© Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter anonyme sangere, 1500-tallet. Melodi: Personlig version efter Yves og Robert Bastard, Kerliviou, Bretagne, 1993. Ældste kendte version: Hjertebogen nr. 28, 1553-55. DGF 33.
GM 8-dans Signalet
Kongen og hans unge dronning sad over breden bord
ja kongen og hans unge dronning sad over breden bord
»I morgen vil vi sejle ud jadl la da da dadl la di dah
di dahdl lah didl la da dah alt på den salte fjord«
»I morgen vil vi sejle ud jadl la da da dadl la di dah
di dahdl lah didl la da dah alt på den salte fjord«
Og kongen og hans unge dronning sejled over fjord
de kunne ikke børen få og skibet gik i stå
Og der kom flyvende så vild en ravn ud af det vilde hav
den satte sig på den sejlerå og inden forgyldte stavn
Det var den unge dronning selv hun går i skibet frem:
»Og er der ingen i verden til os børen sende kan«
Det svarede den vilde ravn han sad på styrestavn:
»Og hvad så vil du gi' den mand dig børen sende kan«
Det svarede den unge dronning gik ad skibet frem:
»Ja jeg vil gi' ham guld og sølv alt hvad han tage må«
»Behold du selv dit guld og sølv det passer jeg ej på
men det du bærer under din lænd det skal jeg gerne få«
»Jeg har jo ikke under min lænd foruden de nøgler små
og når jeg kommer ind til land jeg lader mig andre slå«
Det var den unge dronning selv de nøgler sammen bandt
så kasted hun dem overbord udi det salte vand
Og skibet skred og ravnen fløj de kom så let til land
og da hun kom på stranden ind hendes nøgler lå på sand
Og dronningen gik ad stranden frem hun fik så stor en harm
hun kendte Germand Gladensvend han leged under hendes barm
Det stod så hen i måneder ja udi måneder fem
og dronningen gik i højenloft og fødte så herlig en søn
Og han blev født om aftenen og kristnet samme nat
de kaldte ham Germand Gladensvend og skjulte ham så godt
Det stod så hen i vintre syv ja vel i vintre ni
han voksede til den gæveste svend man kunne for øjne se
Og det var Germand Gladensvend han red sig under ø
han fæstede jomfru Sølverlad hun var så væn en mø
Det stod så hen i vintre tre ja vel i vintre fem
og det var Germand Gladensvend han aldrig til hende kom
Og det var hans kær moder fin hun sørgede så såre
hver gang hun ham med øjne så hun fælded de modige tårer
»Og hør I det min kære moder hvad jeg siger jer
hvi græder I så ynkeligt for hver gang I mig ser«
»Og hør du det min kære søn fuld vel så må jeg kvide
dengang du var så liden en svend du blev til ravnen givet«
»Og hør I det min kære moder hvordan det vil gå
hvad lykke Gud har mig det ændrer ingen på«
Og hør I nu min kære moder I låner mig fjederham
så vil jeg flyve over salten fjord hen til min liljevand«
»Ja låner jeg dig min fjederham og flyver du derhen
og møder du den vilde ravn jeg ser dig aldrig igen«
Så satte han sig i fjederham og slog han ud sin vinge
tilbage sad hans kære moder og hende randt tåre på kind
Ja det var Germand Gladensvend han fløj over salten rhin
der mødte han den vilde ravn udi så ond en tid
»Og hør du Germand Gladensvend hvad jeg vil sige dig
den gang du var en liden svend da blev du givet mig«
»Du lader mig flyve du lader mig fare til min fæstemø
og når jeg kommer tilbage igen vi mødes vel under ø«
»Men først så skal jeg mærke dig forinden du flyver fra mig
og når du kommer i fremmede land du glemmer ikke mig«
Så hug han ud hans højre øje og drak af hans hjerteblod
og end fløj Germand Gladensvend afsted til jomfruens bur
Han satte sig på det jomfrubur så blodig og så bleg
og alle de jomfruer i buret var de tabte både skæmt og leg
Og det var Germand Gladensvend han ind i stuen kom
Og det var jomfru Sølverlad hun kasted både saks og søm
Og det var jomfru Sølverlad hun tog ham i sin arm
han døde udi i samme stund det var så stor en harm