Thorkild Knudsen Biografi 2 © Leif Varmark, 2007.
	Kapitel 2: Thorkild Knudsen og Dansk Folkemindesamling 1961-1971
	2.1. Bødker anbefaler Thorkild Knudsen
Laurits Bødker	Thorkild Knudsen var ansat ved Dansk Folkemindesamling (DFS). De øvrige arkivarer har altid været modstander af Thorkild Knudsens ideer og arbejdsmetoder – og antipatien har været gensidig. Dette er let at dokumentere. Problemet er, at en sådan dokumentation er kedelig og langstrakt, men jeg bringer den her, fordi der også dukker nyttige formuleringer frem, der viser Thorkild Knudsens holdninger som en syntese af videnskab, kunst og politik. Det første dokument, jeg er i besiddelse af, er et brev af 14.3.1961 fra lederen af Nordisk Institut for Folkedigtning (NIF), senere professor, Laurits Bødker, til professor L. L. Hammerich, daværende formand for Folkeminderådet. Det omhandler »den aktuelle situation på Dansk Folkemindesamling«, og her omtaler Bødker »det meget vigtige, nye indsamlingsarbejde, som allerede er påbegyndt i DFS II«. Hermed menes det omfattende arbejde med indsamling af folkesang- og musik, som Thorkild Knudsen startede og organiserede fra 1959. DFS II er Folkemindesamlingens afdeling for folkemusik. Senere skriver Bødker: »... og så vil jeg foreslå, at Knudsen forfremmes, ikke alene på grund af den eminente dygtighed han har lagt for dagen, men også fordi DFS II som delvis selvstændig afdeling bør have en afdelingsleder med arkivar-status.« Endelig – og her har vi så det første spor af den kommende og nuværende konflikt mellem Folkemindesamlingen og Folkemusikhuset/centret – skriver Bødker: »I det "videnskabelige testamente", som arkivar Ellekilde for få dage siden beærede mig med, foreslår han, at Piø bliver leder af DFS. Dette forslag ... synes jeg mindre godt om. Piø er en dygtig og forstandig folklorist, men han er endnu for ung og for uerfaren til at blive overarkivar, idet han bl.a. endnu mangler det nødvendige overblik og den nødvendige myndighed til at koordinere arbejdet mellem DFS's to afdelinger. Desuden synes han (endnu!) at savne en del civilcourage, hvilket bl.a. viser sig deri, at han altid er enig med den mand af højere social status, han sidst har talt med – og dette kan medføre en svingende institutionspolitik. Og netop nu fordres der en ret kraftig hånd ved roret, så DFS kan komme ud af det dødvande, Institutionen for øjeblikket svømmer rundt i. Ved den nye eksamensordning har faget folkeminder igen fået akademisk status; Knudsens indsamlingsarbejde og hans foredragsvirksomhed i radioen har skabt ny almen interesse for faget, og denne interesse har NIF-DFS II styrket blandt gode venner og trofaste naboer gennem en række foredrag og diskussioner, der sidste år blev holdt i lokalerne på Torvegade. Og arbejdet på NIF har – med tugt at melde – forbedret vort almene omdømme i hele Norden, og udenfor Norden. DFS må i den kommende tid være med til at forbedre, øge og udnytte den aktuelle goodwill, så faget igen kan få den respekt, det havde i Olriks tid.« Det er her på sin plads at komme med et par politiske bemærkninger: Hans Ellekilde var kendt som en begejstret nationalromantiker. Således slutter han sin indledning til »Vore danske Folkeæventyr«, 1928, med følgende svada: »Folkeæventyret er vor egen hvide Folkeæts stærke Barndomsdrøm og dens livfulde Ungdomsdigt, det har betinget dens Manddomsdaad at holde Verdensherredømmet i sin Haand. Derfor har Folkeæventyrene bestandig været saa elsket af den hvide Races Børn og vil formodentlig vedblive at være det en god Tid endnu.