde som folkekulturen er frugten af et givende samvær imellem almindelige mennesker, så virker folkesang og spillemandsmusik, fortælling og gammeldans som et frø til et nyt samvær imellem folk og generationer, som savner et grundlag for et ordentligt samvær i det moderne samfund.
Eller igen sagt på en anden måde: Folkemusikhuset virkede som et forsamlingshus med folkekulturen som grundlag. Og på den baggrund er det ikke mærkeligt, at folk og institutioner ønskede at få en lignende virksomhed i gang andre steder i landet og i forskellige sammenhænge: som en lokal kulturel aktivitet, som et led i socialt arbejde, som en del af en uddannelse af mennesker, som skal have med andre mennesker at gøre. Folkemusikhusets ideer og virksomhed bredte sig som ringe i vandet. Og i midten af halvfjerdserne blev Folkemusikhusringen oprettet, en forening med det udtrykkelige formål at arbejde for at folkekulturens talsmænd kommer til orde, som folkesangere og spillemænd og som forbilleder og lærere.
I dag er Folkemusikhusringen rammen om størsteparten af den virksomhed, der har Folkemusikhuset i Hogager som model. Folkemusikhusringen og dens medlemmer afholder folkemusikalske sammenkomster, »Åbent Folkemusikhus«, overalt i landet.
Endvidere, Folkemusikhusringen og dens medlemmer afholder talrige kurser i musikalsk folkekultur, hvor der er behov og muligheder for det. Det ser ud til, at ønsket om passende skoling bliver stadig stærkere, og for tiden drøfter de interesserede parter betimeligheden af at oprette en kultursocial skolingsinstitution med dansk musikalsk folkekultur som emne og folkesangere og spillemænd som lærere.
Det er værd at huske på, at mange forskellige kredse i samfundet fik øjnene op for folkemusikkens værdi og anvendelighed samtidig med, at hele denne udvikling fandt sted. I dag bliver folkemusik mange steder til pop og politik, på folkescenen, men det er en anden historie. Folkemusikhuset er en særlig gren på den danske folkescene, som vedstår sin gæld til »de gamle« og deres kultur.
-
Tradition og traditionel, improvisation og bearbejdning.
I forbindelse med Folkemusikhusringens arbejde med spørgsmålet om »Ophavsret til dansk folkemusik« beder foreningen mig bistå med en præcisering af, hvad der kan ligge i ordene tradition og traditionel brugt om udnyttet folkemusik. Endvidere beder foreningen mig om en udtalelse om betydningen af bearbejdning og improvisation i folkemusikken.
I forbindelse med dansk folkemusik må ordene »tradition« og »traditionel oprindelse«, »improvisation« og »bearbejdning« forstås som betegnelser på begreber og processer, der udgør grundlaget for folkemusikernes skabende indsats og for deres pleje og videreføring af kendte elementer i den musikalske folkekultur.
Ordene har således den samme betydning, som de har i de fleste kendte perioder inden for den musikalske højkultur, hvor de ligeledes betegner begreber og processer, som er grundlaget for komponisternes skabende indsats.
Den almindelige forestilling om en forskellig betydning af »tradition« og »traditionel oprindelse«, »improvisation« og »bearbejdning« i folkemusik og kunstmusik hænger sammen med folkekulturens og højkulturens forskellige måder at fastholde og udbrede de skabte ideer på: folkekulturen fastholdes og udbredes først og fremmest i mundtlig og hørt overlevering, mens højkulturen især støtter sig på nedskrifter og nodesymboler.
I forbindelse med spørgsmålet om ophavsret til folkemusikalske værker misbruges ordene »tradition« og »traditionel oprindelse«, »improvisation« og »bearbejdning« ofte som en konstatering af, at tekster og melodier og arrangementer er herreløse. Når dette misbrug overhovedet kan finde sted, skyldes det først og fremmest den kendsgerning, at folkemusikkens skabende udøvere altid har tilhørt sociale lag, som ikke har realistiske muligheder for eller formulerede ønsker om at gøre opmærksom på deres indsats. Og, endvidere, misbrug kan finde sted, fordi folkemusikkens forskere og kulturhistorikere ikke tilstrækkelig klart har gjort opmærksom på eller været opmærksomme på naturen af folkemusikernes indsats.
