En utopi på baggrund af nyindhøstede erfaringer med et gammelt materiale.
Artikel af Leif Varmark i Dagbladet Information, 21.4.1977.
Det er balladerne, der er vendt tilbage!
Efter at have ligget bevidstløse, men altså ikke døde i et par generationer - hvilket i forhold til balladernes alder for øvrigt er et ganske kort tidsrum - spirer de nu frem igen og tilkæmper sig langsomt en plads og funktion i folkekulturen på ny. Eller rettere: folk er begyndt at tilbageerobre et stykke at sin egen traditionelle kultur. Flere tusinde mennesker har allerede stiftet bekendtskab med balladerne bare inden for det sidste år, og interessen er stadig stigende. Der synges og danses, eksperimenteres og diskuteres som aldrig før omkring et stykke af folkekulturen. Hvorfor?
Det vil være naturligt at pege på den almindelige interesse for fortiden, der altid dukker op i sociale krisetider med skærpet klassekamp, angreb på de sociale goder, på skolens frihed, på kulturen osv. Nostalgisk søger folk rekreation og lutring i »de gode gamle dage«s (indbildte) idyl og romantik, og seriøst søger andre efter årsager til, hvorfor det går ad helvede til og efter ideer og inspiration til, hvordan man kan ændre tingenes elendige tilstand. I den henseende kan interessen for balladerne og folkekulturen ses som en del af den opblussende interesse for folkets historie, for arbejderbevægelsens udvikling og for udvikling af kritiske samfundsteorier, der alle søger tilbage til et udgangspunkt omkring tiden 1870-1920. Det er ligesom man forsøger at bygge bro over det krater, der er blevet smadret ned i det folkelige liv, i folkets praksis og teori, på grund af 1. verdenskrig, depressionen i 30erne, 2. verdenskrig og den kolde krig i 50erne.
Vil man opfatte interessen for balladerne som andet end kuriøs underholdning, må man se dem i denne sammenhæng. Balladerne som er social musik og som fortæller stærke historier fra menneskelivet, fungerer styrkende for et fællesskab og alle kan deltage næsten umiddelbart. De rammer derfor lige ned midt i et behov, der er skabt af efterkrigstidens larmende jazz-, rock- og beatindustri med deres stjernedyrkelse og passive plade- eller koncertaflytning samt den tilfældige hoppen op og ned, der har skullet fungere som dans dertil. Jordbunden har længe været beredt, græsset knastørt.
Gnisten, der har fået steppebranden i gang, er det arbejde, der er udført i Folkemusikhuset i Hogager. Efter i et par år at have eksperimenteret internt, præsenterede en gruppe fra Hogager balladerne på folkemusikkurset på Skælskør højskole sommeren 1975 for første gang for et større publikum, der i stor udstrækning bestod af pædagoger, mediearbejdere, amatørmusikere etc. samt aktive i kvindebevægelsen, boligbevægelsen m.m. Herfra spredte balladerne sig samtidig med, at Hogagergruppen fortsatte præsentationen i andre lokale sammenhænge.
Det er næsten umuligt at forklare, hvad ballader er for noget. De er følelsesmæssige eksplosioner, anti-sang og kollektive erindringer om fremtiden. Folkets skrig. De er koncentrerede ansigter, tårer på kinderne og sved på kroppen. Trampende fødder gennem historien. Kærlighed til livet, humor og kamp. De er musik fra dybet af hjertet og hændernes greb om tilværelsen. Og så en teknokratisk forklaring:
Balladerne er lange fortællende sange, som i et særligt folkeligt kunstsprog giver udtryk for almindelige menneskers virkelighed, situation og længsler, for kærlighedens vilkår i samfundet, for kritik af uønskede normer og autoriteter, for drømme og ønsker om lykkeligere tilstande m.m. De fremføres i fællesskab, med forsanger og kor, som vekselsang eller solo - og med eller uden kædedans i forskellige former. Ballademotiverne er internationalt udbredt, men gives lokal udformning helt ned til familie- og sogneplanet - noget specielt nationalt særtræk synes de ikke at have. De har været sunget og danset i århundreder i skiftende længder og variationer, og generationers følelser og livserfaringer ligger gemt i denne folkelige fortælleform.
Balladerne er et stykke af virkeligheden - også i dag. Hvor vi under påvirkning fra den officielle litteraturs folkeviseudgaver er vænnet til at opfatte balladerne som en del af overklassselitteraturen - adelshåndskrifter m.m. - så er de balladetekster, der nu er begyndt at cirkulere blandt folk hovedsagelig originale opskrifter fra folkemunde, især fra slutningen af forrige århundrede, men også fra vor egen tid (Ingeborg Munch, Ida Hansen, Julie Petersen m.fl.). Til trods for en række arkaiske udtryk og specielle poetiske vendinger adskiller sproget i balladerne sig fra adelsoverleveringen ved at være mere konkret og tilnærmet dagligt talesprog. Det mundrette, sangbare udtryk foretrækkes endog til fordel for korrekte rim, hvilket først og fremmest antyder netop udspringet af den levende brugssituation frem for litterært udspring. I øvrigt viser mange af de tilsyneladende gammeldags og kunstige talemåder i teksterne sig at være et naturligt talesprog, blot i dialekt.
