© Laurits Bødker, 1958. Fra: Laurits Bødker: Talt og skrevet 1940-1974, Institut for Folkemindevidenskab, Københavns Universitet, 1975.
Han har været assistent i Dansk Folkemindesamling 1948-58, arkivar 1959-68; forstander for Nordisk Institut for Folkedigtning 1959-66; universitetsadjunkt ved Københavns Universitet 1955-58, universitetslektor 1961-70, amanuensis 1966-70, professor i folkemindevidenskab fra 1970.
L. Bødker har været formand for foreningen Danmarks Folkeminder 1969-72; vicepræsident i International Society for Folk-Narrative Research 1960-64. Yderligere medredaktør af tidsskrifterne Folkeminder (1955-71), Arv, Uppsala (fra 1958), Fabula, Berlin (1958-69), Folk & Kultur (fra 1970) og Unifol (1972, 1974).
Foredrag holdt i Selskab for Nordisk Filologi, 1958.
I min ungdom begik jeg nemlig den dumhed at tage licentiateksamen i folkemindevidenskab ved universitetet i Lund - med folkeviser som speciale. Og siden da har jeg været klar over, at jeg ikke er kompetent til at tale om folkeviser, eftersom jeg ikke har fulgt den slagne vej og afsluttet mine folkemindestudier med en magisterkonferens i nordisk etnologi eller litteraturhistorie - eller i det mindste taget skoleembedseksamen med dansk som hovedfag.
Jeg er altså klar over, at jeg ikke har forstand på det, jeg skal tale om, så det behøver De ikke at fortælle mig bagefter.
Når jeg alligevel har taget imod invitationen, skyldes det først og fremmest, at vi - som de måske ved - arbejder med en plan om at oprette et nordisk institut for folkedigtning her i København. På dette institut skal vi bl.a. også udarbejde et nordisk type- og motivregister over folkeviser.
Denne plan har naturligvis medført en hel del diskussion om, hvad en folkevise egentlig er - og i hvor høj grad de publicerede tekster svarer til de tekstkritiske krav, som folkloristerne må stille. At denne diskussion falder sammen med diskussionen om afslutningen af udgivelsen af DgF er en tilfældighed. Men denne tilfældighed giver mig anledning til at gøre status, og den motiverer mit forsøg på at give Dem et indtryk af vor problemstilling og vort syn på »Danmarks gamle Folkeviser«.
Jeg siger med vilje vore og ikke mine synspunkter. Jeg står her som repræsentant for en hel gruppe folklorister, blandt hvilke jeg også med glæde tæller nogle af mine nærmeste medarbejdere på Dansk Folkemindesamling. - Selv om jeg selvfølgelig tager det fulde ansvar for de synspunkter, jeg vil fremføre.
Min indledning må betragtes som en efterklang af den almindelige, internationale diskussion om folkevisens problemer; men denne diskussion må nødvendigvis få en vis lokalfarve, fordi vi her i landet ved et uheld har bevaret en tilfældig samling af ældre håndskrifter. Og disse adelsvisebøger - som de i regelen kaldes - har efter min mening ført hele folkevisediskussionen ind i en blindgyde, hvor man står og stamper så ihærdigt, at man ikke har opdaget, at der er en verden uden for DgF.
Svend Grundtvig.
Svend Grundtvig gør straks i indledningen opmærksom på, at der
-
»kan ikke være tvivl om nytten af og pligten til jo før jo hellere,
medens det endnu er tid, at sikre alt, hvad der af vor middelalders
folkedigtning endnu er bevaret, fra ødelæggelse og at overgive det, helt
og holdent, rent og uforvansket i den danske læseverdens hænder.«
Svend Grundtvig deler stoffet i tre hovedklasser, ordnet efter emne:
I. Den første omfatter:
-
»de viser, der behandler fra oldtiden nedarvede, forhistoriske,
mytisk-heroiske emner, så som visen om Thord af Havsgård, dem om
Volsunger og Nivlunger etc. = de egentlige kæmpeviser.
-
»de viser, der besynger den nationale, såkaldte overtro, således som
denne dannede sig i middelalderen af halv hedens, halv kristelig natur, og
som til dels endnu har bevaret sig hos landalmuen. Viserne altså, hvori
gengangere, trolddom og de forskellige naturånder spiller hovedrollen,
hvilke under eet kaldes trylleviser.
