Balladesangeren © Leif Varmark, 2006. Min personlige version af Thorkild Knudsens tanker om balladesangeren som bevidst skabende kunstner.
	Balladesangeren »Hør her, jeg har noget vigtigt at fortælle...« Sådan begynder balladen: Balladen begynder med balladesangeren. Som har mod til at stå frem og forlange lydhørhed. Som folk både elsker og er bange for - fordi balladesangeren har en farlig viden om mennesker og begivenheder. Som evner at forene sang, dans og ageren på en sådan måde, at fortællingen bliver et totalkunstværk. Balladen begynder med balladesangeren. Og sådan begynder Thorkild Knudsen sit teoretiske afsnit i værket »Seks Indgange til Balladen« - i fuld overensstemmelse med hans tidligt formulerede motto: Folkemusik begynder med folk. Hermed menes, at folkemusik ikke er et historisk eller æstetisk fænomen, men et socialt fænomen og et personligt kunstnerisk udtryk for levende menneskers vilkår og drømme i dagligdagen. Enhver beskæftigelse med folkemusikkens tekster og melodier bliver meningsløs, hvis man ikke tager denne sociale og personlige sammenhæng alvorligt. Balladesangeren er kunstneren som er uden for systemet: et kritisk og ansvarligt menneske, der mestrer såvel det satiriske som det tragiske. Den gode balladesanger beskriver og formidler livets begivenheder på en sådan måde, at tilhørerne bliver klogere, gladere og modigere. Hertil bruger hun et særligt sprog: balladesprogets ord og toner, billeder og fortællinger, dans og ageren... For en tid går virkeligheden gennem balladen. Balladesangeren nyskaber balladen hver gang og på stedet. Balladen er ikke husket udenad; den er set og oplevet, præcis som når man fortæller egne oplevelser til venner og bekendte. Balladesangeren er skabende kunstner og udøvende på én og samme gang, og hun kan være professionel eller amatør. Eller professionel amatør. Omrejsende eller lokal. På markedspladsen, til høstballet eller hjemme i køkkenet. Hun kan synge magten midt imod, hun kan more og underholde, og hun kan synge sine børn i søvn. Hvorfor synger hun? Balladesangeren synger, fordi hun ikke kan lade være. Og hvad synger hun om? Hun synger om virkeligheden. Der er flest kvindelige balladesangere, men også en del mænd. Legeren Legeren og syngekonen. At lege (jvf. engelsk: play) betyder både at lege og at spille. Legeren var middelalderens omvandrende gøgler og spillemand. Han kunne rejse alene eller sammen med en kone, der sang. De kunne også være en hel trup. De kunne begå sig såvel ved fyrstehofferne som på markedspladser og i kroer. De kunne synge, spille, danse, fortælle eventyr, lave gøgl, teater, akrobatik, tryllekunster og andre narrestreger. Deres instrumenter var fedel, sækkepibe, skalmeje, trehulsfløjte, mundharpe, énhåndstromme og meget mere. De kunne lovprise magthaverne det ene sted og gøre dem til nar det andet sted, og de kunne bringe nyheder, sladder og kritik fra by til by og var derfor både elskede og frygtede. »Der var ikke guld for legeren sparet« som der står i flere af de pæne ballader.