© Thorkild Knudsen, 1970.
Imidlertid, om vi for en tid glemmer den systematiske orden og i stedet læser, hvad Tang Kristensen skrev mellem linjerne, så kan vi ane en anden sammenhæng.
Det er som om alt han har skrevet og skrevet ned holdes sammen af én personlig ide. Eller sagt på en anden måde, Evald Tang Kristensen har et grundsyn, som han aldrig blev træt af at illustrere med optegnelser.
Det særlige ved Evald Tang Kristensen er hans umådelige respekt for virkeligheden. Og han kendte den bedre end nogen anden. Virkeligheden var for ham hedens fattige folk i det 19. århundrede. Hans mål var at give et meningsfyldt billede af det, som han så, hørte og forstod.
Det er en lykke for Danmark, at Evald Tang Kristensen virkeliggjorde sit mål ved at identificere sig med sit emne, hedens fattige folk. Kun derved nåede han så dybt, som han gjorde. Han havde tillid til menneskene og accepterede dem. Derfor turde de stole på ham og dele deres kultur med ham.
Jeg henviste til, hvad Evald Tang Kristensen skrev mellem linjerne. Men hans syn kommer dog også mere direkte til udtryk. Han efterlod alle sine papirer til Dansk Folkemindesamling. Og det vil i hans tilfælde sige noget nær overhovedet alt papir, som han havde haft mellem hænderne samt alt det trykpapir, som andre brugte i forbindelse med ham og hans værk:
Dagbøger, som fulgte ham overalt på indsamlingsturene. Notesbøger og løse blade, hvor han søgte at give en troværdig renskrift af dagbøgernes skitsemæssige optegnelser. Og selvbiografiske noter. Portrætter af folk, som han mødte på heden. Vurderinger af det, som han hørte. Udkast til en senere fremlæggelse og præsentation af materialet i trykte udgaver. Breve til venner og fjender. Noter og manuskripter til talløse foredrag, som han holdt omkring i Jylland. Indlæg til blade og tidsskrifter i forbindelse med sager, som vedkom ham og hans arbejde. Flygtige notater om drømme og ideer, som afspejler hans evige uro og higen.
Hovedparten af dette materiale ligger ulæst hen. Men det er en mine af oplysninger, som - passende læst - vil gøre det muligt at læse Evald Tang Kristensens officielle rækker af systematisk ordnede optegnelser på en bedre måde. Eller i hvert fald på en anden måde, som måske er mere i overensstemmelse med, hvordan samleren selv opfattede indholdet af det samlede.
Imidlertid, Dansk Folkemindesamlings gennemgang af Evald Tang Kristensens efterladte papirer er langt fra afsluttet, om den nogensinde bliver det. Det følgende er derfor alene nogle foreløbige indtryk fra læsningen.
Evald Tang Kristensen holdt meget af at fortælle om sig selv. Han samlede oplysninger om sin afstamning og slægt. Minder og oplevelser fra hans lange liv beskrives omhyggeligt og levende. Selv meget personlige drømme noterede han ned.
Det er åbenlyst, at han lagde vægt på at beskrive sig selv, så han kom til at ligne hedens fattige folk, hans meddelere.
Sine trykte erindringer indleder han med at erklære, at han er glad over, at han ikke har en eneste berømmelig person at vise tilbage på i slægten. Og ganske vist var der i hans mors familie et par enkelte, der kom uden for bondestanden, så det skete, at finere fornemmelser kom op i moderens familie. Men hans fars familie var ringere, og den holdt han mest af.
På et eller andet tidspunkt diskuterede jyderne om, hvem der stammede fra fortidens trælle. Evald Tang Kristensen meldte sig straks og erklærede, at han mente sikkert at ned stamme fra trælle. Og hvad så, skriver han, trællesindet og trællemærket finder man ikke nødvendigvis mest hos folk af trælleæt. Der er små og store trælle.
Det er meget vigtigt at finde ud af, hvordan Evald Tang Kristensens tendentiøse selvbeskrivelser skal forstås. Det er ikke nok at fremhæve dem som et eksempel på, at han identificerede sig med meddelerne. Det afgørende spørgsmål er, hvad der er årsag og hvad der er virkning.
Jeg mener, at Evald Tang Kristensen meget tidligt blev klassebevidst. Det ville være en undervurdering af ham at tro, at han ikke allerede som ganske ung erkendte sin ydmyge stilling i samfundet. Samtidig er han den fødte iagttager, og han har ganske sikkert set misforholdet mellem virkeligheden og tidens officielle vurdering af hans klasse og dens kultur.