»De følger i tiden efter de egentlige kæmpeviser og kan sammen med disse sammenfattes under benævnelsen de æventyrlige og betragtes som den ubundne fantasis børn, medens
-
»væsentlig vinder sin poetiske betydning som følelsernes udtryk og
allerede herved viser sig som barn af en senere tid, et mere fremskredent
stadium i udviklingen, og denne klasses viser bliver altså nærmest at
betragte som ridderviser...
Som en særlig gruppe af ridderviser betragtes de historiske viser, dvs. »de viser, der besynger et stof fra middelalderen, hvis tid lader sig angive.«
Denne gruppe har for historiens skyld sin særlige interesse, men den forstyrrer ikke i følelig grad ordenen i riddervisernes klasse, hvortil alle de historiske ganske henhøre som specielle tilfælde, eftersom det må anses for afgjort, at alle viserne i denne klasse (dvs. ridderviserne) mere eller mindre har historisk grund, om end denne kun i de færreste tilfælde kan påvises.
Jeg skal senere gøre opmærksom på, hvorledes Grundtvig senere føjede nye grupper til disse tre klasser.
De egentlige viseforskere, der jo er meget klogere end folkloristerne, har imidlertid skabt en ny definition på grundlag af en række ydre kriterier og tilranet sig viserne med den motivering, at:
-
»Det blot mekaniske klassificeren efter folkemindesynspunkter i vor tid
er falsk« (prof. Rubow 21. nov. 1956) -
Svend Grundtvig deler kilderne i fem kategorier:
- De tre gamle udgaver (Vedel, Tragica og Syv).
- Flyveblade, for så vidt disse ikke er optryk efter de trykte
samlinger.
- Viser, der er trykt andetsteds i bøger og tidsskrifter efter nu ikke
mere umiddelbart tilgængelige kilder.
- Stoffet i de ældre håndskrifter, for så vidt de ikke er afskrifter,
hvortil forskrifterne haves.
- De nyere optegnelser efter folkemunde, for så vidt de skønnes at have sin hjemmel i umiddelbar mundtlig overlevering eller måske i nu tabte, skrevne eller trykte kilder.
I DgF er rækkefølgen blevet ændret, således at adelshåndskrifterne sættes først, derefter
i regelen de under 1 nævnte udgaver, efterfulgt af flyveblade og til sidst kommer almuetraditionen, hvis man da ikke direkte negligerer denne.
Jeg ved for øjeblikket ikke, hvad der har fået Svend Grundtvig til at ændre denne rækkefølge, som findes i den oprindelige plan - jeg kan bare beklage at det er sket, eftersom placeringen af adelsteksterne først i udgaven efter min mening har ført den såkaldte viseforskning ind i en blindgyde.
Som folklorist kan jeg heller ikke anerkende Grundtvigs oprindelige rækkefølge. Hvis jeg en dag skulle komme med et forslag til en ny udgave, ville jeg anbefale rækkefølgen:
- Almuetradition.
- Flyveblade og ældre udgaver.
- Adelshåndskrifterne, der folkloristisk set er de dårligste tekster, vi har.
