Gunder og Mimmering © Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter forskellige vestjyske sangere, 1869-74. Melodi: Personlig version efter Iver Pedersen, Rind, 1869. Ældste kendte version: Karen Brahes foliohåndskrift, nr. 160, 1570. DGF 13.
GM 6-dans                                                                          Talesang		»Ja Jeg skal hende både vogte og gemme ret som min herre selv var hjemme«   det sagde han Ravnlil Henrik styrer sin snekke fra land Ravnlil står efter på hviden strand   det gjord han Henrik Ravnlil svøber sit hoved i skind så går han i loft for Gunder ind   det gør han Ravnlil »Og hør du Gunder både favr og fin og vil du nu gøre viljen min«   det sagde han Ravnlil »Nej aldrig vil jeg gøre viljen din om du mig røver end livet min   det sagde hun Gunder Jeg mente du skulle mig vogte og gemme ret som min herre selv var hjemme«   det sagde hun Gunder »Ja vil du ej gøre viljen min så stor en løgn skal jeg sætte på dig«   det sagde han Ravnlil »Ja lyv og lyv til du får skam ret og sandhed går vel frem«   det sagde hun Gunder Henrik styrer sin snekke til land Ravnlil rider hans ganger på strand   det gør han Henrik »Velkommen Henrik herre min hvordan har du lidt på rejsen din«   det sagde han Ravnlil »Ja vel har jeg lidt på rejsen min hvordan lever Gunder allerkæresten min«   det sagde han Henrik »Ja hun lever sådan herhjemme alt med hendes munkedrenge   det sagde han Ravnlil Hun sparer sig ej for præster og ej for de munkegæster«   det sagde han Ravnlil Henrik sprang til hesten høj han red langt faster end fuglen fløj   det gjorde han Henrik
Gunder sidder på Spire og hende bad bejlere rige   det gjorde hun Gunder   på Spire   hende bad bejlere rige Ja der kom bejlere af norden de rige mænd og store   de bad hende Gunder Og der kom bejlere af sønder de rige mænd og yngste   de bad hende Gunder Og der kom bejlere af øster de rige mænd og største   de bad hende Gunder Og der kom bejlere af vester de rige mænd og bedste   de bad hende Gunder Så kom Henrik favr og fin han førte hende Gunder hjem til sin   det gjorde han Henrik Og Henrik skulle i leding fare Ravnlil skulle ta' landet i vare   det skulle han Henrik »Og hør du Ravnlil favr og fin og vil du vogte mig Gunder min«   det sagde han Henrik
Henrik han kom ridende i gård ude stod Gunder med udslagent hår   det gjorde han Henrik »Velkommen Henrik herre min hvordan har du lidt på rejsen din«   det sagde hun Gunder »Ja vel har jeg lidt på rejsen min hvordan lever du med munkedrenge dine«   det sagde han Henrik Han tog hende i hendes favre hår og slog hende ned mod sorten jord   det gjorde han Henrik »Ja jeg skal ej levne liv i dig uden du får en kæmpe vil stride for dig«   det sagde han Henrik Gunder slår over sig kåben blå ad kæmpehus så lader hun gå   det gør hun Gunder Gunder hun ind ad døren tren med åbent hoved og bare ben   det gjorde hun Gunder »Er her ingen herinde der tør stride for en kvinde«   det sagde hun Gunder »Er her ingen ved borde der vil stride for en hore«   det sagde han Ravnlil De tav alle stille foruden Mimmering lille   han svarede hende Gunder Mimmering han sad nederst ved bord han svarede hende Gunder et ord   det gjorde han Mimmering »Ja jeg vil sandelig stride for dig så længe der er varmt blod i mig   det sagde han Mimmering Jeg har tjent din far i elleve år men aldrig så jeg din bare tå«   det sagde han Mimmering		Mimmering og Ravnlil skulle dysten ride Henrik og Gunder skulle se dertil   det skulle han Mimmering   Den første dyst de sammen red Mimmerings hest i knæene skred   det gjorde han Ravnlil »Så du det min udydige kvinde min kæmpe han skal nok sejren vinde«   det sagde han Henrik »Det var slet ingen dyst at øve det var kun deres heste de skulle prøve«   det sagde hun Gunder Den anden dyst de sammen red Ravnlils hoved ad heden skred   det gjorde han Mimmering »Så du det min udydige mand den lille han den store overvandt«   det sagde hun Gunder Mimmering han sprang til højen hest så satte han Gunder for sit bryst   det gjorde han Mimmering Mimmering ud af krinsen red Henrik gik efter hans hænder han vred   det gjorde han Mimmering »Syv tønder af det hvide sølv dem gi'r jeg dig for Gunder hendes skyld   det sagde han Henrik Syv tønder af det røde guld dem gi'r jeg dig for Gunder huld«   det sagde han Henrik »Med æren har jeg hende vundet og fået gid de få skam som sælger hende bort«   det sagde han Mimmering Mimmering og Gunder de red sig af gård Henrik han græd hans hænder han slog   det gjorde han Mimmering
Kommentar
Fra Hogagers balladeværksted Gunder og Mimmering er en af de »klassiske« Hogager-ballader fra gennembrudsåret 1975. Thorkild havde netop fundet ud af, hvordan man kunne synge de der mærkelige ballader med gentagelse af en halv og en hel linje, så de passede til 6-dans, og så blev der fyret en hel del af af dem: Elveskud, Gengangeren, Adelbrand og Lindeløv, Ingefred og Gunver, Roselil m.fl. og altså også Gunder og Mimmering. Det var i begyndelsen enormt svært at huske, hvad Forsangeren sang, når man skulle gentage sidste halvdel af første linje og hele anden linje. Og dertil kom problemerne med at finde ud af, hvornår man skulle synge Gunder, Henrik eller Mimmering og sagde eller gjorde eller hvad i tilråbet. Det var jo korets opgave - dengang. I dag ville man nok sætte Andensangeren til det.		Efterhånden fandt vi dog ud af, at det altid var den, der først blev nævnt i første linje, som »gik igen« i tilråbet. Og vi lærte i løbet af rimelig kort tid at gentage korrekt - det viste sig at være et spørgsmål om koncentration og opmærksomhed - engagement, simpelthen. Og så hjalp det selvfølgelig, når man kendte teksten i forvejen... Vi har en båndoptagelse, hvor der er rimelig god gang i Gunder og Mimmering. Det er den, jeg bruger til indholdsfortegnelsens billede her på hjemmesiden. Jeg tror nu ikke, billedet forestiller sang og kædedans til Gunder og Mimmering, men lyd og billede passer godt sammen. For en ordens skyld sætter jeg også et link ind her: Dorthe Bendtsen, 1977. CD FMCH FB 04/08 (4 min. 30 sek.)