Heri ligger en stærk motivation for hans arbejde som samler og udgiver. Den eneste motivation, som er stærk nok til at forklare hans udholdenhed og naturen af hans indsats.
Han gjorde sig til talsmand for sin sociale klasse. Dermed vil det være at stille tingene på hovedet at betragte Evald Tang Kristensens tendentiøse selvbeskrivelser som et resultat af hans samlervirksomhed. Det er næsten fornærmeligt at forestille sig, at han bevidst prøvede på at klæde sig ud som de folk, han opsøgte. Det er en nyere ide, at indsamleren skal fedte for bønderne.
-
»Man plejer jo at indlede sin Livshistorie med at fortælle noget om sine
Forfædre, for at Efterslægten kan faa lidt at vide om, hvad Rod man er
runden af. Jeg vil da gjøre lige saadan og er endogsaa glad derved, netop
fordi jeg ikke har en eneste berømmelig eller bekjendt Person at vise
tilbage paa. Der er virkelig ikke nogen stor Herlighed ved at høre til en
bekjendt Slægt, naar man ikke selv kan gjøre sig anden Fortjeneste
deraf. Jeg har saa tit af Erfaring faaet det Indtryk, at et Menneske, der
har et Navn, som ikke just helt taber sig i Vrimlen, ligefrem er stor af
at bære det Navn, han kan endogsaa ikke lade være med at brovte deraf og
ser absolut ned paa dem, der ikke har et lignende Navn. Det har jeg altid
gjort Nar ad, og i mit inderste Hjerte har jeg beklaget den slags
Storsindethed.« (Minder og Oplevelser I, side 4.)
(Min mødrene slægt) »har i det hele taget været noget finere anlagt end den fædrene, idet der fra den er udgaaet en Del Mænd og Kvinder udenfor Bondestanden, og den Omstændighed, at min Bedstefader var Degn, og min Oldemoder en Provstedatter, har sikkert ogsaa bidraget noget til, at de finere Fornemmelser er kommet lidt mere frem. Jeg har dog altid glædet mig, jeg tør næsten sige, mere ved at færdes mellem den fædrene end den mødrene Slægt, og om de fleste af hine nu heller ikke længere er Bønder, saa ligger dog Oprindelsen derfra ikke saa langt tilbage.« (Minder og Oplevelser I, side 77)
»Jeg mener altsaa, at Trællenes Efterkommere findes nærmest blandt vore Smaafolk. Men dette er hverken til Skam eller Skjændsel, da en Træl kan være mere fribaaren end en Herre, og dette vil i Reglen være tilfældet, naar Herren formedelst Blødagtighed og længere Tids Herskerglæde har nedværdiget sig og saa at sige har drevet Vorherre til at skulle vende Begivenhedernes Hjul helt omkring.
Det gjør lige meget til Sagen, om man nedstammer fra en Træl eller fra en Adelsmand - jeg for mit Vedkommende antager det for sikkert, at jeg nedstammer fra Trælle - men hvad der ikke gjør lige meget, det er om man bærer eller ikke bærer Trællemærket til Syne eller overhovedet om man gjemmer eller ikke gjemmer dette Mærke. Ved Trællemærket maa tænkes paa Trællesindet og de deraf flydende handlinger.Det skal ikke nægtes, at mangen dansk Bonde har Trællesindet og bærer det tydeligt til Skue. Men lige saa sikkert er det, at mangen fin Mand og mangen Øvrighedsperson og mangen højt staaende Gejstlig bærer det samme Trællesind i sig og bærer det tydeligt til Skue i hele sin Adfærd, krybende overfor Overmænd og hovmodig overfor Undermænd.« (Manuskript i Dansk Folkemindesamling 1929/138:VIII)
»Nu er jeg altsaa til Ende med min Slægts Historie paa fædrene Side. Jeg har kastet Blikket saa langt tilbage, som jeg har kunnet, og Udbyttet heraf har været, at de allerfleste af mine Forfædre har levet under meget smaa Forhold, ja, endog i stor Fattigdom i meget øde Egne, der dengang var saa godt som helt uberørte af den store Verden. Først den gamle Skrædder, min Bedstefader, har ligsom gjort nogen Forandring i Forholdene. Han var opad- og udadstræbende, og hans kjønne og velbegavede Børn har haft Lyst til at føre Udviklingen et Skridt videre. Nu er den fædrene Slægt bleven spredt. Den har vel ikke sat Mærker i noget som helst Aandsliv her i Danmark eller gjort noget som helst Stød til Nydannelse af Erhvervsliv eller materiel Udvikling, saa det har kunnet mærkes uden for de de snævrere Kredse, hvori den har bevæget sig, men saadan gaar dt vel med de fleste. Det gjælder blot om at udfylde sin beskedne Plads paa en taalelig god Maade.« (Minder og Oplevelser I, side 46.)