Den nye viseudgave, som Svend Grundtvig ville udgive, skal iflg. planen
-
»meddele visen uforandret i den oprindelige skikkelse, hvortil den er
kommen til os, og for så vidt den haves i flere afvigende, indbyrdes
uafhængige opskrifter, da alle disse hele og holdne, dels i teksten i
flere på hverandre følgende aftryk, dels som varianter til disse i de
under teksten tilføjede noter.«
-
»ikke er nogen unødvendig vidtløftighed, men en nødvendig
udførlighed, der ligger i sagens natur, såfremt ugaven skal have den
objektive, al subjektiv vilkårlighed udelukkende karakter, der ene kan
hævde den videnskabelige betydning - det håber jeg vil være indlysende
for enhver, der er nøjere bekendt med al gammel folkepoesis vilkår. Det
ligger nemlig i dennes natur, at den, født på tungen, er blevet
opbevaret og forplantet ved mundtlig tradition, ofte gennem en række af
århundreder, før den bragtes på papiret. En følge heraf er, at lige
så lidt, som der kan være tale om at påvise den ægte oprindelige
original til en vise, der uden pennens hjælp har udbredt sig over de
forskellige egne af et land, ja ofte over flere lande... lige så lidet
kunne vi nu forkaste nogen således ved mundtlig overlevering forplantet
version af en folkevise som uægte, - thi mene vi dermed, at det ej er den
oprindelige, så måtte vi erklære alle opskrifterne for uægte; men vi
måe i spørgsmålet om en opskrifts ægthed indskrænke os til at skelne
mellem den forandring, en folkevise altid undergåer og må undergåe,
sålænge den lever i folkemunde, og den forandring som en afskriver eller
udgiver foretager sig med bevidsthed og med pennen i hånden.«
De fleste af viseforskerne har imidlertid været grebet af et veritabelt rekonstruktionsgalskab eller har lidt af en dateringspsykose (det kan de læse om i Erik Dals udmærkede bog: Nordisk Folkeviseforskning siden 1800) - og de har i regelen negligeret Grundtvigs kloge ord om den mundtlige traditions værdi og dens betydning for hele visestudiet. De har altså - for igen at citere Grundtvig - ikke været nøjere bekendt med al gammel folkepoesis vilkår.
Og dermed er der ikke mere at sige om den sag. Vi konstaterer blot, at størstedelen af det arbejde, der er gjort af de såkaldte viseforskere bygger på subjektiv vilkårlighed, selvom de kamuflerer denne vilkårlighed med de bedste filologiske metoder. Og vi kan uden tøven lægge deres samlede værker ind i et »Museum for Folkloristisk Galimatias« for endnu en gang at forvrænge P. Hjorts berømte forvrængning af Grundtvigs ord om at skabe »et pålideligt og så vidt muligt fuldstændigt museum for vor gamle folkesang.«
Forsiden af Svend Grundtvigs »Prøve paa en ny Udgave af Danmarks gamle folkeviser«, august 1847.
Det viser sig nemlig, at teksterne ikke er gengivet rent og uforvansket, men i en restitueret form. Og man får en mistanke om, at det i virkeligheden er Grundtvigs modstandere i den berømte folkevisestrid, der er gået sejrrigt ud af kampen, eftersom det synes at være deres principielle synspunkter, der ligger til grund for både den berømte prøve fra 1847 og den egentlige tekstudgave. Molbech hævdede bl.a. at enhver vise må meddeles i en grundtekst, dvs. i den fuldstændigste og korrekteste tekst som haves (cf. Grundtvigs forslag om at meddele visen i den oprindeligste skikkelse ovenfor) og at der altså må blive tale om kritik, om dømmekraft til udvalg, om æstetisk smag, såvel som til sprogkundskab, sprogtakt og sprogfornuft.
P. Hjort erklærer, at teksten må behandles med langt mere æstetisk og filologisk frihed, eller med eet ord: kritisk, videnskabeligt. I den udvidede plan af august 1847 (med »tillægsbemærkninger«) forkaster Grundtvig disse synspunkter og påstår, at der fornuftigvis ikke kan være tale om en sådan kritisk udgave af vore kæmpeviser, eftersom denne form for kritisk arbejde
-
»tekstkritikken og konjekturalkritikken er en ordnende og restituerende
virksomhed, der forudsætter en skreven grundtekst, hvorfra alle de
forefundne håndskrifter nedstammer. Til denne tekst leder den kritiske
udgiver sig nu frem, eller rettere tilbage; men hvor en sådan skreven
grundtekst aldrig har været til, der kan følgelig ikke være tale om at
komme tilbage til den. - Vil man have en »endelig redaktion«, en
normalredaktion af en kæmpevise, da må man aldrig troe at kunne
tilvejebringe den ved at sønderlemme og sammenstykke de forefundne
opskrifter« ... (side 37f.)
