Hyrderåb © Leif Varmark, 2007. Mine personlige tanker om hyrderåb og ballademelodier.
	Hyrderåb er en udbredt og karakteristisk syngestil, som ligger bag en masse ballademelodier. Det er oprindeligt et tusind år gammelt arbejdsredskab, som findes i mangfoldige udgaver rundt omkring i verden. Thorkild Knudsen skriver: »Det tetrakordale råb. Udbredt i hele det indo-europæiske område: Fra den høje råbetone og til en foreløbig hviletone en kvart, eller fire toner, lavere - et naturtoneforhold. Og til en endelig hviletone endnu en tone lavere - kvinten, eller fem toner, lavere. Endnu et naturtoneforhold.« Råbet, eller de forskellige råb, har forskellige funktioner. Der er råb, der bringer meddelelser til andre mennesker, f.eks. andre hyrde i skoven, på heden eller på fjeldet. Det kan dreje sig om dyr, der er blevet væk, eller omvendt som er blevet fundet, og det kan være advarsler om rovdyr, ulve, bjørne etc. Det kan også blot være til hygge, kalde til sammenkomst eller af ren og skær musikalsk lyst eller.  Der er råb til køer, der er råb til geder, og der er råb til får. Der er råb til om morgenen, når man går ud med dyrene, til midt på dagen, hvis flokken skal holdes samlet, og andre råb for at kalde flokken sammen, og der er råb til aftenbrug, til samling og  hjemdrift. Og endelig er der særlige råb, ofte suppleret med horn og »lur«, som kan skræmme rovdyr bort med diverse forfærdelige skrat og lyde. Ofte er der tekst til både råb og hornsignaler, og da folk kender alle disse tekster, så ved man, hvad signalerne betyder - hornet snakker: »Hun blæste, at den plettede ko var blevet borte« eller »Ulven kommer, ulven kommer.« Man kommer uvægerligt her til at tænke på indianernes røgsignaler, og en svensk bog om hyrderåbet fra begyndelsen af 1900-tallet har da også undertitlen: Den folkelige telegraf. Den mest berømte fortælling i Skandinavien er Tulleri tova eller Kulleri tova. Richard Dybeck skriver herom i 1846 (jeg må hellere oversætte): Kulleri tova er en i Sverige og Norge meget udbredt hyrdevise, som almindeligvis bygger på det sagn, at en hyrde, som i skoven blev mødt af røvere eller ransmænd, med denne vise forsøgte at underrette de hjemmeværende, hvad der var på færde. Den følgende optegnelse er fra Södra Dalarna (Hedemora, Norrberke). Sagnet der fortæller, at en pige, som passede køer i skoven, traf på en flok røvere, som på hendes indtrængende bønner fik lov at leve en time, hvor hun så blæste i sit hyrdehorn for at tilkalde hjælp fra de hjemmeværende: Kulleri tova tolf män i skoga tolf män äro de tolf svärd bära de svart oxen hängde de skällko flängde de mej ville de bortlocka Kulleri tova Dybeck fortsætter: I Transtrand sogn i Vester-Dalarne er visen med hensyn til ord og melodi aldeles den samme. Dér »blæses visen i horn eller lur, når bjørn eller andre udyr kommer på tæt hold af dyrene, hvorved hyrden med lyden søger at tilkendegive for de andre hyrder i nærheden, at bjørnen (iflg. folketroen, tolv mand stærk) er på færde. Her er et par beretninger fra det virkelige liv i Sverige og Danmark. Jeg har desværre ikke lige nu noget fra Norge, men situationen er den samme: Sverige: »Och fäbodarnas [sæterhytternes] klanger utgjorde ett säreget inslaf i det svenska ljudlandskapet: »Om dom började på en vall att locka på korna, kunde man vara nästan säker på att dom andra svarede. Om man då var uppe på höjderna, hade man fäbodar runt om och då hörde man fäbodjäntorna på alla vallar. Det var bjällerklang och råmande [kobrøl] över hela skogen.« Så berättas det från Jämtland.« Danmark (Bornholm): De sidste timer var altid lange - Solen blev så langsom i det. Og tiden hade heller intet indhold, Pelle selv var træt, og aftenstilheden lae sig dæmpende i vejen for stærke ytringer. Men nu kørte de ud til malkning deroppe, og kvæget begyndte at græsse sig op efter den kant af engen, der vendte mod gården; så stundede det. Og endelig begyndte vogterdrengene at jodle ovre ved nabogårdene, først én, så faldt der flere ind: Å driv hjem, å-hå, å-å-hå!    Å-hå-, å-hå!    Å-hå-, å-hå! Å driv hjem, å-å-hå!    å-hå! (Fra Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren, bind I, side 61-61.) Sverige: »Hon lullade så vackert att männen ställte sig mot sina lieorv [leer]  och kvinnorna mot sina räfser [river] och lyssnade. De kunde inte arbeta, så gripna blev de av hennes drillars skønhed.