Morgendrømmen © Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter anonyme sangere, 1500-1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Iver Pedersen, Rind, 1869. Ældste kendte version: Karen Brahes foliohåndskrift, nr. 38, 1570. DGF 239.
LM 8-dans                                                                                                                           Talesang
Stolt Vesselil var ikke vintre uden fem   hvo plukker løv ud af livsens træ da fik hun stedmoder både stram og streng   selv træder hun duggen af jorden Fru Mette hun vækker sine døtre med pris stolt Vesselil vækker hun med skarpen ris »Når alle mine døtre spinder silke og guld så har du aldrig sovet søvnen fuld« »Jeg havde ej ligget og sovet så længe havde jeg ikke haft så stærke drømme Jeg drømte jeg var mig så liden en and jeg svømmede ind for Venderkongens land Jeg drømte jeg sad på en lindetræsrod og alle de små grene de nejed for min fod Jeg drømte jeg havde de vinger så brede de bredte sig ud over både mark og hede« »Og Vesselil giv mig morgendrømmen din så giver jeg dig mit forgyldene skrin« »Ja ofte har jeg hørt at drømme blev fortalt men aldrig har jeg hørt at drømme de blev solgt Behold du kun dit forgyldene skrin så vil jeg beholde morgendrømmen min« De ord de var næppe af munden udsagt da kom den Venderkonge ridende i gård »Velkommen Venderkonge favr og fin hvad enten vil du drikke mjød eller vin« »Nej ikke vil jeg ha' hverken mjød eller vin jeg vil ha' stolt Vesselil steddatter din«		»Stolt Vesselil hun er ikke vintre uden fem hun kommer ret aldrig fra sin fostermor i dem« »Ja er hun ikke mere end fem eller ni i aften så vil jeg stolt Vesselille se« Og Venderkongen ind i storstuen tren fru Mette gik i højeloft for Vesselille ind Hun slog hend' ved øre hun drog i hendes hår: »Skam få du Vesselil for lykke som du får« Stolt Vesselil gik til kiste hun klædte sig med liste En silkesærk hun over sig drog forgyldene kjole hun omkring sig slog Stolt Vesselil satte guld over guld og fingre og bryst dem satte hun så fuld Stolt Vesselil ind ad døren tren da var det lissom solen skin'« »Ja er du ikke vintre foruden de fem så sandelig er du voksen udi dem« Og Venderkongen tog hende udi sin arm så gav han hende guldkrone og dronningennavn Så slog han over hende skarlagen rød så løfted han hende på gråganger høj »Og hør kære stedmor nu siger jeg farvel og nu kan jeg sove så længe som jeg vil«
Kommentar
Ordene Denne ballade har jeg egentlig ikke noget at sige om, andet end at jeg godt kan li' det der med at sove længe om morgenen, hvilket er ret så overraskende i balladesammenhæng, synes jeg. Og Askepot-motivet er jo også altid populært: Vesselil yder ikke en pind, men blot i kraft af sin ulykkelige situation kvalificerer balladen hende til lykken. Det er jo ret så tankevækkende. Venderne er i øvrigt dem med templet Arkona på Rügen og guden Svantevit, som Valdemar den Store og Absalon pandede en ordentlig én i 1169. Dansen Den lette stemning i historien kræver en let og hurtig dans, så jeg foreslår 8-dansen med lidt skottish-agtigt hopperi - skottishkæde - idet 2-spring enten er for tung eller voldsom.		Tonerne Det, der giver denne melodi karakter og skønhed, er de svævende septimer, her noteret som høj i Etteren, lav i indkvædet, lav i Toeren og høj i slutvendingen. Dette giver en overraskende musikalsk effekt, som i vores officielle musikkultur straks ville blive rubriceret som en fejl, eller: manden synger falsk. Men det gør han bare ikke. Ha, ha! Det behøver heller ikke at være sådan, som jeg har valgt at notere septimerne. Vi skal huske, at pilene op og ned i noderne ikke angiver en fast tone, men en mulighed, en svævende »blå« tone. Sangeren skifter sandsynligvis spontant mellem høj og lav og midt imellem - og noget andet i næste vers. Hjalmar Thuren skriver om dette fænomen i »Fra Dansk Folkemindesamling III, 1910, side 54: »Jeg skal meddele et enkelt eksempel paa, hvordan et fonogram kan komme til at spille en rolle i den sammenlignende undersøgelse. I melodien til »Møens morgendrømme«, der er trykt i E. T. Kristensens »Jyske Folkeminder« I, nr. 120, lyder omkvædet saaledes: E. T. Kristensens trykmanuskript til denne melodi har imidlertid »g« ikke »gis« i næstsidste takt. Fortegnet er rimeligvis tilføjet af Berggreen, der gennemså og rettede en del af E. T. Kristensens melodier før trykningen. At E. T. Kristensen har ret i sin gengivelse og har optegnet melodien som hans meddeler Iver Pedersen har sunget den, bekræftes imidlertid gennem en melodi, som vi har fået fonografisk optaget efter Iver Pedersens barnebarn, Mette Kristensen.« Selv om Hjalmar Thuren er betydeligt kvikkere end Berggreen, så overser han den mulighed, som Thorkild Knudsen advokerer for, nemlig at septimerne - og mange andre toner - kan være svævende. Fidusen er, at slutningen udgøres af en opadgående kvart, en ramme, der kan udfyldes på mange måder. Det ses - rimeligvis - af, at Tang Kristensens omkvæd i JF I netop ikke lyder som Thuren gengiver det: Der er fis til forskel!