C-teksten af samme vise (DgF IV Tillægget) består af 25 strofer. Den er sammenflikket af tre varianter med henholdsvis 22, 15 og 21 strofer. Et andet eksempel vil De f.eks. finde i DgF 260 C, der består af 9 strofer, mens de to anvendte varianter har henholdsvis 8 og 4 strofer. Andre eksempler vil De selv kunne finde ved at slå op hvor som helst i DgF og sammenligne den trykte tekst med noteapparatet. Og så vil De også opdage, at udgiverne med held har forsøgt at kamuflere dette forhold ved at undlade at meddele klart og tydeligt, hvor mange strofer, der egentlig findes i de varianter, der sammenstykkes og sønderlemmes for at skabe en normalversion, der svarer til Molbechs krav om udgivernes æstetiske smag, sprogkundskab, sprogtakt og sprogfornuft.
Hvis De tror, at denne biksemads-metode kun anvendes, når der er flere variationer til samme version, kan De f.eks. slå op i bind VI (udgivet af Olrik), hvor De vil se at f.eks. DgF 322, 323, 327, 328, 329 A, 329 D, 331 B, 332 A, 332 B, 332 C, 332 D, 332 E, 332 I, 333 A og 333 B alle er versioner, der kun består af een tekst - og ingen af dem er gengivet ordret.
Grundtvig har altså ret, når han påstår, at
-
»tre århundreders slid ved den mundtlige forplantning på almuens læber
gør en gammel vise mindre skade, end een kort time, efter at den er
falden i hænderne på en af vore dages dannede og åndrige udgivere« (s.
29).
Og det virker derfor lidt ejendommeligt, når Svend Grundtvig endnu engang i forordet til DgF bind 1 reklamerer med, at udgaven skal meddele alle opskrifter
-
»hver for sig, hele og holdne, med troskab og omhu...«(I, vi).
Nu hævder de fleste viseforskere, at man sagtens kan benytte teksterne, fordi alle variationerne er meddelt i det store noteapparat. Det kan man selvfølgelig også, hvis man har tid og kræfter til at rekonstruere de oprindelige tekster ved hjælp af disse noter. Men det gør man kun een gang, for der er ikke gået mange timer, før man opdager at det er meget lettere - og meget sikrere - at arbejde med de bevarede afskriftsrækker, der danner grundlaget for de trykte bastard-tekster.
Og hvad skal man gøre, når man i noteapparatet finder oplysninger som:
- »mange moderniserende småændringer opregnes ikke« (DgF 320 Ac).
- »c og d ligger nær hinanden, småafvigelserne tra teksten, som kun
findes i en af dem, har jeg derfor ikke anført« (DgF 344).
- »d's ubetydelige ændringer omtales ikke, når de ikke genfindes i c«
(DgF 354 B), eller
- »hvad med DgF 319 C, der er sammenstykket af fire optegnelser, men fuldstændigt mangler noteapparat!
Vi kan heller ikke godkende de »egentlige viseforskeres« definition af begrebet folkevise, således som den findes i hr. Dals store (og meget interessante) bog. Her defineres folkevisen som:
-
en anonym sang, oftest af episk karakter, der er opstået i middelalderen,
men som nu kun kendes gennem ældre adelsoptegnelser og nyere
folketradition. Strofen består gerne af 2 eller 4 frit udfyldte rækker,
som regel med hver 4 slag (evt. kun tre trykstavelser) og rimede aa eller
xaya, desuden forsynede med omkvæd, eventuelt mellemkvæd, samt måske
delvis strofegentagelse. Kronologisk set er folkevisen afgrænset bagud
mod alliterationsdigtningen, fremad mod nyere, omkvædsløse strofeformer,
de mindre simple rimslyngninger og snart også den fastere metrik.
Genremæssigt afgrænses visen mod de musikløse eper, mod latindigtningen
og mod den religiøse og troubadour-lignende lyrik. Denne gamle digtning
er efter sin natur og funktion en sang- og dansegenre (s. 18f.).
-
Det må fastholdes, at folkevisen i hvert fald i Danmark er en riddervise,
selv om begrebet »ridder« ikke altid skal fortolkes særligt exklusivt.
| Adelsoptegnelser og folketradition | = 95 typer | |
| Kun adelsoptegnelser | = 188 typer | |
| Kun folketradition | = 52 typer |
Denne statistik må selvfølgelig betragtes med en vis varsomhed. Bl.a. er der i første gruppe medtaget 16 typer eller undertyper, hvis folkelige versioner ikke stammer fra Danmark, men fra Skåne, Norge, Færøerne og Island - og vi ser ingen grund til at rette os efter udgivernes forsøg på dansk viseimperialisme, men må flytte disse 16 typer over i anden gruppe. Samtidig udskiller vi fra tredje gruppe DgF 402, der kun findes i Norge, og DgF 423, der kun er optegnet på Færøerne. Dvs. at tallene bliver 79 - 188 - 50.
