© Leif Varmark, 2007.
Dette møde kom i stand den 13. maj. Jeg har ikke noget referat fra dette møde, men den 18. maj sendte Thorkild et »oplæg til videre overvejelse« til kulturministeriet. Det lyder således:
- »Det
drejer sig om visesangeren Ingeborg Munch og spillemanden Evald Thomsen.
Hvorledes anerkende den indsats, de allerede har gjort, og hvordan give
dem bedre forhold at virke under i tiden fremover?
Ingeborg er ikke blot visesanger, og Evald er ikke kun en spillemand: de er folkekunstnere fra Himmerland. Det særlige ved Ingeborgs sang og Evalds spil er, at her er tekster og melodier ikke bare noget, som de kan, men noget som de er – en del af deres liv, deres hverdag i dag. Spørg Ingeborg "hvad mener du", og hun svarer med en vise eller historie. Og spørg Evald "hvordan har du det, hvordan går det med dig", og han giver sig til at spille.
Der er mange, flere og flere, som er interesseret i folkemusik og folkekultur – tit uden at vide hvorfor. Ungdomskulturen lader sig inspirere af folkekulturen, eller prøver på det. Og der er flere end vi vidste, som stadig husker folkeviser og spillemandsmelodier og traditionelt folkeliv. Men der er virkelig kun få, som er kilder til levende dansk folkekultur. Det er Ingeborg og Evald, og derfor virker de så stærkt og inspirerende. Her er to folkekunstnere, som mange gerne vil møde, høre på, lære af.
Igennem ti år har Dansk Folkemindesamling brugt Ingeborg og Evald så flittigt, at det nærmer sig udnyttelse og misbrug. Samtidig ønsker vi mere af dem end nogensinde før, både som meddelere og som medarbejdere. Men det går ikke, for de har ikke forhold til det. Evald, som er i midten af halvtredserne, arbejder hårdt som kedelpasser hos Plumrose i Odense; det er trættende, og maskinstøjen går for resten ud over hørelsen. "Jeg hører ikke gadelarmen så meget, når jeg kommer ud fra arbejdet". Ingeborg er i midten af tresserne, hun slider sammen med manden Villiam på et lille urentabelt husmandsbrug og passer kirken i Torup. "Den gigt og de nerver", er nogen gange hendes omkvæd.
Nu ved jeg ikke, hvilke muligheder kulturministeriet har for at give udviklingen et skub i den rigtige retning. For Evald og Ingeborg betød det meget, at de blev så venligt modtaget på mødet i kulturministeriet og i folketinget. Men også de to er klar over, at sagen ikke er så enkel, at kulturministeren bare kan tage en pose guldpenge frem og strø ud på deres vej. Imidlertid, her er et forslag, som kommer frem, hver gang jeg har drøftet situationen med Ingeborg og Evald, med "vennerne" fra den gamle og den ny folkescene, og med nogle af kollegerne på folkemindesamlingen:
-
1. Løs Ingeborg og Evald fra deres arbejde som husmandskone og
kedelpasser, så de får tid til
at bruge deres evner fornuftigt og meningsfyldt.
2. Find et sted i Jylland, der kan bruges som arbejdsplads for deres komsammen med folk, som vil møde dem og lære af dem.
Det mest rimelige ville være at give dem titlen "folkekunstnere" og ansætte dem på livstid som konsulenter ved Danmarks Folkemindesamling. Ingeborg og Evald har gennem ti år dokumenteret, at de vil kunne gøre en skelsættende indsats som medarbejdere ved folkemindesamlingen som indsamlere af viser, melodier, fortællinger og beretninger af folkeliv; som instruktører og forbillede for folk, som ønsker direkte inspiration fra folkekulturen og ikke blot oplysninger derom.
Som medarbejdere ved Dansk Folkemindesamling, konsulenter, indsamlere og instruktører, burde Ingeborg Munch og Evald Thomsen honoreres med hver omkring 2.500 kroner om måneden og derudover have direkte udgifter til indsamling osv. betalt.
Den anden del af forslaget, et "sted" i Jylland, er også en hastesag, omend på en anden måde: Dersom Ingeborgs og Evalds medarbejderskab ved Dansk Folkemindesamling skal få den fulde og rigtige betydning, må der findes en arbejdsplads i Jylland. Det går ikke at trække Ingeborg og Evald for meget til folkemindesamlingen i København, og deres egne hjem kan slet ikke rumme den aktivitet, som de allerede er sjælen i.
Det mest nærliggende ville være at finde en større ødegård i Himmerland eller Vendsyssel, syd eller nord for Limfjorden, og indrette den som et beskedent arbejdshus for folkescenen, et "folkemindehus". Evald Thomsen har tilbudt at stå for en foreløbig istandsættelse, og han er næsten lige så god altmuligmand, som han er spillemand. Og Dansk Folkemindesamling er parat til at omlægge en del af sin virksomhed til en station i Jylland, om ikke andet så fordi det vil være godt at modvirke centraliseringen i København og presset fra Københavnermiljøet.
Jeg synes, at dette er begrundelse og grundlag nok til at indrette et sted i Jylland. Imidlertid, jeg er ganske overbevist om, at en "folkemindegård" ude i landet vil få sådan en tilslutning fra både den ene og den anden side, at her vil udvikle sig landets første virkelige folkekulturcenter: forskere og folk fra folkescenen vil få et mødested – hvor kan de ellers mødes; sangere og spillemænd, fra den gamle og den ny folkescene, vil få et fælles spillested, hvo de kan lære hinanden at kende, og her vil opstå blandede grupper, som kan tilbyde optræden rundt om i landet; arbejdsseminarer og arbejdsopgaver, som der hverken er tid eller ro til at gå i gang med på folkemindesamlingen i København, kan henlægges til stedet i Jylland; findes der en lade eller en gymnastiksal, kan folkemindesamlingen indrette et udmærket lydstudie og få optagelser, der kan bruges til grammofonplader og radioudsendelser.
Det er ikke nødvendigt at begynde med det hele. Tværtimod vil det nok være mest realistisk og, i det lange løb, mest rigtigt at sætte et beskedent og stilfærdigt foreløbigt mål; først og fremmest at give samarbejdet mellem Dansk Folkemindesamling og Evald Thomsen og Ingeborg Munch en brugbar ramme.
Det vil sige: at kulturministeriet giver de interesserede lov til at lede efter et egnet sted, som kan købes eller lejes for et åremål; at der reserveres et beløb til istandsættelse og foreløbig indretning; at mulighederne undersøges for at yde tilskud til opholdsudgifter for folk, som det vil være af værdi at have på stedet i længere eller kortere tid.«
-
»Jeg er flyttet til Sverige for at lære spillemandsmusik. Man må tage til
udlandet! I Sverige fås støtte fra 5-20.000 kr. alt efter kompetence.
Jeg kender tre svenske spillemænd. Man har indset, de er et rigsklenodie.
De bliver statsstøttet, og man skaffer dem arbejde – svenske
rigskoncerter. Her i Danmark får man først støtten, når man er
anerkendt og har vist, at man kan leve af det. På den måde drives mange
ud i det kommercielle. Vi er skide trætte af Thøger Olesen-møllen. Vi
vil gerne være professionelle, men ikke på den kommercielle scenes vilkår.
Men det ender vel med, at vi allesammen er nødt til at gå rundt med små
grønne hatte og tyrolerbukser. Giv os et sted, hvor vi kan mødes og lære
mere, lære af Evald, inden det bliver for sent. Der findes fredede
bygninger i landsbyer i Jylland. Hvorfor ikke give os sådan et sted?«
-
»Folkemusikcenter
opføres i Jylland. Et udvalg under kulturministeriet indstillede mandag
til ministeriet, at folkemusikcentret under Dansk Folkemindesamling
flyttes til Holstebro kommune under forudsætning af, at tilstrækkelige
midler til dets drift kan skaffes, oplyser borgmester Kaj K. Nielsen,
Holstebro.
