Iver og Erland © Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter Frands Povlsen, Grødde, 1871, og Ane Marie Rasmusdatter, Them, 1872. Melodi: Personlig version efter Ane Marie Rasmusdatter, Them, 1872. Ældste kendte version: Frands Povlsen, 1871. DGF 296.
GM 6-dans                                                                          Talesang		Men så kom der bud til fru Ellens gård: »Hr. Erland ligger i sorten jord« Ja det var om en hellig søndag fru Ellen ville til kirken fare Og da hun kom udi rosenlund der møder hun hr. Erland ud Hr. Erland gik til hængende karm han tog fru Ellen i sin arm »Hold op hr. Erland kær herre min juleaften vil jeg vente dig hjemme« Hr. Erland længtes al den år: »Mon juleaften ikke vil komme i år« Og Juleaften sadler hr. Erland sin hest: »Ja nu vil vi fru Ellen gæste« Og da han kom til fru Ellens gård der stod fru Ellen vel svøbt i mår »Velkommen hr. Erland kær herre min hvad enten vil I drikke mjød eller vin En silkeseng om I vil sove så stolt en jomfru vil I hende trolove« »Ja først vil jeg drikke både mjød og vin og så vil jeg sove med fru Ellen selv« Fru Ellen hun taler til pigen sin: »Du henter mig ind det horn med vin« Den pige bar ind det horn så højt det var med silke og guld så rødt Ja foruden var det med guld behængt forinden var det med edder bespændt Hr. Erland holdt hornet for munden og drak så falsk et hjerte i brystet sprak »Ja lig du der til du får skam det voldte dig du hug min mand Hr. Erlands svende de rider i skjul: »Og vi havde ventet os en bedre jul« Ja hr. Erlands svende og de red hjem hr. Erland blev tilbage igen
Hr. Iver rider i rosenlund   bed for jer's liv der møder ham hr. Erland ud   og nu vil vi tale Hr. Erland med hans mange svende   I danser vel Hr. Erland med hans mange svende han hug hr. Iver for han var alene »Ja nu har vi den gerning gjort og hvem tør fru Ellen de tidender føre« Det svared da den liden smådreng: »Og jeg skal føre hende de tidender frem« Den dreng han sprang på ganger rød han red langt faster end fuglen fløj Og da han kom til fru Ellens gård der stod fru Ellen vel svøbt i mår »Her står du fru Ellen så favr og fin hr. Iver ligger i lunden lig »Og hvem har nu den gerning gjort og hvem tør mig de tidender føre« »Hr. Erland har den gerning gjort og jeg tør dig de tidender føre« Og det stod hen i otte år fru Ellen turde ikke til kirken fare
Kommentar 1
Fra Hogagers balladeværksted Denne ballade er skide god til trods for, at den stort set ikke handler om noget: En mand pander en anden mand ned, og den anden mands kone pander så den første mand ned! Men vi oplever her det interessante fænomen, at melodien, dansen og fremførelsesformen hæver niveauet: Thorkild Knudsen og Vagn Dahl Hansen lancerede den engang (1976) til en øvedag i Folkemusikhuset i Hogager, hvor de begge spillede balladeviolin og sang vekselsang - Forsanger og Andensanger - mens vi andre dansede 6-dans som gale i cirkel rundt om dem og hylede og skreg: »be' for jer's liv« og »nu vil vi tal'«. Der var fandme gang i den! Dynamikken understøttes af sangteknikken med Forudgriben af næste vers, hvor de to sangere må være totalt opmærksomme på hinanden hele tiden og bl.a. forsøge at redde hinandens fejl, samtidig med at de ikke kan lade være med at drille hinanden.  At de så skal spille til samtidig gør det ikke nemmere. De tilråbende dansere bliver gasset op af, at hver linje med indskud (tilråb) hele tiden udgør 6 takter, hvilket i særlig grad understreger den dramatisk-motoriske rytme.		Der eksisterer en gammel båndoptagelse af seancen. Kvaliteten er dårlig, og det er helt klart en foreløbig værksteds-situation. Et par gange må vi starte forfra, fordi Thorkild eller Vagn glemmer en linje eller kommer til at synge noget vrøvl, der ikke kan rettes op. Andre gange er Forsangeren så forpustet, at han simpelthen må vente en omgang, hvor så violinerne og koret kører videre uden passagerer - hvis man kan sige det på den måde. Det hele er altså noget værre rod, men det er typisk Thorkild: Han har en ide, som han skal have afprøvet, og når han ser (hører), at den er OK og at det godt kan lade sig gøre, så går han videre med et nyt projekt. Han havde ikke tid til at file og forfine på tingene. På den måde har Thorkild efterladt sig stakke af spændende muligheder, som vi selv må gøre noget ved, hvis vi ellers er interesserede. Så spørgsmålet er nu, om man gør mest skade eller gavn ved at spille en bid af båndet. Men jeg ta'r chancen: den, der kan forstå en halvkvædet vise, kan også forstå perspektivet i det her... Thorkild og Vagn: Iver og Erland (1 minut)
Kommentar 2: Ane Marie Rasmusdatter.