De viser, der kun kendes i folketraditionen, i alt 50 numre, efter den givne statistik, regnes også med til ridderviser, men eftersom der ikke er konstateret et direkte afhængighedsforhold mellem disse viser og adelsoptegnelser (de mundtlige versioner har altid specielle versionsnumre), må man
- Postulere et ukendt traditionsled fra folketraditionen til nu forsvundne
urformer i adelstraditionen, altså arbejde på at rekonstruere archetyper,
hvilket er i modstrid med Grundtvigs teoretiske anskuelser og
folkloristernes praktiske arbejdsmetode,
- Eller man må udvide begrebet ridder til også at omfatte bl.a. jyske husmænd, aftægtsfolk, hedebønder og fattiglemmer.
Hr. Dal hævder, at folkeviserne i regelen er episke. Det samme kan siges om mange skæmteviser og romanviser, altså grupper, der ikke betragtes som folkeviser. Også om sanglege.
Versemålet er 2-4 linjet osv. De samme karakteristika finder man i mindst 60 typer blandt de 98 skæmteviser, som Grüner Nielsen har udgivet. Disse viser har også samme traditionsforhold som de egentlige folkeviser, idet skæmteviserne også findes i adelsopskrifter, flyveblade og folketradition.
Folkevisen, dvs. visen i DgF, er efter sin natur en sang- og dansegenre. Det samme kan siges om skæmteviser og en del efterklangsviser.
Definitionen er altså for vag: Man opstiller en række kriterier, som dækker en stor gruppe af viser, og af denne gruppe udskiller man så en mindre gruppe, og betegner dem som folkeviser, hvilket efter min mening må betegnes som en bevidst fordrejning af fakta, hvis der da ikke er tale om ren uvidenhed - eller videnskabelig slendrian. Det sidste er nok tilfældet.
De fleste viseforskere har næret en medfødt foragt for folketraditionen. De har siddet i deres lønkamre og nørklet med adelsoptegnelserne så længe, at de til sidst sætter lighedstegn mellem Danmarks gamle folkeviser og Danmarks folkeviser.
Denne begrebsforvirring er nu blevet kanoniseret, og den indgår i lærdomshistorien som et meget lærerigt eksempel på, hvorledes mental dovenskab eller blank uvidenhed kan blive ophøjet til definitionsbegreb og videnskabeligt dogme.
Ved hjælp af dette dogme lykkes det viseforskerne at gøre visestudiet til en æstetisk-historisk disciplin, hvis egentlige arbejdsområde er en samling tilfældigt bevarede adelsvisehåndskrifter - eller rettere sagt: en del af det stof, der findes i disse håndskrifter.
Derved er man nået frem til en definition af folkevisen, der - som Dal så rigtigt bemærker - ikke svarer til folkvisa, volkslied eller chanson populaire (s. 17).
Men man skal ikke tro, at folkloristerne godkender denne lærde konstruktion, som i øvrigt er i strid med Svend Grundtvigs opfattelse, således som det klart fremgår af hans registre, der vel må betragtes som det mest saglige diskussionsmateriale, vi i denne forbindelse har.
I den oprindelige plan af 3. februar 1847 taler han i overskriften om Danmarks kæmpeviser, hvilket i den trykte form ændres til Danmarks gamle folkeviser, altså en bevidst betoning af, at det drejer sig om det ældre materiale.
Hans ældste utrykte viseregistrant (fra 1850) bærer titlen Danmarks kæmpeviser (= overskrift i den oprindelige plan). Den indeholder de i planen nævnte visegrupper: kæmpeviser, trylleviser og ridderviser.
Den følgende registrant bærer titlen Danmarks folkeviser og den indeholder skæmteviser og kæmpevisens efterklang. Denne registrant findes også i et andet manuskript, der har titlen Gamle danske viser, dvs. at Svend Grundtvig her betragter både skæmteviser og kæmpevisens efterklang som dele af de gamle viser.
