Ottomine sang - og en »uddød« tradition blev levende Artikel af Leif Varmark i Dagbladet Information, 30.6.1977.
Ottomine Andersen, Skælskør.	Et af centrene for den nye folkemusikbevægelse har været og er stadig Skælskør højskole, hvor man i nogle år har kørt en række sommerkurser omkring folkemusik, -sang og dans, fortælling, folketraditionens sociale baggrund, lidt videnskabsteori mv. Udviklingen af disse års kurser afspejler en karakteristisk og kvalificeret tendens inden for folkemusikbevægelsen. Når det lige netop er Skælskør-kurserne, der har placeret sig på en avanceret post, skyldes det dels, at de har været længst i gang, de har været specielt intense, og der har løbende været indsamlet erfaringer fra gang til gang, idet et stort antal elever har været inddraget i planlægning og diskussioner gennem årene. Sommerkurserne startede som eksperiment i 1971 fra grænseområderne restaurationsmusik og teatermusik, hvor initiativtageren højskolelærer Søren Bregendahl havde personlige erfaringer. Man diskuterede »folkelighed« og musikalske samværsformer og indkaldte kapaciteter som showmanden Sten Bramsen, jazzmusikeren John Tchikai og dramatikinstruktøren Dan Olsen. Alt i alt meget pænt og pluralistisk i traditionel højskoleforstand, lidt af hvert, lidt forsigtigt og meget underholdende. Kurset blev en stor succes, deltagerne fandt emnet »interessant«... Et vendepunkt indtraf sommeren 1973, da et hold fra Folkemusikhuset i Hogager mødte op og stillede dybtgående krav til kvalitet og holdning. Man stillede sociale kvalitetskrav i stedet for æstetiske. man hævdede, at man måtte tage udgangspunkt i, at »folkemusik begynder med folk« og ikke med professionelle sangere, plader eller bøger. Man måtte kende, ja ligefrem solidarisere sig med sangerne og spillemændene, man måtte leve sig ind i folkets vilkår, arbejdssituation, hverdag osv. for overhovedet at forstå folkekulturen og dens betydning. Og det var de fattigste lag af befolkningen, der sad inde med det rigeste materiale og de største erfaringer og derfor dem, vi kunne lære mest af. Der udspandt sig på kurset og lange tider efter, bl.a. i planlægningsgrupperne, en række ret hidsige diskussioner, der bl.a. bevirkede, at Hogager-folkene ikke blev inviteret til det følgende års kursus. Hvorfor skulle man nu ikke have lov til at synge en sang, hvis man bare godt kunne lide den? Kravet om kvalitet blev m.a.o. opfattet restriktivt. Svaret er, at det jo er udmærket at synge og spille alt muligt, hvis man tager det alvorligt, men man må bare vide, hvad der er folkemusik og hvad der ikke er folkemusik, især på et kursus om dette emne. Og hvem kan fortælle os det andre end folket, der selv bærer hele traditionen. Og netop en aften på dette kursus indtraf en episode, som mere end mange ord illustrerede denne problematik: Der var »åbent folkemusikhus«, hvor lokale beboere var indbudt, og her havde Hoager-folkene forfægtet disse synspunkter, men var blevet imødegået med, at den levende tradition var uddød og at der jo ikke var nogen, der sang disse gamle sange mere - da rejste en ældre dame sig pludselig op, kendelig nervøs, og begyndte at synge en lang sørgelig kærlighedsvise. Det var Ottomine Andersen. Det viste sig, at hun og hendes mand, Hartvig, havde et stort repertoire af traditionelle folkesange, herregårdsviser og skillingsviser, som de havde lært i deres ungdom af forældre og arbejdskammerater. De havde tjent rundt omkring på herregårde. Men de havde ikke sunget i lange tider, for der var jo ingen der havde vist interesse for sangene, og der var ingen naturlige situationer, hvor sådanne viser kunne fungere. Nu har Ottomine og Hartvig lige siden været en uvurderlig hjælp i Skælskør-kursernes undervisning og aftenarrangementer, og de har lært deres sange og sympatiske væremåde videre til hundredvis af unge mennesker. Efterhånden er der også kommet flere lokale sangere med, gårdsangere og spillemænd, og et lokalt traditionelt folkemusik-miljø er blevet draget frem af mørket i Skælskør. Det samme sker i disse år flere steder rundt om i landet. Efterhånden er det blevet slået fast, at folkemusik ikke er en genre, men en samværsform. I 1975 kom Hogager-folkene igen på Skælskør, men i den følgende tid dukkede nu en ny diskussion op: nu var det pludselig ikke politisk nok! Disse gamle tekster havde ikke noget at sige folk i dag, og hvis man skulle solidarisere sig med folket, måtte man have anderledes aktuelle og samfundskritiske tekster på folkesangene. Røde Mor, Holst/Würgler, chilenske sange svirrede i luften, italienske kvindesange blev oversat og der var en farlig gang i den, hvor vi andre vatnisser blev placeret i et folkedomstolsagtigt panel og skulle redegøre for vores politiske holdning og hensigter med folkemusikken. Jeg forklarede for mit eget vedkommende, at jeg foretrak sange med indhold frem for slagsange, og at jeg naturligvis mente, at vi skulle hen mod at producere sange med aktuelle tekster, men hvis