Det tænkes indrettet midlertidigt i en tidligere lærerbygning i Hogager. Udvalget stiler efter, at udflytningen fra København kan ske omkring den 1. april, og at der i det følgende år tages stilling til hvor i Jylland, folkemusikcentret fuldt udbygget kan placeres.
Dansk Folkemindesamling har tilbud om placering i Skørping kommune i Himmerland og i Struer kommune. Tilbudet fra Holstebro kommune går ud på, at hele Hogager skole kan inddrages til formålet. Desuden er Hjerl-fonden, som driver frilandsmuseet på Hjerl Hede, interesseret i at huse centret, oplyser arkivar Thorkild Knudsen, Dansk Folkemindesamling.
Folkesangerinden Ingeborg Munk, Skørping, og spillemanden Ewald Thomsen, Vester Åby på Fyn, tænkes tilknyttet folkemusikcentret i Hogager sammen med arkivar Thorkild Knudsen og sekretær Anelise Knudsen, Dansk Folkemindesamling.
Det skal fungere både som en indsamlingsstation og som et mødested for såvel unge som ældre folkemusikinteresserede.«
-
»Folkemusikhuset i Hogager
1. Folkemusikhuset er en selvejende institution, som blev etableret marts 1972 efter forslag af ministeriet for kulturelle anliggender og på grundlag af drøftelser mellem ministeriet, Dansk Folkemindesamling samt Holstebro kommune. Bestyrelsen for Folkemusikhuset udpeges af disse tre parter.
Det hedder i vedtægternes paragraf 2 og 3: "Institutionens formål er at genoplive den historiske og fremme den aktuelle musikalske folkekultur, hvor spil og dans, visesang og fortælling er en del af hverdagen og den sociale virkelighed".
"Formålet søges fremmet ved at give folkemusikere, forskere og andre interesserede mulighed for hver for sig eller i fællesskab at beskæftige sig med indsamling, bearbejdelse og formidling af musikalsk folkekultur i dens forskellige former, ved at knytte kvalificerede repræsentanter for den musikalske folkescene til institutionen, ved gennemførelse af seminarer for forskere og andre interesserede, ved tilrettelæggelse af folkemusikalske sammenkomster samt ved udsendelse af publikationer, udarbejdet på grundlag af det af Folkemusikhuset indsamlede materiale".
2. Her er forhistorien for Folkemusikhuset, ganske kort: I løbet af 1960erne blev forskere ved Dansk Folkemindesamling klar over, at det ikke stod så slet til med dansk folkemusiktradition, som man troede. Rundt om i landet og i byerne fandtes stadig folk, som var bærere af dansk folkemusiktradition og brugte folkesang og spillemandsmusik i hverdagen. Det lykkedes medarbejdere ved Dansk Folkemindesamling at finde frem til flere tusinde, som sang eller spillede, og en stor masse værdifuldt materiale blev indspillet på bånd eller på anden måde bevaret for eftertiden og gjort tilgængeligt for hvem, som var interesseret heri.
Samtidig hermed mødte Folkemindesamlingen et ønske fra folk, som ikke havde umiddelbar del i folkemusiktraditionen, om at komme i forbindelse med folkesangere og spillemænd af den gamle slags for at høre på dem og lære af dem. Det viste sig hurtigt, at der var gode muligheder for at imødekomme dette ønske: folk som folkesangeren Ingeborg Munch og spillemanden Evald Thomsen og mange andre med dem var dybt interesseret i at lære fra sig, og ikke mindst til folk fra den unge generation, som opsøgte dem.
De møder, som kom i stand mellem folk af forskellig slags og med forskellige forudsætninger, blev til lige stor gavn og glæde for folkemusikkens folk og for Folkemindesamlingens forskere: stadig flere men næsten glemte tekster og melodier kom frem, og mange unge blev inspireret til at søge nye veje til skabelsen af en nutidig dansk folkemusik. Samtidig med at den gamle folkescene en sidste gang viste sin styrke, blev en ny folkescene til. Den musikalske folkescene går som betegnelse på de situationer, der opstår, når folkemusikkens folk – mest en særlig social gruppe – synger og spiller for hinanden, med hinanden, om hinanden.
Hermed blev det klart, at både folkemusikkens folk og Folkemindesamlingens forskere savnede et mødested og en fælles arbejdsplads. Folkemindesamlingens lokaler og faciliteter i København var ikke tilstrækkelige. Derfor gik forskellige parter i gang med at arbejde for oprettelsen af et Folkemusikhus i Jylland.
3. Begyndelsen blev gjort i april 1971. Kulturministeriet gav et éngangsbeløb på 40.000 kr. til etablering o. lign. samt 73.000 kr. som første del af en treårig bevilling, især til aflønning af medarbejdere fra folkescenen, nemlig Ingeborg Munch og Evald Thomsen.
Dansk Folkemindesamling bidrog 1971/72 med ca. 115.000 kr. til aflønning af to fagligt uddannede medarbejdere samt 54.500 kr. til driften plus et éngangsbeløb på 10.000 kr. til fremstilling af grammofonplader. Endvidere forskelligt lydteknisk og kontormæssigt udstyr. Holstebro kommune stillede vederlagsfrit lærerboligen i Hogager til rådighed for et år og ofrede 50.000 kr. på istandsættelser og bygningsmæssige ændringer til formålet.
Det således etablerede "Lille Folkemusikhus" har fungeret efter hensigten: lærerboligen i Hogager er blevet flittigt brugt som et mødested og en fælles arbejdsplads for folk og forskere, og en del af aktiviteterne er blevet gjort tilgængelige i skriftrækken FMH Information.
Folkemusikhuset har haft omkring 1000 "gæstedøgn" det første år med visesangere og spillemænd fra den gamle og den ny folkescene. Sådanne folk har både i bearbejdet og ubearbejdet form efterladt et broget indtryk i skrifter og i lydoptagelser af sang og musik og vilkår på folkescenen i dens forskellige former.
Herudover er det værd at nævne, at folk fra "Det lille Folkemusikhus" har leveret folkemusik til utallige lejligheder overalt i landet, især på sociale og kulturelle institutioner. På lokalt plan er det især smeden i Hogager og husorkestret, som tager ud. Denne virksomhed hviler økonomisk i sig selv.
Ingeborg Munchs og Evald Thomsens indsats og betydning har været stor: de deltager regelmæssigt i, hvad som foregår i Folkemusikhuset i Hogager og arbejder stadig med deres personlige repertoire. De holder fortsat åbent hus, hvor de bor, og de har som igangsættere og formidlere af dansk folkemusik optrådt overalt i landet, stadig mest på sociale og kulturelle institutioner.
Her er en kort beskrivelse af, hvad som blev gjort tilgængeligt i FMH Information i 1971. Både til disse hefter og til tilsvarende utrykt materiale svarer eksempelbånd eller udlånsbånd, der er redigeret på grundlag af lydoptagelser af visesangere og spillemænd, som har opholdt sig i Folkemusikhuset. FMH fremstilles i Folkemusikhuset og fordeles til interesserede, som kan få udbytte af hefterne og reagere på dem: hvert hefte giver anledning til, at nyt materiale kommer frem.«
-
4. I slutningen af juni 1972 gav Holstebro tilladelse til, at lokalerne i den
nu nedlagte skole midlertidigt blev brugt til Folkemusikhusets virksomhed,
indtil man fandt en endelig ordning på sagen. Dog således at
gymnastiksal, lille klasseværelse og skolekøkken blev reserveret til
sognegårdsvirksomhed.
Siden juli har alt det, som det første år var presset ind i lærerboligen, skønt der i virkeligheden ikke var plads til det, udfoldet sig i skolens lokaler, hvor der er plads til det. Skolelokalerne fungerer ideelt: der er plads til alt, som der skal findes plads til, og der er ikke overflødig plads.