»Jeg er skabt til at være Samler og har Lyst til af samle paa alt muligt, endog Penge. Dernæst er jeg et stort Stykke af en Særling, siger altid rent ud af Posen, hvad jeg mener, og bryder mig ikke stort om Folks Domme. Men Tiden og min underordnede Stilling, samt de mange særegne Forhold, jeg tit har været inde i, har dog lært mig Nødvendigheden af undertiden at lempe mig, om end det brænder i mig. Jeg er ogsaa en Stivstikker, der holder godt fast paa fattede Meninger og Planer. Man skulle for Resten ikke tro ved overfladisk Bekjendtskab, at den meget beskedent udseende og ligefrem uanselige, forover ludende Personlighed med den hartad forlegne Fremtræden kunde være saa stiv paa det. Munden er meget daarligt skaftet paa mig. Jeg har ondt ved at udtale mig og kan saa godt som ikke snakke med Folk om Vind og Vejr, hvad de dog sætter særdeles stor Pris paa. Derimod lystrer Pennen mig godt, og jeg kan med den blive meget bitter og skærende. Med Pen i Haand vælder Tanker og Indfald frem, men uden den er jeg snart overvunden i Ordkamp. Dog kan det en sjælden Gang hænde, naar jeg kommer i Aande, at jeg kan blive veltalende, men dertil udkræves rigtig nok en lykkelig Sindsstemning, og - jeg er som oftest tung af Sind. Man skulde ikke tro, at en saadan Man kunde være tjenlig til at gaa omkring fra Dør til Dør og samle Folkeminder. Men, man rummer mange Modsætninger i sig. Jeg befinder mig aldrig bedre, end naar jeg gaar midt ude paa en stor Hede med nogle Meldmadder i min Taske, saa jeg ej behøver at være bange for at skulde sulte de første Timer og ved, hvor jeg skal lægge mig til hvile om Natten. Disse to Bekymringer - for Mad og for Seng - har jeg nemlig stadig haft at trækkes med paa mine Vandringer. I Modsætning hertil er jeg heller aldrig bedre i mit Es, end naar jeg i en eller anden Hytte kan komme til at pumpe Folk og trænge ind i deres Sjælekroge. Med mit skarpe Blik kan jeg snart faa Folk, hvor jeg vil have dem, og har da næsten altid faaet Lov til at undersøge dem i Dybderne, ja, er trængt ned, hvor ingen Præst eller Sjælesørger plejer at komme. En saadan Undersøgelse er en ren Fryd for mig, og i saa Fald er jeg ikke længere forlegen eller ordknap. I de allerfleste Tilfælde, hvor jeg har haft Sammentræf med rette Indehavere af Folkeminder, har jeg da ogsa haft et særdeles Udbytte.« (Dansk Folkemindesamling 1929/138, 1884)
»Jeg gaar til om ikke ret lang Tid, hvis jeg ikke faar anden Bolig og andre Vilkaar i min Fritidssyssel. Jeg sidder hver Vinteraften i den store kolde Skole og arbejder til Sengetid, da jeg ellers ikke har et eneste Sted, hvor jeg kan sidde og skrive. Jeg har tit ønsket mig et lille Hummer med et lille Skrivebord, men det bliver ved Ønsket. I min Bolig, hvor Svampene er en Alen i Tværmaal (jeg kan godt sende Dem en til behageligt Eftersyn), sidder jeg endnu med min Familie, endskjøndt jeg skulde være flyttet til Jul. Men jeg bad mig fritaget, til Foraarsmildningen kom. Hvem skal forøvrigt skaffe mig en Bolig, hvori jeg ikke skal ældes før Tiden? Sogneraadet kan ikke gjøre mere, end det gjør. Men Forholdenes Magt maa vi bøje os under.
Det, der ligger Dem paa Sinde, skal ud. Ja, saadan er det ogsaa med mig. Altsa ligner vi hinanden i det Stykke. Men der er ogsaa nogen Forskjel f.Ex. deri, at De altid har virket under heldigere Vilkaar end jeg, og derved har faaet »et højere Syn« end jeg.« (Brev 15.3.1884 til Frederik Barfod, Dansk Folkemindesamling 1929)
Evald Tang Kristensens påvisning af sammenhængen mellem fattigdom og folkekultur virker i grunde stærkest, når den kommer til udtryk indirekte. Nemlig når han fortæller om, hvad han så og oplevede på sine ture. Hans optegnelser i dagbøger, i renskrifter og i trykte udgaver er som hængt op i et net af rammende beskrivelser af træk fra virkeligheden.
