Agnete og havmanden © Leif Varmark, 2006. Tekst: Personlig version efter forskellige sjællandske sangere, 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Zidsel Margrethe Mikkelsdatter, Redsted, 1862. Ældste kendte version: Flyveblad, slutningen af 1700-tallet. DGF 38.
1. sanger:     Ag-  ne-         te   hun  gik          ud'  på    mar-       ken  og  græd 2. sanger:                                                                   mar-      ken  og  græd 2. sanger:     Ag- ne-         te   hun  gik         ud'  på   mar-       ken  og  græd 1. sanger:                                                                   mar-      ken  og  græd 1. sanger:     så  stod        der   en   hav-     mand   la   læh          la     la    lah          la    la 2. sanger: 1. sanger:           læh          la    la     låh        opp'  på   hav-       se-   ens  bred 2. sanger:                                                                  hav-       se-   ens  bred 2. sanger:    så  stod        der   en   hav-     mand  la   læh         la    la    lah          la    la 1. sanger: 2. sanger:          læh          la    la   låh         opp'  på   hav-       se- ens  bred 1. sanger:                                                                   hav-       se-  ens  bred

Kommentar
I bretonsk balladetradition optræder et fænomen, man kunne kalde dobbeltmelodi eller udvidelsestral med overlapning. Det giver en masse flotte, sjove og dynamiske musikalske effekter, som tilfører både sangerne og danserne ny energi, og som sætter balladens historie i relief. Det hele løftes lissom op og udad til et højere musikalsk niveau. Overlapning Du har en melodilinje på 8 takter, Etteren. Den synger Førstesangeren. Den gentages af Andensangeren, men således at han allerede starter på Førstesangerens sidste tre-fire takter og derefter fortsætter med sin egentlige gentagelse af Etteren. Når Førstesangeren så skal synge Toeren, starter han tilsvarende allerede på Andensangerens sidste tre-fire takter og synger så sin Toer, hvor så Andensangeren falder ind på de sidste tre-fire takter og fortsætter med gentagelsen af Toeren. Og sådan går det hak i hak derudaf. Virkningen er formidabel. På denne måde kan stort set alle ballader synges, hvis man har lyst til det. Det kalder vi overlapning.		Dobbeltmelodi Toeren kan udvides til dobbelt længde med et dansetral, og her er det specielle, at dansetrallet ikke bare klistres på til sidst, som vi er vant til fra de danske ballader — vores mundmusikomkvæd. Det bretonske dansetral proppes ind midt i Toeren! Førstesangeren synger de første fire takter af Toeren, hvorefter han synger 8 takter med hjemmelavede, mere eller mindre spontane og varierede råbe-tralle-jodle-lyde, og hvorefter han fortsætter med de sidste fire takter af Toeren. Han har således udvidet Toeren til dobbelt længde, 16 takter. Disse to teknikker kombineres nu: Andensangeren starter sin del med overlapning af de sidste fire takter af den af Førstesangeren udvidede Toer, hvorefter han fortsætter sin version af Toeren med sin personlige version af dansetrallet, for til sidst af synge/gentage de sidste tre-fire takter af Toeren. Og her er Førstesangeren allerede faldet ind, hvorefter han fortsætter med næste vers og så fremdeles. Video: Tippe Molsted og Leif Varmark, 2006. 5 min. 53 sek.

Agnete hun gik ud' på marken og græd   Agnete hun gik ud' på marken og græd så stod der en havmand la læh la la lah la la læh la la låh opp' på havsens bred   så stod der en havmand la læh la la lah la la   læh la la låh opp' på havsens bred Hans hår ja det var som det rødeste guld hans øjne de skinned så frydefuld »Og hør du Agnete hvad jeg siger til dig og vil du ikke være allerkæreste med mig« »Jo gerne vil jeg være allerkæreste med dig hvis du vil ta' mig med ned på havsens bund« Han stopped hendes øren han stopped hendes mund så tog han hende med ned på havsens bund I otte år på havsens bund syv sønner Agnete med havmanden får En dag da hun sad ved vuggen og sang så hørte hun de engelandske klokkker der klang Agnete hun gik for den havmand at stå: »Og må jeg nu ikke til kirke gå« »Jo gerne så må du til kirke gå men skynd dig tilbage til børnene små« Så satte han hende på forgyldent et skrin han vasked hendes fødder i den klareste vin Så satte han hende på forgylden en stol så gav han hende guldskoene på fod Den havmand han lagde guld over guld hendes fingre dem satte han så fuld »Men når du nu kommer på den kirkegård så må du ej slå ud dit fagre gule hår Og når du så kommer i kirken ind så må du ej gå ind i kær moder stol sin Når præsten han nævner den høje så må du dig ikke nedbøje« Han stopped hendes øren han stopped hendes mund så tog han hende op på den engelandske grund

Og da hun nu kommer på den kirkegård Agnete slår ud sit fagre gule hår Og da hun nu kommer i kirken ind Agnete går ind i kær moder stol sin Og når præsten han nævner den høje Agnete sig dybt nedbøje »Velkommen Agnete kær datter min og hvor har du været i så lang en tid« »I otte år på havsens bund syv sønner jeg der med havmanden har« »Og hør du Agnete hvad jeg siger til dig hvad gav den havmand dig for æren din« »Den havmand han gav mig det røde guldbånd der findes ikke bedre om dronningens hånd Den havmand han gav mig en harpe af guld som jeg kunne spille på når jeg var sorrigfuld Så gav han mig også en sølvbeslagen kniv jeg ønsker den sad tværs igennem hans liv« Den havmand han ind ad kirkedøren kom og alle de små billeder de vendte sig om Hans hår ja det var som det rødeste guld hans øjne de skinned så sorrigfuld »Og hør du Agnete hvad jeg siger til dig dine syv sønner de længes efter dig« »Ja lad dem blot længes så meget som de vil jeg kommer jo aldrig tilbage til dem« »Men tænk på de store og tænk på de små og tænk på den lille som i vuggen lå« »Jeg tænker jo hverken på de store eller små slet ikke på den lille som i vuggen lå Men du kan få de tre så kan jeg få de tre den syvende han kan jo imellem os gå Ja otte dage ude i vand og otte dage oppe på land«