En enkelt ny aktivitet skal nævnes: En dag om ugen er der "Åbent Folkemusikhus", hvor folk fra egnen mødes med folkemusikere i den store skolestue. Tiden går med sang og spil og dans, med interviews og diskussioner. Det hele indspilles på bånd, som redigeres, udskrives og gøres klar til trykning og til udlånsbånd. Det må gøre indtryk, at mellem 50 og 100 folk bruger Folkemusikhuset på den måde hver uge, mest lokale. For det er en grundlæggende ide i Folkemusikhusets arbejde, at der stadig er en livlig vekselvirkning mellem egnens folk og folk andetsteds fra.«
-
29.06.: Spillemandsmusik og dans i Vestjylland og i Himmerland.
06.07.: En hedebonde og hans melodier til Aakjær.
13.07.: Folk, natmandsfolk og kloge folk.
20.07.: Folkemusik og fjernsyn.
27.07.: Folkemusik og politisk virksomhed.
03.08.: Kvinder og børn.
10.08.: Hverdag og berømmelse.
17.08.: Hvad er folkemusik?
24.08.: En gammel fagforeningskvinde og en revolutionær student.
31.08.: Hver fugl synger med sit næb.
07.09.: Gamle danse og nye sange. Olympiademyrderierne.
14.09.: Hvor hører folkemusikken til?
21.09.: Jeg spiller spillemanden.
28.09.: Visesanger i Himmerland og Thy-lejren.
- »5.
Imidlertid, alle parter var fra starten klar over, at Folkemusikhusets økonomiske
grundlag var spinkelt. Holstebro kommune gjorde sit tilbud om at stille
Hogager skole til rådighed betinget af, at der på anden vis blev skaffet
tilstrækkelige midler til driften. Ministeriet foreslog Folkemusikhuset
etableret som selvejende institution i forventning om derved at gøre det
lettere at opnå offentlige og private tilskud, samtidig med at
Folkemusikhuset fik mulighed for at tilrettelægge indtægtsgivende
virksomhed, f.eks. på grundlag af folkemusikalske publikationer og gennem
optræden.
Den 31. august 1972 trådte bestyrelsen for den etablerede selvejende institution Folkemusikhuset sammen. Den konstituerede sig med formanden for Holstebros kulturelle udvalg Svend Aage Nielsen som formand og sangeren Benny Holst som næstformand. Anelise og Thorkild Knudsen blev anmodet om fortsat at fungere som daglige ledere af Folkemusikhuset.«
-
»Folkemusikhuse
og kultursociale huse.
2. ... Det allervigtigste er, at Evald og Ingeborg fik lejlighed til at vise, at de er gode nok. Og vise det sådan, at mange andre folk blev klar over, at det de selv kan er godt nok: smeden i Hogager, hedebonden i Saudal, arbejdsmandsparret på Mors, bryggeriarbejdersken i Randers, Benny Holsts bedstemor på Nørrebro.
Det er folkekulturens folk, som synger og spiller igen, og alene derfor er det vigtigt, at de bliver hørt. For de folk er allesammen arbejdsfolk, som vi ikke er vant til at regne for kulturbærere, så her har vi en af det gamle klassesamfunds ufordøjede klumper.
Men vi mener også, at Evald og Ingeborg og alle de andre sidder inde med nøglen til dansk kultur i det hele taget, og derfor er det livsnødvendigt at de spiller og synger. For dansk kultur er ikke så rig, at vi har råd til at smide noget væk, før vi har fået sikkert tag i noget, som er bedre.
I Hogager begyndte det med, at unge og gamle fra land og by fandt på at møde op, når der var spillemænd og visesangere i Folkemusikhuset. Først kom folk bare for at høre på, når der blev spillet og sunget. Men da den lokale smed tog violinen, begyndte børnene at danse med bedsteforældrene, som kunne dansene, det var gammeldans. Lidt efter lidt kom forældrene og alle andre med. Og da folkeviserne var hørt nogle gange, begyndte folk at synge med, eller synge for i andre sange. Ind imellem drak man kaffe og snakkede om alting og ingenting, eller drøftede hvad man havde hørt og været med til, i Folkemusikhuset og i hverdagen.
3. Da vi på den måde var blevet grundigt belært om, at der er brug for de gamle og deres kultur, begyndte vi at bruge mere tid sammen med de unge, som ville lære af de gamle.
Mange unge tog til Hogager for at lære af Evald Thomsen og af Børge Christensen, smeden. Lige så mange opsøgte Evald på Fyn, når han var der. Andre besøgte Ingeborg Munch i Himmerland.
Det var ikke svært at komme i gang, for spillemandens melodier ligger nemt på violinen, og folkesangerens viser er hurtigt lært udenad. Begyndelsen er let nok. Men fortsættelsen er sværere, og enden bliver ikke altid god. Sagen er, at teksterne og melodierne alene ikke gør folkemusik. Afgørende er holdningen til musikken.
Når der blev sagt musik i gamle dage, betød det "at være sammen og være lige med hinanden". I dag betyder musik "optræde og høre på", og det er noget helt andet. Hvor folkekulturen har syngekoner og spillemænd har forbrugersamfundet idoler. Og hvor landsbysamfundet kan lide at det er smeden som spiller, der vil den kommercielle folkescene have at spillemanden optræder som Kong Folkemusik.
Alle vil gerne være dygtige. Her drejer det sig om at forstå, at en spillemand er dygtig, når han får folk til at spille og danse, og en folkesanger er dygtig, når hun får andre til at synge.
Erfaringen viser, mener vi, at de unge klarer sig dårligt uden personlige og venskabelige forbindelser med traditionelle folkesangere og spillemænd. Og i den første lange tid så Folkemusikhuset helst, at alt blev udbredt gennem møder mellem unge og gamle, i et lærer/lærling-forhold.
Nu er det let nok at sige, at de unge har brug for de gamle. Men det nytter bare ikke noget, hvis de gamle ikke kan lide at spille og synge sammen med de unge. Derfor er det vigtigt, at både Evald og Ingeborg og alle de andre kom til at holde af mange af deres lærlinge, og efterhånden blev det en selvfølge, at gamle og unge afløste og hjalp hinanden, når der var åbent folkemusikhus i Hogager. Ind imellem drak folk stadig kaffe. Og snakkede.
– Folkemusikhuset blev til et forsamlingshus med folkekulturen som grundlag. Det blev til et rejsende forsamlingshus, for vi holdt Åbent Folkemusikhus utallige gange i hele området. Og Evald og Ingeborg blev brugt overalt i landet.
4. Da vi var nået så langt, begyndte sociale institutioner og organisationer at interessere sig for folkemusikhusideen. Det er meget forståeligt:
Vi har allerede mange "huse" i Danmark. Vi har værtshuse og sociale huse. Vi har børnehaver og alderdomshjem. Vi har fagforeningshuse og borger- og håndværkerforeninger. Vi har diskoteker og koncertsale. Alle husene bliver lavet, for at vi kan få et sted at være, som passer til vores alder, forstand og interesser, og det er naturligvis godt nok. Men vi må bare ikke glemme, at husene samtidig gør, at vi får let ved at slippe for at være sammen med de mennesker, som ikke netop har vores alder, forstand og interesser, og det er vist ikke så godt. Mennesker, som har at gøre med samfundets trivsel, mener at isoleringen i aldersgrupper og faggrupper er en af de alvorligste trusler mod en god udvikling. Og de sociale institutioner og organisationer klager over, at det er svært at få forskellige folk sammen på en ordentlig måde. De mange "huse" er ikke forsamlingshuse.