En sociologisk skildring af heden i det 19. århundrede kunne udmærket sammenstilles på grundlag af de talløse observationer i Evald Tang Kristensens utrykte og trykte papirer.
-
»Folkeminderne gjemmes mest af fattige Folk, og det er, ligesom Livets
Velvære har fortrængt de aandelige Overleveringer. Det er da mest
rimeligt, at man kan finde dem i de fattigere Hedeegne i Jyllands Midte,
og det er meget sjældent, ja, hører næsten til Umulighederne nu at
træffe de sjældnere og ved Overlevering godt forplantede Folkeminder i
Østjylland eller i de velstaaende Egne af Vestjylland omkring
Lemvig-Struer eller i Strækningen inden for Klitbæltet. Det gjælder
altid som en ufravigelig Regel, at man gjør sig fortrolig med dem, man
vil samle hos, og det kunde da umuligt gaa an at komme kjørende ud til
dem eller at gjøre Fordringer til Livets Velvære hos dem. Man maatte
kunde nyde og være glad ved at nyde den samme Mad, de selv nød, og man
maatte, hvis man ikke havde andet Natteherberg i Beredskab, kunde tage til
Takke med at ligge i deres tarveligt udstyrede Senge. Hos Erik Jensen i
Feldborg sad jeg den første Nat ved Bordenden og laa den anden Nat
indsvøbt i min Regnfrakke; i Skaaphuset fik jeg en meget god Seng, men
var dog meget kjed af at skulde ligge i samme Værelse som Karlen, der var
meget fnattet; hos Mads Bæk i Tvis vilde Konen absolut have mig til at
ligge ved Manden i deres eneste Seng, mens hun selv laa paa Gulvet. Da
Renlighed og Boligers Udstyrelse for mellem 10 og 20 Aar siden lod en Del
tilbage at ønske i Hedeegnene, saa var man just ikke udsat for at blive
forvænnet ved at færdes der blandt Befolkningens lavere Lag, og jeg er
aldrig kommen hjem fra en Rejse uden at være befængt med Utøj.« (Dansk
Folkemindesamling 1929/138: Afhandlingen.)
»Saa skal jeg kortelig omtale og fortælle lidt om disse gamle Mænd og Kvinder, der have leveret mig Bidrag til denne Samling og hvoraf de fleste ere meget fattige Folk; saa de tidt maa spise tørt Brød og drikke Vand til, og ikke engang have en ordentlig Klædning at gaa til Kirke i, og dog har jeg hos dem fundeet færre Bekymringer og mere huslig Lykke end hos bedre stillede:
Først og fremmest nævner jeg Sidsel Jensdatter. Nu er hun en gammel Kvinde paa 81 Aar. Hun er født i Herning Sogn. Hendes Fader var fra Sjælland, hvorfor hun til daglig Brug kaldes Sidsel Sællænder, men Moderen var her fra Egnen, og af hende har hun jo lært sine fleste viser. Nu er hun paa Fattigvæsenet og har været det i flere Aar; men har før kjendt bedre Dage, ja hendes Mand ejede endog en lille Gaard i Herning; men uheldig Handel bragte dem tilbage. Da jeg fik mine Viser af hende boede hun i Lundgaard i et lille Hus, dr havde været hendes eget, men nu var Sognets. Det var faldefærdigt, og dog kunde hun ikke med det Gode skilles fra det. Der levede hun ganske ene, gik hver Aften ved Sengetid om i en nærliggende Gaard og fik Datteren der til at trække sig af sin Trøje, hvilket hun ikke selv mægtede, og saa vandrede hun ilsomt hjem i sin Seng. I det lille Kammer, hvor der knap var Plads til at vende sig ved siden af Kakkelovnen, der bestod af en sammenrullet Jernplade, som hun selv havde muret ind i Væggen, har jeg siddet mange Aftener og levet mig ind i de svundne Tider. - Da Huset saa faldt ned om hende og hun en Aften var besvimet og havde ligget en hel Nat paa Gulvet uden nogen Hjælp, blev hun saa syg, at Sognet tingede hende ind hos en Datter, der bor i Birk, og der lever hun saadan nogenlunde rask og rørig. Det er en kjøn gammel Kone med bestemte Træk, der have noget vist enfoldigt ved sig. Nu gaar hun i Barndom og kan slet ikke huske mere af sine gamle Viser.
