© Leif Varmark, 2007.
Nils Schiørring
KNUDSEN, THORKILD, komp., f. 26.7.1925 i Tønder. S. af org. Har. K. – Ingeniørstud. t. 1944, musikpæd. eks. 1946, elev v. kgl. MK (Chr. Christiansen, F. Høffding), eks. i komp. 1948; musikanmelder v. »Land og Folk« 1946, stud. i Paris 1949-52, pian. v. Nina Verchininas »Ballet Russe«; lærer v. Fynske MK 1955-58; fra 1957 ans. v. Dansk Folkemindesaml. (folkemusikafd.) og v. Danmarks Radio som konsulent i folkemus. Medredaktør af Danm. gamle folkeviser og af Folkevisen i Danmark. – Komp.: Balletmus: Sérénade espagnole (Barcelona 1950), Les tentations og Suite cubaine (Paris 1950); Nonet (Oslo 1948), pastorale f. str4tet (Sthlm. 1946), blæs.trio (Kbh. 1948); For klav.: Fiske-Ritorneller (radio 1947), Boogie-Woogie Mood (Kbh. 1949); sange og korudsættelser af danske folkemelodier. (Musikkens Hvem Hvad Hvor, I, 1961.)
Jeg spurgte ofte Thorkild om, hvad der havde ført en klassisk uddannet komponist over i folkemusikken, men han fik altid hurtigt vendt samtalen mod det aktuelle folkemusikarbejde, vi netop var i gang med. En sen nattetime i Hogager – det er nu mere end 25 år siden – hvor vi sad og hang over et glas Laphroaigh, gik der dog hul i hans barriere, og han fortalte sådan nogenlunde følgende:
Som ung kommunist var han med på de internationale ungdomsfestival'er, der i begyndelsen af 1950'erne blev arrangeret i Østeuropa. Jeg husker ikke, om det var Budapest, Bukarest eller Sofia. Et hold fra Danmark kørte i tog derned, og toget stoppede undervejs flere gange i forskellige østeuropæiske lande. Hvert sted blev de modtaget af den lokale befolkning og en gruppe ungpionerer, der hyldede de danske ungkommunister, overrakte blomster og spillede og sang den lokale folkemusik. Det var fest og folkeliv, bevægende og imponerende. Og Thorkild lagde mærke til, hvordan sangen og musikken ændrede sig, efterhånden som de bevægede sig mod syd. Det fik ham i den kommende tid – selve festival'en fortalte han ingenting om – til at spekulere på, hvorfor der ikke var nogen folkemusik i Danmark. Det måtte der da være, og efterhånden opstod den tanke i ham, at han ville forsøge at opspore den danske folkemusik. Og hvor går man hen, når man tror folkemusikken er død? Det kongelige Bibliotek.
I 1955 satte han sig ind på Det kongelige Biblioteks læsesal og begyndte at gennembladre, studere og afskrive alle mulige arkivalier med indsamlet folkemusik fra 1800-tallet: Abrahamsen, Nyrup og Rahbek, P. E. Rasmussen, Winding, Berggreen. Her sad han i mange uger, indtil der en dag kom en herre og prikkede ham på skuldrene: »Sig mig, unge mand, hvad er det egentlig, De sidder og laver?« Det var Nils Schiørring. Han var netop året før blevet professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet (og regnes i dag for en af de fineste kendere af dansk musiks historie. Han døde i 2001). Mens Thorkild havde føjtet rundt på de parisiske natcaféer og solgt L'Humanité i metroen, havde Schiørring siddet som Thorkild og studeret den samme slags gulnede papirer til sin doktorafhandling »Det 16. og 17. århundredes verdslige danske visesang«. Thorkild fortalte Schiørring, at han var komponist og interesserede sig for dansk folkemusik, og Schiørring fik skaffet Thorkild lidt håndører til hans fortsatte studier. For, som han sagde, når nu denne unge mand havde siddet trofast og engageret dag ud og dag ind foran de gamle noder, så måtte det jo kunne blive til noget. Schiørring fik Thorkild hen i Dansk Folkemindesamling, der dengang befandt sig på Det kgl. Bibliotek, og viste ham Evald Tang Kristensens optegnelser. Thorkild flippede helt ud. Nu sad han der i måneder og studerede Tang Kristensens originaloptegnelser, kladder, renskrifter, rettelser, udkast til manuskripter osv. Schiørring lærte ham at bruge lup, så han kunne skelne mellem flueklatter og Tang Kristensens rettelser af de enkelte noder.
