Folkemusikbanken og Folkemusikkonservatoriet Folkemusikhusets to store mærkesager. Artikel af Leif Varmark i Dagbladet Information, 9.3.1981.
	Den 17. april 1981 har Folkemusikhuset i Hogager 10 års fødselsdag, og i de forløbne år er der blevet vendt op og ned på mange menneskers forståelse af folkemusikken og folkekulturen i Danmark. »Folkemusikhuset i Hogager er ramme om et arbejdsfællesskab imellem folkemusikere og folkemusikforskere, som omfatter indsamling, udforskning og formidling af dansk folkemusik. Det betyder, at folkesangere, spillemænd og dansere, som er bærere af den musikalske folkekultur, skal have mulighed for at samarbejde med folkemusikforskere og andre personer eller grupper, som har forudsætninger for at vurdere teksterne, melodierne og udøvelsen i historiske og formelle sammenhænge.« Således lyder kulturministeriets beskrivelse af den selvejende institution. Folkemusikhusets betydning fremgår af en passage i bemærkningerne til musikloven: »Hogager har været arbejds- og metodemæssigt banebrydende for genopliven og bevarelse af den danske folkemusikkultur. De positive erfaringer fra de videnskabelige samt fra de praktiske »åbne« arbejdsmetoder i Hogager har ført til etablering af mindre, lokale folkemusikhuse rundt om i Danmark (pt. 55 huse i alt) og i 1976 til dannelsen af foreningen Folkemusikhusringen«. Folkemusikhuset i Hogager ledes til dagligt af arkivar Thorkild Knudsen og sekretær Anelise Knudsen. I de første par år efter starten blev Folkemusikhuset et voldsomt besøgt mødested for folkemusikinteresserede unge, som her kunne møde gamle traditionelle folkemusikere og spille og synge sammen med dem. Folkemusikhuset blev til et forsamlingshus med den musikalske folkekultur som grundlag. Dernæst indgik Folkemusikhuset i samarbejde med en række sociale institutioner, som fandt ud af at bruge folkemusikken og samværsformerne omkring den i institutionsmiljøet og i revaliderings- og behandlingsarbejdet. Folkemusikhuset blev til en social institution med den musikalske folkekultur som grundlag. Endvidere måtte Folkemusikhuset arrangere en række kurser og seminarer for tilrejsende grupper af unge under uddannelse, fra skoler og gymnasier, fra universiteter, børnehaveseminarier og andre steder. Folkemusikhuset blev til en uddannelsesinstitution med den musikalske folkekultur som grundlag. Gennem disse aktiviteter blev folkemusikken formidlet til tusindvis af unge mennesker over hele landet efter den direkte naturmetode ved personligt samvær, spil og sang med de gamle. Og samtidig blev der spredt hundredtusindvis af tekster og noder i duplikater og fotokopier og bøger. Resultatet af de 10 års arbejde er, at folkemusikken har opnået en fornyet udbredelse af næsten eksplosiv karakter: Den bliver nu benyttet overalt i landet i alle mulige sammenhænge: i det almindelige folkeliv ved fester og sammenkomster, på værtshuse, i foreninger og klubber, til lokale arrangementer i folkemusikhuse, forsamlingshuse, beboerlokaler og til politiske fester og arrangementer, i sociale institutioner, ved forebyggende ungdomsarbejde, i revalideringsarbejde, på aftenskoler, højskoler, seminarier og andre uddannelsessteder, til koncerter, på plader og bånd, i radio og fjernsyn og på bog- og musikforlag. To store problemer Imidlertid begyndte Folkemusikhuset for nogle år siden at blive opmærksom på, at der var noget galt her, og opmærksomheden koncentreredes efterhånden til to ret så katastrofale forhold: Det ene er, at folkemusikkens kilde- og ophavspersoner, de mennesker som har skabt, gemt og videreudviklet folkemusikkens til grundliggende traditioner i en tid, hvor ingen interesserede sig for dem, og fra hvem vi har det hele - disse mennesker sidder i dag tilbage uden indflydelse på denne udvikling, uden mulighed for at at deltage i processen og stadig uden nogen form for kunstnerisk eller økonomisk anerkendelse. Det bliver stadig tydeligere og tydeligere, at der længe er sket en uhæmmet udnyttelse af folkemusikalske kilder samtidig med, at de tilgrundliggende traditioner sygner hen og forsvinder. Og spørgsmålet rejser sig: Hvad kan vi gøre for at forhindre, at de gamle traditionelle folkesangere og spillemænd bliver snydt for resultaterne af deres indsats som ophavspersoner og kildepersoner? Vi kan ikke sige »ja« til de unge, som vil