Agnete og bjergmanden. Undervisningsmateriale fra Balladeskolen.

Agnete og bjergmanden © Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter forskellige sangere, 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Lavst Johansen, Søagre, 1871. Ældste kendte version: Karen Brahes foliohåndskrift, nr. 11, 1570. DGF 37.
GM 6-dans Talesang
Agnete sad ved højen og sang fuglene synger så kom en bjergmand listende frem skynder du dig skynd dig Agnete »Og hør Agnete hvad jeg siger dig og vil du ikke i bjerget med mig« »Nej ikke vil jeg i bjerget med dig min far og mor vil savne mig« Agnete løb den alfar vej og bjergmanden løb ad den lønnegrønne sti Og bjergmanden tog Agnete ved hånd så førte han hende til bjerget hen De gik det bjerg tre gange omkring så gik de sig i bjerget ind Der var hun i bjerget i otte år syv sønner hun med bjergmanden får Den ottende var en pige det gjorde hendes kinder så hvide Agnete går for den bjergmand at stå: »Og må jeg hjem til min moder gå« »Ja vel må du hjem til din moder gå men du må ikke klage mig på« Agnete gik til sin moders gård der stod hendes moder udenfor »Velkommen Agnete kær datter min og hvor har du været så lang en tid«		»I bjerget har jeg været i otte år syv sønner jeg med den bjergmand har Den ottende er en pige det gør mine kinder så hvide« »Og hør Agnete kær datter min hvor føder du småbørnene dine« »Ja somme føder jeg på højen loft og somme føder jeg på grønne toft Og somme føder jeg på grønne eng og somme føder jeg i bjergmandens seng« De ord var næppe af munden sagt den bjergmand ind ad døren kom »Og hør Agnete allerkæresten min hvorfor klager du mig til moder din« Så slog han hende ved hviden kind »Nu følger du mig i bjerget ind« Og da de kom i bjerget ind hendes sønner syv de går hende igen De to de gav hende hynde og stol de to de bar hende skammel for fod De to de bar hende dug på bord den yngste bar mad på bord Hendes datter kom ind med mjød og vin det satte hun for moder sin Den første drik Agnete drak så tungt et hjerte i brystet sprak

Kommentar 1:
Ordene Balladen om Agnete og bjergmanden er speciel derved, at den repræsenterer en overgang eller blanding mellem Jomfruen og dværgekongen/elverkongen (DgF 37) og så Agnete og havmanden (DgF 38). Men man kunne ligeså godt sige, at det er én ballade i tre forskellige udformninger, nemlig: Jomfruen og dværgekongen, Agnete og bjergmanden og Agnete og havmanden.		Tonerne Den her benyttede melodi er en talesang, en versionsvariant af Majballademelodien. Den brugte Sidsel, Anelise og Thorkild Knudsens datter, da hun som 10-årig sang den (1976), og den står stadig klart, skarpt og flot i min erindring, selv om et er godt 30 år siden jeg hørte hende. Derfor bruger jeg den også nu. Men der findes masser af andre melodier, man kan vælge i mellem.

Kommentar 2: Versionsvarianter
Her er begyndelsen på to versionsvarianter. Thorkild præsenterede balladen under arbejdet i Folkemusikhuset i Hogager. Dorthe hørte balladen en enkelt gang, mens hun kørte i bil med Thorkild.
Thorkild Knudsen, forår 1976:		Dorthe Bendtsen, efterår 1976:
Der bor en konge i Engeland tre dejlige døtre havde han Agnete gik for sin far at stå: »O må jeg dog ikke til kirken gå« »O ja såmænd det må du så men vogt dig kun for bjergmanden« De to de gik den allefar vej den tredje hun gik ad den lønnegrøn sti Den tredje hun gik ad den lønnegrøn sti som ganger sig til bjerget og ind Dværgen han tog hende ved hviden hånd så gik de ad bjerg og dyben dal »Nej jeg kommer ej ad bjerget til dig så vil min mor græde for mig« De gik den dal syv gange omkring men til sidst måtte hun ad bjerget ind Agnete hun fulgte den dværg til sengs hun fødte ham syv sønner og de var små Agnete hun sad ved vuggen og sang da hørte hun de engelandske klokker de klang Agnete hun svøbte sit hoved i skind så gik hun for dværgen ind »Og hør du dværg hvad jeg siger dig må jeg ikke ene til kirken gå« »Jo gerne må du ene til kirken gå når du ej vil tage dit røde guld på«		Der boede en mand i Engeland tre dejlige piger havde han De tre de gik for ham at stå: »Og må jeg ikke i skoven gå« »Jo gerne må I i skoven gå men vogt jer kun for bjergmanden« De to de gik den alfar vej den tredje hun gik ad den lønnegrønne sti Og da hun gik ad den lønnegrønne sti da mødte hun bjergmanden »Og hør du Agnete så favr og fin og vil du ikke gå en tur med mig« »Jeg kan ej gå en tur med dig så vil min moder græde for mig« Til sidst han havde lokket hende så førte han hende i bjerget ind Syv sønner hun fik med bjergmanden og disse sønner de var små En dag mens hun sad ved vuggen og sang da hørte hun de engelandske klokker de klang Agnete hun gik for den bjergmand at stå: »Og må jeg ikke ene hjem gå« »Jo gerne må du ene hjem gå hvis du kommer igen til dine børn små«