« Danmark: Kvæget gaar løst hele Sommeren og vogtes af Drenge og Piger, som det kan falde sig. Disse børn kan undertiden en smuk Sommeraften meddele Heden en egen Livlighed, naar de alle stemmer op i en fælles Lallen eller Jodlen, der høres vidt og bredt omkring, ofte helt ind paa en anden Bys Marker, hvor Hyrderne der saa staks tage fat med. (Jens Madsen: Folkeminder fra Hanved sogn ved Flensborg, 1870, side IV.) Sverige: En liten värmlandsk vallpiga [hyrdepige] berättar: »Det var allt så bedrövligt iblandt att gå och blåsa i en stor lur dagen i ända [hele dagen]. Ja, jag var allt så ledsen [ked af det] iblandt. Man var ju inte så gammal heller, när man gick i vall... Det var så mycket varg [ulv] i skogen. Så länge jag blås, höll de sig undan, men så fort jag slutade, kom de fram.« Danmark: For 55 år siden var det brug i Stobberup, at én rögter (en jænnhjoor) passede alle byens får om vinteren ude på marken. Om morgenen, når han drog igjennem byen for at samle fårene, blæste han i et stort kohorn, og det kjendte fårene og fulgte så efter ham. Han blæste al tid signalet to gange. Lidt på afstand lød det sådan: E hjoor han tuude i hans huen    dær æ venter i byj    dær æ venter i byj han væne hans rew imued    å kryvve en i lyj    å kryvve en i lyj Når han begyndte at blæse, så begyndte folk også på verset: E hjoor han tuude i hans huen osv. Fortalt af en mand, som den gang tjente der. (Søren Hansen, Skjold. Efter Evald Tang Kristensen: Jysk Almueliv I, 1891, side 21.) Vi bemærker her i forbifarten med stor tilfredshed, at der er tale om en klar balladevers-struktur. Hvis nogen har besvær med det gamle jyske, så er her en parallel: Vores byhyrde var et godt sølle skind. Han begyndte at tude i hans lud fra den nordre ende af byen, hvor han boede, og sønden ud og blev ved at drive med kræet, og dem, der ikke fik deres ud til ham i tide, de skulle selv drive ud med det til samlingspladsen, hvis de da ikke nåede ham undervejs. Først blæste han i hans luj, og så sang han bagefter: Svend Jörgensen tuder i hans huen    her er vinter i by æ hjordkuen vender hend röv imod    kryb der i ly Og så til slut en lidt længere beretning fra Dalarne. Den findes i en fantastisk bog på 7-8 kæmpe-bind, hvor forfatteren fra 1919 til 1939 følger Dalelven fra dens udspring hos lapperne/samerne ved Idre i det nordvestlige Dalarne og så hele vejen ned gennem fjeld, skov og mark til dens udspring i den botniske bugt. Undervejs beskriver han alt, hvad han ser og hører: naturen, bygningerne, menneskene, dragter, redskaber - alt! Og også sagn, eventyr, arbejdsliv og bygdesladder samt en masse spillemandsmusik og - masser af hyrderåb! Dalarne: Karl Erik Forsslund: Med Dalälven från Källorna till Havet, Stockholm 1918-1939. Del 1, bog 1, side 42-44: Men bäst vi sitta och språka [sludrer], tar hon fram en stor gammal trälur – utan näver [bark], endast bandad [omvundet] med några vidjor. Och Mickel sätter den till mun; han har inte tagit i den på åratal [i årevis], men han kan konsten än, de starka smattrande [smældende] tonerna svinga sig upp ur dalen, genljuda mellan höjderna och samla sig till fulla ackord, som rulla bort över fjällkammarna. Jag minns [botanikeren] Linnés anteckning från Idre: »Man väcktes upp om morgonen vid solens uppgång af herden [hyrden], som spelade reveillen för sin boskap [dyreflok] på ett horn så väl, att echo uti nästliggande fjäll gaf en behageligare resonance än man någon tid hört.« Mickel Westgård blåser ett par varglåtar [ulve-melodier] – de komma som beställda efter alla varghistorier, vi hört under färden, og det är den första vildmarksmusik, vi få till livs efter lappjoiken [joik - samernes sang] i fjället. Mickel Westgård, Huskläppen, Idre, Dalarne, 1916. Luren, utan fingerhål, ger ej så stora melodimöjligheter som hornet. Des låtar likna militärsignaler och trompetstötar, den är nära släkt till jägarhornet, men har sin egen klang, mjukare [blødere] än metallens, klarare och mindre dov [dump] än kohornets. En underbar klang av storskog i fjälluft, stark så att den hörs på långa håll [afstand]. Det är som en jätte tagit en av de grova [kæmpestore] raka [snorlige] månghundraåriga furorna [fyrretræer] i skogsparkerna vid fjällfoten, hålkat ur [udhulet] stamman och blåst all sin egen och skogens og fjällens anda [vejr, luft, ånde] genom den. Björnluren eller vargluren hette den, skrämde bort alla vilddjur och var ett försvar och en frälsare för ensamma säterjäntor och gätergutter [hyrdedrenge]. Et första fäbotrall [sætervise = hyrderåb] få vi också med oss. Det är mor Petronilla som »köker en kök för tjyrna« (kök har hårt k) – höga klara gångar med joddlande drillar och löpningar, utan ord, livliga som de själva, avslutade med ett ivrigt manande, kort tjy! Den underlige kök-snak betyder blot »råber et råb for køerne«: Kök för tjyrna sjungen av Petronilla Westgård, Huskläppen, Idre: Å-hå---                                                   ---tjy! Her er et par billeder fra Dalälv-bogen. Der er masser af billeder med lur og horn, men underligt nok ingen, hvor de blot synger.