bruge folkemusikken og »nej« til de gamle, som vi har den fra! Det andet er: Folkemusikhuset og de traditionelle folkemusikere har sat hundredvis af personer og grupper i gang med at synge og spille folkemusik. Men alt for mange går i stå uden at være nået til at gøre det godt nok. De slår sig i løbet af et par år til tåls med at dyrke folkemusik som amatørmusik og hobby. Eller de går i gang med at lave dansk »country and western«-musik inspireret af udenlandske grammofonplader. På den anden side er der masser af unge mennesker, der gerne vil ofre al deres tid og alle deres evner på at uddanne sig til dygtige folkemusikere og instruktører, hvis de bare kunne komme til det. Her melder sig det andet spørgsmål: Hvad kan vi gøre for at modvirke, at folkemusik ender som amatørmusik og popmusik? Vi kan ikke sige »ja« til folkemusikkens nemmeste former og kønne lyde og »nej« til de mere komplicerede former og det kunstneriske indhold, der gør den til en særlig kultur. Efter mange diskussioner med spillemænd, sangere og dansere og med de unge brugere af folkemusikken er man i Hogager kommet til det resultat, at løsningen på det første problem hedder Folkemusikbanken, og løsningen på det andet problem hedder Folkemusikkonservatoriet. Folkemusikbanken. Samarbejdet med de gamle folkemusikere har bragt en række forskellige problemer for dagen: Det bliver mere og mere klart, at de til grund liggende folkemusikalske traditioner ikke kan overleve uden offentlig støtte. Det bliver endvidere klart, at folkesangere og spillemænd i langt højere grad end man tidligere har vidst er personligt skabende kunstnere og som sådanne har krav på en betaling ifølge lov om ophavsret på linje med højkulturens forfattere og komponister. Det viser sig, at mange af folkemusikerne udmærket er klar over dette og i lang tid har følt sig krænket og snydt, fordi de hverken har fået kunstnerisk eller økonomisk anerkendelse, samtidig med at de har været vidne til en stadig stigende brug af deres materiale og tradition i mange nye sammenhænge - en brug, som de i øvrigt helt går ind for, blot det gøres ordentligt. Imidlertid »passer« ophavsloven ikke til de traditionelle folkemusikere eller til den måde, folkemusikken bliver produceret og formidlet på: folkemusikerne har altid tilhørt sociale lag, som ikke har realistiske muligheder for eller formulerede ønsker om at organisere sig på samme måde som etablerede ophavspersoner fra højkulturen. Og selve opkrævningssystemet, som det administreres af foreningen KODA, kan ikke anvendes i forbindelse med de mangeartede aktivitetsformer, hvor den traditionelle folkemusik benyttes. Hovedproblemet er altså: hvorledes kan vi sikre folkemusikkens kilde- og ophavspersoner deres retmæssige betaling for deres selvstændige kulturskabende indsats og samtidig sikre, at folkesangene og spillemandsmelodierne kan benyttes frit og ubesværet i folkekulturel virksomhed, i undervisning på mange planer og i sociale sammenhænge? Her kommer så Folkemusikhuset i Hogager med forslaget om at oprette Folkemusikbanken! Folkemusikbanken foreslås oprettet som en selvstændig institution i samarbejde med kulturministeriet og finansieret af det offentlige. Den skal indeholde værdifulde og repræsentative båndoptagelser af alle former for ældre og nutidig folkemusik, folkesang og samtaler med folkemusikkens folk. Dertil udarbejdes kommenterede teksthefter. Indskuddene til banken fremskaffes af arbejdsgrupper og folkemusikhuse landet over, som fungerer i samarbejde med traditionelle sangere, spillemænd og dansere. Folkemusikhuset i Hogager og Danmarks Radio skal i fællesskab have ansvaret for den indholdsmæssige og tekniske kvalitet. Båndene med tilhørende teksthefter skal udlånes vederlagsfrit og kan benyttes vederlagsfrit af alle interesserede, dog ikke i kommercielt øjemed. Folkemusikkerne og arbejdsgrupperne honoreres med et éngangsbeløb, når optagelserne indgår i banken, og der udbetales en årlig bonus til folkemusikerne i forhold til udlånshyppigheden. En sådan institution skulle kunne løse de fleste af de nævnte problemer, men nok ikke dem alle. Hvordan med den kommercielle udnyttelse af den traditionelle folkemusik? Her kunne en folkemusikfond måske komme på tale som modtager af afgifter for kommercielt brug? Folkemusikkonservatoriet. Det andet centrale problem