Thorkild var totalsystematiker. Allerede 1957 havde han sit første studie færdigt: »Præmodal og pseudogregoriansk struktur i danske folkevisemelodier«, som blev trykt i Dansk Musiktidsskrift, 1957, nr. 3. og som omgående blev afvist og nedgjort i det følgende nummer af musikprofessor Henrik Glahn. Jeg skal her forsøge kort at opsummere konflikten:
For at finde ind til et originalt lag af gammel dansk folkemusik udskiller Thorkild først en gruppe melodier, som har udtalt dur/mol-karakter, og derefter en gruppe melodier, som har åbenlys kirketonal struktur. Tilbage har han en gruppe melodier med »så særprægede egenskaber, at det må være berettiget at gøre dem til genstand for en særskilt undersøgelse og beskrivelse.« Thorkilds resultat bliver, at det er højst sandsynligt, at der har eksisteret en gammel folkemusikalsk stil, der har leveret materiale til kirkemusikken og til den verdslige sang. Dette er fuldstændig modsat de herskende videnskabelige teorier inden for datidens folkeviseforskning. Her mente man tværtimod, at folkesangen og -musikken var rester af højkulturens musikformer. Teorien kaldtes »receptionsteorien« og var stærkest blevet udformet af den tyske folkemindeforsker John Meier i 1897. I »Nordisk Folkeviseforskning«, 1956, beskriver Erik Dal det således:
-
»Gennemsnitsmennesket,
folket, er altså ifølge Meier langt bagud for den åndelige overklasse,
gerne ca. 100 år; folket opsamler smuler fra de riges bord og oftest først,
når de rige har fået noget nyt; folkets kunstneriske indsats er ikke
nyskabende, men udvælgende og assimilerende (side 331) ... Interessen er
drejet bort fra sangens oprindelse. Det folkelige ligger i omsyngningen,
ikke i oprindelsen (side 330).«
Musikprofessor Schiørring sad i baggrunden og grinede (nå, det ved jeg nu ikke noget om, men mon ikke?). Han havde i Dansk Musiktidsskrift præsenteret Thorkilds artikel som »opsigtsvækkende.« Det kom til at stemme.
Anders Enevig
-
»Som så meget andet her i livet begyndte det hele rent tilfældigt - sådan da.
Det begyndte med, at jeg en dag faldt over en mærkelig vise på tryk,
rigtigt bogtryk på fint lyserødt papir osv. Visen hed »Krykke Maries
slagsang«, og den handlede om noget ganske mærkeligt, syntes jeg
dengang. Senere blev jeg mere forhærdet!
Visen handlede om et vældigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Servicet var ikke særlig appetitligt, og bohavet i hulen bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Der var 8 vers, og med lidt god vilje kunne den synges på den gamle folkemelodi »I skoven skulle være gilde«, opdagede jeg.«
-
»Nu blev jeg nysgerrig, og jeg begyndte for alvor at lytte til, hvad klunserne
og spritterne på Nørrebro sang, når de var sig selv. Deres fortrolighed
havde jeg i forvejen, så jeg talte ikke med dem som uvedkommende. Og når
jeg kom forbi et arbejdsskur på en byggeplads, så standsede jeg op og
lyttede, hvis håndværkerne »kittede den« derinde med et par viser til
frokost.
De fleste af viserne havde jeg aldrig hørt før, og jeg ledte forgæves efter dem i sangbøger og i visebøger. Jeg undrede mig og sendte en dag en afskrift af »Krykke Maries slagsang« og et par andre viser ind til Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser, som jeg kendte lidt til fra tidligere forbindelse med Nationalmuseet.
Nogle dage efter – den 15. september 1958 – fik jeg et pænt lille takkebrev fra museumsinspektør Ole Højrup. Jeg ringede ham op et par dage efter, og han gjorde nu det helt rigtige: Han satte mig i forbindelse med Dansk Folkemindesamling på Det kongelige Bibliotek, hvor man arbejder med visetraditionen.
På Dansk Folkemindesamling kom jeg til at tale med folkemusikforskeren Thorkild Knudsen, og det viste sig, at man et års tid i forvejen havde begyndt at indsamle viser på båndoptager i København – og netop på Nørrebro, og at man meget gerne ville have et samarbejde i stand. Thorkild Knudsen og jeg mødtes samme dag i kvarteret omkring den gamle Lersømose, og vi gik omkring og lyttede til klunsernes og spritternes viser.