Jeg har arbejdet med folkemusikforskning igennem femogtyve år, først som arkivar ved Dansk Folkemindesamling i København og som lektor ved University of Edinburgh, og senere tillige som videnskabelig medarbejder ved Folkemusikhuset i Hogager. Igennem den tid er jeg blevet stadig mere optaget af folkemusikernes personlige og skabende indsats. Jeg betragter naturen og omfanget af denne indsats som det vigtigste emne for min forskning og hele virksomhed. De løbende resultater af mine undersøgelser har jeg til grund for en række studier og artikler og grammofonplader.
Imidlertid, spørgsmålet om folkemusikernes personlige og skabende indsats har ikke kun akademisk interesse. En korrekt besvarelse af spørgsmålet og en erkendelse af svarets kulturpolitiske konsekvenser vil få den allerstørste betydning for den videre udvikling af dansk musikalsk folkekultur. Denne vigtige sammenhæng vil jeg belyse ved at redegøre for nogle erfaringer, som er de direkte resultater af Kulturministeriets støtte til oprettelsen af Folkemusikhuset i Hogager i 1970-71:
Folkemusikhuset i Hogager er en afdeling af Dansk Folkemindesamling, og Folkemusikhuset er samtidig en selvejende institution som, i alt væsentligt, finansieres af Kulturministeriet og Holstebro kommune.
Folkemusikhuset blev oprettet i 1971 med det formål at virke som ramme om et arbejdsfællesskab imellem folkemusikkens folk og folkemusikkens forskere. Det indebærer, at folkesangere og spillemænd ansættes og aflønnes som medarbejdere sammen med folkemusikforskere og andre, som har alvorlig interesse i arbejdet med musikalsk folkekultur.
Folkemusikhusets oprettelse må derfor vurderes som et udtryk for at samfundet, igennem Kulturministeriet og Holstebro kommune, erkender rimeligheden af at honorere folkemusikere for deres indsats som bærere og videreførere af dansk musikalsk folkekultur og som mestre og lærere i den.
Beslutningen om at anerkende folkemusikere som kulturarbejdere og honorere dem i overensstemmelse hermed førte til en voldsom opblussen af folkemusikernes virkelyst og en tilsvarende forøgelse af deres indsats på alle områder. Det er betegnende, at virkelysten og indsatsen ikke blot kom til udtryk på folkemusikernes traditionelle områder, men også på helt nye områder:
Folkemusikerne har forøget og flere gange fordoblet deres repertoire af folkesange og fortællinger, spillemandsmelodier og folkedanse. Og folkemusikerne deltager i udforskningen og beskrivelsen af teksternes og melodiernes indhold og form, oprindelse og udbredelse.
Dette er, ganske kort fortalt, den konstaterede virkning af den skete anerkendelse af folkemusikernes personlige indsats.
Eftersom Danmark, efter min mening og viden, på dette område er et foregangsland, skal det ikke forventes, at der med det samme gøres lignende erfaringer i andre lande inden for den vesteuropæiske kulturkreds.
I forbindelse med en undersøgelse af ophavsretlige spørgsmål er det særlig vigtigt at belyse, i hvilket omfang en indsats er personlig og skabende.
Mange folkemusikeres indsats er naturligvis skabende derved, at de har gjort et ukendt materiale kendt, som derefter benyttes i vældigt omfang i alle mulige sammenhænge – med ideelle motiver såvel som med kommercielle motiver: på det kulturelle område og det sociale område og på uddannelsesområdet.
Imidlertid, her drejer det sig om at få belyst, hvorledes det repertoire og den fremførelsesstil er blevet til, som i dag udbredes og benyttes i alle mulige sammenhænge.
