Barnemordersken
© Leif Varmark, 2007. Tekst og melodi: Personlig version efter Frands Povlsen, Grødde, 1871. Ældste kendte version: Mette Johanne Jensdatter, Skovby, 1869. DGF 529.

 PM 6-dans                                                                                                                             Dans 2
Node efter DGF bind 11, 529/2. Melodi d 70/4:11.

Liden Kirsten tog med sig de kvinder fem
  med æren
ad rosenlund gik hun med dem
  de liljer dragt i skarlagens klæder

Hun bredte sin kappe ned på jord
derpå fødte hun de to tvillinger så små

Hun lagde dem under en tørv så grøn
hun bar slet ingen sorg for dem i løn

Hun lagde dem under så bred en sten
hun bar slet ingen sorg for dem i mén

Og det stod så hen i otte år
de to tvillinger ville hjem og tale med deres mor

De to tvillinger gik for Vorherre at stå:
»Og må vi ikke hjem til vores kære moder gå«

»Jo vel må I hjem til jeres kære moder gå
men slet intet ondt det må I finde på«

De bankede på døren med fingrene sine:
»Stå op vores kære moder I lukker os ind«

Hun banded og hun svor til liv og til død
hun havde aldrig fostre til verden født


»Hold op vores kære moder I bander ej så
nu skal vi fortælle jer hvordan det er gået til

I tog med jer de kvinder fem
ad rosenlund gik I med dem

I bredte jeres kappe ned på jord
derpå fødte I os to tvillinger så små

I lagde os under en tørv så grøn
I bar slet ingen sorg for os i løn

I lagde os under så bred en sten
I bar slet ingen sorg for os i mén«

»Og mine kære børn bliv hjemme hos mig
ja fire tønder guld det vil jeg give jer«

»I giver os fire I giver os fem
og aldrig vil vi miste himmerige for alle dem«

»Og hør mine kære børn bliv hjemme hos mig
ja otte tønder guld det vil jeg give jer«

»I giver os otte I giver os ni
nej aldrig vil vi miste himmerige for alle de

Vores stol den står i Himmerig beredt
jeres stol den står i Helvede beklædt«
 
     
Kommentar    
Ordene Dette grusomme motiv er ganske udbredt i folkekulturen, og det er nok fordi det er en afspejling af virkeligheden. Uønskede børn blev sat ud i skoven, efterladt foran en dør eller gravet ned i jorden. I middelalderen havde klostrene ligefrem særlige huller i murene til sådanne børn.
 
 

Så sent som i 1972 kunne Marie Mide med overbevisning synge en nyere udgave af denne ballade. Hun sad og snakkede med Thorkild Knudsen om hendes fagforeningsarbejde og om socialkontorernes dårlige behandling af enlige mødre, og midt i samtalen begyndte hun at synge.

     
De to drengebørn
© Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter Marie Mide, Vorup, 1972, og visebog tilhørende Niels Peder Pedersen, Ørsted Hestehave, ca. 1930. Melodi: Marie Mide, Vorup, 1966. Ældste kendte version: Mette Johanne Jensdatter, Skovby, 1869. DGF 529.

 Sang, fri rytme
Node efter Folkemusikhus 1, 1974, side 74/18, 5 og 6.

I Viksø hos en købmand der tjente et år
en pige å ja der så ensom hun var
og det var jo rigtig underligt hun turde
den grusomme gerning hun gjorde

Det var en lørdag aften det var ved Kristi kvæld
hun fødte to drenge tog livet af dem selv
ja det var jo rigtig underligt hun turde
den grusomme gerning som hun gjorde

Hun svøbte dem ind i det hvideste lin
og så kastede hun dem ud i strideste strøm
for hun troede at ingen var som så det
derfor så tog hun livet af dem begge

Men hendes broder han stod ej ret langt der borte fra
og han så at hun kastede dem ud i striden strøm
men for at fri og frelse hende fra det onde
så gik han op og meldte det for kongen

Hendes moder hun købte en sølvkande fin
med fire forgyldede bogstaver i
og den fyldte hun med blanke sølvrigsdaler
til kongen for sin datter at betale
 
»I troede I kunne købe mit unge liv for guld
I troede I kunne købe mit unge liv og blod
Nej mit unge liv fås aldrig mere for penge
Gud nåde mig armeste kvinde

I morgen så fylder jeg mit sekstende år
i morgen så skal jeg for retterstedet stå
så skal I få se mit unge blod at rinde
som om det var de strideste strømme«

Hun talte til folket som omkring hende stod
hun talte til de piger både store og små
»Nej lad ingen falske mandfolk jer bedrage
så får I sorg i alle jeres dage«
 
     
Kommentar    
Balladesangeren Marie Mide fortæller (sammendrag): »Jeg kan ikke fordrage socialkontorer. Jeg er jo kommet der for mine arbejdskammerater. Jeg synes altså, det er meget forkert, at sådan en lille fagforeningskasserer som jeg skulle stikke dem lovparagrafferne i næsen... Der var en enke med to børn, hun sagde: "Jeg vil ikke gå der op, for jeg får ikke noget." Så sagde jeg: "Hvis de andre får, så får du også." Men hun fik nej, og så blev jeg vred. Jeg gik ud på socialkontoret og sagde: "Hvorfor er Clara Nielsen blevet nægtet kontingenthjælp?" - "Jah," sagde denne her kontorist så, "det var fordi hun fik af fortsættelseskassen, så kunne hun ingenting få".

Marie Mide: De to drengebørn. 2 min. 25 sek.
  Men jeg havde studeret arbejdsløshedslovgivningen hele vinteren, og så sagde jeg: "Iflg. arbejdsløshedsloven paragraf det og stykke det så er I pligtige til at give hende kontingenthjælp og så hjælp til hendes sygekasse". Og denne her kontorist han fór ind bagved, og så kom den overordnede: "Joh, jah, det var rigtigt, og jeg måtte meget undskylde". Og jeg fik pengene med derfra. Men sådan behandlede de folk... Min egen søster blev enke med et barn på syv måneder og en dreng på elleve år. De snød hende for hendes børnepenge, og hun hader dem den dag i dag.« (Samtale 24.8.1972, Folkemusikhus 1, TM 74/18.)

Tonerne Er den ekstra takt i tredje linje en rest fra et glemt balladeomkvæd eller -indskud? Vi finder samme fænomen i f.eks. Slottet i Vestervig...