udspringer af erfaringer, som Folkemusikhuset har gjort i samarbejdet med de unge, som ønsker at tage den folkemusikalske tradition i brug og lære at spille, synge og danse i nye sammenhænge. Det viser sig, at de unge ret hurtigt kan lære selve melodierne, teksterne og dansetrinene, men har svært ved at forstå, hvad der ligger bag det hele. Folkemusikkens sociale og kunstneriske indhold, som udgøres af traditionsmiljøets værdier og interesser, formidles ikke gennem teksterne og melodierne alene, men kun gennem et længerevarende arbejdsfællesskab mellem de gamle og de unge. Den tekniske udførelse af musikken, sangen og dansen bliver tilsvarende ringe, fordi der ikke findes egnede skolingsmetoder, som passer til den traditionelle folkemusiks særlige karakter. Og det viser sig, at de unge gradvis udjævner og tilpasser folkemusikken til de herskende højkulturelle og kommercielle normer, fordi de ikke har mulighed for at få tilstrækkeligt kendskab til de særlige normer og regler for den traditionelle folkemusik. For at vi ikke skal sjuske med den folkemusikalske arv er det derfor nødvendigt, at de gamle folkemusikere får bedre muligheder for at give den viden og kunnen, de har gemt på, videre til de unge. Og det er nødvendigt, at de unge får bedre muligheder for at tage imod den viden og kunnen, som de ellers bliver snydt for. Her kommer så Folkemusikhuset i Hogager med forslaget om at oprette Folkemusikkonservatoriet! Folkemusikkonservatoriet foreslås oprettet og finansieret på samme måde som de eksisterende konservatorier, men det må i sin form og sit indhold respektere den musikalske folkekulturs særlige vilkår og krav. De åbne arbejdsmetoder fra Folkemusikhuset i Hogager lægges til grund for undervisningen, der drives som projektarbejde og kurser i et arbejdsfællesskab mellem traditionelle folkemusikere, forskere og elever. De traditionelle folkemusikere er lærere, og naturmetoden er forbillede. Forskerne fungerer som studievejledere. En skitsemæssig undervisningsplan kunne se sådan ud: Hovedfag og bifag 1. Folkesang 2. Ballader 3. Spillemandsmusik 4. Folkedans Hver elev vælger sit hovedfag inden for et af de fire områder. Derudover deltager eleven i bifagsundervisningen på de øvrige tre områder. Øvelser 1. Indsamlingsteknik 2. Aflæsningsteknik 3. Arkivteknik Alle elever skal deltage i øvelser på de tre områder indtil hver elev er tilstrækkelig funderet i teknisk henseende. Kulturpolitiske fag 1, Folkemusikhistorie 2. Folkemusikforståelse 3. Opgaver og pligter Faget »opgaver og pligter« betyder, at en del af elevernes kunnen og viden skal erhverves ved praktisk folkemusikarbejde i sociale, kulturelle og undervisningsmæssige sammenhænge. Derudover kan der foregå undervisning i sanglege, eventyr, sagn, festtraditioner og skikke, gøglerkunst m.m. for at understrege musikken som en del af en bredere folkekulturel sammenhæng. Nogle mener, at der også bør være tilknyttet almindelig fysisk arbejde til uddannelsen, f.eks. landbrug og håndværk. Konservatoriet skal endvidere udover den faste lærerstab have et bredt kontaktnet til folkekulturens folk landet over, som er villige til lejlighedsvis at indgå i konservatoriets undervisningsprojekter. Folkemusikkonservatoriet uddanner nye folkemusikere og instruktører i musikalsk folkekultur, som efter afsluttende kompetencegivende eksamen kan fungere på alle niveauer: aftenskoler, musikskoler, højskoler, seminarier, universiteter og folkemusikhuse. Fra sådanne steder rekrutteres også eleverne til konservatoriet gennen særlige optagelseskurser. Der skal kunne opnås almindelig studiestøtte fra statens uddannelsesfond. Der skal være mulighed for efteruddannelse. Arbejdet er i gang Folkemusikbanken og Folkemusikkonservatoriet er to projekter, som ikke er endeligt definerede. Arbejdet med det er imidlertid i fuld gang. Mange enkeltpersoner og arbejdsgrupper landet over arbejder for tiden med seminar-, kursus- og studiekredsvirksomhed med det konkrete formål at fremstille grundbøger og materialesamlinger med instruktionshefter om metoder og lærere inden for de ovenfor nævnte folkemusikalske fag. Dette arbejde skal betragtes som en kulturpolitisk bevægelse i respekt for den musikalske folkekulturs eget grundlag og i solidaritet med de traditionelle folkemusikeres interesser, værdinormer og selvforståelse.