Kommentar 3: Jeg kan simpelthen bare sige det med nogle andre ord

Uddrag af samtale mellem deltagere på balladeseminar i Albertslund den. 17.-19. september 1976. Dorthe Bendtsen, Astrid Sødring, Thorkild Knudsen, Leif Varmark, Anelise Knudsen m.fl.

Dorthe
    Der vil jeg da også sige at jeg ikke kan nogen ballader ordret
    det har jeg aldrig kunnet
    det har - øh - Agnete og havmanden...

Astrid
    Jeg kan godt huske dengang du sang den
    første gang jeg hørte dig synge inde i Holstebro sidste år ved denne her tid med specialeholdet
    så sad du og sang netop Agnete og havmanden
    og så sad Svend Erik med teksten
    og så til sidst så lagde han teksten og sagde:
    »Der var ikke ét vers du sang rigtigt Dorthe«

Dorthe
    Nej, det har jeg aldrig gjort
    det har nok noget at gøre med hvordan man lærer balladerne
    f.eks. den dag vi kørte til Esbjerg - Thorkild
    du sang Agnete og Bjergmanden
    og siden den dag har jeg kunnet Agnete og Bjergmanden
    jeg har prøvet at tage papiret - ikke - men det kan jeg ikke
    ...
Thorkild
    Ku du ikke synge et par vers
    eller de første episoder af Agnete og Bjergmanden

Dorthe
    Jeg skal prøve på det:

(Dorthe synger 12 vers, se ovenfor, men så stopper hun pludselig...)

Dorthe
    I ser så mærkelige ud - sig noget

Leif
    Ved du hvad du gør?

Dorthe
    Ja det ved jeg - men

Leif
    Så forklar mig det lige

Dorthe
    Ja det kan jeg godt
    nej men - ja det første jeg gør - ikke også - det er lissom at -
    ja - min bedstemor har altid fortalt mig enormt mange historier
    der er virkelige - ikke
    og dem ka jeg næsten huske allesammen
    og så gør jeg det når jeg hører en ballade
    så prøver jeg på at sidde i det sted
    hvor jeg sad dengang min bedstemor fortalte historier
    og så ka jeg huske dem
    hvad de handler om
    men jeg ka ikke sige hvad der er ordret - vel
    jeg ka simpelthen bare sige det med nogle andre ord så

Leif
    Ja men hvorfor ka du det
    det ka jeg ikke
    (latter)

Dorthe
    Ja vi er måske forskellige

Leif
    Ja det er den forskel
    jeg gerne vi ha defineret - indkredset - formuleret

Dorthe
    Ja du har måske en anden barndom

Thorkild
    Ja det er det
    Leifs kultur er udpræget litterær - ikke
    så enkelt er det
    det ka han ikke gøre for

Leif
    Hver gang jeg hører nogen synge noget
    så skal jeg lige se det for mig hvordan det ser ud
    med skrivemaskineskrift

Anelise
    Gu-u-ud er det rigtigt Leif?

Leif
    Det er det da

Anelise
    Er det det?

Dorthe
    Det ska jeg i hvert fald ikke

Leif
    Ellers ka jeg da ikke huske det