© Leif Varmark, 2006. Ekstrakter fra Anelise og Thorkild Knudsen: Seks indgange til balladen II og III, Folkemusikhuset i Hogager, Holstebro 1995, samt egne formuleringer og forsøg på forenkling...
2-delt takt En rytme eller takt kan føles underdelt, dvs. man fornemmer et eller flere mindre kraftige slag mellem de egentlige slag. Ét mellemslag giver en 2-delt takt. Kaldes i ballademusikken for Simpel. Se også 3-delt takt.
2-spring En springdans i kæde i 2-delt takt. Gammel jysk kædedans. Går som regel over 6 takter, men ikke altid. Dansebanen er rapporteret såvel venstre om som højre om. Fødderne er enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod (evt. med hop), dobbeltfod (evt. med hop):
da di da-ap di da di-ip
2-spring beskrives i optegnelserne uhyre alsidigt, lige fra adstadig til løssluppen. Da selve trinene næppe lader sig adskille fra 6-dans, kan det måske være hensigtsmæssigt at reservere betegnelsen 2-spring til kædedans i Løb-tempo og betegnelsen 6-dans til Gang-tempo.
3-delt takt En rytme eller takt kan føles underdelt, dvs. man fornemmer et eller flere mindre kraftige slag mellem de egentlige slag. To jævnt fordelt mellemslag giver en 3-delt takt. Kaldes i ballademusikken for Hvirvel. Se også 2-delt takt.
3-spring En springdans i kæde i 3-delt takt. Konstrueret af Thorkild Knudsen på baggrund af polskdans fra 1500-tallet. Fødderne er dobbeltfod (evt. med hop), enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod (evt. med hop):
da-ap di da di-ip
4-dans Kædedans, der går over fire takter. Er ikke rapporteret i brug i Danmark, men findes i en række andre lande. Da stort set alle danske ballademelodier har Ettere og Toere på fire takter, virker det naturligt at bruge 4-dans her, når omkvæd, indskud m.m. tillader det eller er fraværende. Dansebanen går først mod venstre og så mod højre eller næsten på stedet. Fødderne varierer fra sted til sted, men grundtrinene er enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod, hvilket så må spejlvendes for afvekslingens og nødvendighedens skyld:
da di da-a di da di-i
Men man kunne selvfølgelig også starte med dobbeltfoden, hvorefter 4-dansen vil se sådan ud:
dagida di da digadi da di
Da 4-dans næppe er til at skelne fra 8-dans, kan det måske være hensigtsmæssigt at benytte betegnelsen 4-dans til kædedans i Gang-tempo, mens betegnelsen 8-dans reserveres til kædedans i Løb-tempo.
I Bretagne forekommer Plinn, en dans i Løb-tempo, som er en blanding af to hop på samlede ben efterfulgt af tre skridts løb, eller mere nøjagtigt: to enkelthop og en dobbeltfod:
dop dop dagida
Det siges, at denne dans blev brugt til at stampe lergulve med.
5-dans Kædedans, der går over fem takter. I Danmark har den været brugt bl.a. på Manø, beskrevet af H. Grüner-Nielsen, 1916. Her dansede man den til Syv kærester og Møllerdatteren. Dansebanen går mod venstre. Fødderne er 5 enkeltfødder:
da di da di ti
Her er Grüner-Nielsens dansebeskrivelse: Der danses i en stor kreds, og alle har front næsten medsols i kredsen. Hver dansende holder sin højre hånd bag på sin lænd og har med sin venstre fat i den fordansendes højre hånd...
Dansen udføres med 5 dansetrin: først 4 gangtrin med noget bøjede knæ (begyndende med venstre) fremad medsols, og derefter et hop ind mod kredsens midte, idet man sætter af med og kommer ned på højre fod, mens den venstre kun støttende rører gulvet, da hælen og knæet er bøjet. Fødderne står tæt ved siden af hinanden efter springet. (Man skal sørge for under springet at få højre hofte skudt godt ud til højre). Efter hvert spring indad må man selvfølgelig gå skråt udad, så kredsen igen får den oprindelige størrelse. (H. Grüner-Nielsen: Vore ældste Folkedanse, 1917, side 38-39.)