Det er kommet lidt bag på os, at så mange synes det er ligetil at bruge folkemusikken igen og lægge den til grund for samvær. Men det er i virkeligheden ikke underligt. For folkekulturen, med spillemandsmusik og gammeldans, visesang og fortælling, er resultatet af at mennesker er kommet sammen på en ordentlig måde. Den er lige så meget frugten af samværet, som den er grundlaget for det. Og det er vel ligetil at bruge denne frugt af folkeligt samvær som et frø til et nyt samvær. Hvad der kan virke underligt er derimod, at det moderne velfærdssamfund ikke selv har skabt et nyt fælles grundlag for borgernes omgang med hinanden.
For os at se er det hele problemet om kultur, som det drejer sig om, og det er vi naturligvis ikke ene om at mene. Derimod er vi nok ikke enige med alle, når vi siger at folkekulturen er et modersmål og dermed den eneste kultur, som er helt dansk og som passer danskerne helt. Men alligevel:
Vores bedsteforældre var arbejdsfolk og bønder, som boede i små landsbysamfund. De lavede alting selv, også deres kultur, og derfor passe folkekulturen til almindelige mennesker. I dag tjener vi penge og gøres til forbrugere, der bor i større og større byer og som køber alting, helst også vores kultur og omgangsformer. Mange gange bliver det bare til kluntede forsøg på at efterligne, hvad man har i det store udland, hvor baggrunden er en helt anderledes og hvor udviklingen er foregået i en helt anden rytme. Så passer det ikke til almindelige mennesker i Danmark.
Nu ville det være tåbeligt at kalde alle kulturelle nyskabelser i Danmark for dårlige eller uegnede. Men megen snak om ny kultur tror vi simpelthen ikke på, hvad enten man kalder det finkultur eller massekultur. Danskerne vil bare gerne skyde genvej til en ny kultur, og det kan ikke lade sig gøre. Der er kun én mulighed: at støtte det vi har og give det mulighed for at blive til det, der er brug for. Så får vi nok alt det andet, senere.
For godt et års tid siden skrev den daværende leder af Viborg Amts Ungdomscenter Ole Halskov en veloplagt og provokerende artikel om forholdet mellem folkekulturen og velfærdssamfundets kultur. Med artiklen som grundlag og titlen på den som omkvæd skrev sangdigteren Benny Holst en sang, der nu danses som familiehopsa i Folkemusikhuset. Et af versene lyder sådan:
Et plastikband gir friluftskoncert
her kan du købe den musik du aldrig selv fik lært
mellem tusind væltede colaflasker tiltusker du dig lidt samvær
over et par chumser føler du du er de andre nær
men når festen så er ovre står du lidt skuffet og glor – for
Din rygmarv visner hvis du ikke danser med din bedstemor.
5. Hvis vi standser op her og indrømmer, at det ene og det andet er noget firkantet stillet op, så har vi fået en historie om kulturhuse og sociale huse, som meget passende kunne lægges sammen til kultursociale huse. Endda mangler vi at omtale et af de forhold, som gør en sammenlægning mest ligetil: de folk, som er de bedste og største repræsentanter for folkekulturen, er tit de samme mennesker, som de sociale institutioner må støtte, fordi de er gamle og svage, eller fordi de er sociale tabere, unge som gamle.
I virkeligheden skete der også noget i den retning, som fik voldsom betydning for Folkemusikhusets udvikling og kom til at vende op og ned på meget i det daglige arbejde. Ole Halskov fra Viborg Amts Ungdomscenter fik den nærliggende ide at sætte folk, som var kørt træt i det ene eller det andet til at beskæftige sig med deres egen kultur. Det blev gjort ved at give de unge og ældre lejlighed til at gå i gang med folkemusikarbejde, i håb om at de samtidig fandt ud af hvad de selv duede til. Allerførst blev der lavet en slags forholdsordre eller motto:
"Find folkekulturens folk og hør på dem, indtil I kan så meget af deres sprog, at I forstår noget af, hvad de siger. Derefter kan vi som lærlinge øve sproget på hinanden. Og til sidst kan vi måske bruge det sammen og overfor de folk, der har sproget som deres modersmål."
I sidste ende var og er Ole Halskovs mål at få skabt grundlag for dannelse af folkemusikhuse rundt omkring. Hen ad vejen kom der et godt samarbejde i stand mellem, på den ene side, Amtsungdomscentret og Folkemusikhuset og, på den anden side, revalideringscentrene for Ringkøbing og Viborg amt samt med undervisningsministeriets konsulenter i narkospørgsmål og Ungdomsringen. I praksis betød det, at der kom et indsamlingsarbejde i gang i områder, hvor man ikke før havde interesseret sig meget for visesangere og spillemænd af den gamle slags. Et første åbenlyst resultat blev Folkemusikhuset i Vester Assels på Mors, som blev sat i gang af arbejdsmandsparret Erna og Vagner Andersen.
Ideen med kultursociale huse blev taget op i andre egne, og efterhånden kom flere folkemusikhuse til, mere eller mindre åbne eller lukkede.
6. Det er oplagt, at Folkemusikhuset har mest at gøre med de grupper i befolkningen, som kommer mindst på mange af statens andre kulturinstitutioner. Og selv om huset er station for Dansk Folkemindesamling i København, så er det til en vis grad bygget op for at være et modstykke til moderinstitutionen, som i højere grad er vendt i retning af universiteterne og andre højere læreanstalter med deres akademiske beskæftigelse med folkeminder. Folkemusikhuset skulle gerne vende den anden vej, og af lignende grund gik vi ind for en placering i Vestjylland, hvor der er langt til statens institutioner.
Alligevel har vi siden starten taget imod grupper af unge under uddannelse, når de var interesseret i husets arbejde, fra universiteterne såvel som fra børnehaveseminarierne og fra uddannelsessteder, som ligger derimellem. Af og til har det været en blandet fornøjelse, for mange unge under uddannelse vil hellere gå i skole hos uddannede medarbejdere i Folkemusikhuset, end de vil stå i lære hos folkesangerne og spillemændene selv. Men mange gange har det givet stof til eftertanke, hvor hurtigt en gruppe studerende har fået fat i så meget, at de er gået i gang med folkemusikarbejde på stedet, hvor de kom fra. På den måde er der kommet flere folkemusikhuse i gang, eller de er på vej. Allermest har vi lært af en gruppe fra Albertslund Børnehaveseminarium, som har prøvet ideerne i Københavnsområdet, til dels sammen med Folkets Hus i Stengade på Nørrebro.
7. Det siger sig selv, at der tales en del politik i Folkemusikhuset. Det kan ikke være anderledes, når så mange forskellige grupper kommer sammen – forskellige både aldersmæssigt, socialt og geografisk. Hvad har en vestjysk arbejdsmandskone at sige til en københavnsk slumstormer, og hvad tænker en landsbykøbmand, når han møder en politisk folkesanger? Eller hvad får en sanguddannet universitetsstudine ud af en hedebondes tekster og melodier, og hvordan er det at spille rytmeguitar til en almindelig spillemands violin? De politiske diskussioner, som kommer ud af det, er både lærerige og anspændende, og hele tiden må og skal vi holde fast ved, at politik i forbindelse med Folkemusikhuset det er: at smeden og husmandskonen selv spiller deres egne danse og selv synger deres egne sange.
8. I dag tør vi roligt sige, at Folkemusikhuset er blevet brugt meget mere, end vi regnede med i 1970-71, da det hele begyndte, og det er dybt tilfredsstillende. Samtidig synes vi nogen gange, at vi rider på en bølge, som nu er ved at overskylle os, og det er naturligvis også meget godt. Men det kan ende med en følelse af, at vi har gabt over mere, end vi kan sluge.
Folkemusikhusets samarbejde til højre og venstre med kulturelle eller sociale institutioner og med højere eller lavere læreanstalter har været lige ved at gøre Hogager til en uddannelsesinstitution, som afholder skolingskurser og seminarer og har forlag og konsulenter, altsammen bestilt og betalt af de foretagender, som bruger Folkemusikhuset til deres formål.
