Ordene
© Leif Varmark, 2006. Min personlige version af Thorkild Knudsens tanker om balladeteksternes særegne stil og opbygning.
Hverdagssprog og fantasi Balladen er en fortælling, som balladesangeren oversætter til balladesproget. Balladens sprog kommer fra folkelivet, fra hverdag og fest, samtale og skænderi. Der er konkrete beskrivelser og poetiske glimt. Men balladesproget er også fyldt med fantastiske billeder, groteske situationer og surrealistiske scener, som vender op og ned på tilværelsens trummerum. Kritik og fremtidsvisioner.
Sproget er knapt og billedrigt og altid mundret. Nogle vendinger er overleveret fra gammel tid og er så præcise, at de kan bruges igen og igen - vendingerne bliver traditionelle. Noget er tidens sprog - som ændrer sig hele tiden - og noget finder balladesangeren selv på. Balladesangeren er digter, sanger, sprogforsker, opfinder, nyskabende og bevarende i én og samme person. Hun hører og fastholder muligheder i modersmålet, som andre overhører og glemmer. Når hun synger, får hun virkeligheden til at gå gennem balladen.
Åbent Episodefællesskab Grundkernen i balladesproget er de faste, traditionelle vendinger. Balladens fortælling består af en række episoder, og hver episode beskrives altid i én linje eller i ét vers. Der findes faste vendinger til indledning, til møder, til samtaler, til konflikter, til afslutning osv. Balladesangeren kan forandre og variere de faste vendinger efter balladens særlige handling eller efter den særlige fremførelsessituation. At vendingerne er traditionelle, vil sige at de bruges igen og igen, til forskellige tider, af forskellige sangere og i forskellige ballader. Balladesangeren vælger blandt de faste vendinger og tilpasser dem til sit eget formål. Dette fænomen kalder vi for Åbent Episodefællesskab, og det er selve kernen i balladens sprogstil og fortælleform. Alle balladetekster er bygget op af sådanne åbne og fælles episoder. Men ofte skaber balladesangeren nye karakteristiske vendinger...
Balladens temaer hentes mest fra dagligdagen: erotik (frieri, utroskab og almindelig liderlighed), alderskonflikter (de unge mod de gamle, ung kone og gammel mand eller omvendt), kønskamp (emsig kone mod doven mand, pæn kone og fordrukken mand eller omvendt), klassekamp (rig/fattig, magthavere/folk, præster/folk). Ca. halvdelen af de satiriske ballader handler om erotik. En særlig gruppe beskriver »Verden på hovedet« og »Den store latter« - karnevalsballader. De tragiske ballader er ofte en kritik af overklassens voldelige adfærd med mord, voldtægt, løftebrud etc.
Handling og indhold Det er vigtigt at skelne mellem handling og indhold:
Balladens handling er det, der sker i balladen, det der konkret beskrives i balladens forløb. Her er personer, steder, dialoger, konflikter, løsninger. Det ser man for sig, idet balladen synges. Det er konkret og entydigt.
Balladens indhold er noget helt andet, nemlig hvad det der sker betyder for balladesangeren og tilhørerne. Det er subjektivt og personligt. Forskellige mennesker får noget forskelligt ud af den samme ballade, fordi folk har forskellig baggrund og erfaring, forskellig tankegang og forskelligt følelsesliv.
Den traditionelle handling er et udspil, som balladesangeren og hendes tilhørere skaber et nyt indhold ud af. Til alle tider. Balladen er et spejl.
Fortællingens form Balladens fortælling kan være struktureret som Stor fortælling, Lille fortælling, Dialog, Monolog eller Remse.
- Stor fortælling. Her er mange personer, der flytter sig fra sted til sted, og handlingen foregår mange steder og kan være meget dramatisk.
- Lille fortælling. Her er få personer, og handlingen foregår som regel på samme sted hele tiden.
- Dialog. Her er stort set ingen fortælling. Hele balladen består af en samtale, som regel mellem en mand og en kvinde. Temaerne er ofte frieri eller skænderi.
- Monolog. De fleste ballader har en såkaldt objektiv fortæller, men nogle ballader er i jeg-form. Det kan være en kvinde eller en mand, der beretter om sine personlige oplevelser. Nogle gange kan det ikke afgøres, om det er en kvinde eller mand, der synger.
- Remse. En del ballader er rene remser. De er ofte akkumulerende, således at et eller andet bliver større og større, værre og værre, skørere og skørere etc.