« Laurits Bødker var ægte liberalist. Ikke handelsskoleliberalist, men højskoleliberalist. Han sad en overgang i partiet Venstres kulturudvalg. Han fik aldrig den faglige anerkendelse, han fortjente, og årsagen var – som man ser her – at han altid sagde sin mening lige ud. Da han var for dygtig til at man kunne komme uden om ham, oprettede man et ekstra-ordinært professorat til ham. Da han måtte gå af, nedlagde man professoratet igen. Piøs politiske holdning eller verdensanskuelse ved jeg intet om. Man kunne på baggrund af Bødkers udtalelser formode, at han ingen havde. Thorkild Knudsen var kommunist. Han var som beskrevet i første kapitel blevet fascineret af folkemusikken ved den internationale kommunistiske bevægelses ungdomsfestivaler i Østeuropa i begyndelsen af 1950'erne, og var fast besluttet på at fremdrage og udbrede en dansk folkemusik. Men i modsætning til sin partifælle og rejsekammerat Ejnar Kamp, som kopierede østeuropæerne med sit folklore-ensemple Tingluti (jovialitet og folkedragter), så gik Thorkild Knudsen fra begyndelsen til kilderne, folkekulturens folk, Evald Tang Kristensens optegnelser fra den jyske hede og de endnu levende sangere og spillemænd på landet og i byerne.
	2.2. Den permanente strid
	Bødkers anbefalinger blev ikke fulgt. Af et brev fra Folkeminderådets formand, nu Palle Birkelund, til Kulturministeriet 3.9.1965 fremgår det, at Iørn Piø ved arkivar Ellekildes afgang allerede fra 1.3.1961 blev konstitueret som leder af Folkemindesamlingens afdeling I (den med teksterne), og at han siden har fungeret som sådan. I brevet indstiller Birkelund Piø til et kvalifikationstillæg med bl.a. følgende begrundelse: »I den forløbne tid har magister Piø, der er en af de førende inden for dansk folkemindeforskning, vist udmærket initiativ til selvstændigt at igangsætte og fuldføre nye videnskabelige arbejder, således at Folkemindesamlingens hele arbejdsform og videnskabelige målsætning siden hans ansættelse er blevet radikalt ændret i positiv retning. ... Dansk Folkemindesamling ... har været inde i en meget betydningsfuld udveksling med igangsættelse af en række omfattende indsamlinger, undersøgelser og forskellige projekter ...« Denne beskrivelse passer sikkert udmærket på Piøs aktiviteter, men den passer unægtelig bedre på Thorkild Knudsens. Her ser det nærmest ud som om det er Piø og ikke Thorkild, der med Bødkers ord »har skabt ny almen interesse for faget.« I 1967 diskuterer man stadig DFS's fremtidige stillingsstruktur. Hver arkivar er blevet bedt om en udtalelse. I et brev fra Iørn Piø og Bengt Holbek 24.11.1967 hedder det bl.a.: »... at et folkloristisk arkiv ikke bør ledes af en, der ikke har noget nøjere kendskab til den meget store del af et sådant arkivs arbejde, som ikke falder ind under musikforskningen... «. Dette betyder på dansk, at Piø og Holbek, der begge studerer tekster, vil have en tekstforsker til leder af DFS, ikke en musikforsker. Endvidere skriver de: »Vi foreslår derfor, at det rent musikalske, herunder det musiketnologiske, arbejde overføres til en særlig institution, evt. oprettet i tilslutning til Københavns Universitets musikprofessorat ... Vi foreslår altså en udskillelse... « De vil simpelthen af med Thorkild Knudsen. Forslaget er imidlertid på forhånd dødfødt, idet Thorkild Knudsen jo for længst har lagt sig ud med den danske akademiske universitetsverden, hvilket ligeledes er beskrevet i første kapitel. Derimod vil udlandet hellere end gerne have ham. Fra 1963 til 1969 sidder Thorkild som lektor ved University of Edinburgh, og han svarer 1.4.1968 på Piøs og Holbeks forslag bl.a.: »I dag betyder de voksende samlinger af lydoptagelser, at beskæftigelsen med musikalsk folkekultur sker på et bredere og bedre grundlag ... materialegrundlaget er blevet udvidet med held, fordi holdningen til emnet er blevet en anden ... beskæftigelsen med musikalsk folkekultur på folkemindesamlingen har udviklet sig til et særligt arbejdsområde.