Biografi 1: I Foraarstiden havde jeg afhørt Ane Marie Rasmusdatter d. 9de Marts og senere... Ane Marie kom til mig i mit Hjem. En eller anden havde sagt til hende, at hun skulde gaa ind til mig, for jeg vilde gjærne høre gamle Viser. Hun gik ellers omkring og bad gode Folk om lidt Tov, som hun saa forarbejdede paa Vejen fra By til By til alle slags Uldvarer. Ulden fik hun kartet og spunden ét eller andet Sted i et fattigt Hjem, hvor hun var kjendt, og der søgte hun jo Nattely. Det, hun saa strikkede, solgte hun, saa snart det var færdigt. Ja, det var en original Personlighed, der var sognepligtig i Tem ved Silkeborg, men forøvrigt var barnefødt i Bording. Hun kom til mig først i Marts 1872, og jeg skrev da op, hvad hun kunde i mit eget Hjem, hvilket da var nemt for mig at komme til. (Evald Tang Kristensen: Minder og Oplevelser, bind 2, 1924, side 146.)		Biografi 2: Ane Marie Rasmusdatter af Bording hørte til de omflakkende Mennesker, der gjærne vilde paakalde Folks Godgjørenhed. Hun kom en skjøn Dag som en almindelig Tigger og bad om en Almisse, og da hun havde faaet den, fortalte hun, at man i Nabolaget havde lagt hende paa Sinde at gaa til mig for at synge nogle Viser. Jeg indlod mig naturligvis med Fornøjelse med hende, da jeg nok vidste, at den Slags Folk tit har en stor Del inde. Den idelige Omflakken, meget tit fra den tidlige Ungdom, har givet Anledning til, at de har hørt meget, og det ligger i deres Interesse at huske, hvad de hører, og at give det fra sig igjen ved passende Lejlighed. Hvor mangen god Meldmad har en saadan Person ikke erhvervet sig ved at bruge sin Mund, og hvor mangen Gang har han ikke erhvervet sig Natteleje ved at sidde en Vinteraften og fortælle Husets Folk Historier og synge Viser. Tiden gik saa godt og fornøjeligt, og af Taknemmelighed vilde man gjærne huse ham. Det behagede disse foragtede og særlig forskudte Folk at samle en opmærksom lyttende Kreds om sig og for en Tid være som Midtpunkt deri, den, hvorom alt nu drejede sig. Om ogsaa Anseelsen kun var forbigaaende, havde den dog sine Fordele, og naar samme Person kom der igjen, var den velset og kunde gjøre Regning på nyt Nattely og et godt Maaltid hos Husets Folk, maaske endog en flot Almisse af Tilmad og Æg, Uld m.m. Stillingen har vist i mange Aarhundreder været saadan for de Tiggere, der var godt begavede, og det kan sikkert ikke nægtes, at mangen Vise har forplantet sig fra Egn til anden netop ved slige Folk, og det kunde være, at man ad denne Vej kan forklare sig mange Særsyn, mange mærkelige Tilsyneladelser med Hensyn til Folkemindernes Vandringer. Foruden ved de omvandrende Tiggere har de ogsaa udbredt sig med omrejsende Haandværkere, især Skræddere og Rebslaaere, maaske ogsaa ved Kjæltringerne, i hvert fald i det sidste Aarhundrede, samt ved soldaterne. En saadan begavet Fyr kunde faa de andre til at lytte i Vagtstuen, ja, kunde endog skaffe sig Ørenlyd hos Befalingsmændene. Hvor tit mon det ikke har lydt: »Naa du, Peder eller Jens, syng os nu en Vise eller fortæl os en Historie, saa skal du faa et Par Skilling til Tobak«. Jens eller Peder efterkom naturligvis Opfordringen saa godt som tænkeligt kunde være og kom nu i Kridthuset hos Befalingsmanden, slap for mangen slem Vagt og havde det ej alene taaleligt, men endog fortrinligt i sin Soldatertid, da han var yndet af alle.    Ja, saadan kunde jeg blive ved at fortælle endnu i lang Tid. (Evald Tang Kristensen: Jyske Folkeminder, bind 11, 1891, side 343-344.)