Artikel af Leif Varmark i Dagbladet Information, 11.2.1981.
Buhmanns konklusion er, at musikloven i alt for ringe grad støtter disse mennesker og deres musik, »der er simpelthen en stor hvid plet på lovens musikalske landkort« og »det burde være på tide at få skævhederne justeret og skabe større ligevægt mellem lovens funktion i praksis og musikmiljøet«.
Samtidig kritiserer Buhmann lovens bemærkninger for at have accepteret foreningen Folkemusikhusringen »som landsdækkende interesseorganisation for traditionel folkemusik«, idet denne forening netop ikke varetager de nævnte personers og gruppers interesser, men søger at koncentrere sig om de gamle spillemænd og sangere.
Tom Buhmann har ret i mange af disse ting: det er fantastisk opmuntrende at se hundredvis af unge mennesker gå i gang med at bruge den oversete danske folkemusik i mange forskellige nye sammenhænge, og det er helt rigtigt, at der er ved at udvikle sig et levende og skabende miljø på baggrund af folkemusikken. Og det er en skandale, at musikloven og myndighederne stort set hidtil har ignoreret denne nye kulturfaktor i samfundet.
Men Tom Buhmann - og mange med ham - begår alligevel et par alvorlige fejltagelser i sin analyse af dansk folkemusik og det, der er ved at ske med den. Det skyldes ukendskab til de faktiske forhold omkring folkemusikken og dermed følgende begrebsforvirring, og jeg skal her forsøge at rede nogle af de værste tråd ud.
Folkemusikken er altid ny.
Danmark er et foregangsland inden for folkemusikforskningen. Det skyldes ikke mindst Thorkild Knudsens forskning, som startede i midten af 50erne og som er videreført i Folkemusikhuset i Hogager ved Holstebro fra 1971. Arbejdet i Folkemusikhuset, som foregår i samarbejde med de gamle sangere og spillemænd og med mange arbejdsgrupper og mindre folkemusikhuse rundt om i landet, har vendt op og ned på et utal af fordomme og fejltagelser omkring folkemusikken.
Vi ved f.eks. nu, at den mange hundrede år gamle, traditionelle folkemusik altid har forandret og udviklet sig: den er altid ny og aktuel i sit udtryk, aldrig stivnet og mekanisk, aldrig »gammel«. Og det er selvfølgelig fordi det er levende og arbejdende mennesker, der skaber folkemusikken ud fra deres erfaringer og sociale situation: folkemusik er programmusik - de traditionelle sangere og spillemænd fortæller om deres samtidige oplevelser, længsler og drømme uanset hvornår i historien vi hører dem spille og synge.
De videregiver ikke et overleveret materiale, men bearbejder det, omformer det og fornyr det ud fra deres ændrede forudsætninger, og denne proces foregår den dag i dag. Ingeborg Munch lavede sange selv og lavede de gamle om, Evald Thomsen laver selv melodier og spiller ikke det samme stykke ens to gange, Børge Christensen sidder i køkkenet og komponerer, Viggo Gade spiller helt anderledes nu end da han var ung osv.
Hvem er folkemusikkens folk?
Men det er ikke bare »mennesker«, der er ophavs- og kildepersoner til den traditionelle folkemusik: I gamle dage kaldte man folkemusikken for almuens musik, og sådan er det stadig. Hvor det tidligere var landarbejdere, tjenestefolk og småhåndværkere m.m., der sang og spillede deres egen musik, så er det i dag det samme: Ingeborg Munch var husmandskone, Evald Thomsen er kedelpasser, Børge Christensen smed, Marie Mide bryggeriarbejderske, Julie Petersen syerske, Thomas Thomsen slagteriarbejder, Gudrun Mikkelsen rengøringsdame, Dennis Mogensen murer osv.
Kort fortalt: den musikalske folkekultur er ikke et primitivt og gammeldags samfunds kultur med historiske eller tidsmæssige grænser, men derimod en økonomisk dårligtstillet samfundsgruppes aktuelle kultur med sociale grænser. Folkemusik er det sprog, arbejdsfolk bruger, når de udtrykker sig musikalsk, også i dagens industrisamfund. Der lever folkemusikken videre. Men den har det ikke godt.
Et andet miljø - en anden musik
Vi kan nu vende tilbage til »folk som Povl Dissing, Benny Holst, Erik Grip, Niels Hausgaard og talrige spillemandsgrupper«. De laver i bedste fald ny, god, aktuel og personligt og socialt engageret musik, men det er ikke folkemusik og det bliver det heller aldrig - simpelthen fordi de er repræsentanter for et helt andet miljø end folkemusikkens ophavs- og kildepersoner. Dissing/Holst m.fl. benytter sig i stor udstrækning og til tider med stor dygtighed af en række af den traditionelle folkemusiks ydre kendetegn og virkemidler, som de så fylder et helt andet indhold på - simpelthen fordi deres sociale situation er en anden end de syngende og spillende arbejdsfolks og fordi deres erfaringer, drømme og hele livsperspektiv er fundamentalt anderledes end de traditionelle folkemusikeres. De bruger folkemusikken til deres egne formål, og det er helt okay, hvis det gøres ordentligt, og denne musikalske virksomhed bør helt klart støttes af musikloven.