På grundlag af et antal betydende folkemusikeres virksomhed søger Folkemusikhuset at vurdere og bestemme arten af folkemusikernes indsats, når de skaber og bearbejder deres repertoire og deltager i udbredelsen af det. Jeg mener, at principperne for en sådan analyse og opdeling må inddrages i drøftelserne om folkemusikernes mulige krav ifølge loven om ophavsret.
Her følger en oversigt, som viser hvilke betegnelser der anvendes i Folkemusikhuset til registrering af folkesangeres og spillemænds virksomhed:
FOLKEMUSIKERE
I gamle dage kaldte man folkemusik for almuens musik. Almue betyder »folk af ringe stand og i små kår«, og vi må erkende, også i dag, at langt de fleste folkesangere tilhører samfundets lavere sociale lag, som endnu ikke har evnet at danne en organisation til varetagelse af deres rettigheder som skabende og udøvende musikere.
Flere af de folkemusikere, som opregnes, er meget gamle. Men andre er yngre, og listen kan udmærket udvides til at omfatte folkemusikere af den gamle slags, som er ganske unge.
Jeg gør opmærksom på, at opregningen alene omfatter nogle af de folkesangere og spillemænd, som Folkemusikhuset i Hogager i særlig grad bygger på.
A. Folkesangere
Erna og Vagner Andersen fra Vendsyssel
Hartvig og Ottomine Andersen fra Vestsjælland
Gerda Kunkel fra Vestsjælland
Nikoline Lillelund fra Vestjylland
Marie Mide fra Østjylland
Ingeborg Munch fra Himmerland
Mary Nielsen fra Vestjylland
Julie Petersen fra København
Troels Saudal fra VestjyllanD
B. Spillemænd
Børge og Elly Christensen fra Vestjylland
Ejler Jensen fra Vendsyssel
Hans, Karl og Ejnar Nielsen fra Vestjylland
Peter »Spillemand« Jensen fra Vestjylland
Evald Thomsen fra Himmerland
Thomas Thomsen fra Vestjylland
Otto Trads fra Himmerland
REPERTOIRE
Der er almindelig enighed om, at størsteparten af de dansemelodier, som kendes i nyere dansk folkekultur, må regnes for yngre end mange dansemelodier, som findes i vore nordiske nabolande. Og det er uimodståeligt rigtigt, at længere tilbage end til anden halvdel af forrige århundrede går de ikke, sådan som de findes nedskrevet i tusindvis i danske spillemandsbøger – et meget betydeligt antal stammer sikkert fra århundredskiftet. Imidlertid, det betyder samtidigt, at spillemændenes produktivitet har været meget stor langt op i tiden.
Lignende overvejelser kan gøres gældende om mange danske folkesange og dermed om danske folkesangere. I øvrigt er det værd at huske, i den sammenhæng, at de fleste af de folkesange, som går allerlængst tilbage i tiden, de danske middelalderballader, blev optegnet i folkelig overlevering i slutningen af forrige århundrede: Evald Tang Kristensens indsamling på heden i Vestjylland.
A. Sammensætning
1. Almindelig tradition.
Alle danske folkemusikere har i deres repertoire tekster eller melodier, som kan henføres til en almindelig dansk tradition: de kendes i mange sammenhænge og igennem flere menneskealdre, i almindelighed uden at ophavsmændene er kendt. Mange af disse tekster og melodier findes trykt i udgaver.
2. Personlig tradition.
De enkelte danske folkemusikere har alle i deres repertoire tekster eller melodier, som kun har lokal udbredelse. I nogle tilfælde mener folkemusikerne, at deres forældre eller bedsteforældre eller andre af egnens ældre folkemusikere har lavet teksterne og melodierne, i andre tilfælde mener folkemusikerne, at de selv har lavet stykkerne, er ophavsmænd til dem. Et mindre antal af disse tekster og melodier findes i trykte udgaver eller på grammofonplade.
3. Konstateret personlig skaben.
De fleste danske folkemusikere har i deres repertoire tekster og melodier, som de selv har lavet. Enten kan folkemusikerne selv fortælle om tilblivelsesprocessen, eller også har Folkemusikhusets medarbejdere eller andre været vidner til tilblivelsen. En del af disse tekster og melodier trykkes i dag.
