Artikel af Leif Varmark i Dagbladet Information, 29.4.1977. Anmeldelse af Svend Grundtvig m.fl. (red.): Danmarks gamle Folkeviser I-XII, ca 8000 s., stort format, 4.600,00 kr., udgivet af Universitets-Jubilæets Danske Samfund, Akademisk Forlag o.a., København 1853-1976.
I februar 1853 udsendes første halvdel af første bind, og i november 1890 afslutter Axel Olrik bind 5, men må samtidig gøre opmærksom på, at der endnu er næsten lige så mange ikke-udgivne viser tilbage i arkiverne. I august 1895 starter Olrik så på videreudgivelsen, idet han regner med to bind plus et tillægsbind til hele folkeviseværket. Men materialet svulmede stadigt op, ikke mindst på grund af Evald Tang Kristensens omfattende indsamlinger - han indsamlede ene mand mere end alle andre tilsammen - og da bind 9 var færdigt i 1923, manglede stadig tillægget, der først blev afsluttet i 1965. Bind 11 og 12 kom sidste år!
Vi har en folkekultur. En lille del handler om sang og musik. En lille bitte del af folkets sang og musik er balladerne. En lille bitte del af balladerne, nemlig de høviske ridderviser, trylleviser m.m., fandt nåde for forskernes øjne som interessante udgivelsesobjekter, en del af disse har folk turdet synge for de præster, skolelærere, godsejere etc., som samlede viserne ind, og en del af det indsamlede har de fine herrer så udgivet: Dette materiale fylder 8000 sider i stort format!!! Det giver et fingerpeg om folkekulturens storhed. Og så er der endda en hel del utrykt materiale endnu, bortset fra at DgF kun dækker tiden til og med 1949.
DgF indeholder tekster fra adelshåndskrifter, fra gamle folkeviseudgaver (Vedel, Tragica, Syv), fra flyveblade, fra diverse bøger og tidsskrifter og fra folkets levende sang. Der tillæg i bind I-IV, og hele bind X er tillæg, næsten udelukkende folkemundetekster og hovedsagelig Evald Tang Kristensens optegnelser. Bind XI indeholder melodier og musikteoretiske bidrag, og bind XII er et registerbind med register over titler, omkvæd, førstelinjer, navne etc., med gennemgang af kilderne og lister over meddelere, dvs. de folk, der har sunget sangene for indsamlerne.
Mere end 800 personer har bidraget til værket: tjenestepiger, husmænd, karle, kokkepige, indsiddere. omflakkende spindersker og tiggersker, barnepiger, fattiglemmer, syersker, røgtere, arbejdsmænd og -koner, fiskere, træskomænd, møllersvende, strikkekoner, vejmænd, vaskekoner osv. og en hel række anonyme personer. Hertil kommer et par bønder og en smule præster og skolelærere samt nogle adelsdamer, men de fleste af disse har også deres stof fra de lavere klasser, selv om de har forsøgt at slette sporene ved at klistre ekstra vers på hist og her.
Også Svend Grundtvig redigerede redigerede rask væk på sine manuskripter og samlede hele viser sammen af forskellige brudstykker til trods for hans motto: »alt, hvad der er, som det er«, og Axel Olrik trykte af sparehensyn kun henvisninger til opskrifter, der tidligere var trykt andetsteds (de blev så senere trykt i tillægsbindet). Ofte finder man kun henvisninger til arkivnumre i Dansk Folkemindesamling, især når det gælder ballader med særligt mange optegnelser. Mange steder er noterne tilfældige og utilstrækkelige.
Den, der stærkest har påpeget dette, er professor Laurits Bødker, Institut for Nordisk Folkemindevidenskab, der i et på en gang sagligt detaljeret og polemisk veloplagt foredrag i Selskab for Nordisk Filologi allerede i 1958 viste, at »den eksisterende udgave af Danmarks gamle Folkeviser er efter vor mening uanvendelig som videnskabeligt hjælpemiddel, fordi den ikke er udgivet på en tekstkritisk forsvarlig måde«.
Med henblik på de litterært indstillede forskere sagde Bødker, at »vi betragter størstedelen af de visestudier, der indtil nu er publicerede, som os uvedkommende ting« - »de danske viseforskere kender ikke de danske viser og de kender endnu mindre de folk, der har sunget og glædet sig over disse viser« (citater fra Laurits Bødker: Talt og Skrevet, Institut for Folkemindevidenskab, København 1975).
Bemærkningerne fremførtes ikke blot midt i løvens hule, men ramte ned midt i det arbejde, der var i gang med at fuldføre tillægsbindet bind X og planen for registerbindet. Bødkers afsløringer, der ikke var til at komme udenom, medførte, at litteraterne måtte trække deres manuskripter tilbage fra trykkeriet og lave det meste af det om. Man havde nemlig i planerne for arbejdets fuldførelse blot ført den gamle overfladiske form videre. Efter sigende skulle Bødkers afsløringer have kostet udgiverne flere hundrede tusinde kroner. Han er da heller ikke nævnt med et eneste ord i udgaven.