Det episke forløb i balladerne er karakteriseret ved korte og knappe handlingsforløb og hurtige sceneskift beskrevet gennem konkrete billeder af handlingssituationerne. Al tale foregår i direkte replikker, og alle verber står i handleform (aktivform). Herved skabet et særligt indforstået sprog, der fungerer som en integreret del af den levende sociale sang-situation, når balladerne fremføres i fællesskab, og derfor er balladeteksterne litterært værdiløse, når de trækkes isoleret ud af denne sammenhæng. Har man imidlertid praktisk og teoretisk kendskab til balladernes funktion og fremførelsesformer, så vil selv små løsrevne tekstbrokker fremvise stor skønhed.
Motiver og handling i balladerne og den indre dramatiske struktur afspejler den jævne befolknings livsvilkår, daglige oplevelser og sociale situation. I stærke billeder hører vi om pløjning, høstarbejde, syning, vævning og vinbrygning, om bryllupper, drikkegilder og andre fester, om kirkegang, hykleriske præster og sladdervorne degne, om udveksling af gaver og om bestikkelsesforsøg, vi hører om vanskelige fødsler, om onde stedmødre og -fædre, om nabo- og familiestridigheder, om forelskelse og jalousi, om lykkelig og ulykkelig kærlighed, om forældre der forhindrer forbindelsen mellem de to elskende, fordi de er af forskellig stand, om frivillige og ufrivillige bortførelser, om voldtægt og mord, om retfærdigheden, der sker fyldes men også om afmagten over for de rige og stærke autoriteter, om død og begravelse, om alle former for oprør lige fra det skælmske drilleri til den blodigste hævn og til drømmen om fattigrøven, der i virkeligheden (inderst inde) er en pragtfuld kongesøn.
Her gælder det igen, at vores officielle opfattelse af balladernes personer og miljø er blevet stærkt fortegnet af de litterære udgivelser. I modsætning til disse, der fortrinsvis har udvalgt alt stof der kunne give indtryk af en høvisk højkultur, vidner folkemundeteksterne netop om en folkekultur med mænd, kvinder og børn i huse og gårde og mark og skov. Kongen og hans slot, ridderne med deres strålende brynjer og gyldne sværd er ikke naturalistiske beskrivelser, men må opfattes som en slags symbolsk realisme: Ridderen der tjente ved hoffet har af sangeren været opfattet som karlen, der skulle til hoveriarbejde, og motivet med svinedrengen, der får prinsessen, har betydet: vi fattige er mindst lige så betydningsfulde og gode som de rige. Kongen har betydet den lokale herremand, og i de fleste balladetekster går det kongen yderst ilde... Alle disse konflikter er i sine nye former stadig lige aktuelle i dag, hvilket er endnu en grund til, at balladerne har kunnet leve videre og igen gribe om sig.
I sin funktion organiserede balladen de tilstedeværende kollektivt. Sidder man passivt og lytter og glor, så isoleres man og forstår intet af, hvad der foregår, men deltager man i balladesangen og -dansen, så får man lynhurtig en rolle, der engagerer og passer ind i det musikalske mønster. Allerede som begynder kan man deltage og udfolde sig ved at synge med på omkvæd og gentagelser samt i dansen, og efterhånden som man lærer teksten, kan man deltage som forsanger og fordanser eller deltage i vekselsang.
Dygtige balladesangere vil blive i stand til at forkorte eller forlænge balladen efter ønske, humør eller situation, idet det på baggrund af kendskab til strofeformer, faste sproglige vendinger og traditionel variations-teknik er muligt så at sige på dansende fod at opfinde nye vers, der passer ind i den handling, man ønsker at sætte sit præg på. Man kan også indflette hentydninger til kendte begivenheder eller personer. Med tiden vil man kunne skabe nye aktuelle tekster på baggrund af traditionens teknik og æstetik.
Noget lignende gør sig gældende med melodierne, som også er opbygget på en måde, vi i dag ville kalde et modulsystem. Korte melodiske vendinger på 5-8 toner kobles sammen i bundter, og man har en melodi. De samme melodiske vendinger kan gå igen i flere forskellige melodier og optræde i forskellige funktioner: som indledning i én melodi, som afslutning i en anden, som del af et omkvæd i en tredje osv. Dette bevirker, at melodierne bliver uden ledetoner, grundtoner, kadencer m.m. og i vores finkulturelt tilvante øren bliver vanskelige at fatte, især for folk med musikuddannelse eller stort forbrug af pop og klassisk. Melodierne får en flydende og fluktuerende karakter, som om de hverken har begyndelse eller afslutning. Men efterhånden vil man lære at opfatte og anvende disse »byggeklodser« kreativt og måske kunne udvikle systemet til nye melodiformer.
Et lignende modulsystem går igen i dansen, som bygger på få enkle grundtrin, der efter nogen tids erfaring kan varieres og udbygges til hurtige og langsomme, adstadige og løsslupne danseformer, som dramatisk vil kunne understøtte begivenhederne i sangteksterne. Balladerne ligger på grænsen til teater, idet det med få midler kan lade sig gøre af opføre de fleste ballader som simultanteater. Gamle beretninger taler da også om, at »der opførtes ringdanse«.
Det har gennem lang tid været en offentlig fordom, at dansk folkesang var uddød. Den nye interesse for alle former for folkesang og folkemusik dementerer dette, og det bliver mere og mere klart, at det har været en relativ ny og speciel situation, at folk ikke har sunget og spillet selv. Bag om ryggen på såvel det finkulturelle musikliv som den kommercielle musikindustri er folk begyndt at tilbageerobre folkekulturen og genudvikle en sang- og musikevne og praksis, som altid har været der.