Man skal blot ikke kalde det »ny folkemusik med nutidigt indhold i den gamle tradition«, for det er netop en udmærket dækkende beskrivelse af, hvad Evald Thomsen m.fl. rent faktisk laver i dag og hvad traditionelle spillemænd og sangere altid har lavet (Hvad skal man så kalde det? Det ved jeg ikke).
Folkemusikerne er blevet snydt
Foreningen Folkemusikhusringen har valgt at koncentrere sig om den traditionelle folkemusik og være interessegruppe for folkemusikkens ophavs- og kildepersoner. Det er nødvendigt, fordi folkemusikkens skabere og udøvere, de traditionelle spillemænd og sangere, altid har tilhørt sociale lag, som ikke har realistiske muligheder for eller formulerede ønsker om at gøre opmærksom på sig selv og deres indsats. Disse mennesker er i århundreder blevet snydt for såvel kunstnerisk anerkendelse som økonomisk udbytte af deres kulturskabende virksomhed. Det er altid andre, der er løbet med laurbærrene og pengene. Det må være på tide at få disse skævheder justeret gennem en offentlig støtte til traditionens folk, som kan mærkes.
Der er tankevækkende perspektiver i det her: Alt hvad vi i dag hører og bruger som »ny folkemusik i bred forstand«, som Tom Buhmann og andre kalder det - lige fra folk-rock, dansk country-and-western, Dissing/Holst m.fl. og til folkemusikalske legestuer - det er i sidste ende en uhæmmet udnyttelse af den musik, som kommer fra de oversete og usynliggjorte ophavs- og kildepersoner, traditionens folk. Man kan diskutere, om denne udnyttelse er »misbrug« eller »brug«, og man kan og bør diskutere, om der bliver lavet ny musik af god kvalitet eller om det er noget overfladisk skidt. Men hvis denne uhæmmede udnyttelse af de folkemusikalske kilder fortsætter som den er i gang, uden hensyntagen til folkemusikkens egne folk, så sættes disse ud af spillet, og dermed forsvinder grundlaget for det hele.
Traditionen er grundlaget
Tradition i betydningen: erfaringer er det eneste solide grundlag for fornyelse. Derfor må de traditionelle sangere og spillemænd bringes ud af anonymiteten og frem i forreste række. Det er netop dette, som Statens Musikråd har indset, når det i sin rapport fra september 1979 skriver:
»Mens de folkemusikalske ressourcer således har stor økonomis værdi for populærautorer, arrangører, forlæggere, professionelle musikudøvere, impressarier og grammofonselskaber, kan de tilgrundliggende traditioner ikke overleve uden offentlig støtte, fordi skabende og udøvende virksomhed under de for folkemusikken naturlige former vanskeligt lader sig udmønte økonomisk«.
Det må derfor anses for yderst positiv og nødvendigt, at musiklovens bemærkninger netop peger på Folkemusikhusringen som »landsdækkende interesseorganisation for traditionel folkemusik«, idet denne forening har det helt klare formål at folkemusikkens folk skal komme til orde og blive hørt. Det er i øvrigt det samme formål, som Folkemusikhuset i Hogager har og hvor Benny Holst sidder i bestyrelsen.
En procent til folkemusikken
I dag modtager den traditionelle folkemusik et par sølle hundrede tusinde kr. i offentlig støtte. Det er en dråbe i havet. Af den ovennævnte rapport fra Statens Musikråd fremgår det, at det danske samfund hvert år bruger 2,5 milliarder kr. til musikformål. Heraf står det offentlige for omkring en tredjedel, ca. 900 millioner kroner.
Ville det være for meget forlangt blot at kræve én procent heraf til den traditionelle folkemusik?
Folkemusikhusringen har netop (31.1.1981) afholdt sin årlige generalforsamling, og den nyvalgte bestyrelse har både den rigtige holdning, den fornødne ekspertise og de fornødne kontakter til at kunne kanalisere den offentlige støtte derhen, hvor den vil gøre mest gavn: til de traditionelle spillemænd og sangere og til de arbejdsgrupper landet over, som i samarbejde med folkemusikkens folk er i fuld gang med at indsamle, bearbejde og videreformidle det folkemusikalske materiale på forsvarlig måde. Bl.a. i forbindelse med oprettelse af en Folkemusikbank og et Folkemusikkonservatorium.
Men noget af det allerførste der skal gøres, er at sende en ny violin til Evald Thomsen. Den gamle er slidt helt ned, og han har ikke råd til at købe en ny.