Redaktørens balladehistorie
	Jeg mødte balladerne første gang på Skælskør højskole i 1975. Jeg havde i 60'erne været aktiv i Kampagnen mod Atomvåben, hvor der bl.a. blev sunget engelske og amerikanske protestviser, men jeg tænkte hele tiden på, om der ikke var danske folkesange, der kritiserede uretfærdighederne i samfundet. Jeg kunne imidlertid kun finde »Det var en lørdag aften« og »Der var en god gammel bondemand« og den slags. Men så i 1969 var der en fyr, der hed Thorkild Knudsen, som inviterede folk fra ungdomsoprøret op på Folkemindesamlingen til en kulturpolitisk snak, og han kunne vise os en hel masse folkesange, som måske ikke var så politiske, som jeg havde håbet, men der var dog nogle herregårdsviser og gårdsange, bl.a. »Fængselsvisen«. I 1971 startede Thorkild Knudsen Folkemusikhuset i Hogager med en kæmpe Folkemusikfestival i Holstebro, og her mødte jeg en masse spillemænd og sangere fra mange steder i verden. Og det var lige en musik og et miljø for mig. Jeg var som ungdomsoprører stærkt kritisk over for popmusikken, også den beat- og rockmusik, som blev ungdomsoprørets varemærke, men i folkemusikken så jeg rigtigt »folkets kultur« udfolde sig, så jeg kastede mig ud i det de følgende år, lærte en bunke sange og meldte mig på universitetets folkemindestudie og skrev i dagbladet Information om det. I 1975 fik jeg et brev fra Søren Bregendahl fra Skælskør højskole. Han havde læst noget, jeg havde skrevet, og ville gerne have at jeg kom ned og holdt et foredrag på et par timer om folkemusik til et sommerkursus. Det gjorde jeg så. Og så var det så heldigt, at jeg netop lige forinden havde fundet en »rigtig« dansk revolutionær folkesang, som hed »Bønderne dræber Hr. Tidmand«.	Der var godt nok ingen melodi til, men jeg fandt en færøsk melodi, som jeg så rettede lidt til på min guitar. Bl.a. synes jeg, den manglede en ordentlig slutning - den var lissom ikke færdig - så jeg lavede lige en slutning med ledetone og grundtone, så den lød ordentlig. Og så havde jeg en nydelig melodi, som jeg foredrog for forsamlingen som et eksempel på folkets revolutionære sange. Men tilfældigvis var der også et hold fra Folkemusikhuset i Hogager - Thorkild, Anelise, Lene m.fl. - og de skulle præsentere noget, der hed ballader. Det var vist noget med nogle gamle folkeviser fra middelalderen, men jeg skulle da ned i teatersalen og høre det. Her fik jeg et chok, der ændrede mit liv! Det var lige det, jeg havde ledt efter. Først var der lyden: Fuldstændig anderledes end hvad jeg nogensinde havde hørt, og fuld af mærkelige billeder og klange, tilsyneladende fri form, stolte og kraftige stemmer, nogle gange hyl og skrig, nogle gange grædende, andre gange triumferende. Så var der dansen: Det var fællesdans, kædedans, alle var med, ikke gnidder-pardans, men det folkelige fællesskab. Og der var vekselvirkningen mellem forsanger og dansere. Det var en kæmpe social kraft, der lå gemt her. Jeg indså, at det revolutionære lå i måden at synge og danse på, ikke i teksterne - ja, dem kunne jeg overhovedet ikke høre for bare larm! Og »Bønderne dræber Hr. Tidmand« havde Hogager-gruppen også på programmet med forsanger, fælles gentagelser, aggressiv trampedans og hele molevitten - det var 100 gange bedre end den udgave, jeg havde stykket sammen. Jeg var dybt rystet. Og det er jeg sådan set stadig. Leif Varmark PS. Jeg har minsandten senere fundet ud af, at også teksterne er »revolutionære«...
		Se og hør »Bønderne dræber hr. Tidmand« her...