I foråret besluttede vi derfor at lægge kursen om, eller rettere sagt at gå tilbage imod udgangspunktet, som er: at være mødeplads for Evald og Ingeborg og alle de andre. Og at være lokalt forsamlingshus.
Den beslutning betyder, at der bliver mindre tid og mindre plads til meget af det andet, som er foregået i Hogager de sidste par år. På nogle møder blev nogle basis-hold eller B-hold, som arbejder med folkemusik og folkemusikhusideer rundt omkring i landet enige om at danne en Folkemusikhusring for at holde sammen på det hele. Folkemusikhusringen har et sekretariat, som foreløbig ligger i Holstebro kommunale Ungdomscenter.
9. Og hvad skal der så ske nu med Folkemusikhuset i Hogager? Vi skal ikke administrere den musikalske folkekultur, som vi selv gerne vil være en del af. Derimod skal vi have ro til at pleje forbindelserne med rødderne, og det er først og fremmest de gamle og anonyme, som synger og spiller. Endvidere, og med Dansk Folkemindesamling i ryggen har vi mod på at give flere næsten helt glemte ideer i folkemusikken en mulighed for at blive prøvet igen, i fuldt dagslys og ikke ved skrivebordet. Vi vil slutte denne gennemgang med et godt eksempel på, hvad som kan ske:
I den senere tid har Folkemusikhuset samlet sig om de danske middelalderballader, Danmarks gamle Folkeviser. Duplikerede tekster og melodier er gået rundt mellem de forskellige basis-hold og bruges her som danseballader og sangballader, spillemandsballader og kvindeballader. Resultatet har været forrygende spændende. For det første virker balladerne i hvert fald lige så stærkt som både spillemandsmusik og almindelig visesang. For det andet er det kvinderne, som tager føringen. Det virker som om de med stor beslutsomhed tilbageerobrer en udtryksform, som helt tilbage i middelalderen har været kvindernes mere end mændenes. Det er betydningsfuldt, for blandt alle de sørgelige ting, der er sket med musikken i moderne tider, er kvindernes forsvinden fra den musikalske folkescene en af de alvorligste. Førhen dominerede de den.
Vores endelige konklusion er ret ligetil: Evald og Ingeborg er blevet til mange, og det er stadig lige vigtigt at høre på dem. Dansk Folkemindesamling er stor og gemmer meget, som vi ikke kender værdien af. Folkemusikhusets opgave er at få Folkemusikhusringen og andre til at prøve kræfter med både det ene og det andet. Og så er det op til folk at afgøre, hvad de vil bruge i hverdagen og i fremtiden.«
- »Det
var ikke svært at komme i gang, for spillemandens melodier ligger nemt på
en violin, og folkesangerens viser er hurtigt lært udenad. Begyndelsen er
let nok. Men fortsættelsen er sværere, og enden bliver ikke altid god.
Sagen er, at teksterne og melodierne alene ikke gør folkemusik. Afgørende
er holdningen til musikken.«
-
»Vores
bedsteforældre var arbejdsfolk og bønder, som boede i små
landsbysamfund. De lavede alting selv, også deres kultur, og derfor passede
folkekulturen til almindelige mennesker. I dag tjener vi penge og gøres
til forbrugere, der bor i større og større byer og som køber alting,
helst også vores kultur og omgangsformer. Mange gange bliver det bare til
kluntede forsøg på at efterligne, hvad man har i det store udland, hvor
baggrunden er en helt anderledes og hvor udviklingen er foregået i en
helt anden rytme. Så passer det ikke til almindelige mennesker i Danmark.«
-
»Folkemusikhusringens
formål er at genoplive den historiske og fremme den aktuelle musikalske
folkekultur, hvor spil, dans, visesang og fortælling er en del af
hverdagen og den sociale virkelighed og fungerer i forlængelse af
traditionen. Formålet søges fremmet ved at give folkekulturens folk og
andre interesserede mulighed for at komme til orde og blive hørt.«
-
»NÅR KILDERNE TØRRER UD SANDER SPORENE TIL.
1. HVEM. HVORFOR. HVORDAN.
Det er en udfordring at beskæftige sig med Danmarks gamle Folkeviser. Den dag vi forstår dem, så ved vi mere om os selv. At forstå dem er at bruge dem.
Hvem sang dem først, og hvem har sunget dem siden?
Hvorfor blev de til, og hvorfor har de levet i syv hundrede år?
Hvordan blev de sunget, spillet og danset, og hvordan har de forandret sig til forskellige tider og i forskellige miljøer?
At udgive et kildemateriale vil sige at beskrive, hvordan man forstår det. Udgivelsen tjener andres forståelse, men er samtidig et udtryk for egen opfattelse. Derfor er det på sin plads at indlede udgaven her med nogle afsnit om opfattelsen af Danmarks gamle Folkeviser. Udgaven af melodier ser ud, som den gør, fordi synet på virkeligheden bag dem er, som det er.
2. HØJKULTUR OG FOLKEKULTUR.
Folkeviseforskningen historie er en beretning om højkulturens forsøg på at tilrane sig folkekulturens resultater. Historien er tragisk, for forsøget er lykkedes – eller næsten. Og særlig tragisk, fordi højkulturen ikke har fået den forventede glæde af erobringen, mens folkekulturen er blevet fattigere ved tabet.
I 1847 skrev Svend Grundtvig: »... den ejendommelige balladepoesi ... vor gamle folkedigtning ... er et levende væld udsprunget af folkets inderste og derfor et genfødelsens bad i folkets ånd. I dens væld har vore skjalde nedsænket sig for at opstå fornyede i deres folks ånd ... den er en grube, hvorfra de har hentet guld og malm: gyldne tanker og malmfulde ord.«
Svend Grundtvig taler om folket som en national enhed, og folkets talsmænd er for ham uden tvivl de højst dannede, de privilegerede. Han kender ikke klassesamfundet, hvor hvert lag har sine talsmænd, sin kultur.
I 1881 ønskede Grundtvig, at Ernst von der Recke skulle fortsætte udgivelsen af Danmarks gamle Folkeviser, uden at det dog blev til noget. Ernst von der Recke er interessant derved, at han meget klart lægger et klassesynspunkt til grund for vurderingen af teksterne. I Danmarks Fornviser beklager han udtrykket »Folkevise« og udskyder en række tekster med den begrundelse, at de er uhelbredelige rå bondeviser af værste sort.
Svend Grundtvigs musikalske medarbejder var A. P. Berggreen. Da den unge folkemindesamler Evald Tang Kristensen overrumplede Grundtvig med sine første indsamlingsresultater, lod denne Berggreen se på melodierne. Han meddelte, at enten var Tang Kristensen umusikalsk, eller også var hans sangere det, de fattige almuefolk. Resultatet blev, at Evald Tang Kristensen gennem en række år næsten helt og aldeles holdt op med at indsamle melodier efter sine bedste sangere, kun tekster skrev han ned.
Omkring århundredeskiftet gjorde kirkemusikeren Thomas Laub sig til Reckes musikalske staldbroder ved at kalde nyere almuesang for »opvaskevand.« Og da Laub første gang, og vel også sidste gang, hørte færingerne synge og danse de gamle viser, blev det hans livs største skuffelse: »færingerne er et umusikalsk folk.«
I dette århundrede søgte Hjalmar Thuren og Hakon Grüner-Nielsen at forsvare folkekulturen overfor nedvurdering, men ingen af dem havde kræfter nok til at vende strømmen.
Imidlertid! Svend Grundtvigs grundprincipper for udgivelsen af Danmarks gamle Folkeviser var uimodståelige rigtige, og hans holdning til kilderne virkede ind på alle efterfølgerne. Grundtvig holdt stædigt fast ved, at hvad man end mente om oprindelsen, og hvilke tanker man end gjorde sig om fortsættelsen, så havde udgaven af tekster og melodier alene værdi, hvis den respekterede kilderne: »alt hvad der er, alt som det er.«
Naturligvis er der skønhedsfejl i det store værk, nogle af dem meget alvorlige. Men i sin helhed er Danmarks gamle Folkeviser et storslået udgangspunkt for enhver alvorlig beskæftigelse med den danske ballade.