Kort efter blev jeg udstyret med en båndoptager, og jagten var gået ind, jagten på viser og fortællestof – og i løbet af godt et års tid havde båndoptageren besøgt henved 200 mennesker på Nørrebro. Det var en morsom og interessant opgave, men sommetider var det noget natteroderi, for arbejdet måtte gøres, når både sangerne og jeg havde tid.«
-
Jørgen From Andersen: Det var i 1958, du troppede op inde på
Folkemindesamlingen. Hvad var det egentlig, du havde med? Kan du huske det?
Anders Enevig: Ja, jeg havde fået fat på en vise hos ... det var een, der var kørt ind på stationen for beruselse, og så visiterede vi ham og så i hans pung. Der fandt vi den her afskrift, en afskrift af en vise, »Krykmaries hus«. Og inden han blev lukket ud næste morgen, havde jeg taget en afskrift af den. Han fik selvfølgelig originalen med, det er klart, men jeg havde så en afskrift. Jeg havde egentlig aldrig set sådan en vise før. På forhånd, da syntes jeg, at jeg kendte mange viser, for jeg havde været i Sverige under krigen, og der lå vi oppe i belægningsstuerne og underholdt hinanden med de viser. Jeg var bl.a. sammen med en hel masse søfolk, og jeg syntes, jeg ku en hel stak viser, men den kendte jeg ikke.
Og så sendte jeg en afskrift ind til Ole Høyrup på Nationalmuseet, for jeg anede ikke, hvor man skulle gå hen med sådan en vise. Jeg syntes, den burde bevares for eftertiden.
Så fik jeg et pænt brev derindefra, at det var egentlig ikke hans bord, det var Folkemindesamlingen, og så sendte Ole Høyrup den ind til Folkemindesamlingen, og dagen efter så fik jeg en opringning fra Thorkild Knudsen. Så snakkede vi pr. telefon, og jeg fortalte så, at jeg gik herude på Nørrebro og vidste, hvordan man kunne synge inde i Klunserskuret. »Er du tosset, mand,« sagde han – nej, da sagde vi pænt De til hinanden – »må jeg komme ud og høre på det?« – »Ja.«
Og næste dag, da kom Thorkild – jeg kan huske han havde fuldskæg, og det var meget særpræget dengang. Jeg skammede mig næsten ved at gå ned gennem kvarteret med ham. Nå, det gik jo da. Og vi gik så ind til klunserne, der var glatbarberede allesammen, mens Thorkild han havde den her mægtige måtte, og jeg gik i uniform. Vi kom ind og hørte nogen af viserne inde hos Alvi, og bagefter gik vi ned på Drejervej og Blytækkervej, og der sad Langefrank og alle de andre og var stive af syre. De sang også et par viser for Thorkild, og han sagde: »Det er enestående, det er helt fantastisk, det har jeg aldrig hørt før, jeg anede ikke sådan noget eksisterede. Hvad gør vi?« – »Det ved jeg sgu ikke«, sagde jeg, »det aner jeg ikke – nu har jeg serveret retten for jer, jeg ved ikke, hvordan I vil klare det der, jeg synes bare ikke, de skal forsvinde.« – »Hvad nu, hvis jeg skaffer en båndoptager og fodrer dig med bånd?« – da var vi jo blevet dus, ikke sandt? – »så skal jeg love at sende alle de bånd ud til dig, du kan bruge.«
Jeg fik en båndoptager – en gammel Eltra, tung som et ondt år, jeg tror fandme den vejede 60 pund. Jamen, jeg reddede mig en dårlig ryg af at slæve rundt på det stavær dér i tre år, det var sådan set som det startede.«
-
»Ialt er siden foråret 1958 indspillet godt 3000 numre i forskellige egne og
miljøer. Flest på Færøerne (1200) og i København, især Nørrebro
(1000). Endvidere i Odsherred og på Refnæs (150), Øst-Jylland mellem
Horsens og Vejle (150), Syd-Fyn og Langeland (150), Fanø, (150) og
Himmerland (200).«
-
»Man forestille sig alt som synges eller spilles i dag, i landets forskellige
egne og i byerne, i forskellige sociale lag og miljøer; træk herfra Højskolesangbogen
og Danmarks Melodibog, d.v.s. den folkelige sang, skolesange; undlad
endvidere ønskekoncerternes og revuernes aktuelle repertoire, d.v.s. den
kommercielle underholdningsmusik; alt som er tilbage indspilles på båndoptager.«
-
»Måske bør det bemærkes, at en sådan formulering af indsamlingsopgaven ikke er
den eneste mulige: under andre forhold og med
en anden målsætning (min fremhævning, LV) kunne man indlede med at
definere eller opstille en række vise- og melodityper som et primært
materiale og dernæst efterlyse disse og kun disse typer. En sådan
fremgangsmåde er måske mindre hensigtsmæssig i dag: den er et udtryk
for forudindtagethed, idet den uundgåeligt bliver ensidigt historisk
orienteret og i selve formuleringen definerer dansk folkemusik som et
fortidigt fænomen og dermed et eventuelt nutidigt stof som sekundært;
uhensigtsmæssig er fremgangsmåden også fordi der erfaringsmæssigt sjældent
opnås noget ved at åbne en samtale med et spørgsmål om Ebbe Skammelsen
– Færøerne undtaget – eller om lurblæsning for én eller to lurer.«
(Alle tre citater fra Dansk Musiktidsskrift, 1959, nr. 4.)