6-dans Kædedans, der går over 6 takter. Fødderne er enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod til venstre og dobbeltfod til højre:
da di da-a di-i eller da di dagida digadi
Da 6-dans i optegnelserne ikke lader sig adskille fra 2-spring, kan det måske være hensigtsmæssigt at reservere betegnelsen 6-dans til kædedans i Gang-tempo og betegnelsen 2-spring til Løb-tempo.
8-dans Kædedans, der går over 8 takter. Fødderne kan f.eks. være dobbeltfod, enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod, enkeltfod, enkeltfod:
dagida di da digadi da di
men også enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod, enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod:
da di dagida di da digadi
Sidstnævnte variation kaldes også for skottish-kæde på grund af trin-ligheden med gammeldansen skottish. Da 8-dans næppe lader sig adskille fra 4-dans, kunne det måske være hensigtsmæssigt at reservere betegnelsen 8-dans til kædedans i Løb-tempo, mens betegnelsen 4-dans fortrinsvis benyttes til kædedans i Gang-tempo.
10-dans Kædedans, der går over 10 takter. Fødderne er enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod, enkeltfod; enkeltfod, enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod:
da di dagida di da di da digadi
Adelshåndskrifter/Adelsvisebøger I midten af 1500-tallet begyndte man i borgerlige og adelige kredse at optegne gamle viser og digte og samle dem sammen i såkaldte poesibøger. Den ældste er Hjertebogen, 1555. Der er bevaret ca. 40 »adelsvisebøger«, men der findes også bondevisebøger. Disse skrifter er vore ældste kilder til balladeteksterne. Eksistensen af disse adelsvisehåndskrifter har forledt tidligere tiders forskere til at tro, at balladerne var digtede af adelen.
Akkord Tonerække, oftest tre toner, nemlig grundtone, terts og kvint, der i et særligt harmoniseringssystem bruges til akkompagnement af melodier. Da ballademelodierne hverken bygger på grundtone, treklang eller harmonisering, bruges akkorder ikke i Balladetraditionen. Se droner.
Albertslund Folkemusikhus Forening oprettet i 1978 af Leif Varmark på baggrund af folkemusikkurserne på Skælskør højskole og Folkemusikhuset i Hogager. I løbet af et par år opstod der en række arbejdsgrupper, der afholdtes forskellige kurser og arrangementer, der var månedsblad, aftenskole, bookingbureau, violinværksted, fotogruppe m.m. Hundredvis af unge mennesker lærte at synge, danse og spille traditionel dansk folkemusik, og foreningen fik stor betydning for udbredelse af Folkemusikhuset i Hogagers teorier og praksis.
AndenSanger Et stort antal optegnelser af ord og toner siger, at balladesangeren i virkeligheden er to sangere, og ikke kun én. Balladeteksternes og -melodiernes Forudgriben, Gentagelse, Indkvæd, Omkvæd og Tilråb lægger op til flere sangere, og det er anstrengende for en enkelt sanger at skulle klare det hele. Derimod virker det rigtigt og meningsfyldt, hvis to sangere deler opgaven mellem sig. FørsteSangeren synger selve teksten, og AndenSangeren støtter, kommenterer og udfylder pauser. Se Fremførelsesformen.
Anonyme sangere I mange tilfælde kender vi ikke navnene på de sangere, som har videregivet balladernes tekster og melodier. Det skyldes, at forskere og optegnere ikke lagde vægt på den personligt skabende indsat, disse sangere ydede, men mere opfattede dem som en slags ubevidste medier for rester af en svunden (høj)kultur, en slags ufrivillige kulturambassadører, passive traditionsbærere. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at hver eneste tekst og hver eneste melodi har (haft) en sanger, et levende og kunstnerisk kreativt menneske, bag sig, som fortjener respekt.
Arbejdssange Ballader, sange og spillemandsmusik fungerer altid i en social sammenhæng. Til aftenhygge, til fest og til arbejde. I arbejdssituationer med hårdt fysisk arbejde, kan sang og musik med sproglige og rytmiske gentagelser give arbejdet et skub fremad og gøre det nemmere og behageligere. Eksempler kunne være spillemandsmusik til høstarbejdet, valkesange, shanties på søen, osv. Mange balladetoner er skabt over melodimodellen Dans, som netop er karakteriseret ved motorisk rytme og gentagne små skalastykker, og også Råbet, hyrdernes arbejdsredskab, er gået ind i balladetonerne som en vidt udbredt Melodimodel.