« Og Thorkild Knudsen afslutter sit brev med et PS, hvor han driller Piø og Holbek i den karakteristiske stil, som han senere skulle blive elsket og hadet for: »Lad mig dog sige, at I efter min mening stiller tingene på hovedet nogle gange: Den større del af samlingens aktivitet sker i dag på det musikalske område, alene derfor vil det, når talen er om DFS, give mere mening at skrive at "et folkloristisk arkiv ikke bør ledes af en, der ikke har meget nøje kendskab til den meget store del af et sådant arkivs arbejde som falder ind under musikforskningen".« Vi bemærker udtrykket »holdningen til emnet er blevet en anden«. Det hentyder til opgøret med receptionsteorien. Denne uenighed udvikler sig mere og mere i de kommende år, og Thorkild Knudsens holdning bliver mere og mere klar og politisk. I et notat fra maj 1970 til endnu et møde om nyordning af arbejde og struktur på Dansk Folkemindesamling finder vi en række formuleringer fra Thorkilds hånd, som viser dette: »Inspireret af et nyt syn på folkekulturens indhold og stimuleret af indførelsen af teknisk set langt mere tilfredsstillende hjælpemidler, begyndte en kreds af ansatte og frivillige medhjælpere et indsamlingsarbejde, som førte til, at Dansk Folkemindesamling i 1970 er den institution i Vesteuropa, som både i bredden og i dybden gør den største indsats på dette område. ... Grundlaget for Dansk Folkemindesamling er selvsagt tilstedeværelsen af tilstrækkeligt gode og store samlinger af autentiske udtryk for sådanne sider af folkekulturen, som det er pålagt institutionen at dokumentere og beskrive. ... Derfor må hensynet til indsamlingsaktiviteten stå i forgrunden i enhver diskussion om folkemindesamlingens fremtidige struktur... På en række mest betydningsfulde områder kan indsamlingen til Dansk Folkemindesamling kun gennemføres forsvarligt igennem et langvarigt og tillidsfuldt samarbejde mellem indsamlerne fra folkemindesamlingen og kompetente meddelere. Indsamlingen må beskrives som en forskningsopgave, der udføres af fagligt oplærte indsamlere og aktive repræsentanter for folkekulturen i fællesskab... Konsekvensen burde være: at kompetente meddelere betragtes som medarbejdere ved folkemindesamlingen og honoreres i overensstemmelse hermed ... Sagt på en anden måde: Dansk Folkemindesamling har behov for at kontraktansætte, på månedsbasis eller på timebasis, nogle aktive repræsentanter for folkescenens vigtigste områder; og der bør indrettes et sted, bedst i Jylland eller i hvert fald uden for København, hvor indsamlere og meddelere kan arbejde uforstyrret på særlige opgaver i så lang tid, det er nødvendigt... I de senere år kommer kravene om adgang til folkemindesamlingen og om distribution af det historiske og aktuelle materiale mere og mere fra folkescenen, altså fra de aktive meddeleres egen kreds... I dag ønsker folkescenen som leverer meddelere til folkemindesamlingen at få noget igen til eget brug. Grunden til dette spændende forhold er sikkert, at meddelerne fra vor tids folkescene betragter materialet som et udtryk for deres egen kultur og ikke alene som et levn af en fortidig folkekultur... Det mest perspektivrige vil sikkert være at give folkemindesamlingens medarbejdere fra folkescenen indflydelse på, hvordan det indsamlede stof bedst ordnes, bearbejdes og distribueres... Nyordningens første mål må være at give folkemindesamlingens meddelere, folkescenens aktive repræsentanter, medindflydelse på samlingens drift og medansvar for opgavernes gennemførelse. ... Lad folkemindesamlingens medarbejdere af alle slags udgøre et råd, som bliver hørt i alle spørgsmål af betydning for institutionens indretning og virksomhed!