B. Bearbejdning
1. Personlig version.
Det nærmeste, vi kan komme en tekst eller en melodi i folkekulturen, er den enkelte folkemusikers version, som den kommer til udtryk i varianter, som er tekstens og melodiens forløb ved enkelte fremførelseslejligheder. Dette, for os besværlige, forhold er den naturlige følge af, at en teksttype eller en meloditype ikke først og fremmest fastholdes og udbredes igennem en nedskrevet form.
I overensstemmelse hermed kan folkemusikforskningen konstatere, at de skabende folkemusikere arbejder med en teksttype eller meloditype, indtil de finder frem til en personlig version af typen – som derefter varieres.
Jeg har lagt særlig vægt på at studere indholdet i de personlige versioner og grænserne for dem ved at følge de enkelte folkemusikere igennem en årrække og optage varianter af de samme tekster og melodier igen og igen – i forskellige tidsrum og med op til tyve års mellemrum.
Folkesangene har her en ganske særlig interesse, fordi det i adskillige tilfælde er muligt at følge dem i flere århundreder, indtil fire hundrede år, og konstatere hvorledes hver generation har skabt sin særlige version af en endnu ældre teksttype eller meloditype.
2. Personligt arrangement.
Når folkemusikere virker sammen med andre folkemusikere eller bare i samspil med andre, tilstræber eller forlanger de ofte en ganske bestemt fordeling af indsatserne, således at de deltagende parter får hver deres særlige funktion.
Sagt med andre ord: der findes både traditionelle og personlige normer for, hvorledes teksterne og melodierne arrangeres i fremførelsessituationerne.
3. Gruppearrangement.
Det er ikke ualmindeligt, at to eller flere folkemusikere virker sammen så ofte, at de kommer til at kende hinanden særlig godt. Det gælder i sær for spillemænd. Resultatet er, at der opstår særlige arrangementsformer for sådanne særlige grupper.
C. Udbredelse
1. Mester-lærling overlevering.
Den udbredelse af tekster og melodier, spillestil og syngestil, som vi kan konstatere i dag, har som forudsætning, først og fremmest, »de gamle« folkemusikeres villighed til at virke som mestre for »de unge«" folkemusikere, der opsøger dem som lærlinge. Udbredelsen igennem mester-lærling forholdet har den virkning, at folkemusikernes personlige versioner og bearbejdninger overleveres, og ikke blot teksttyper og melodityper.
2. Afskrift og tryk.
»Det er ikke noget frit liv at rette sig efter de prikker,» siger spillemændene om noderne, og »det dur ikke med at sidde og glo i en bog,« siger folkesangerne om sangbøgerne. Alligevel giver mange folkemusikere efter for folks bønner og bruger meget tid på at afskrive tekster og, når de er i stand til det, melodier som derefter kopieres, duplikeres eller trykkes.
3. Lydoptagelser.
De fleste af »de unge«, som tager folkemusikken alvorlig, er klar over at det er fattigt, hvad som kommer ud af at lære tekster og, hvis de overhovedet er i stand til det, melodier alene efter skrevne og trykte forlæg. Derfor bruger »de unge« båndoptager, så snart de kan komme afsted med det, og i almindelighed har »de gamle« ikke noget imod det under forudsætning af, at båndoptagelserne ikke misbruges – hvilket de i stigende grad bliver.
OFFENTLIG ANVENDELSE
De folkemusikere, som er kilderne i den musikalske folkekultur, er i dag mere kendte, end de var for en lille menneskealder siden eller for bare ti eller fem år siden. De synger og spiller offentligt i mange sammenhænge.
Alligevel er det efterhånden åbenlyst, at »de unge« folkemusikere spiller den største eller mest dominerende rolle på den ny folkescene. Folkemusikhuset har ikke længere noget klart overblik over omfanget og forgreningen af den ny og offentlige folkescene, som grunder sig på mange forskellige interesser, ideelle og kommercielle.