Artikulering Udtale. Bruges om balladesangerens personlige måde at forme, udtale og levendegøre ord og toner under balladesangen. Kan også bruges om personligt kropssprog i forbindelse med dans.
At forstå er at bruge Arbejdsmetode i Folkemusikhuset i Hogager. Balance og vekselvirkning mellem teori og praksis. Anvendt forskning. Ord og toner skulle ikke blot studeres teoretisk (»ved bordet«), men afprøves og anvendes i praksis under sociale former (»på gulvet«). Folkemusikforskeren skulle selv lære at spille, synge og danse. Herved opnåede man ny viden og erfaring, som kunne indarbejdes i og forbedre teorierne, der så kunne danne et nyt grundlag for ny praksis osv.
Balladens grundform Den typiske balladetekst består af et antal vers på to rimede linjer, kaldet Etteren og Toeren, på hver fire takter. Dette kaldes balladens grundform.
Denne kan så udbygges med forskellige former for indskud og tilføjelser, så som Forudgriben, Gentagelse, Indkvæd, Omkvæd, Tilråb m.m. Synges de to linjer alene til instrumentalt akkompagnement, kan spillemanden tilføje en Slutvending mellem versene.
Den typiske ballademelodi er ikke en melodi i gængs forstand, men en balladetone. En balladetone er fire og fire kernetoner med forsiringer, plus evt. en slutvending. Dette er balladens grundform på det musikalske område. Men som århundrederne går, sker det at nogle af forsiringerne gror fast på kernetonerne eller imellem dem. Og de flygtige forsiringstoner bliver sunget, spillet og hørt som faste meloditoner: I stedet for balladetonernes fire og fire kernetoner med forsiringstoner får vi ballademelodier med mange meloditoner.
Herved opstår en frodig alsidighed ud fra ganske få grundelementer, et princip, der er karakteristisk for hele den musikalske folkekultur.
Balladesangeren »Hør her! Jeg har noget vigtigt at fortælle...« Sådan begynder balladen: Balladen begynder med balladesangeren. Som har mod til at stå frem og forlange lydhørhed. Som folk både elsker og er bange for - fordi balladesangeren har en farlig viden om mennesker og begivenheder. Som evner at forene sang, dans og ageren på en sådan måde, at fortællingen bliver et totalkunstværk. Den gode balladesanger er kunstner - han eller hun oplever natur og mennesker som meddelelser i et andet sprog. I toner og farver, i billeder og fortællen... For en tid går virkeligheden gennem balladen.
»Balladesangeren« er 1. indgang i tobindsværket »Seks Indgange til Balladen« af Anelise og Thorkild Knudsen. Omhandler Shamanen og gøgleren, Kunstneren, Handling og Indhold, Tradition og fornyelse, Folk er de fattige, Sidsel Jensdatter i Lundgaarde, 1868, m.m.
Balladescenen Balladescenen er ikke et podie, hvor man optræder. Balladescenen er en situation: Når der er gensidig afhængighed mellem Balladen og Folkelivet. Når balladen er et udtryk for Folkelivet og når Folkelivet lever i Balladen. Eksempler på balladescener er: Køkkenet, landsbygaden, bindestuen, forsamlingshuset, tante Odas fødselsdag, midsommerfesten, børnepasning, mørkningen, høstarbejdet, klinegildet, kroen, legestuen m.m. Det ses, at de fleste balladescener er forsvundet. I dag er de naturlige balladescener stort set erstattet af kurser og arrangementer.
»Balladescenen« er 6. indgang i tobindsværket »Seks Indgange til Balladen« af Anelise og Thorkild Knudsen. Omhandler Den gamle Balladescene (Stenalderen, Bronzealderen, Jernalderen, Middelalderen), Den historiske eller mellemste Balladescene, Den ny Balladescene (Børn, Kvinder, Mænd) samt Balladescener og sammenhæng.