I dag fuldfører vi Svend Grundtvigs værk så godt vi kan. Måske er det en torso, men det skal ingen bebrejdes og slet ikke Grundtvig. Værre er det, at fuldførelsen efter min mening sker i en følelse af stor træthed: hvad skal vi bruge de mange bind til, hvor står vi nu?
Jeg mener, at det afgørende er, om teksterne og melodierne i Danmarks gamle Folkeviser får deres plads og deres mening som en del af dansk musikalsk folkekultur.
3. BALLADESANGEREN.
Hovedparten af Danmarks gamle Folkeviser er ballader. Det er ikke de eneste ballader i gammel dansk tradition, og nogle er mere ballader end andre. Men der er ingen grund til at have betænkeligheder ved at gøre beskæftigelsen med Danmarks gamle Folkeviser til et studium af ballader i dansk folketradition.
For en ordens skyld er det nødvendigt at begynde med at slå en grundregel fast: Balladerne er ikke skrivebordsarbejde. Det har de aldrig været, og det bliver de aldrig. Balladetætheden og balladekvaliteten står i omvendt forhold til graden af boglig dannelse. Der er flere forhold som gør, at det må være sådan:
– Alle balladesangere, som jeg kender, fortæller at de synger balladen ved at se den for sig. Linjeparrene eller versene er billeder af virkeligheden, lydbilleder. Nu er det sådan, at boglig dannelse sker på bekostning af evnen til at opfatte en beretning som billeder. Eller sagt på en anden måde: Den, som ikke kan læse, ser balladen for sig som billeder, som realisme. Den, som kan læse, ser balladen for sig som ord, som abstraktion.
– Balladen har karakter af en konfrontation mellem vågne tilhørere og en talsmand, som ser alt og beretter om det i overensstemmelse med den situation, han står i, i øjeblikket.
– Balladen er vævet ind i et mønster af forspil, indskud og overgangsvendinger eller slutvendinger, der i sidste ende kun giver mening, når de opfattes som instrumentspil til støtte for beretningen.
Sammenfattende peger disse tre forhold på middelalderens spillemand som den, der gør balladerne. Spillemanden med sit instrument eller sammen med sin partner.
Middelalderens spillemænd, eller nogen af dem, har kunnet deres håndværk godt. De har virkelig været professionelle. Ellers har de ikke kunnet klare de situationer, de udsatte sig for som sangere og spillemænd i alle forskellige samfundslag.
Her er også den mest rimelige forklaring på, at der ikke findes nogen skriftlige middelalderlige kilder til Danmarks gamle Folkeviser: Balladen er det modsatte af boglig dannelse. Middelalderens spillemænd skrev ikke deres tekster og melodier ned. Der var ingen grund til det, og de kunne vel ikke engang gøre det. Og højkulturens personer, som kunne læse og skrive, var optaget af ganske andre sager og så ingen grund til at optegne folkekulturens balladesang.
Man kan ikke læse og studere sig til at lave ballader.
4. LEVENDE MODEL.
Når balladen begynder, kan alt ske. Fortællingens og dramaets ord og toner er udfordring og tilbud til den, som synger, og til den, som lytter med. For en tid går virkeligheden gennem balladen.
Hvorfor tager balladesangeren til orde – og hvordan?
Det er nødvendigt for folk at have en talsmand. Hans opgave er at genfortælle sagn og sandheder, så indholdet bliver forståeligt og meningen klar for hver enkelt, som lytter. Balladesangeren må kende sit folk og dets virkelighed. For ellers kan han ikke se og mærke, hvad som sker omkring ham.
Det er klart, at balladen virker stærkest, når folk ved, at beretningen er sand. Når sproget er modersmålet, som alle forstår. Når musikken og sangen lyder som kendt på forhånd. Balladesangere, jeg har mødt, siger ganske enkelt: »Hvis historien ikke er sand, kan jeg ikke huske den. Ikke se den for mig – det er ikke alvor.«
Balladerne har levende model. Det gælder teksterne og melodierne. Balladesangeren bruger sproget, som han hører, og musikken, som han kender den. Imidlertid er sproget såvel som musikken traditionelt, når en ballade bliver til:
– Balladesangeren har til sin rådighed et sprog med et lager af prøvede linjepar, som beskriver situationen eller udtrykker ordskifterne.
– Og spillemanden, som er balladesanger, har på samme måde til sin rådighed en musik med et lager af prøvede melodiske vendinger fra fortællerens tale, fra hyrdernes råb og fra spillemændenes danse.
Derfor er balladen ikke en lukket komposition eller form, hvor hvert linjepar og hvert melodiled først og fremmest eller alene får mening i sammenhæng med, hvad som kommer før og hvad som kommer efter. Tværtimod: balladesangeren er fri til at bruge de samme sproglige og musikalske vendinger i stadig ny sammenhænge, alt efter hvilken historie han skal og tør fortælle, og passende til den situation som balladen skal bruges i.
Balladen er en åben form.
5. SANGBALLADE OG DANSEBALLADE.
Alle ballader kan danses, men nogle ballader er mere danse end andre: de er resultat af dansen.
Det er uhyre vigtigt at påvise dansen i balladerne, i teksterne og i melodierne. Men det er ikke nok at henvise til de utalte steder i balladeteksterne, hvor det fortælles, at der blev sunget, spillet og danset. For heraf følger jo ikke, at det netop var balladerne, som blev danset. Der findes også sagn og eventyr, som fortæller om sang, spil og dans.
Det er heller ikke nok at prøve, om en ballade er god til dans eller ej. Der findes kirkemusik, som udmærket kan bruges til at danse efter. Derimod har det nok interesse at opdage, at nogle ballader er ret umulige som dans.
Svar på spørgsmålet om balladedans eller ej skal findes ved at sammenholde ejendommeligheder ved dans, ved digtning og ved musik:
– Kædedans er en meget gammel form for dans. Og vi har lov til at tro, at én form af kædedansen i middelalderen byggede på seks trin, nemlig to skridt til den ene side og et skridt til den anden side. Sådan kan vi endnu se folk danse på Færøerne i Nordatlanten og på Kreta i Middelhavet.
Tekster til tolinjede ballader er i de fleste tilfælde optegnede som to linjer efterfulgt af et omkvæd, i alt tolv slag. Men i mange tilfælde er de samme ballader også optegnet således, at de to linjer og omkvæd efterfølges af en gentagelse af sidste halvdel af første linje samt hele anden linje, i alt seks slag ekstra.
– Ballademelodierne indeholder påfaldende ofte udvidede linjer eller slutvendinger, der står som melodiske led, på seks slag. Det er ikke ualmindeligt, at første linje på fire slag følges af et indskud eller udvidelse på to slag, altså i alt seks slag. Endnu mere almindeligt er det, at omkvædet svarer til en melodivending på seks slag.
Sådanne meget påfaldende dannelser på seks slag, som kan dukke op og som kan forsvinde, som kan være der og ikke være der, må begrundes: Én og samme ballade kan bruges i to forskellige situationer: som sang uden dans og som dans med sang. Én og samme ballade kan være sangballade og den kan være danseballade.
– I sangballaden samler spillemanden, der også er sanger, sig om fortællingen. Han holder sig til balladens linjepar fulgt af en slutvending på instrumentet.
– I danseballaden kommer spillemanden og sangeren danserne i møde. Han udvider balladen på sit instrument med gentagelser, indskud og overgangsvendinger, som passer til dansens seks trin og som især er tilbud og udfordring til de dansende: de kan give sig helt hen i dansen, og har de lyst kan de synge med. Virkningen er overvældende.