-
»Helt fra Rasmus Nyrups dage i begyndelsen af det 19. århundrede havde det på
det nærmeste været et dogme, at folkelig visesang, specielt af DgF-viser,
var ved at gå til grunde. Men det lykkedes i første række Berggreen,
Tang Kristensen og Grüner-Nielsen at samle endnu store mængder af
melodier, og stadig er traditionen ikke ganske uddød. Det kan ses dels af
de første optagelser (fra 1953 ved Nils Schiørring) fortsat til dagen i
dag med musiketnologiens nye mirakelapparatur, båndoptageren, dels af det
materiale, som blev resultatet af en flerårig udsendelsesrække i
Danmarks Radio ved samarbejde med Dansk Folkemindesamling repræsenteret
ved Thorkild Knudsen og Karen Stougaard Hansen...
Arbejdet med disse nye indsamlinger og med anvendelsen af både det ældre og yngre danske melodistof i det aktuelle, for folkesang af alle arter så åbne musikliv, der kan betegnes som en slags folkloristisk feed back med deraf følgende komplikationer, har været drevet med stor interesse under Thorkild Knudsens ledelse, siden 1971 fra Dansk Folkemindesamlings filial i Folkemusikhuset i Hogager ved Holstebro med støtte fra Holstebro kommune. Denne indsats har givet betydningsfulde bidrag til studiet af DgF-melodistoffet, specielt det som stammer fra Tang Kristensen.
Thorkild Knudsen (f. 1925) kom til studiet af den danske folkevises melodiforhold fra den praktisk-kunstneriske side. Efter afsluttet eksamen fra Det kgl. danske Musikkonservatorium mødte han i Paris komponisten Serge Niggs bestræbelser for at inddrage folkemusikken pædagogisk og kunstnerisk i sine kompositioner. I Dansk Folkemindesamling søgte Thorkild Knudsen parallelt hertil materiale til sit eget arbejde som komponist og pædagog og fandt det, men fængsledes samtidigt så stærkt af stoffets videnskabelige aspekter, at han fra 1957 blev løsere, fra 1959 fast knyttet til Folkemindesamlingen som arkivar og leder af afdelingen for specielt dansk folkemusik.
Jævnsides sine bestræbelser for at animere til nyindsamling (i perioden 1958-1963 som folkemusikkonsulent for Danmarks Radio) blev han udgiver med Nils Schiørring af det af Grüner-Nielsen forberedte DgF XI, 3, 1959, og senere med samme af Folkevisen i Danmark I-VIII, 1960-68, der bringer hidtil utrykt stof. Siden hen har Thorkild Knudsen ikke sluppet studiet af DgF-melodierne, heller ikke i de perioder, hvor han som senior lecturer 1963-1969 lagde halvdelen af sin arbejdskraft i opbygningen og organiseringen af folkemusikafdelingen ved School of Scottish Studies i Edinburgh. Tværtimod fik han igennem sine og Anelise Knudsens meget omfattende indsamlingsrejser specielt til Hebriderne, hvor rester af den gamle europæiske bardesang og forskellige arbejdssange fortsat lever, impulser til fornyet studium af det musikalske traditionsstof i Danmark, derunder også salmesang i folkelig tradition, hvor hans indsats supplerede arbejder af Karl Clausen.