« Thorkild afslutter notatet med at gentage, at »... det bedste ville være om der kunne skaffes en station, en 2. afdeling, et arbejdshus ... i Jylland, hvori og hvorfra mere langvarige indsamlingsopgaver og lignende kunne organiseres og udføres.« Det er ret vildt. Hvor det næsten samtidigt igangværende verdensomspændende studenteroprør krævede »Forskning for folket«, sidder der i et lille hjørne af Danmark en i forhold til studenterne 25 år ældre herre, Thorkild Knudsen, og kræver »Forskning sammen med folket«, og hvor studenterne kræver medbestemmelse i universiteternes styrende organer, kræver Thorkild selve folket ind i folkemindesamlingens styrende organer. Sikke noget!
	2.3. Folkekulturens folk i centrum
	Men det bliver værre endnu! I endnu et notat til endnu et møde 10.8.1970 anvender Thorkild et endnu mere direkte sprog og kommer med et helt konkret forslag: »Gennem hundredeoghalvtreds år har folkemindeforskerne behandlet folk som umælende analfabeter, blot med en god og lang hukommelse. I to menneskealdre har folkemindesamlingen sagt: hvis folk har noget at sige, så lad dem komme til København og sige det, og hvis folk har lyst til at skrive, så kan de udfylde de spørgeskemaer, som folkemindesamlingen sender dem. "Vi spørger for at få svar, som passer ind i vores system og tager os ikke af, om spørgsmål og svar passer folk". Står det så dårligt til, eller, hvor står folkemindesamlingen? Den gamle folkekultur har det vel ikke godt mere. Men en ny folkekultur er under udvikling, og en ny folkescene er blevet til. Med fejl og mangler, måske, men også med store dyder. Det er karakteristisk for den nye folkekultur, at den søger forbindelse med den gamle folkekultur og viser åbenhed over for fremmede kulturer. Den ny folkescene vil have folk fra den gamle scene med, og fra kulturer uden for Vesteuropa... I dag har folk virkelig noget at sige om sig selv og deres virkelighed, og de kan både læse og skrive. Derfor, hvis folkemindesamlingen skal løse sine opgaver, så må den forny sine forbindelser til folkescenen, så de bedre svarer til virkeligheden. Det kan kun ske ved at gøre meddelerne, folk fra folkescenen, til medarbejdere og ved at skabe en arbejdsplads, hvor de føler sig hjemme. Det vil tage lang tid, måske, men det er vigtigt at folkemindesamlingens gamle medarbejdere ikke gør overgangstiden længere end nødvendigt er. Imidlertid, nu har folkemindesamlingen netop fået en mulighed for at vise, hvor den står: En arkivar ved folkemindesamlingen er gået til universitetet for at undervise i folkemindevidenskab, foreløbig for et år. Derved får folkemindesamlingen råd til, for en tid, at ansætte to store personligheder i folkekulturen som medarbejdere. Det er Ingeborg Munch og Evald Thomsen, som i ti år har arbejdet for folkemindesamlingen og som har gjort forbindelsen mellem den gamle og den ny folkescene til virkelighed. Lad dem blive konsulenter for folkemindesamlingen, og lad dem blive instruktører for den ny folkescene. Samtidig kan folkemindesamlingen vise god vilje ved at lægge en større del af arbejdet med folkekulturen ud til en station uden for København. To af folkemindesamlingens medarbejdere er parat til at leje et hus i Himmerland og gøre det til midtpunkt for indsamlingen i Jylland og til mødested for folk fra den gamle og den ny folkescene, i samarbejde med først og fremmest Ingeborg og Evald. Jeg tror, det vil vise sig at få skelsættende betydning for udviklingen fremover, om folkemindesamlingen tager disse to skridt: meddelere anerkendes og honoreres som medarbejdere, og arbejdet med folkekultur lægges ud i landet. Direkte medarbejderskab fra folkescenen og begyndende decentralisering vil, blandt andet, ændre folks opfattelse af Dansk Folkemindesamling. Omvendt mener jeg, at det vil stille folkemindesamlingen i et dårligt lys, hvis vi i stedet for Ingeborg og Evald ansætter to studenter i København. En beslutning om det ene eller det andet, valget, vil blive tolket som et udtryk for, hvad folkemindesamlingen anser for vigtigst og mest værdifuldt i den øjeblikkelige situation.