Inspirationskilde for hundredvis af mennesker, der er på vej til at generobre deres egen kultur. Artikel af Leif Varmark i Dagbladet Information, 10.6.1977.
Folkemusikhuset er en selvejende institution, som blev oprettet 1971 i et samarbejde mellem kulturministeriet, Dansk Folkemindesamling og Holstebro kommune. Institutionens formål er »at genoplive den historiske og fremme den aktuelle musikalske folkekultur, hvor spil og dans, visesang og fortælling er en del af hverdagen og den sociale virkelighed. Formålet søges fremmet ved at give folkemusikere, forskere og andre interesserede mulighed for hver for sig eller i fællesskab at beskæftige sig med indsamling, bearbejdelse og formidling af musikalsk folkekultur i dens forskellige former, ved at knytte kvalificerede repræsentanter for den musikalske folkescene til institutionen, ved gennemførelse af seminarer for forskere og andre interesserede, ved tilrettelæggelse af folkemusikalske sammenkomster samt ved udsendelse af publikationer, udarbejdet på grundlag af det af Folkemusikhuset indsamlede materiale«.
I en nedlagt skolebygning har man indrettet et par kontorer, lidt arkivreoler, et mødelokale og et bittelille lydstudie samt opstillet en fotokopimaskine og en gammel kontoroffsetmaskine. Her arbejder en beskeden stab for et beskedent budget med registrering og nybearbejdning af gammelt arkivmateriale, som omfatter sangtekster, melodioptegnelser, beretninger og udsagn fra folkekulturens folk, og her bearbejdes nyindsamlet materiale fra nulevende sangere og musikere - børn, unge og gamle - som viderefører traditionen i dag. Der gøres endvidere praktiske forsøg med det omfangsrige og afvekslende materiale: gamle og nye sange og melodier afprøves af forskellige personer i forskellige miljøer og situationer, spillemandsmusikken prøves igen og igen i mange sammenhænge, diskuteres med unge og gamle og omarrangeres til forskellige formål og funktioner, og dansene gennemgås og udvikles i gamle og nye former til både musik og sang, til pardans, turdans, kædedans m.m.
Under arbejdet lægges særlig vægt på at anskue sangen og dansen i den naturlige sociale sammenhæng, dvs. i forbindelse med levende menneskers daglige samvær. Udsagn fra sangere og spillemænd om sangens og musikkens praktiske brug til arbejde, fest og fritid tillægges lige så stor betydning som selve teksterne og melodierne, og der gøres et stort arbejde for at få genindsat folkemusikken i sin retmæssige plads blandt de øvrige former for folkekultur frem for at opfatte folkemusikken som en ud af mange slags musik. Arbejdsområderne spænder fra middelalderballader til slumstormersange, fra fjerne tiders omvandrende spillemænd til Benny Holst, fra Himmerlands og Vestjyllands hedestrækninger og bondeland til Albertslunds betonhelvede og Nørrebros baggårde.
Men det enestående ved Folkemusikhuset i Hogager er, at man har taget begrebet »forskning for folket« alvorligt. Man sender simpelthen hele sit arbejde ud i hovedet på folk igen - og ikke i form at færdige resultater eller fastslåede kendsgerninger, men i form af forslag, tilbud og arbejdsmateriale. Folkemusikhuset involverer på den måde masser af mennesker i arbejdet med folkekulturen, nemlig både de lokale beboere på Holstebro-egnen og en lang række af folkekulturens egne sangere og spillemænd over hele landet, men også lærere og pædagoger på diverse skoler, højskoler og børnehaveseminarer, socialarbejdere på hospitaler og ved revalideringscentre m.m. samt folk fra folkemusikklubber, forsamlingshuse og fra den kommercielle folkemusikscene. Ved jævnligt at kontakte disse personer og grupper har Folkemusikhuset så igen selv lært en masse af den måde, folkemusik-materialet modtages, bruges og videreudvikles i de forskellige lokalmiljøer.