Kristen Jensen Sønderager er et Fattiglem, der hvert Aar bliver lisiteret hen til den lavest bydende. Som Følge deraf skifter han hvert Aar Opholdssted i Sognet. Da jeg fik mine Viser af ham, var han i Lund. Det er en høj rank gammel Mand, men dog græsselig at se paa; thi hans røde Øjne kan faa en til at græde naar man ser paa ham. Men Kristen er god til at synge; og naar man vil give ham en Dram, bliver han endnu bedre dertil. Ja, denne Tilbøjelighed faar han nu ikke saa let stillet, da han ingenting tjener. Han vil rigtignok gjærne paa Dagleje, og vil gjærne rose sig af, at han kan holdes med de andre Slettere nede paa Engen om Sommeren, men Kræfterne gik fra ham og nu slaar han vist ikke stort mere. Han er nu 78 Aar, og Øjnene bliver stadigt rødere og grueligere at se paa. Derfor vil han gjærne tigge et gammelt fint Klæde, som han kan have at tørre dem med.« (Dansk Folkemindesamling 1929/128)
Den som har et personligt forhold til en sag, behandler den med særlig respekt. Jo vigtigere et emne er, jo mere omhu ofrer man på fremstillingen af det. Omvendt er sløseri tit et udtryk for mangel på engagement.
Evald Tang Kristensen identificerede sig med sit emne, og dermed var han helt og fuldt engageret. Hans stadige omkvæd som samler er: sådan mødte jeg det, og nøjagtig som jeg hørte og så det stræber jeg efter at give det videre til samtid og eftertid.
Nu er der en grænse for, hvor nøjagtigt en samler kan gengive, hvad han hører og ser, når hans eneste hjælpemiddel er blyant og papir og en god hukommelse. Og vanskelighederne bliver større jo mere levende indsamlingssituationen er.
Evald Tang Kristen erkender selv, at han i en række situationer kom til kort over for virkeligheden. Men han prøvede ikke at gøre sig opgaven lettere ved at gøre vold på virkeligheden og klemme den ned i konventionel form.
Det er en oplevelse at følge Evald Tang Kristensens stræben efter at nå frem til en troværdig skriftlig fremstilling af det, som han hørte. Og det er muligt at følge ham i hans arbejde, fordi han omhyggeligt opbevarede og ordnede alle nedskriftsforsøg: de første fragmentariske og skitsemæssige notater; foreløbige renskrifter; fornyede notater efter meddeleren i marken; endelige renskrifter til manuskripter og systematiske afskriftsrækker.
Engang troede jeg, at Evald Tang Kristensen gemte disse bjerge af papirer, fordi han var for nærig til at smide noget ud. Men sagen er, at han brugte originaloptegnelserne og de andre nedskrifter lige til det sidste. Igen og igen diskuterer han en detalje i en renskrift ved at henvise til ejendommeligheder i en tit mange år gammel optegnelse.
Melodiforskningen har fundet en særlig værdi i det store materiale. Det viser sig, at mange rettelser og alternative forslag i den oprindelige melodinedskrift sammen med karakteristiske afvigelser i senere renskrifter af melodien udtrykker ejendommeligheder i syngestilen. Synkroniske og diakroniske varianter afspejler sangerens levende og foranderlige fremførelse af visen fra vers til vers og fra gang til gang.
-
»Maaske har jeg faaet disse Melodier altfor kjære, det er maaske nok
muligt, men jeg vil dog ikke indrømme det. Hvor ubetydelige de er,
skylder jeg dem dog megen Glæde, og de have bidraget ikke saa lidet til
at min Samling er bleven saa stor som den er. Det stod fra Begyndelsen af
og det staar akkurat ligesaa for mig endnu den Dag i Dag, at det vilde
være Synd at skille ad, hvad der har hørt sammen saa længe. Min
Arbejden har været Samlergjerning og jeg er ikke saa musikalsk at jeg kan
sige: den Melodi er en god Folkemelodi og den ikke; men jeg har ligesom
villet fremstille Syngeren, hvad enten det nu er en gammel Mand eller
Kvinde, for danske Folk og villet sige til disse: Hør nu godt efter, hvad
denne gamle kan synge. Saaledes har hun sungen for mig, saaledes synger
hun nu for jer, akkurat saadan lød det.« (Dansk Folkemindesamling
1929/128)
En sådan indstilling over for en storsamler er naturligvis uheldig. En mand samler ikke i hundredtusindvis af eksempler på folkekultur uden at have noget vigtigt at sige om indholdet af samlingen og uden at vide lidt om, hvordan høsten bedst kan udnyttes.