« Jeg behøver naturligvis ikke fortælle, hvad der skete. Jeg skal afslutte denne historiske del med et helt tydeligt citat fra Thorkild Knudsen, kort efter at det lykkedes ham på eget initiativ at etablere Folkemusikhuset i Hogager. Brev af 19.7.1972 vedrørende nyt regulativ for Dansk Folkemindesamling til afløsning af regulativ fra 1951 (jo, jo, strukturdiskussionerne fortsætter): »Overfor Piøs udkast 17.7.72 vil jeg endvidere bemærke: Jeg læser udkastet som et forsøg på at fastholde en historisk og forældet tingenes tilstand, som overlader det til særligt uddannede akademikere at udforske folkekulturen og derefter at finde et passende udvalg af tekster og ideer, som kan tilbagegives folket i renset skikkelse, på gammeldags måde, men i dag også gennem moderne massemeddelelsesmidler. Efter min erfaring er det afgørende vigtigt, at folkekulturens FOLK får adgang til at indsamle, udforske og videregive indholdet af folkekulturen på deres egne vilkår, på lige fod med videnskabeligt uddannede forskere ved folkemindesamlingen. Oprettelsen af Folkemusikhuset i Hogager er et skridt i den retning, idet det først og fremmest er en fælles arbejdsplads for folk og forskere. Jeg vedlægger nogle hefter af FMH Information, som viser et kildemateriale, der er kvalitativt forskelligt fra mesteparten af det hidindtil indsamlede og fremlagte materiale. Men. Folkemusikhusets arbejdsmetode nævnes ikke i Piøs udkast, ej heller behovet for en passende udbygning af denne station i Hogager. Derfor disse bemærkninger. Sagt på en anden måde: I modsætning til Piø mener jeg, at vort største problem er at skabe kontakt med folk. Det er min erfaring. Ikke med alle kredse i befolkningen, for folkekulturens folk er et særligt socialt lag. Og videre: det største videnskabelige problem er at få folk til selv at skrive folks historie.« Fremhævelsen af ordet FOLK er Thorkilds egen, ikke min. Han fortalte mig nogle år senere om denne konflikt og sagde, at han var blevet rasende, da det gik op for ham, at hvis Evald Tang Kristensen havde levet i dag, ville han ikke have kunnet opnå en stilling hverken som indsamler eller som arkivar på Dansk Folkemindesamling. Vi kan roligt konkludere, at Thorkild Knudsens politiske holdning altså ikke var, som det dengang og senere blev udlagt, at folkekulturen skulle udnyttes i en eller anden politisk ideologis tjeneste, men derimod at:    1) Folk skulle have indflydelse på den forskning, der angik dem selv.    2) Folk skulle selv være med i indsamlingen og bearbejdelsen af deres egen kultur.    3) Folk skulle have betaling for dette arbejde.    4) Det skulle ske på folks egne vilkår.    5) Det skulle ske på lige fod med forskerne.    6) Der skulle oprettes en fælles arbejdsplads for folk og forskere.    7) Den fælles arbejdsplads skulle væk fra København og ud i folkekulturens eget miljø.    8) Folk skulle have indflydelse på hele folkemindesamlingens indretning og virksomhed.    9) Folk skulle have hjælp til selv at skrive deres egen historie. Det siger sig selv, at den mand er besværlig. Og det var netop en af mange grunde til, at det lykkedes Thorkild Knudsen at etablere Folkemusikhuset i Hogager. Det handler næste kapitel om.