For fuldstændighedens skyld vil jeg her give en kort oversigt over sammenhænge, hvor folkesangernes og spillemændenes versioner og bearbejdninger af tekster og melodier kommer til offentlig anvendelse:
A. Almindeligt folkeliv
1. Interessegruppers sammenkomster, »foreninger«, »bevægelser«.
2. Lokale arrangementer.
3. Rekreativt samvær, »værtshuse«.
B. Folkemusikhusringen
1. Kulturelle sammenhænge, »forsamlingshuse«.
2. Sociale institutioner, »ungdomscentre«, »forsorg«.
3. Uddannelsesområdet, »seminarier«.
C. Massemedier
1. Koncerter.
2. Grammofonplader og kassettebånd.
3. Radio og fjernsyn.
4. Bogforlag og musikforlag
Til sidst et notat, som snart er et par år gammelt. Jeg skrev det til Folkemusikhusringen efter Kulturministeriets seminar på Borbjerg Mølle i april 1977 »Folkekultur og Folkemusikhuse«:
For bare en halv snes år siden var folkemusik ingenting i den offentlige musikspredning: Cæsar sang et par Ingeborg Munch-viser, og Balalejka-Ole spillede et par Evald Thomsen-melodier.
I dag er der offentlig folkemusik alle vegne og hver eneste dag. Det allermeste, som vi hører, kommer fra ret få folkesangere og spillemænd – deres sang og musik går igen hele tiden, og deres måde at synge og spille på lægges til grund for alt muligt.
Men. Folkesangerne og spillemændene får ikke en øre for det, skønt vi skylder dem alverden ...
Sådan står der i notatet, og det sidste er dog ikke helt sandt, at folkemusikerne ikke får en øre for det: Kulturministeriet og Holstebro kommune har ydet meget for at rette op på skævhederne. Og efterhånden er andre offentlige institutioner også ved at komme med som bidragsydere, kommunale og amtskommunale.
Imidlertid. Folkemusikhusringens arbejde med spørgsmålet om ophavsretten til den danske folkemusik kan forhåbentlig føre til en normalisering af folkemusikernes forhold, i overensstemmelsen med loven om ophavsretten ti litterære og kunstneriske værker.
-
Den gamle skade.
Siden spørgsmålet om ophavsret til dansk folkemusik blev rejst af Folkemusikhuset 1977, har vi talt om sagen med mange forskellige mennesker, som er interesseret i folkemusik på mange forskellige måder:
Bestyrelsen for Folkemusikhuset.
Medlemmer af Dansk Folkeminderåd.
Arkivarer ved Dansk Folkemindesamling.
Embedsmænd i Ministeriet for Kulturelle Anliggender.
Repræsentanter for Holstebro kommune.
Medlemmer af Statens Musikråd.
Medlemmer af Dansk Selskab for Ophavsret.
Repræsentanter for KODA.
Repræsentanter for NCB.
Medarbejdere ved Danmarks Radio.
Bestyrelsen for Folkemusikhusringen
Medlemmer af Folkemusikhusringen.
... og endnu flere.
Men. Først og sidst har vi talt med nogle af de folk, som er kilder og ophav til den folkemusik, som det hele drejer sig om: traditionelle folkesangere og spillemænd, dem som vi kalder »de gamle«.
»Hvad mener I,« spørger vi.
Først siger de, at de nærmest er beærede over den interesse, som vi andre har for den smule, de kan. Men her gælder det om ikke at nikke bifaldende. Fordi, når vi bliver ved med at spørge, kommer det frem at nok synes de det er skønt, at vi andre får noget ud af den musik, som de har gemt på – men, naturligvis, det går dem alligevel på, at de ikke selv får noget ud af den mere.
Og så gælder det om ikke at snakke udenom.
Hvordan går det til, at vi bliver ved med at snakke om folkemusik uden at tage de folk med på råd, som er kilder og ophav til de tekster og melodier og danse, som samfundet i dag bruger til alt muligt?