Balladeskalaen Balladeskalaen omfatter 9 toner og starter oppefra. I relative tonenavne ser skalaen således ud:
Li Se Fæ Ma Ro Du By Lå Sø.
På en relativ G-dur skala svarer det til
e d c h a g fis e d.
Der forekommer ofte blå toner i balladeskalaen, især omkring kvarten og septimen, som i så fald betegnes Fæi og Byø.
Balladestemning, violin/fedel Balladeviolinen stemmes efter balladens melodimodel, sådan at de løse strenge svarer til drone og liggetone i balladetonen. Der spilles altid på mindst to strenge, hvor den ene, som regel den dybeste, klinger med som drone. Buestrøget er normalt helstrøg på hvert taktslag, altid skiftevis ned og op. Melodien spilles som regel med mange forsiringer. Eksempler på balladestemning er ADAD, GCGC, GDGD og FCFC.
Balladeteater De fleste balladefortællinger egner sig til teater af en eller anden art. Det kan være ageren fra sangerens side, det kan være en dramatisk og/eller komisk dialog eller en sketch mellem to sangere, eller det kan være et stort anlagt simultanteater. Man kan opstille følgende oversigt:
1. Monolog: Én person fortæller egne oplevelser
2. Dialog/Sketch: To personer taler sammen, skændes etc.
3. Lille simultanteater: Foregår ét sted.
4. Stort simultanteater: Foregår flere steder.
Balladeteater er simultanteater, hvor alting foregår i rummet samtidig. Balladeteater med Møllerdatteren kunne f.eks. se sådan ud: Et hjørne er landsbyen med folkeliv, værksteder, salgsboder, værtshus. Her sidder bl.a. en skrædder og en skomager og snakker. Et andet hjørne er vandmøllen, som har tre rum. Det ene er mølleri med møller og møllersvende, det andet er kro med gæster, hvor møllerkonen og møllerdatteren serverer, og det tredje er møllerdatterens og kællingens kammer, hvor kællingen tusser rundt. Uden for til den ene side kommer bønder kørende/slæbende med kornsække. Uden for til den anden side har vi å, mølledam (med et par ænder?) og vandmølle. Alle er i fuld aktivitet hele tiden.
Dansekæden med balladesangere og legere kommer fra sted til sted, efterhånden som handlingen skrider frem. Og balladens personer agerer eller mimer, hvor de hører til, før og efter at dansekæden dukker op. Hovedpersonerne går med dansekæden fra sted til sted, hvis det passer i handlingen.
Balladetone Den typiske ballademelodi er ikke en melodi i gængs forstand, men en balladetone. En balladetone er fire og fire kernetoner med forsiringer, plus evt. en slutvending. Dette er balladens grundform på det musikalske område. Men som århundrederne går, sker det at nogle af forsiringerne gror fast på kernetonerne eller imellem dem. Og de flygtige forsiringstoner bliver sunget, spillet og hørt som faste meloditoner: I stedet for balladetonernes fire og fire kernetoner med forsiringstoner får vi ballademelodier med mange meloditoner.
Balladeviolin Legerens ledsageinstrument til balladesang og -dans. Kaldes også Fedel. Almindelig violin eller violin med særlig flad stol, så det er muligt at spille på flere strenge samtidig. Balladeviolinen stemmes efter balladens melodimodel, sådan at de løse strenge svarer til drone og liggetone i balladetonen. Der spilles altid på mindst to strenge, hvor den ene, som regel den dybeste, klinger med som drone. Buestrøget er normalt helstrøg på hvert taktslag, altid skiftevis ned og op. Melodien spilles som regel med mange forsiringer. Eksempler på balladestemning er ADAD, GCGC, GDGD og FCFC.
Becifring Tegnsystem (bogstaver) til angivelse af akkorder. Da ballademelodierne ikke bygger på akkorder, kan becifringer ikke anvendes i balladesammenhæng.
Berggreen, A. P. (1801-80) Komponist, musikpædagog. Sanginspektør 1859, dvs. statens rådgiver vedr. musik og sang. Arbejdede sammen med Svend Grundtvig. Udgav 11 bind »Folkeviser og Melodier« fra alle lande. Var stærkt konservativ og modarbejdede enhver ny retning i tidens musikliv, som efter hans mening virkede vildledende og nedbrydende på den gode smag.
