Folkemusik og forsamlingshuse. Undervisningsmateriale fra Balladeskolen.

	Folkemusik og forsamlingshuse Gammeldans kontra folkedans. Artikel af Leif Varmark i Dagbladet Information, 15.7.1977.
	Rundt omkring i landet er unge mennesker i disse år begyndt at interessere sig for de gamle forsamlingshuse, der stadig står og glor i landsbyer og stationsbyer, men som i et par generationer kun har været nødtørftigt brugt. Der oprettes miljøforeninger, landsbylaug, folkemusikforeninger m.m., som alle i forsøg på solidaritet med den lokale kultur samler sine aktiviteter omkring forsamlingshusene. I forbindelse hermed opstår der ofte en øget kontakt generationerne imellem. Udviklingen er så generel, at kulturministeriet har nedsat et specielt udvalg, der arbejder med problematikken omkring forsamlingshusene og deres brug i en ny tid. Det er karakteristisk, at alle de samlingssteder eller »huse«, det moderne samfund har skabt, alle har fået den funktion at adskille og isolere. Vi har børnehaver og alderdomshjem. Vi har fagforeningshuse, borger- og håndværkerforeninger, vi har diskoteker og koncertsale, vi har værtshuse og sociale huse. Her kan folk få et sted at være, som passer til deres alder, erfaring og interesser. Men samtidig bliver det sværere og sværere at møde mennesker med andre interesser og erfaringer. Denne isolering i aldersgrupper og faggrupper er en hovedårsag til megen social nød og uro. Folkemusikken er velegnet til igen at få folk til at komme sammen på en ordentlig måde. Folkekulturen, med spillemandsmusik og gammeldans, visesang og fortælling, er jo et resultat af at mennesker er kommet sammen på en ordentlig måde. Den er lige så meget frugten af samværet, som den er grundlaget for det. Og det er vel ligetil at bruge denne frugt af folkeligt samvær som et frø til et nyt samvær, når nu det moderne velfærdssamfund ikke kan klare det. Det er klart, at kontakten mellem de unge og de gamle skaber problemer. Ud over de forskellige politiske og psykologiske problemer, som enhver kan tænke sig til, vil jeg her pege på et ganske bestemt problem, som er ganske perspektivrigt, nemlig konflikten mellem folkedans og gammeldans. Det er sådan, at de unge, der spiller og danser, ofte har lært efter nodebøger fra Foreningen til Folkedansens Fremme, Tingluti o.lign., eller på en aftenskole eller måske i en folkedanserforening. De unges repertoire bliver derfor tilfældigt og løsrevet fra nogen social praksis og fastlagt praksis. De gamle derimod, som stadig har traditionen i sig, har et særligt egnspræget repertoire og en særlig brug heraf, som er udviklet gennem generationer. Da de unge er flest, og som oftest initiativtagende, foregår meget af den nye folkemusikbølge på deres præmisser. Det bevirker, at de gamle efter nogen tids sammenspil bliver trætte af bare at stå og file alt muligt af i en pærevælling, efter deres mening uden sammenhæng. Og de gamle ude på dansegulvet bliver trætte af tilsvarende at skulle sprinte sig gennem et utal af vidt forskellige danse uden rimeligt samlet forløb. Et af de steder, hvor man ud fra en række praktiske erfaringer har diskuteret denne problematik, er i Spillemandsmuseet i Rebild, der fungerer både som museum, som aftenskole og som forsamlingshus med baller og åbent folkemusikhus. Her skal citeres et stykke fra en nylig udsendt rapport om Spillemandsmuseets arbejde. Nogle unge sidder og snakker med en gammel spillemand, Poul Jensen: Arne: »Var I også ude at spille til almindelige baller?« Poul: »Ja, det var vi også. Så spillede vi udelukkende gammeldags, mest rheinlænder og polka. Det var hovedsagelig i Vendsyssel.« Arne: »Det er meget skægt, det der med folkedans. Det må jo være kommet til noget senere, det med at man danser efter et system?« Poul: »Ja, folkedansen kendte jeg faktisk ikke noget til dengang, hverken at gå til folkedans eller at spille til folkedans. Det er først kommet i de senere år.« Niels Jørgen: Det er sådan set skægt, for polkaer og valse, Skøjteløberen og Syvspring, det har man f.eks. lært af sine forældre. Det dansede de. Mens det andet - folkedansen - det er noget fremmed, som man lærer. Der er faktisk en vis forskel mellem det, man kan, og så det, man skal lære.