Evald Tang Kistensen erkendte selv, fra tid til anden, at han ikke magtede at gøre det klart, hvad han ville med sit arbejde. Og det nagede ham, for han mærkede at han var følsom over for nuancer i indhold og form, som andre forskere og samlere helt gik glip af.
Igen tror jeg, at det særlige for Evald Tang Kristensen var hans respekt for virkeligheden. Denne respekt bestemte hans syn på de folkeminder, han hørte på heden.
Det som han hørte var nutid. Nok kunne tekster og skikke være meget gamle, og tit hørte han kun dødssange. Men rent faktisk var folkeminderne nutid og for levende til at blive behandlet som forstenede minder om en fortidig kultur. Folkedigtning og folkesang var hans fattige hedefolks kultur. Det er betegnende, at han kalder sine bedste meddelere for Gamle Kildevæld og ikke Stille Damme.
Evald Tang Kristensen forsvarer sit syn på folkeminderne på en overordentlig interessant måde:
Formen er rammen om et indhold, et budskab. Hvis indholdet ikke forstås af meddeleren, så vil formen forfalde. Forbavsende mange meddelere giver beretningen en fejlfri form. Følgelig er indholdet og budskabet levende for meddelerne, og folkemindet er et udtryk for deres personlige kultur.
Nu lykkedes det som bekendt Evald Tang Kristensen at få udgivet et fabelagtigt stort antal tekster. Men han bestemte ikke selv udgivelsesformen. I en række tilfælde ville han have foretrukket en plan for udgivelsen, som i højere grad respekterede de enkelte optegnelsers plads inden for en meningsfyldt helhed. For det første ville udgaven herved komme virkeligheden nærmere. Og for det andet ville indholdet træde mere åbenlyst frem for læserne.
Hvad som hører sammen må ikke adskilles!
-
»Jeg bruger med velberådet Hu Ordet "Folkeminder", da jeg er
aldeles sikker paa, at Navnet kan sættes med fuld Ret. Man faar gjøre
saa mange Indvendinger derimod, man vil, og de er fra en vis Side gjort
med megen Styrke (se saaledes en Artikel i Tidsskriftet
"Dania"), men disse Indvendinger har aldrig anfægtet mig
synderligt eller rokket mig i min Opfattelse. Det er blevet sagt, at disse
Historier ikke havde nogen videre Ælde, og derfor ikke fortjente at
kaldes Folkeminder i dette Ords rette Betydning, men der kan sagtens siges
saadan noget hen i Vejr og Vind og uden nogen videre Forståelse af, hvad
det egentlig er, der skal drages frem og gjemmes. Jeg har allerede
tidligere hævdet, at jeg sætter mere Pris paa, hvad der aabenbarer
Folkets Tr og Aandsliv, end paa de nøgterne Opfattelser og Meddelelser af
stedlige Ting og Begivenheder (i Stedsagnene). Hvad skjæmtesagnene angaar,
lægger jeg mest Vægt paa det, der ligger bagved Skjæmten, nemlig en vis
Tanke, eller en vis Livsopfattelse, der, gennem særlige Billeder, er
blevet gjort levende i den mundtlige Fortælling, og netop derved kommer
til at indprente sig klarere og fastere i Tilhørernes Bevidsthed, end den
ligefremme kolde Fremsættelse af Æmner, Leveregler, Tankeslutninger o.