Det er et princip for Folkemusikhuset aldrig at videregive en sang, en dand osv. uden at have en baggrundshistorie om den: hvor lige netop denne særlige version kommer fra, hvem der har brugt den hvornår og hvordan osv., og om den siger nogen noget i dag (hvilket belyses med eksempler eller citater, aldrig med egne spekulationer). Og man videregiver ofte tingene i flere forskellige former, således 5-6 forskellige anvendelsesmuligheder for balladerne: til sang, til fællesdans, til spillemandsmusik osv. i forskellige kombinationer. Folks praktiske brug må så i fremtiden sætte sit præg på materialet.
Folkemusikhuset ledes af Anelise og Thorkild Knudsen. Der er ingen tvivl om, at Folkemusikhusets succes som inspirationskilde for hundredvis af mennesker skyldes deres forbløffende personlige engagement kombineret med en omfattende viden og praktisk erfaring. Det mærker man på sin krop, når man som student allernådigst bevilges adgang til det overbelastede folkemusikhus. Man involveres straks og døgnet rundt i husets arbejde. Klokken 8 om morgenen startes med »en halv time« - et folkemusikforløb, der f.eks. starter med et par rolige danse og så en lidt voldsommere, så man bliver varmet op og kommer i stemning. Så sætter man sig ned over en kop kaffe og diskuterer et emne i forbindelse med musikken eller dansen, synger et par sange, læser et udsagn op eller præsenterer lidt teori, og til sidst gennemgår man et par nye, vanskelige ting.
Man skiftes til at tilrettelægge disse »halve timer« og får altså samtidig med indøvelse af repertoire også træning i at arrangere samvær omkring folkemusik. Herefter planlægger man i fællesskab dagens arbejde og fordeler sig på kontorer, foran båndoptagere, ved trykkemaskinen osv. Ofte kaldes man sammen igen, fordi en eller anden lige skal have afprøvet en dansevariation eller rådspørge forsamlingen om en tekstversion el. lign. Ved frokostbordet, på indkøbsturen, om aftenen efter »endt« arbejdstid diskuteres der videre og synges og spilles.
Folkemusikhuset har gjort videnskabeligt arbejde til en sprudlende livsform i en sådan grad, at det virker overvældende og anstrengende at medvirke, og når man vender hjem igen, må man forgæves kæmpe for at opretholde den disciplin og intensitet, man fik indpodet i Hogager. Men der hænger alligevel en masse ved, og på den måde får Folkemusikhuset videreleveret ikke blot selve det folkemusikalske materiale, men også den effektive arbejdsform.
Folkemusikhuset mener selv, at det vigtigste resultat af deres arbejde er, at folkekulturens egne folk er blevet hørt og accepteret igen, og at de selv er blevet klar over, at det de kan er godt nok. Evald Thomsen og Ingeborg Munch, smeden i Hogager, hedebonden i Saundal, arbejdsmandsparret på Mors, bryggeriarbejdersken i Randers, Benny Holsts bedstemor på Nørrebro og hundredvis andre, som tidligere i ubemærkethed men nu mere anerkendte af sig selv og andre - disse mennesker sidder inde med nøglen og grundlaget til dansk kultur i det hele taget, og derfor er det livsnødvendigt at de fortsat spiller og synger og får mulighed for at lære fra sig til unge mennesker.
Den genopdagede folkekultur og Folkemusikhusets arbejdsform har især vist sig at være anvendelige inden for tre områder: i undervisningssammenhæng, hvor det på højskoler, seminarer og i folkeskolen er relevant inden for mange fag som dansk, historie, samfundsfag, sang og musik m.m., i sammenhæng med sociale institutioner i forebyggende ungdomsarbejde, i revalideringsarbejde, i arbejde med psykotiske børn m.m. samt i forbindelse med forsamlingshuse og lokale samværssituationer.