Thorkild Knudsens beskæftigelse med det danske visemelodistof har resulteret i forskellige undersøgelser. Den første, »Præmodal og pseudogregoriansk struktur i danske folkevisemelodier« (Dansk Musiktidsskrift, 1957, nr. 3, s. 63-68), påviser et tetrachordalt og hexachordalt grundelement i specielt de gennem Tang Kristensen overleverede melodier, hvor faste tetrachordale dannelser (intonationer) frit synes at kunne være brugt i opbygningen af visemelodier. Denne anvendelse af tetrachordale formler, der kan minde om det græske tetrachordsystems anvendelse af 4-tonige motiver mere som faste melodiformler end som grundlag for tonartsopbygning, har betinget Thorkild Knudsens teori om, at der i en del af det overleverede danske melodistof er elementer, som peger længere tilbage end til den katolske kirkesangs indførelse i Danmark, et lignende synspunkt, som det, Hjalmar Thuren havde været inde på i sin påpegen af pentatone træk.
I »Model, type og variant« (Dansk Musiktidsskrift, 36. årg., 1961, s. 79-92, også på tysk »Modell, Type und Variante« i »Wissenschaftliche Zeitschrift der Ernst-Moritz-Arndt-Universität, Greifswald« X, 1961, Gesellschafts- und sprachwissenschaftliche Reihe, nr. 2, s. 177-89) fremhæver Thorkild Knudsen, at ingen folkemelodi entydigt repræsenteres af en enkelt nedskrift, idet en folkemelodi er i stadig udvikling: »Den vokale folkemelodi er uadskillelig fra folkesangeren, som udformer melodien forskelligt i én tidsperiode og i en anden, i ét miljø og i et andet, ved én lejlighed og ved en anden, i ét vers og i et andet. En hvilken som helst melodinedskrift giver derfor kun et signalement af melodien i en ganske bestemt situation. Forandringerne kan være små og ubetydelige og kun vedrøre enkeltheder i det musikalske forløb. Men forandringerne kan også have karakter af en forvandling af melodien, idet dens skalaopbygning og dermed måske dens tonale grundlag kan ændres, ligesom dens rytmiske grundmønster og dens formløb kan blive et helt andet. En folkemelodi eksisterer derfor kun som et meget stort antal foranderlige varianter, hvoraf kun et mindre antal foreligger optegnet« (s. 79f.). Der redegøres derefter gennem fremdragelse af en række prægnante melodiformer for, hvorledes »grundlaget for en beskrivelse og forklaring af de enkelte melodinedskrifter kan søges først og fremmest i et mindre antal modeller, som alene repræsenteres af en række typer, som igen kun er en sum af foranderlige varianter« (s. 80).
Som afslutning opstiller Thorkild Knudsen den tese, at det er uaktuelt at søge at præcisere de enkelte modellers tonale grundlag, deres toneart, thi »modellen selv er skalaen og det tonale grundlag. Modellens sum af foranderlige melodiske og rytmiske indfald, af karakteristiske intonationer, indeholder i sig selv melodiernes stilnormer, og er et miljøs musikalske erfaringer og forestillinger. Ikke nogen abstrakt skala med en teoretisk bestemt grundtone og dominans kan danne udgangspunkt for en beskrivelse og forklaring af melodierne, men alene spændingen mellem skalaområder og kernetoner som indeholdes i modellens melodiske og rytmiske forløb«.
»Henføres en folkemelodi til en bestemt type som er underordnet en opstillet model, er melodiens melodiske og tonale grundlag dermed beskrevet og forklaret« (s. 91f).
I »On the Nature og Ballad Tunes« (DFS Information 67/1) resumerer og supplerer Thorkild Knudsen de to forudgående arbejder, hvis synspunkter også har dannet udgangspunkt for hans redegørelse for melodifremlæggelsen, der følger i nærværende bind s. *41ff...«
-
»Anelise Knudsen har ved siden af på en lang række punkter at have bidraget til
udgivelsen specielt varetaget den problemfyldte udskrivning af Tang
Kristensens melodivarianter og Vagn Dahl Hansen har i arbejdets sidste
fase bidraget med udformningen af nodeeksemplerne til forordet og deltaget
i overvejelser med hensyn til opstilling af dem. De pågældende og en række
medarbejdere ved Folkemusikhuset i Hogager bedes modtage en varm tak for
deres indsats.«
Nils Schiørring var en højborgerlig, nobel herre. Han var på ingen måde venstreorienteret, men han var fagligt og videnskabeligt hæderlig. Thorkild har fortalt mig, at Schiørring på et tidspunkt opsummerede deres lange og mange faglige diskussioner med ordene: »Ja, hr. Knudsen, jeg tror, De har ret, men jeg bryder mig ikke om det.«