s. v. gjør. Der skal aldrig tages overfladisk på Skjæmtesagnene, som om
de blot var fremsat for at more.« (Danske Skjæmtesagn, 1900, forord)
»Beviset for, at Folkedigtningen giver Dannelse og fordrer Dannelse, ligger ikke fjærnt. Hvorledes skulle Poesi overhovedet begribes og fastholdes, naar der ikke var den fornødne og den velredte Jordbund for den i Sjælen, om og der var poetisk natur. Ikke engang Nydannelserne af det traditionelle kunde foretages uden fortrolig Tilegnelse af det Aandelige Indhold, g det er jo bevisligt, at Folkeminderne har fulgt med Tiderne. Man lægge blot mærke til Sagnene, der huser den gamle Folketro fra Hedenskabens Tid; de danner sig jo endnu den Dag i Dag eller med andre Ord: Troen iklæder sig stadig nye Former. Det er virklig ikke Kjødhoveder, som finder paa saadant, det er begavede Mennesker, som naturligvis er paavirkede af Aanden, der gaar igennem det forhen givne; og disse Folk tjener som Læremestre for en hel Kreds. Med hensyn til Viserne gjælder noget lignende, skjønt Kilden her viser sig nu langt fra sit Udspring til, at den endnu kan være fuldkommen klar. Men der er dog endnu en Luftning af den Aand, der skabte de gamle Digte, og jeg siger endnu, at den, der kan føle sig henrevet af Indholdet, saaledes som en gammel Mand eller Kvinde kan, den har en ikke ringe Aandsdannelse. Det er nok et Værk af Hukommelsen at bevare i tro Minde, men ikke alene af den; der maa være Kjærlighed til og og Tilegnelse af det hørte for at gjemme det usvækkede Indtryk hele sit Liv.« (Dansk Folketidende 21.4.1876)
»Hvad jeg skrev i Forordet om de af Udseende ret usædelige Gaader, kan jeg endnu henholde mig til og vil yderligere tilføje, at det absolut var et Fejlgreb at udskyde dem af den egentlige Samling og lade dem følge bagefter som et Slags Tilhæng. Denne Opfattelse er jeg bleven bestyrket end mere i under Udgivelsen af Bogen. Det udskudte hører virkelig med til Hovedsamlingen, passer ind der og er nu blevet løsrevet fra den egentlige Sammenhæng med det øvrige. Tillægets Gaader er nu komne i end mere grel Belysning og vil nu virke end mere frastødende, i alt Fald paa visse Folk, og da de hører organisk sammen med alt det øvrige, burde de have været paa deres rette Plads. Jeg skrev i Forordet, at denne Udsondring skete efter kyndige Mænds Raad, men den blev jo ikke gjort grundig nok, der blev en hel Del staaende i Hovedsamlingen, som ogsaa skulde have været smidt ud, og det kan jeg ikke nænne af flere Grunde, som jeg for Resten før har udtalt mig anden Steds om, men som jeg ret snart dog atter skal komme til. Jeg har for Resten senere forhørt mig hos andre ogsaa ret kyndige Mænd, og de har haft den modsatte Opfattelse, altsaa egentlig min egen.« (Danske Folkegaader, 1914, side 283)
Det vil være passende at slutte med at citere endnu nogle udtalelser fra Evald Tang Kristensens efterladte papirer. Udtalelserne viser meget klart, at han, i det mindste ind imellem, slet ingen illusioner gjorde sig om den stilling han indtog mellem danske og nordiske forskere.
-
»Jeg var aldeles upaavirket af Svend Grundtvig, da jeg begyndte at
samle, og jeg begyndte jo endogsaa paa at udgive en Bog, inden jeg lærte
ham at kende. Jeg var altsaa bleven Samler uden ham. Dette maa jeg
bestemt fremhæve. At jeg har ham meget, grumme meget at takke for,
er sikkert nok, men jeg maa ogsaa sige, at jeg mange Gange har følt mig
frastødt af ham. At han hjalp mig til Penge og til Understøttelse, kan
jeg aldrig glemme og maa være grumme taknemmelig for, den Gang var jeg jo
fattig, og hans Vejledning maa jeg ogsaa takke for, skjønt den ikke var
stor, paa Æventyrets Omraade omtrent lig Nul. Men jeg husker ogsaa nok,
at da jeg første Gang besøgte ham, lod han mig tage Plads bag ved sit
Skrivebord og satte sig saa forved dette med Benene oppe paa Bordet, saa
jeg kunde sidde og se paa hans Fodsaaler. Der var over hans Væsen en
fornem Nedladenhed, der aldeles ikke huede mig. Mange andre har til mig
beklaget sig over noget lignende. Men han var sin Faders Søn, og Tiden
den Gang begunstigede i høj Grad Indsamlingerne. Det var Aanden fra 48,
der fostrede Lyst til at samle ind, det var i Folkevækkelsens Tid. Nu er
det anderledes, og nu kunde S. Gr. ikke have gjort sig stort. Tiden var
med ham, og hans Principper var gode nok. Det lærte jeg for Resten snart
at indse. Men unge Mennesker er jo ikke selvstændige nok, og det var jeg
den Gang ikke.« (Brev til Hans Ellekilde, 2.1.1914. Dansk
Folkemindesamling)
»De skriver i Deres Brev, at Feilberg Gang paa Gang klager til Olrik over mig. Jeg skal mange Gange have anket over Ordbogen og Manglerne ved den. I saa Fald har det ikke været uden Grund, da Ordbogen virkelig mangler ikke saa faa Ord, og da Forklaringerne til de enkelte Ord er misvisende. Det er jo Feilbergs Meddelere, der ikke har været saa godt underrettede og ikke har udtrykt sig tydeligt nok. Men han skulde selv have rejst omkring og spurgt ud. Det er egentlig det, jeg har anket over, og han kunde godt have rejst noget, i hvert Fald kunde han da godt rejse op til Kristiania o. s. v. Men disse Klager til Olrik viser ret, hvad Mand han var. Jeg har tit og mange Gange af forskjellige faaet Skjænd for mine Bøger, ikke mindst f.Ex. af Chr. Baagø, men jeg har aldrig beklaget mig til Olrik derover. Det er noget, man skal tage med og tie stille til, for saadan er nu engang en Samlers Lod. At De fortæller mig det, skal De ret have Tak for, jeg havde jo ingen Anelse om, at han saadan havde skrevet.