« Niels Jørgen Østergaard er leder af Spillemandsmuseet i Rebild, 25 år og traditionsbærer. Han sammenfatter problematikken således: »Igennem mange år har Foreningen til Folkedansens Fremme og andre organisationer indsamlet dansebeskrivelser og melodier, som så udsendes i hefteform. Det bliver jo efterhånden til hundredvis af melodier og danse. Den almindelige fremgangsmåde er så, at man i folkedanserforeningerne lærer nogle af disse danse - helst nogle nye fra sæson til sæson. 'Det vil sige, at man i løbet af nogle år har prøvet et utal af danse, men hvor mange danse har bundfældet sig, skabt tradition? Ved denne fremgangsmåde er det helt nødvendigt med en danseleder, der ved fester og stævner forklarer hver dans i forvejen, sådan at man har en chance for at kunne deltage. På Spillemandsmuseet er vi kommet til den formening, at vores folkekultur må have haft en lidt anden baggrund - ja, at denne baggrund endnu eksisterer, i hvert fald på steder, hvor vores moderne samfund ikke helt har overtaget, måske især i Nord- og Vestjylland. Man har rødder tilbage i folkekulturen - man danser fynsk polka, trekant, valse og familiedanse selvfølgelig i vild blanding ed de sidste nye dansktopmelodier. Det er jo ikke folkedans - som jo faktisk er noget tillært - det er gammeldans eller traditionsdans, som er gået i arv generationerne imellem. Vi mener, det er bedre at fremme og udvikle disse gammeldanse end at overøse folk med et utal af danse fra mange forskellige egne af landet.« Endelig skal jeg for at slå denne problematik helt fast viderebringe den definition, man nåede frem til på bededagsseminaret i Rebild: Folkedans: Danse, der er videreført som foreningsdanse. Det er tillige opvisningsdanse. I folkedansen har man ikke et bestemt forløb, man danser dansene løsrevet fra hinanden. Det er tit danse fra forskellige egne, man danser, i modsætning til gammeldansen, der fører sin egen tradition videre. Gammeldans: Dans, der er videreført gennem tradition. Det væsentlige er forløbene - f.eks. to fynboer, to-tur fra Vejle, to gange hopsa - som for øvrigt veksler fra egne til egn. Et andet eksempel på et forløb i himmerlandsk tradition er: Hamborg-sekstur og polka-sekstur, der altid følger efter hinanden. Spillemandens funktion er meget vigtig i gammeldansen. Dels skal han vide nøjagtig, hvornår han skal standse en dans, f.eks. for at slå over i noget andet. I øvrigt drejer det sig hele tiden for ham, at han har »slået ørerne ud« og hele tiden mærker på folk, hvad der er stemning for. Anerkender man denne analyse som et rigtigt grundlag for arbejdet med folkedansen - og jeg har ikke truffet på nogen bedre - så vil man få særlige problemer de steder, hvor den lokale tradition er sparsom, f.eks. tæt ved de store byer, eller helt mangler, f.eks. i de nye boligområder rundt om København. Her på Galgebakken i Albertslund har vi holdt flere arrangementer i det lokale forsamlingshus ovre i Herstedvester gamle landsby, men indtil videre uden kontakt til den gamle befolkning og med »lånt« musik fra Folkemusikhuset i Hogager og Skælskør højskole m.m. For tiden kører der hver søndag aften spillemandsmusik og gammeldans i Galgebakkens beboersal med lokale unge folk, der har lært sig et repertoire i løbet af et godt års tid. Tilslutningen er stor, og der danses og synges og spilles på livet løs, men tilfældigt og uden tilknytning til nogen tradition. På den anden side er man klar over problematikken, og folkemusiklivet på Galgebakken er i sig selv fjernt fra det, der foregår i folkedanserforeningerne, som man absolut ikke føler sig inspireret af. Med andre ord: De nye samværsformer omkring folkemusik i de gamle forsamlingshuse tvinger de unge til at tage stilling: når man ikke selv har nogen levende tradition, må man enten vælge at gå til folkedans, som kan være udmærket underholdning med så meget andet, eller man må vælge at tilslutte sig en lokal eller nærliggende aktuel eller historisk tradition, som foruden underholdning også er folkekultur.