Når spillemanden er forsvundet, må danserne, eller hvem som kan, synge også instrumentets del, i fald balladen stadig skal være danseballade. Gentagelser, indskud og overgangsvendinger forsynes nu med lyriske udbrud eller ikke-ordbogs-stavelser og ord, mundmusik. Instrumentale melodivendinger bliver vokale.
I almindelighed må de mange dannelser på seks slag i balladerne forklares ved henvisning til dansen. Og i særdeleshed må balladen med gentagelse af halvanden linje, som er så hyppig i de ældre tekstoptegnelser, betegnes danseballaden. Her går alt op: kædedans, tekst, melodi. Spillemanden er blot forsvundet.
Det er afgørende for opfattelsen af balladen, om vi hermed accepterer, at en og samme ballade har to former: danseballaden og sangballaden.
6. MANDSBALLADE OG KVINDEBALLADE.
Både mænd og kvinder er balladesangere. Men det er åbenlyst, at nogle ballader er lige så uadskillelige fra kvindekulturen, som andre ballader er det fra mandskulturen. »Hendes vilje er lige så god som min,« siger manden tit, og det står ikke blot som en undskyldning for, at hun er blevet med barn. »Jeg forretter mit ærinde og så vil jeg gå,« siger kvinden mange gange, og bliver hun krænket, så slår hun manden ihjel.
– På den ene side er der flest udsagn om manden, som spiller. Spillemanden er en mand.
– På den anden side er der flest udsagn om kvinden, som synger. Syngekonen er en kvinde.
Jeg mener, at spillemanden og hans kvindelige partner fra begyndelsen har været lige gode om at gøre ballader. Fra først af har de haft lige stor andel i balladens indhold og udformning. Men når spillemanden og hans instrument forsvandt, så tyder meget på, at kvinden tog føringen i balladesangen. Ung og gammel, høj og lav.
– Kvinden sang for og forsynede det, som før var instrumentets del, med lyriske udbrud og ikke-ordbogs-stavelser, mundmusik.
– Hun brugte balladen i særlige kvindesituationer, i arbejdet og sammen med børnene.
– Det er påfaldende, at en meget stor del af de optegnede tekster og melodier stammer fra kvinder og skyldes kvinder.
På baggrund heraf vil det give mening at kalde sang- og danseballaden med instrumentledsagelse for mandsballade. Og det giver tilsvarende mening at kalde sang- og danseballaden uden instrumenter for kvindeballade.
7. FRASERING. INTONATION. VARIANT. VERSION. TYPE. MODEL.
Balladen er en åben form – med den vigtige tilføjelse, at der er forskellige grader af åbenhed med traditionelle rammer om hver form for åbenhed.
a. Frasering.
Hver ordforbindelse og hver toneforbindelse formes på stedet af sangeren, rytmisk og melodisk, alt efter ordenes indhold og fremførelsessituationens karakter. Fraseringen kan have præg af tale, af råb og af skønsang. Herved bliver selv enkle toneforbindelser og rytmeforløb foranderlige.
b. Intonation.
Ballademelodierne er bygget op af uafhængige vokale og instrumentale vendinger, som er traditionelle i folkemusikkulturen: intonationer.
– Der er vendinger, som ligner råb, hyrderåb og andre. De bruges mest i melodiernes begyndelse, men er også almindelige som indskud, der synges af alle.
– Andre vendinger har mere karakter af tale.
– Så er der vendinger, som leder tanken hen på instrumenter og spil til dans. De er almindelige som indskud eller overgange og slutninger.
En melodi kan naturligvis udmærket være bygget op af udelukkende den ene, den anden eller den tredje slags intonationer. Råbintonationer, taleintonationer instrumentale intonationer: at de er traditionelle vil sige, at en og samme intonation kan findes i mange forskellige sammenhænge. De kan fraseres forskelligt fra gang til gang og er derfor foranderlige.
c. Variant.
Ballademelodien er sangerens valg af bestemte intonationer i en bestemt rækkefølge. Men da melodien synges op ud fra øjeblikket og fraseres ud fra oplevelsen, kan der opstå varianter hver eneste gang en sanger synger den fastlagte række af intonationer.
d. Version.
Sangeren kan variere melodien meget eller lidt, varianterne kan ligne hinanden eller være meget forskellige. Tilsammen giver alle varianter, som er direkte afhængige af hinanden gennem sangerens person, en beskrivelse af denne sangers version af melodien.
e. Type.
En fastlagt række af bestemte intonationer kan blive til en traditionel melodi: sangeren kan bruge melodien til andre eller ny tekster, andre sangere kan lære melodien og bruge sin version af den til sine tekster. Når der er tale om et sådant direkte afhængighedsforhold mellem forskellige versioner af samme intonationsrække eller melodi, beskriver versionerne tilsammen en type.
f. Model.
Da intonationernes antal er begrænset, kan den samme række af intonationer eller meloditype opstå her og der, uden at der er tale om et direkte afhængighedsforhold. Eller der vil opstå typer, som kun adskiller sig fra andre kendte typer ved, at en enkelt intonation er udskiftet, udeladt eller tilføjet.
Imidlertid, beslægtede typer, som ikke er direkte afhængige af hinanden, opstår ikke som beslægtede ved en tilfældighed. I folkemusikken er der tradition for grundplaner af den ene eller den anden art, som holder sammen på melodiforløb til bestemt brug. Tonalt, melodisk, rytmisk. På den måde kan typer, som ligner hinanden, være indirekte afhængige. Sådanne typer beskriver tilsammen en model.
8. NÅR KILDERNE TØRRER UD SANDER SPORENE TIL.
Beskæftigelsen med Danmarks gamle Folkeviser er et studium af ballader i dansk tradition, ja. Men! Det er forkert at opfatte tekster og melodier i Danmarks gamle Folkeviser alene som mere eller mindre velbevarede vidnesbyrd om balladesang og balladedans i middelalderen:
– Danmarks gamle Folkeviser indeholder mange tekster og melodier, der aldrig har været sunget som åbne ballader, hverken på den ene eller anden, tredje eller fjerde måde. Men som har været lukkede fra tilblivelsen og som slet ikke kan eller skal sættes i forbindelse med nogen oprindelig balladesituation. Endvidere:
– Mange oprindelige sang- og danseballader er blevet tilpasset andre traditionelle situationer i folkekulturen og må vurderes i sådanne sammenhænge. Og fremdeles:
– Balladetekster med middelalderlig oprindelse er senere blevet forsynet med melodier fra en nyere tid og må ses som udtryk for den tids musikalske folkekultur.
Det er tilsvarende forkert at opfatte alene teksterne og melodierne i Danmarks gamle Folkeviser som udtryk for balladen i gammel dansk tradition:
– Vi har glimrende balladetekster med melodier, som er blevet udelukket fra udgaven, først og fremmest fordi de ikke passede ind i billedet af Danmarks gamle Folkeviser som en højkulturens skabelse: de udeladte ballader er grove og bondske, nogen ganske uanstændige.
– Og vi har oprindelige ballademelodier, der kun findes i forbindelse med nyere og andre tekster og som derfor ikke er medtaget i udgaven.
Forkert er det også at nedvurdere en tekst og melodi, fordi den åbenlyst har fjernet sig fra en ældre form som udtryk for en ældre situation.
Det er på sin plads at pege på disse forhold. For ellers giver de foregående afsnit let det indtryk, at kun ønsket om at forstå balladerne i en oprindelig situation har betydning og bør fremmes. Og at kun materialet i denne udgave har værdi. Det er ikke meningen.
Når jeg bruger billedet med de udtørrede kilder og peger på nødvendigheden af at rense de tilsandede spor, så går det alene på teksterne og melodierne som udtryk for en middelalderlig balladetradition – deres øvrige værdi ufortalt.
