Dansekald © Leif Varmark, 2006. Min personlige tanker om fænomenet Dansekald i balladesangen og balladedansen.
	Dansekald Nogle gange, måske altid, starter forsangeren med et indledende vers, som råbes ud og bruges til at kalde folk op fra bænkene og ud på gulvet. Det starter som en langsom, dramatisk og melodisk råben, som efterhånden går over i melodi og danserytme, der ansætter tempoet for dansen. Så ved folk, hvad det drejer sig om og går på plads i kæden. Dansen og historien kan begynde. Verset angiver også teksten på omkvædet eller omkvædene, så folk kan synge med fra starten. Dansekaldet kan også være et selvstændigt, »fritsvævende« vers, som ikke har noget med den efterfølgende ballade at gøre og som kan bruges til dansekald ved forskellige ballader. En god balladesanger har sin egen samling af dansekald, som hun vælger fra, når der skal kaldes op til dans. Vers til dansekald er ofte i nutid, mens selve balladen for det meste fortælles i datid. Dansekald er nok det samme, som i andre sammenhænge kaldes stev eller stevstamme. Grüner-Nielsen: »Det er neppe tilfældigt, at den ældste bevarede danske Folkeviseopskrift (Ridderen i Hjorteham) o. 1450 begynder med Omkvædet; thi sandsynligvis begyndte Forsangeren i Middelalderen netop Visen med at synge Omkvædet og danse, for saaledes paa én Gang at betegne Melodien og markere Dansetakten: Drømth haffuer mik om jomfrwer i alle naath (Ridderen i hjorteham, DgF 67, Svensk postilhåndskrift, ca. år 1500.) Efterhaanden sluttede sig saa flere og flere Deltagere til Dansekæden. Bedre endnu var det at have et helt Indledningsvers af neutral Karakter, før den egentlige Visefortælling tog fat. I wennder op seggell aff sylcke wy weell seegell vnder øø drømett haffuer suendenn alle natt om saa ween en møø   drømitt haffuer suenden om iumfruen ald den natt (Ridderen i hjorteham, DgF 67, Karen Brahes foliehåndskrift, 1570, nr. 136.) Paa Færøerne brugtes ofte Indgangsstrofer, der først indeholdt en Opfordring til at begynde Dansen, eller til at høre godt efter, og derefter nævnede, hvad det var for et Kvæde, der nu skulde foredrages. I Danmark brugtes »Stevstammer«, lyriske Strofer, der ikke indgik i Visens Handling, men nærmere forklarede og uddybede Omkvædets Indhold.« (H. Grüner-Nielsen: Danske Folkeviser fra Riddersal og Borgestue, 1925, side XIII-XIV.) Grüner-Nielsen giver et andet eksempel: »Meget oplysende om dansk middelalderlig Folkevisedans er den Skildring, som Krønikeskriveren Neocurus (Küster) o. 1600 har givet af Ditmarskernes Visedans, den »lange Dans«, der udførtes snart langsomt med stærke Gestus, snart som Springdans. Dansen begyndte med, at en Forsanger, der holdt et Drikkekar i Haanden, først sang nogle Vers, og hvert Vers gentoges da af Forsamlingen. Saa var der én, der traadte frem for at føre Dansen. Han dansede rundt i Stuen og opfordrede de øvrige til Dans, og nu sluttede efterhaanden de andre sig til ham i én række. Paa den Maade fulgte alle Fordanseren - der igen i Takt rettede sig efter Forsangeren, og det skete med saa stor Enighed, at én Fordanser kunde lede indtil to Hundrede Dansere.«(H. Grüner-Nielsen: Danske Folkeviser fra Riddersal og Borgestue, 1925, side XIX.)  Denne forklaring understøttes af Grüner-Nielsens beskrivelse af, hvordan trinddansen på Mandø startede: Mandø 1916: En stor forsamling kan umuligt straks komme i takt i trinddansen. I ældre tid begyndte altid blot 3 eller 4 med at danne kreds. De holdt da hinanden i hænderne på almindelig vis og svingede under dansen med armene (som i tospring). Under springet førtes hænderne næsten helt mod hinanden indad mod kredsens midte. Ved andet vers åbnede de kredsen og flere trådte ind med i dansen, uden at der blev nogen afbrydelse i sang og dansetakt. Sådan kom efterhånden hele forsamlingen med. (H. Grüner-Nielsen: Vore ældste Folkedanse, 1917, side 38-39.) Noget lignende foregår i Bretagne den dag i dag: Bretagne i dag: »Først stemmes i med et danseråb i vekselsang. Danseråbet har dobbelt funktion. Dels hjælper det sangerne til at finde det rette toneleje og få stemmerne tonet ind. Dels er det en opfordring til danserne om at komme på gulvet. Rytmisk er det langsomt og frit og som regel varieret fra sanger til sanger. I dag tralles ofte, men der er adskillige teksteksempler, der viser en improviseret opfordring. For eksempel: Tramp i gulvet så jorden ryster under jer og køerne brøler i stalden og hestene vrinsker i hestestalden og hvis min pige sover vågner hun hurtigt Mens sangerne kalder, går danserne på gulvet og former dansekæden. Forrest går et par, som kender dansen og dermed får sat rigtigt i gang. Råbet afsluttes med sidste frase i tempo, så både sangere og dansere får et signal om, at dansen går i gang og tempoet er sat. Nogle steder lukker kæden sig til en ring, andre gange danses i åben kæde.« (Gitte Thofte i: Årsberetning 2000, Folkemusikcentret i Hogager, side 14-15.) En lignende startpraksis er almindelig brugt inden for spillemandsmusikken, hvor et »opspil« angiver, hvilken melodi og dans, der nu kommer, så folk kan styrte op... Eksempler på flotte dansekald i danske ballader: Ravnen han flyver om aftenen om dagen han ikke må han skal have den onde lykke den gode kan ikke få   men ravnen flyver om aftenen Herlig ganger dansen herlig med den strand som de rige købmænd kommer sejlende for land   herlig ganger dansen Det er så favrt om sommeren når bølgen leger på sand det glæder så mangen stolt jomfru og så mangen velbyrdig mand   sig glæder så mangen jomfru Jeg vil eder en vise kvæde hvem der vil lytte på alt hvor den unge hr. Morten troloved en skøn jomfru   men de roser og de liljer de gror vel Jeg beder eder alle mine mænd   I være vel bon I binder op hjelm af guld   I følger hr. Jon   I binder op hjelm af guld I følger hr. Jon Vor husbond og hans unge gift   og træd så let ved og de har fanget så ond en skift   men jeg kvæder jer en let vise om I vil høre på Der er tilsyneladende langt flere dansekald til de langlinjede ballader end til de kortlinjede. Hvad det betyder, ved jeg ikke...