	2.4. Bødkers rasende brev
	PS.: Åh nej, vi må lige have professor Laurits Bødkers kommentarer med. Hans brev af 29.10.1972 er stilet til Folkeminderådet, c/o rigsbibliotekar Palle Birkelund, Det kgl. Bibliotek, og det citeres her i sin forbløffende helhed. Det er ikke nødvendigt at forstå brevets indhold for at blive klar over, at Bødker er mindst lige så rasende som Thorkild. Jeg ser Bødker for mig, denne lille, spinkle mand med det tynde grå hår, ildrød i sit ellers blege ansigt, sidde og hamre ophidset i skrivemaskinens tastatur. Læseren bedes nu trække vejret dybt, da hele første afsnit er ét stort åndedrætseksploderende punktum: »Idet jeg takker for det tilsendte "udkast til nyt regulativ for dansk Folkemindesamling" med vedføjede aktstykker skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at jeg som flerårigt medlem af Folkeminderådet – dels i min egenskab af formand for foreningen "Danmarks Folkeminder" og dels som en af samme forening udpeget repræsentant (cfr. Regulativ af 1951, § 5) – først nu har modtaget det nævnte 1951-regulativ, samt at jeg i de år, jeg åbenbart har været medlem af Folkeminderådet aldrig har været indkaldt til de regulativbestemte majmøder, aldrig har fået samlingens budget forelagt til erklæring, aldrig har set samlingens årsberetning eller arbejdsplaner (cfr. Regulativ § 6), hvorfor jeg både af mig selv og det øvrige Folkeminderåd må betragtes som faglig inhabil og inkompetent, når det drejer sig om at tage stilling til det modtagne forslag om nye statutter, der på grundlag af mig ukendte årsager åbenbart har til hensigt at forvandle den nuværende Folkemindesamling til et ret lukket forskningscentrum efter østeuropæisk videnskabsakademimønster af moderne, nærdemokratisk tilsnit, eftersom de statsansatte privatforskere (bortset åbenbart fra lederen af Folkemusikhuset i Hogager) i fællesskab og uden egentlig statskontrol på egen hånd prioriterer de individuelle forskningsprojekter med de faste/løse ikke-videnskabelige medhjælpere som forskningsledernes statslønnede privatsekretærer. Ligeledes er det måske uvidenhed om de gældende regler for de af staten ansatte, der får mig til at studse over, at forskningslederne skal ansættes efter et dobbelt hold regler (Udkast § 5) – dels som bibliotekarer, arkivarer osv. med (så vidt jeg ved) en arbejdsfordeling pr. uge på 30 + 12 timer, og dels som universitetsansatte med en arbejdsfordeling på 45 % undervisning, 45 % forskning og 10 % administration. Hvis disse regler stadigt er gældende, tør man måske gå ud fra, at de 45 % af arbejdstiden, der af de universitetsansatte skal anvendes til undervisning, for forskningsledernes vedkommende skal bruges til "at vejlede besøgende i samlingens benyttelse" (1951-regulativ § 2), i Regulativudkast af 1972 indskrænket til besøgende med studieformål af videnskabelig karakter (§ 4), hvorved Samlingens karakter af exclusivt forskningscentrum, defineret som en subdivision af modevidenskaben "etnologi" (Udkast § 1) af gammel traditionsindsamlingskarakter yderligere pointeres. Med venlig hilsen Laurits Bødker.« Værs'go' og skyl!