Balladen går i sig selv, hvis folk ikke bruger den. Balladen lukker. Når forbindelsen med virkeligheden svækkes, bliver formen fattigere. Tilbage bliver linjer og vendinger med indskud og omsvøb, som vi ikke forstår eller som vi tyder forkert. Og så kan vi ikke bruge balladerne. De enkelte led har kun mening i en levende fremførelsessituation.
Der er intet, der kan erstatte virkeligheden. Det er meningsløst at krybe udenom ved at sætte æstetiske og historiske principper i dens sted. Her er en skræmmende formulering af meningsløsheden: »den mest helstøbte form er den mest oprindelige!« Nej, den mest helstøbte form er den, som virker bedst i en autentisk situation.
Måske går det an at sammenfatte synet på balladerne ved at udvide Svend Grundtvigs ord: Alt hvad der var, alt som det er. Sådan bruger vi, hvad vi engang hørte og aldrig glemte: vi synger, som vi er og for at være os selv.«
-
»Kære
Nils. Tit når jeg møder dig eller når jeg tænker på dig, så spørger
jeg: hvor er vi nu, hvor kom vi fra, og hvor går vi hen? Det er vist
fordi sammenhæng for mig er noget meget vigtigt.
Engang Ditte havde fødselsdag, hun blev vist fem år, fik hun et lille sølvhjerte af Anelise og mig. Hun sagde pænt tak, men var vist lidt skuffet – sølvhjertet var jo ikke ret stort. Så sagde Jeppe, som var syv år og klogere: det er ikke størrelsen, det kommer an på, Ditte, det er prisen.
Til dig sender jeg som fødselsgave nogle udskrifter af melodier til Danmarks gamle Folkeviser. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om størrelsen og prisen, men tanken er i hvert fald god nok – det betyder noget for mig at sende melodierne til dig som gave.
Her er en historie, som hører med til melodiudskrifterne: Jeg har arbejdet med melodierne til Danmarks gamle Folkeviser i tyve år nu, ballademelodierne, og jeg er aldrig holdt op med at tænke på dem. Det er i virkeligheden mærkeligt.
Begyndelsen til mit folkemusikarbejde er meget ligetil, tror jeg nok: I Frankrig og Spanien, senere i Rumænien og Polen, oplevede jeg skønheden og styrken i folkekulturen og folkemusikken. Da jeg kom hjem, tænkte jeg: hvor er dansk folkemusik?
Den borgerlige kulturs folk var trætte af teksterne og melodierne efter at have arbejdet med dem i hundrede år, og den socialistiske kulturs folk havde ikke lyst til at tage fat på de samme tekster og melodier. Både trætheden og ulysten skyldtes dybest set, mener jeg, forestillingen om at hvad som havde værdi og kvalitet i folkemusikken alene var en forfalden genklang af en svunden tids højkultur eller overklassekultur. Receptionsteorien er et meget uinspirerende udgangspunkt og grundlag.
Helt håndfast forbinder jeg min begyndelse i folkemusikarbejdet med oplevelsen af den udflydende melodi til "Det gamle træ oh lad det stå" som en beslutsom polskdans. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. Jeg tænkte: måske er hele ulykken, at forskerne og forskningens formidlere har hørt og læst teksterne og melodierne forkert?
Det var begyndelsen for mig. Men så udholdenheden?
Jeg mener selv, at min lange og fortsatte optagethed af ballademelodierne skyldes et grundsynspunkt, som er meget enkelt: formen er uløseligt forbundet med brugen, der igen har formen som udviklingsgrundlag. Sådan føler jeg, og jeg får aldrig fred med noget folkemusikemne, før jeg forstår, hvad det vil sige i forbindelse med netop det emne.
Jeg har lært at bruge betegnelsen folkemusik alene når tekstens og melodiens form på den ene side og virkelighedens situationer og personer på den anden side – er to sider af samme sag. Eller sagt på en anden måde: når der findes en gensidig funktion mellem en tekstlig-musikalsk struktur og en situation i folkelivet.
Folkelivet er grundlag for teksterne og melodierne, som igen giver folkelivet næring. Igen sagt på en anden måde: folkemusik begynder med folk, som spejler sig og udvikler sig i folkemusikken.
Spillemandsmusik og almindelig visesang er ikke længere vanskelig at have med at gøre. Det skyldes især, at jeg så tidligt traf Evald Thomsen og Ingeborg Munch, og jeg synes det er let at se den udviklingslinje, som går fra mødet med dem og til folkemusikhusene i dag.
Når udviklingen på det område har været så tilfredsstillende for mig som forsker, så skyldes det at jeg har fået lejlighed til at se og prøve spillemandsmusik og visesang – og ikke bare Evald og Ingeborg – i de mest forskelligartede situationer.
Samtidig er det en stor lykke for alle, at de to blev fri til at synge og spille dansk, inden vi blev løbet over ende af international folkemusik, især engelsk-amerikansk.
Men balladerne, Danmarks gamle Folkeviser, dem er det vanskeligere med, meget sværere.
For tyve år siden var det ligetil at tage fat på den musikalske analyse af ballademelodierne, især på grundlag af Evald Tang Kristensens papirer: intonation, variant, version, type, model. Arbejdet med de forhold har været og er godt nok, og resultaterne af det er en del af fremlæggelsen i melodiudgaven af Danmarks gamle Folkeviser.
Mindre ligetil har det været at se, hvordan mit analytiske arbejde med balladerne skulle føre til brug af dem. Og når det drejer sig om balladerne, teksterne og melodierne, så mener jeg det er rigtigt at sige: at forstå er at bruge.
Det var en lykke for mig, at jeg fik lejlighed til at opleve balladerne og episk sang i andre områder end det danske: Færøerne – dans og kvældsæde. Island – recitation af rimur. Hebriderne – arbejde og bardesang.
I Folkemusikhuset tog vi for alvor fat på balladerne for et par år siden og begyndte at bruge dem sammen med færødansen.
Den første store oplevelse fik vi, da Benny Holst gik med i arbejdet: hans sprogfornemmelse og hele opfattelse af episk sang virkede forløsende på mange, som nu arbejder videre med balladerne, de meget gamle og de helt ny.
Den anden store oplevelse kom i forbindelse med mine synspunkter i "Når kilderne tørrer ud sander sporene til". Jeg mener selv, at oplevelsens årsag var indførelsen af spillemanden som central figur i balladerne, med alt hvad heraf fulgte: en enklere fremstilling af forholdet mellem folkekultur og højkultur. Opdeling af balladerne efter situationer og personer – danseballade og sangballade, mandsballade og kvindeballade.
Jeg synes jeg er kommet tæt på svaret på mit første spørgsmål: hvor er dansk folkemusik – og sammenhængen fra middelalderen og til i dag. Vokal og instrumental.
Hermed er jeg nået til din fødselsdagsgave:
Den består af 8 + 8 + 12 melodiudskrifter, som skal illustrere en af mulighederne for at få nyt overblik over balladematerialet og bedre sammenhæng i det.
Nogle af melodierne er skrevet noderet ud, andre er mere eller mindre bearbejdelser, men altid inden for rammerne af de variationsmuligheder, som kendes fra Evald Tang Kristensens papirer.
Alle melodierne er noteret i violin-leje, således at transponeringen anbringer melodierne i det leje, som er traditionelt i vore ældste spillemandsbøger og giver naturlig anledning til brug af løse strenge. Det er naturligt at stemme den dybe G-streng op til A.
Melodiudskrifterne repræsenterer en model af en ny art, en dansemodel med en meget særpræget opbygning: 4 + 4 + 4 + 2 + 4 slag. Det giver 18 slag, som er således opstillet:
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | |
| 9 | 10 | 11 | 12 | |||||
| 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 |
Forskellige melodityper, som kan være afhængige af hver sin melodiske model, bliver her indbyrdes afhængige gennem dansemodellen.
Samtidig viser de 8 + 8 + 12 udskrifter tre måder, som en tolinjet ballade kan udbygges på for at passe til dansemodellen.