De skriver fremdeles, at F. var udgaaet fra et kjøbenhavnsk Borgerhjem, og det skulde da være en Undskyldning for hans Standpunkt. Det kan jeg nu ikke tage for gode Varer. Skulle en Kjøbenhavner ikke kunde blive folkelig i rigtig god Forstand? Kan han ikke det, ser det sørgeligt ud for fødte Kjøbenhavnere. Nej, Sagen var den, at han havde studeret, og at han i Grunden saa ned paa alle ikke-studerende d. v. s. ulærde Mennesker, og alle saadanne sølle Mennesker egentlig kun var Smaafolk, naar de da ikke kunde tjene til hans Formaal. Men for Resten er det den samme Tankegang man idelig træffer endnu omkring hos alle studerede Personer, de hører nemlig til Overklassen.
Nu har jeg rigtignok gjort denne Efterskrift vel lang, men jeg tænker da ikke paa oftere at komme ind paa det Omraade. Men jeg har nu mange Gange bidt Mærke i den Erfaring, jeg tit har gjort, at studerede Personer tror at være en Klike for sig selv, og da det i og for sig er helt grinagtigt, har jeg tit moret mig over at være Tilskuer naar studerede Folk talte sammen. Det er yderst velgjørende at træffe virkelig folkelige Mennesker blandt de "dannede", og dem er der da ogsaa nogle af nu om Stunder.« (Brev til Hans Ellekilde 7.11.1921. Dansk Folkemindesamling)
»Tak for Brevet. Jeg har endnu ikke læst det, da det vil kræve en halv Dags Studium, og jeg kan endnu ikke af Hensyn til min Tilstand ofre saa megen Tid derpaa. Jeg er ikke saa nær rask endnu, og har ondt ved at skriv dette Brev, skjøndt det altid har været mit nemmeste Arbejde. Jeg kan overhovedet slet intet udrette. Stykket til v. Sydow har jeg kikket noget i. Det er svært, som De smører tykt paa til ham, saa han maa være en særdeles god Ven af Dem. Jeg kender egentlig slet ikke noget til den Mand. En enkelt Gang har jeg nok hilst paa ham hos Axel Olrik, men jeg ved ellers ikke noget om, hvad han tager sig for. Jeg husker, at jeg sendte ham en af mine Bøger, som han ytrede ønske om at faa, og saa til Gengjæld sendte han mig en ussel bitte Pjece uden videre interesse for mig. At det er den hylende pibende Stormvind, der har givet Forestillingen om den vilde Jæger, er klart nok, og jeg har ikke kunnet undlade at smile, naar Feilberg og Olrik henviser til Fugletrækket. Det er jo helt vildt. Fuglene flyver ikke gjennem aabne Porte.
Min Kone har kikket lidt i Deres Brev, og hun siger, at der staar noget om "gamle Venner". Den har jeg saa godt som ingen af, ialt Fald ikke i Kjøbenhavn. Professor H. V. Rasmussen og hans Søn var mine sande Venner, men de er for længst døde. H. F. Feilberg var ikke min sande Ven, skjøndt jeg en lang Tid troede det om ham, men jeg blev smertelig skuffet, da jeg overgav Manuskriptet til mine Folkegaader i hans Haand og 14 Dage efter fik det hele ulæst tilbage og uden mindste Løfte om Hjælp. Sandt Venskab imod mig ytrer sig særlig i, at man gjør en Del for at hjælpe mig med at faa det, jeg har samlet, udgivet og trykt, men i den Henseende har "Dansk Folkemindesamling" slet intet gjort.
Jeg er nu helt udmattet og kan ikke skrive mere. Men jeg tror, at De helt misforstaar mig og mine Opgaver.« (Brev til Hans Ellekilde 18.3.1929. Dansk Folkemindesamling)