	Hvad sker der med råbet i dag?
	»Jeg har lært at bruge betegnelsen folkemusik alene når tekstens og melodiens form på den ene side og virkelighedens situationer og personer på den anden side – er to sider af samme sag. Eller sagt på en anden måde: når der findes en gensidig funktion mellem en tekstlig-musikalsk struktur og en situation i folkelivet.« (Thorkild Knudsen, i brev til Nils Schiørring, 1976). Hvad sker der, når man bryder denne sammenhæng? Når man fjerner folkemusikken fra dens oprindelige miljø og funktioner og placerer den i andre sammenhænge? Den svenske forsker Anna Johnson udgav i 1979 en forskningsrapport, der viser hvad der sker med hyrderåbene, når de mister deres funktion som praktisk arbejdsredskab oppe på sæteren. Rapporten præsenterer »på den ene side de ældre kvinder Kristina Nordin og Matilda Nord, hos hvem hyrderåbene lever i ubrudt tradition direkte knyttet til arbejdet med dyrene – og på den anden side den yngre kvinde, Gölin Morlind, hvor hyrdesangen efterhånden har løsrevet sig fra sit oprindelige, praktiske formål og i stedet fået en æstetisk, »museal« funktion.« Herimellem er der andre kvinder med blandingsformer, som vi ser bort fra i det følgende. Her er en overfladisk og skematisk opstilling af Anna Johnsons resultater: Råb i tradition Råb uden for tradition Direkte knyttet til arbejdet, skal kunne høres over store afstande Mangler praktisk formål, ingen afstandskrav Kraftig toneansats/start Normal stemme Højt leje Lille volumen Lange, klare, gennemtrængende toner Vibrato Motivisk rigdom/alsidighed Melodisk skønsang Blanding af talesang, råb og melismer Mangler Formelopbygning inden for kvinten Oktav eller mere Faldende kontur Bueform og visemelodik Intonationer knyttes sammen med en improvisationsteknik, som er funktionsstyret og bestandigt varierende Ingen intonationer. De enkelte toner kobles sammen på en mere fast måde til afrundede melodier med harmonisk præg Varierende længder på pauser Kun pauser til vejrtrækning Varierende intervalstørrelser, stor+lille terts, lille+stor terts, mikrointervaller Diatonisk skala, fastlagte intervaller Hyrderåbet er et praktisk redskab, som er tæt integreret i nødvendigt arbejde. Arbejdets forskellige krav tilfører råbene stor alsidighed og variation. Samtidig er der stort rum for den personligt skabende indsats. Hyrderåbet bliver til almindelige og melodisk fastlåste skønsange af æstetisk karakter, der følger tidens herskende dur-mol-skema. Konklusionen – min konklusion – er, at det særlige og specielle forsvinder og at de i tiden almindeligt herskende normer og regler overtager. Dette gælder al folkemusik og i øvrigt al folkekultur: En masse private og fælles menneskelige og sociale værdier går tabt, indsigter og livserfaringer glemmes og praktiske færdigheder sygner hen. Det personlige udtryk svækkes og den lokale sammenhæng opgives. I stedet afløses folkekulturens fælles selvforsyningspraksis af masseproducerede færdigvarer – herunder også sang og musik – der produceres af professionelle specialister til et anonymt marked.