Styresmændene © Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter forskellige sangere, 1700- og 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter I. P. Møller, Allinge, 1868. Ældste kendte version: Flyveblad, 1723. DGF 486.
Sang, billedrytme (melodi til »indskudsversene«) (melodi til de egentlige vers)
De styresmænd de lægger deres årer ud at ro    den jomfru hun vrider sine hænder til blods: »Mine kære styresmænd I tøver en stund så kommer min fader og han løser mig ud    at jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves Velkommen min fader du har mig så kær du sælger dine grønskove og så løser du mig ud    at jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves« »Jeg har af de grønskove ikke mere end to den ene skal jeg hugge og den anden den skal gro    og vel så kan du komme på det hedniske land at fordærves«    De styresmænd de lægger deres årer ud at ro    den jomfru hun vrider sine hænder til blods: »Mine kære styresmænd I tøver en stund så kommer min moder og hun løser mig ud    at jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves Velkommen min moder du har mig så kær du sælger dine guldskrin og så løser du mig ud    så jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves« »Jeg har af de guldskrin ikke mere end to det ene skal jeg bruge og det andet skal stå i ro    så vel kan du jo komme på det hedniske land at fordærves«    De styresmænd de lægger deres årer ud at ro    den jomfru hun vrider sine hænder til blods: »Mine kære styresmænd I tøver en stund så kommer min søster og hun løser mig ud    at jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves Velkommen min søster du har mig så kær du sælger dine silkekjoler og så løser du mig ud    at jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves« »Jeg har af de silkekjoler ikke mere end to den ene skal jeg bruge og den anden skal hænge i ro    og vel så kan du komme på det hedniske land at fordærves«    De styresmænd de lægger deres årer ud at ro    den jomfru hun vrider sine hænder til blods: »Mine kære styresmænd I tøver en stund så kommer min broder og han løser mig ud    at jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves Velkommen min broder du har mig så kær du sælger dine grågangere og så løser du mig ud    at jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves« »Jeg har af de grågangere ikke mere end to den ene skal jeg ride og den anden skal stå i ro    og vel så kan du komme på det hedniske land at fordærves«    De styresmænd de lægger deres årer ud at ro    den jomfru hun vrider sine hænder til blods: »Mine kære styresmænd I tøver en stund så kommer min kæreste og han løser mig ud    at jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves Velkommen min kæreste du har mig så kær du sælger dine guldskibe og så løser du mig ud    at jeg skal ikke komme på det hedniske land at fordærves« »Jeg har af de guldskibe ikke mere end to dem begge vil jeg sælge og så kan du jo gå    nej du skal ikke komme på det hedniske land at fordærves«    De styresmænd de lægger deres årer ud at ro    den jomfru stod på stranden så hjertelig hun lo:       »nej jeg skal aldrig komme på det hedniske land at fordærves«
Kommentar:
Ordene Kan det siges tydeligere: Forlad din fader og din moder, din søster og din broder. Du kan ikke stole på din familie, du kan ikke stole på den gamle generation. De tænker kun på materielle goder og personlig vinding. Find dig en kæreste og gå ud i verden og skab en ny tilværelse! Det er muligt, jeg overfortolker denne tekst, men sådan oplevede jeg den, da jeg fik den skruet sammen i slutningen af 1970erne. Det var min egen indstilling, og jeg havde også praktiseret det. Også Elsebeth tog den til sig. Svig og troløshed har for hende altid været noget af det værste...		Tonerne De gamle flyveblade angiver, at balladen »kand siungis, som enhver best siunis«. Dette var en meget almindelig påtegning, og det gjorde visekællingerne og folk så, hvilket er en af årsagerne til, at der findes flere melodier til samme ballade. Her har jeg valgt en melodi fra Bornholm, fordi det er den eneste, der har mellemstykket eller indskuddet med som særlig melodi. Urmager I. P. Møller havde hørt visen i sine drengeår af en mand, »som var død for mange Aar siden og var født 1783; det var mærket paa hans ene Haandled.« Bemærk, at sidste vers er indskudsmelodi plus omkvæd...