Og endelig har vi en registrant fra 1865 med titlen Danmarks gamle folkeviser nr. 183ff. Den indeholder et udkast til en ordning af ridderviserne fra nr. 183 til nr. 514. Derefter kommer en tom side, og så følger en typeregistrant over skæmteviser med plads afsat til DgF-nummerering.
Men ved siden af gruppen gamle viser opstiller Svend Grundtvig også en gruppe, som han kalder Danmarks nye folkeviser - dette navn findes skrevet med hans hånd på en samling skillingstryk fra 1855 - to år efter at DgF var begyndt at udkomme.
Resultatet af denne oversigt må altså være, at Grundtvig allerede i 1855 deler Danmarks folkeviser i gamle og nye. At han til de gamle også regner skæmteviser og efterklangsviser, at den sidstnævnte gruppe er registreret, og at skæmteviser i registranten af 1865 er ordnet som en naturlig fortsættelse af DgF - placeret efter ridderviser. At denne plan aldrig blev fuldført, skyldes sikkert hans alt for tidlige død - og hans efterfølgeres indskrænkede arbejdsprogram.
Hvor indskrænket dette arbejdsprogram i virkeligheden er, vil fremgå af lidt statistik: De egentlige folkeviser er efter viseforskernes mening stoffet i DgF, dvs. 539 typer. Svend Grundtvig og folkloristerne medtager også skæmteviser, ca. 300 typer, og efterklangsviser, ca. 300 typer, samt nyere viser, hvis antal vi overhovedet ikke kender. Dvs. at viseforskerne kun medtager knap halvdelen af stoffet - idet vi så ser bort fra de nyere viser, som de næppe kender af udseende.
Ganske vist har viseforskerne opdaget, at både skæmteviser og efterklangsviser eksisterer, men de har skubbet disse grupper fra sig med en undertiden ganske ejendommelig motivering.
Om skæmteviserne siger f.eks. Erik Dal, at deres æstetiske værdi ikke tåler sammenligning med de bedre folkevisers - komikken har ikke talt til senere slægter, og man har i enhver henseende ikke fundet viserne fine nok... og kun misforstået verisme kan have glæde af at fremlægge sådant stof for enhver pris; men videnskabeligt har også det naturligvis sin berettigelse (s. 223).
Altså et trøstens ord til sidst til de tåbelige folklorister, der ikke vil lade sig lede af æstetisk finfølelse, men tillader sig at betragte denne »platte, grovkornede og groft uanstændige« tradition som et videnskabeligt arbejdsfelt.
Og hvis hr. Dal har hørt det materiale, vi har indsamlet i løbet af den senere tid, vil han til sin forbavselse opdage, at det netop er skæmteviserne, der har talt til senere slægter - ganske vist ikke viseforskere - men folket. Vi kan i dag tage en omstigningsbillet og køre ud i hvilken bydel, De vil, og indspille skæmteviser. Det er den eneste gruppe af de gamle viser, der virkelig lever i dag - og dette stof kan vi ikke lade ligge, fordi de »dannede« viseforskere rynker på næsen af det!
Om efterklangsviserne får vi at vide (også af hr. Dal), at det, så længe vore værdifulde middelalderviser ikke er gennemforskede, vil være lidt urimeligt at binde mange penge og megen arbejdskraft i bearbejdelsen af dette folkloristisk og kulturhistorisk værdifulde, men æstetisk næppe meget givtige materiale med dets utallige varianter fra gammel og ny tid (s. 225).
Som allerede sagt kan vi ikke lade os lede af æstetiske fordomme, ligesom vi heller ikke kan dele den generelle begejstring for middelalderviserne. Og når Dal mener, at man ikke skal ofre penge og arbejdskraft på dette stof, skyldes det vel et legitimt forsøg på at reservere penge og arbejdskraft til den lokale kæphest: DgF. Vi kan ikke lade os fjernstyre af æstetikernes impulser. Og i øvrigt mener vi, at vort vigtigste arbejde for øjeblikket er at få lidt orden i skæmteviser og efterklang, bl.a. fordi dette arbejde er blevet forsømt af de egentlige viseforskere. - Og vi tror, at vi her kan give et værdifuldt supplement til arbejdet med DgF.