Det er en gammel skade, som aldrig er blevet gjort god:
I midten af forrige århundrede forkyndte Svend Grundtvig og andre med ham, at al sand folkesang blev lavet i en fjern fortid af »Den Nationale Evne«, som dengang hele folket besad, men som nu forvaltes alene af »Den Nationale Kunstpoesi«s digtere og komponister.
Mens det, som almindelige mennesker, almuen, ganske vist stadig laver, er uden interesse.
I dag tror vi, at en folkesanger er en gammel kone, som bare husker, hvad hendes bedstemor havde hørt sin oldemor synge, og en spillemand er en gammel mand, som bare husker, hvad hans far havde hørt sin bedstefar spille.
Svend Grundtvigs forkyndelse og vor egen tro har gjort og gør, at folkemusik og ophavsret ikke har haft meget at sige hinanden:
Folkemusikforskningen har altid været mest optaget af tekster og melodier, som er over hundrede år gamle og som er anonyme, det vil sige skabt af Svend Grundtvigs »Den Nationale Evne«.
Ophavsretsloven interesserer sig lige så ensidigt for værker, som er mindre end hundrede år gamle og som ikke er anonyme, men har ophavspersoner og kildeinstitutioner med navn og adresse.
Men her er noget, der ikke stemmer:
Mange af de folkesange og de allerfleste af de spillemandsmelodier, som vi kender i Danmark, er fra forrige århundrede. Teksterne finder vi i hundredvis i vore oldeforældres visebøger, hvor de skrev ny og uhørte viser op, og dansemelodier finder vi utalte tusinder af alene i de spillemænds nodebøger, som ikke er mere end hundrede år gamle.
I dag hører vi de folkesange og de spillemandsmelodier ustandselig – i radioen og på grammofonplader, til baller på landet og i byerne, i Folkemusikhusringen.
Vi danskere kan godt blive flove når, for eksempel, nordmænd og svenskere og skotter og irere praler med, at deres tekster og melodier er meget ældre end som så – dansk folkemusik er slet ikke gammel nok til at være rigtig folkemusik?
Og her er så det, som ikke stemmer med folkemusikforskningens og ophavsretslovens holdninger:
Vi kender godt nok ikke folkesangenes forfattere og spillemandsmelodiernes komponister. Men, vi kan regne ud, hvornår de har levet – hvis de da ikke lever endnu. For, mange af de forhold, som teksterne handler om, og lige så mange af de danse, som melodierne passer til, kendte danskerne ikke før i anden halvdel af forrige århundrede. Derfor må teksterne og melodierne være blevet til tidligst i anden halvdel af forrige århundrede. Det vil sige:
Hvis de ukendte forfattere af tekster og lige så ukendte komponister af melodier, de anonyme ophavspersoner, er født i 1850 og bliver 80 år gamle, så dør de i 1930. Og da ophavsretten gælder i 50 år efter ophavspersonens død, så bliver teksterne og melodierne først fri i 1980, altså om et år.
Hvad med Ingeborg Munch og Evald Thomsen? Og hvad med alle de andre gamle folkemusikere, som synger og spiller i dag?
Allerførst er det nødvendigt, at vi tager os tid og får råd til at høre noget bedre efter, når "de gamle" selv fortæller om deres virksomhed som folkesangere og spillemænd. For, så bliver det lysende klart, at heller ikke i dag kommer anonym folkemusik lige ud af Den Nationale Luft.
Folkemusikhuset mener, at dansk musikliv lever med en gammel skade, som må gøres god:
Det drejer sig om at dokumentere og forstå, at ophav og kilder til den danske musikalske folkekultur er begavede kvinder og mænd med navn og adresse – som vi, beklageligvis, ikke altid kender: de er anonyme.«
Disse og andre forhold gør, at der i Folkemusikhuset efterhånden udkrystalliserer sig to helt konkrete forslag til løsning af ophavsretsproblemet: Folkemusikbanken og Folkemusikkonservatoriet. Denne proces følger vi i næste kapitel.