Mundmusik © Leif Varmark, 2006. Min personlige version af Thorkild Knudsens tanker om mundmusik.

Mundmusik er sjove lyde, skøre udtryk, vrøvl, fis og ballade. Og måske et hemmeligt sprog? Mundmusikken bruges i ind- og omkvæd, og den er utrolig effektiv som musik til dans, ikke mindst når man ingen instrumenter har. Mundmusikken taler til kroppen, den driver dansen fremad og giver energi og humør. Her er nogle eksempler: 1. Dansetral Thorkild Knudsen kalder det Mundintonationer: rytmiske hjemmelavede lyde, efterligninger af lyde fra fugle og dyr eller efterligninger af legerens instrumenter: nah nanni nanni nanni nanni nanni nah fiddeliddelit drej ladl lej lahdl lej lah lah luh luh lakke luh 2. Sproglyde Vokaler og konsonanter, der sættes sammen til stavelser og ord, som enten slet ikke findes i ordbogen, eller som i mundmusikken får et helt andet indhold end i ordbogen. I enkelte ballader parodierer sangeren munkenes plapren på latin: stan david lo bådsmands søn datter ud sterre merre fer fadde li fadde lej hørum hej krus for en dej og det sølver hej kom petrum kom patrum dikten mosjø patrum lemme lemme darienne bus bønne kubbe luppe darius

3. Sort snak Meningsløs og grotesk sammenblanding af kendte ord og stavelser, som får folk til at tro, at de har hørt forkert: »Hvad var det dog, der blev sagt?« Nogle gange lyder det frækt: få det hiks få det her få det ræv få det rumpens slag få det bombens kitte vitte værum stær få det briks få det bombens dat og det lille bitte kiks smutter ræven i busken og ind og så klingende gik hendes klok klok klok ja for hun vill' ha' bildet hendes rokke rokke rok for en hundredtusind bjåldere og jen tow fir 4. Kommentarer Indskud og slutvendinger, som nogle gange har og andre gange ikke har noget at gøre med balladens handling: træd så let og hør nu på selv stryger hun duggen af jorden sah nah nah I stiller jer Bortset fra danse-kommentarer er der ingen mundmusik i de gamle håndskrifter. Et eksempel på vrøvlelatin er lige nævnt i en bog fra 1649 (pyrum patrum nostrum), men ellers dukker mundmusikken først op i skillingstrykkene i slutningen af 1700-tallet. Den har nu nok været der alligevel. De pæne herrer og damer har bare ikke gidet at nedskrive det uforståelige vrøvl. Det har heller ikke interesseret de litterære forskere siden hen, men det er sådan set logisk nok: det er nemlig ikke litteratur i gængs forstand, det er musik og rytme. Og som sådan er det spændende, morsomt og velfungerende.