Afviste 1871 de af Evald Tang Kristensen indsamlede ballademelodier som »ubetydelige«, hvilket fik Tang Kristensen til at optegne langt færre melodier, end han havde gjort før. En katastrofe for dansk folkemusik.
| 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 |
| 2 | 56 | 21 | 60 | 9 | 8 | 7 | 25 | 13 | 2 | 0 |
| Antal DGF-melodier optegnet af ETK 1867-1877 | ||||||||||
Besættelse Til musikalitet i balladeverdenen hører også anlæg for at blive besat. Besættelse af balladen er en tilstand, hvor hverdagen og balladescenen forsvinder. Tilbage bliver alene ordenes og tonernes magt og manen. Den gode balladesanger oplever denne tilstand ret ofte...
Billedrytme Rytmen kan følge udstrækningen og konturerne i et billede eller en fraseringsidé. Tiden forløber nu med enheder som føles naturlige og problemløse i en billedrytme. Men billedrytmens enheder er meningsløse i en Motorisk rytme. Se også Grundrytme og Melodirytme.
Blå toner Udtryk lånt fra jazzen (blue = melankolsk). Angiver svævende eller flydende toner, f.eks. en tone svævende mellem c og cis, f og fis eller lign.
I relative balladetonenavne »fæi« og »byø«. Har intet at gøre med at synge falsk. Se også Balladeskala.
Bordun eller drone eller liggetone. Når en balladetone udfolder sig, sker det at nogle toner bliver hængende i rummet, eller i ørerne. Måske holdes tonerne spontant af nogle sangere og dansere? Sådanne toner er borduntoner eller droner eller liggetoner. De er typiske for intonationerne i balladetonerne. Fedelen eller violinen stemmes sådan at de løse strenge svarer til drone og liggetone i balladetonen. Og på samme vis vælges en pibe, trehulsfløjte, skalmeje eller sækkepibe, sådan at balladetonens drone og liggetone falder sammen med pibens tomme toner.
Brugssituationer De tre vigtigste brugssituationer for balladen er:
1 SangBallade: »Hør efter!« Her synger balladesangeren til et lyttende publikum, som tager imod budskabet uden at blande sig. Rytmen er en billedrytme, som følger de enkelte ord og meninger, eller balladesangeren åndedrag. Balladesangeren holder sig til balladens grundform: to linjer med fire takter, plus evt. slutvending.
2 SyngMedBallade: »Syng med!« Balladesangeren kommer med et udspil, som folk kan følge op eller svare på - balladen bliver et fælles anliggende. Til balladens grundform tilføjer balladesangeren Forudgriben, Gentagelser, Indkvæd, Omkvæd, Tilråb o. lign., som passer til balladens handling og indhold og til folks holdning. Rytmen bliver mere medrivende.
3 DanseBallade: »Dans!« Balladen kommer på gulvet og fortælles i sang og spil, i dans og ageren. Balladen er nu et totalkunstværk: den musikalske folkekulturs største skabelse. Rytmen er fast danserytme, motorisk...
By Relativt tonenavn. Balladeskalaens 7. tone fra oven. I en relativ G-dur skala svarende til Fis.
Byø Relativt tonenavn. Balladeskalaens 7. tone fra oven i en lettere forsænket udgave - blå tone. I en relativ G-dur skala svævende mellem F og Fis.
Bytte billeder Balladen er levende billeder af situationer og mennesker, med scenerier og ordskifter. »Jeg ser det for mig...«, siger balladesangerne. Og når sangerne eller tilhørerne drøfter en ballade, sker det ved at bytte billeder: hver person ser et eller andet for sig - ikke nødvendigvis det samme. Eller overhovedet ikke! Må ikke forveksles med fortolkning, hvor én person vil presse sin egen mening ned over de andre.