Bind XI, musikbindet, indeholder først to store artikler af henholdsvis Nils Schiørring og Thorkild Knudsen, hvor den hidtidige musikforskningsproblematik gennemgås nøje. Interessant er det her at få belæg for, at de melodier, vi kender som folkemelodier, f.eks. fra Højskolesangbogen i Berggreens og Laubs udsættelser, ikke giver noget korrekt billede af det folkelige melodistofs særtræk. Berggreen tilrettelagde folkemelodierne efter dur-moll-systemet og forsynede dem med harmoniseringer og klaverakkompagnement beregnet for det musicerende borgerskab. Alt, hvad der ikke passede ind i systemet, mente han som de øvrige forskere måtte være fejl. Laub, der var kirkemusiker, kritiserede denne praksis og tilrettelagde folkemelodierne efter kirketonarterne.
Først Thorkild Knudsen fremlægger melodierne efter en række principper, der bygger på tillid til Evald Tang Kristensens melodioptegnelser og en videnskabelig solidaritet med folkekulturen og dens folk. Evald Tang Kristensen havde ofte sin violin med sig på sine indsamlingsture på den jyske hede, og han efterspillede og nedskrev melodierne uden hensyn til diverse højkulturelle musikteorier. Selv passager, der lød mærkeligt i et moderne øre, lod han stå ud fra den betragtning, at sådan sang folk altså... Var han i tvivl, nedskrev han begge muligheder!
Interessant er det også at slå op i bindet for at finde originalerne til nogle af de mere kendte folkevisemelodier, f.eks. Ebbe Skammelsen, Niels Ebbesen, Dronning Dagmar o.lign.: folkemelodi til Niels Ebbesen findes ikke, og ved de andre viser står en note: teksten er ikke den originale, men vedføjet af NN...! Det vil sige, at de borgerlige litteraters folkevisefavoritter dårligt nok har været sunget af folket!
Det samme resultat kommer man til ved en optælling af optegnelser fra folkemunde: der er en udpræget forskel mellem de tekster, folkekulturen har foretrukket, og så de tekster, som litterater og redaktører har udgivet. Og her viser registerbindet sig tydeligt at være redigeret af litteraturfolk, idet alt er lagt til rette for hurtig og nem optælling af de udgivne folkeviser, mens man selv må tælle alle de 10 tekstbind igennem for at kunne lave en liste over de i folkemunde mest forekomne ballader.
Det er også vanskeligt at se, hvad man skal med de omfattende registre over personnavne, stednavne og religiøse navne al den stund man ved, at sangerne skifter navne ud efter lyst og behov, at folk knytter lokale stednavne til viserne, at »Peder og Kirsten« optræder som suveræne helte i utallige viser, at næsten enhver kirke bærer navnet Maria-kirke osv. Til gengæld mangler man topografiske registre over sangerne og optegnelserne (det har man i musikbindet), man mangler registre over motiver og man mangler registre over social status hos sangerne.
Karakteristisk er den gennemgribende pedantiske beskrivelse af adelshåndskrifterne, hvor vi får oplysninger om størrelse, papirkvalitet, manglende hjørner osv., mens der til yderligere oplysninger om de levende sangere kun er henvisninger til i øvrigt vanskelig tilgængelig litteratur. Her kunne man uden besvær i det mindste have genoptrykt Evald Tang Kristensens levnedsbeskrivelser af sine meddelelser. Tilsvarende vrimler det med udmærkede fotografier af adelsvisehåndskrifternes gulnede sider, men ikke et eneste af sangerne.
Men nu har vi altså dette pragtværk af en torso, indbundet i adelsblåt med guldtryk, og vi må få det bedste ud af det. Med udgangspunkt i Tang Kristensens optegnelser og især bind X vil man med kritisk sans have mulighed for at sætte sig ind i folketraditionens særlige sprog og forestillingsverden, og med en vis træning vil det formodentlig være muligt at finde folkekulturen bag adelsdamernes, Svend Grundtvigs og de moderne litteraters »forbedrede« redaktioner.
Hører man til dem, der mener, at folkekulturen er til for folkets skyld og næppe for forskernes, så savner man et bind 13. Her kunne man kritisk fremlægge forskningens lidet beundringsværdige historie uden de mange hensyn og forbehold, her kunne man videregive kommenterede tekster og melodier i sammenhæng, som de blev sunget og optegnet, her kunne man have et afsnit med danseinstruktion, et afsnit om sangerne og deres sociale baggrund, man kunne have billeder af sangere fra før og nu, og man kunne have rapporter om nutidig praktisk brug af balladesang og dans i kulturelle og sociale situationer.
Ak ja! Med DgF står vi efter 130 år ved en ny begyndelse!