I den plan, som Erik Dal publicerede i 1955, foreslås bl.a., at udgaven skal forsynes med et meddelerregister, fordi dette - efter Dals mening - kan have stor folkloristisk interesse og vil støtte den forskning over enkelte personers, familiers eller egnes repertoire, som står på den nye folkemindeforsknings program. Dette er så sandt som det er sagt. Dal har her i få ord givet en vigtig del af traditionsforskningens aktuelle arbejdsprogram. Men en meddelerregistrant, der kun omfatter stoffet i DgF, vil få en alvorlig slagside, fordi det kun vil omfatte de viser, der findes i dette værk.
En meddelerregistrant må også omfatte skæmteviser og efterklang - og endnu nyere stof. Disse registre er ved at blive udarbejdet på Dansk Folkemindesamling, og hvis Dal havde haft tilfælde til at se dem, ville han ikke i sin store og værdifulde bog have skrevet de nedladende ord om Evald Tang Kristensens »skrøbelige meddelere, der kun evnede at give visens sidste åndedrag - tekster og melodier i jævnt hen forfaldne former« - »Disse i al stilfærdighed så patetiske gamle skikkelser« (for at citere endnu engang), som Dal kender fra »Gamle Kildevæld«, var i virkeligheden djærve folk, der ofte har en meget »uæstetisk« sans for humor. Men de er først fotograferet indtil 20 år efter, at de har sunget viser for Evald Tang Kristensen. Og så virker de selvfølgelig som patetiske gamlinge på gravens rand.
- Den eksisterende udgave af Danmarks gamle folkeviser er efter vor
mening uanvendelig som videnskabeligt hjælpemiddel, fordi den ikke er
udgivet på en tekstkritisk forsvarlig måde. Den plan til udgavens
afslutning, som er fremlagt, gør ikke opmærksom på dette forhold,
hvilket vel betyder, at de nuværende udgivere stiltiende anerkender den
anvendte metode.
Den nye plan har endvidere indskrænket Grundtvigs gamle plan, idet man nu vil slette det af Grundtvig foreslåede sagsregister, der bl.a. skulle indeholde et udvalg af de genstande, der henhører til folkeovertroen eller som er af kulturhistorisk interesse. Derimod skal der publiceres registre over førstelinjer og omkvæd - dvs. at man er interesseret i visens begyndelse og slutning, men ikke i det, der står mellem første og sidste linje.
- Vi betragter størstedelen af de visestudier, der indtil nu er
publicerede, som os uvedkommende ting.
- Vi kan ikke godkende de autoriserede viseforskeres definition af begrebet folkevise.
Den er ikke sagligt motiveret, men formuleret på grundlag af subjektive
normer, der har sine rødder i specielle antikvarisk-æstetiske
interesser. - På dette punkt er vi enige med Svend Grundtvig, der til de
gamle folkeviser også regner skæmteviser og efterklang.
- Til gengæld kan vi ikke følge Grundtvig, når han i den udvidede prøve skelner mellem folkepoesi og almuepoesi og påstår - ligesom nutidens forskere - at almuepoesien er folkepoesiens uægte barn.
Og vi hævder, at folkeviser stadigvæk er et levende kulturelement i hele det danske folk. Og vi kan bevise det ved at fremlægge de båndoptagelser, som vi hver dag - jeg gentager: hver dag - kan få indsunget i København, i købstæderne og på landet. Dette stof omfatter både gamle viser, skillingstryk og nyere ting. Den sidste optagelse af Elveskud stammer fra den 19. april i år - og siden da har vi fået indsunget flere gamle skæmteviser.
Denne indsamling foretages ved hjælp af båndoptager, så vi får både tekst og melodi. På Dansk Folkemindesamling har vi altså - som det eneste sted i Danmark - mulighed for et stadigt samarbejde, når det gælder studiet af visens to manifestationer, og vi håber, at dette samarbejde kan resultere i en udgave af de påtænkte melodibind, der undgår de metodiske fejlgreb, der - efter min mening - har gjort tekstudgaven til en videnskabelig museumsgenstand.