man ville have noget at gøre med det berømte folk, endsige hjælpe med til at skabe bedre leveforhold for sig selv og andre, så måtte det være en forudsætning, at man kendte folket sprog og kultur på dets egne betingelser. Jeg advarede mod hurtigt at lave om på tekster og musikalske strukturer, der havde fungeret og udviklet sig gennem århundreder og hvori lå gemt generationer af de fattigste menneskers følelser og livserfaringer. Hvis vi ville lave tekster, måtte vi se at skaffe os nogle erfaringer i stedet for meninger. Osv. i samme stil. Ingen af parterne er afklarede, og diskussionerne raser stadigvæk i de forskellige miljøer, og det er ofte de mest hidsige socialister, der er mest skeptiske over for folkets egne sange, især balladerne med deres riddere og skønjomfruer (det nyeste, vi har fundet på er at spørge dem, om de så heller ikke spiller kort, når der er konger og dronninger på billederne...). Ud fra bl.a. erfaringerne fra Skælskør højskoles sommerkurser, men også fra mange andre steder som Holstebro og Albertslund børnehaveseminarier, en række weekend-kurser og specialseminarer landet over samt det daglige arbejde i Folkemusikhuset i Hogager, er der så småt ved at blive opstillet en række grundprincipper for undervisning i folkemusik og folkekultur i det hele taget. Man må først og fremmest tage udgangspunkt i den lokale og levende tradition, og hvis der ikke findes nogen der, hvor man bor, så er det som regel fordi man ikke har set ordentlig efter eller skabt rimelige betingelser for de folk, der besidder traditionen. man må ud og snakke med de gamle og med folk, man normalt ikke snakker med, og så må man vente med bøgerne og arkiverne til bagefter. Man må solidarisere sig med folkekulturens folk, tro på, at det er rigtigt, hvad de siger, synger og spiller, og man må acceptere, at det faktisk lyder og fungerer helt anderledes end Aksel Schøitz, Danmarks Melodibog, Tingluti, Foreningen til Folkedansens Fremme, Trille og hvad ved jeg. Dernæst må man have instruktører, der identificerer sig med folkekulturens folk og ikke med herskende æstetiske normer, tysk musikteori, højlitterære drømme eller professionelt præstationsræs. En instruktør, der kun har to toner i livet, men som kan få folk til at spille og synge selv og som kan formidle folkekulturens indhold og få samværet til at fungere - han er langt mere værd end ham, der er så dygtig, at han kan spille violin med den ene hånd bundet på ryggen... (nå, der er vist en meget subjektiv formulering, men alligevel!). Endelig må det teoretiske udgangspunkt tages i det levende stof, ikke i det døde. At f.eks. balladerne findes optegnet i nogle bøger fra år femtenhundrede og rødkål er blot et uheldigt tilfælde, der har fået os til at tro, at disse optegnelser leverer mere ægte og oprindelige versioner end de senere og nutidige. Såvel tekster, melodier og danse har uafladeligt ændret sig gennem historien i overensstemmelse med den folkelige praktiske brug, og levende mennesker med forskellige erfaringer og følelsesmæssige behov har hele tiden sat deres personlige præg på materialet. Under anvendelse af en række traditionelle teknikker skabes folkemusikken på ny hver gang, der synges og spilles, og nogle »urfomer« eller »oprindelige versioner« har aldrig eksisteret. Sangene, dansene og melodierne har altid eksisteret i afvekslende og tæt sammenhæng med det folkelige hverdagslivs andre kulturformer: der er således mere sammenhæng mellem folkemusik, spøgelseshistorier og madlavning, end der er mellem folkemusik, jazz og klassisk. Det er overklassens kultursyn og praksis, der har revet folkemusikken ud af sin egentlige sammenhæng og afstumpet musikken til et mål i sig selv. Folketraditionen er altid gået langt videre og har brugt musikken som middel til noget langt større: ordentlige samværsformer mennesker imellem. Hvad jeg har skrevet her, er naturligvis ikke fyldestgørende, men kan give et fingerpeg. Der forestår endnu mange praktiske eksperimenter og mange opslidende diskussioner. Til slut hidsættes et citat fra Skælskør-kursernes program, som er det bedste, jeg kender, og som jeg mener er en kvalificeret undervisningsmodel til efterfølgelse: »Interessen for dansk folkemusik - herunder sang, dans og leg - er stærkt voksende i disse år. Er det blot et modefænomen - måske et krisetidstegn - eller er det et udtryk for nødvendigheden af at genopbygge en folkekultur på grundlag af en igennem mange år overset og undertrykt folketradition? Vi mener det sidste. På dette kursus vil vi derfor opsøge folketraditionens kilder - det arkiverede stof såvel som det levende stof indøve et repertoire af sange, danse og lege derfra træne i at sammensætte og udføre folkemusikalske forløb, der passer meningsfuldt ind i forskellige sammenhænge undersøge og diskutere traditionen, dens sociale og historiske baggrund, og dens placering og udviklingsmuligheder i den aktuelle samfundsmæssige situation«.	Hartvig Andersen, Skælskør.