Båndoptager Apparat, der kan overføre lydbølger til et magnetisk bånd. Har revolutioneret folkemusikforskningen og forskernes holdning til folkemusikkens folk, idet optegnelse/optagelse af sang, musik og fortælling nu blev mange gange lettere og hurtigere og nøjagtigere end tidligere. Det blev nu muligt at dokumentere, at folkemusikerne er selvstændigt skabende kunstnere, som ikke blot lirer udenadslærte numre af i mekanisk gentagelse, men som tværtimod sætter deres personlige præg på materialet fra gang til gang ved hele tiden at variere, supplere (tildigte), blande og udvikle det folkemusikalske materiale samt tilpasse det forskellige situationer. Båndoptageren er i dag erstattet af forskellige former for elektronisk/digitalt lyd-, foto- og videoudstyr.
Calum Ruadh (1902-1978) Husmand på Hebriderne, største keltiske balladesanger i vor tid. Kaldtes Bard of Skye, idet en barde er en keltisk sangerdigter, som udover at synge traditionelle ballader også digter om aktuelle begivenheder til egne melodier i traditionel stil. Har haft stor betydning for Thorkild Knudsens teorier om balladesangeren og talesangen.
Cenfo Forkortelse for Center for Folkekultur (se næste artikel).
Center for Folkekultur Da Skælskør højskoles folkemusikkurser ophørte 1985, overførtes det derværende folkemusikarkiv til et nyoprettet kommunalt og amtsligt støttet Center for Folkekultur i Skælskør, hvis medarbejdere er tidligere kursuslærere. Arbejder hovedsageligt med formidling og undervisning. www.cenfo.dk.
Danmarks gamle Folkeviser 12-bindsværk, påbegyndt af Svend Grundtvig i 1853, indeholdende 539 »seriøse« ballader: mytiske, magiske, historiske, tragiske, romantiske m.m. Blev først afsluttet af Thorkild Knudsen i 1976 med bind 11, melodibindet. Bind 12 er registerbind.
De »ikke-seriøse« ballader, de satiriske ballader, venter stadig på deres udgivelse, men Evald Tang Kristensen udgav dog i 1901 »Et hundrede gamle danske skjæmteviser«, og H. Grüner-Nielsen udgav 1927-28 »Danske Skæmteviser efter Visehaandskrifter og Flyveblade«.
Dans Melodimodel. Dansens ide er naturligvis at få kroppen i gang. Herved ligner dans og arbejde hinanden, og ballader, danseviser og arbejdssange går tit over de samme toner og har samme kerner. Typisk er motorisk udnyttelse af skalastykker og treklange, imellem en grundtone og en dansetone. Dansetonen ligger almindeligvis en kvart, eller fire toner, under grundtonen. Eller dansetonen ligger en kvint, eller fem toner, over grundtonen. Melodimodellen Dans findes altså i to udgaver: Durtetrakordet (Dans 1) og Durpentakordet (Dans 2).
Danseballaden Samme ballade eksisterer i flere fremførelsesformer. Tre af de vigtigste er LytteBalladen, SyngMedBalladen og Danseballaden. Ved danseballaden er alle tilstedeværende på gulvet i en dansekæde, der ledes af en forsanger. Forsangeren synger de tekstbærende linjer, og de dansende synger gentagelser, indkvæd og omkvæd. Enhver kan dog også synge med på det hele, hvis de har lyst til det.
Dansebane Kædedansen kan bevæge sig til venstre eller til højre. Fra nordisk og keltisk område er der flest beretninger om dans til venstre. Dansebanen kan være en cirkel, eller det kan være en slyngende række, spiral el.lign., der udnytter danserummets muligheder. Forsangeren går som regel i spidsen og styrer kæden, men Fordanser kan også forekomme. Se også Dansekæde.
Danseformer Pardans. Turdans. Figurdans. Kædedans. Sangdans. Gammeldans. Folkedans.
Dansekald Kaldes i anden sammenhæng Stev. Det er et vers, der opfordrer til dans. Det råbes ud over forsamlingen, begyndende med fri billedrytme, hvorefter det går over i den rytme, forsangeren ønsker. Så ved folk, hvad de skal danse. Teksten kan være et tilfældigt lyrisk vers, eller det kan være et vers, der giver en indledende kommentar til historien i den ballade, sangeren vil synge. Teksten er som regel i nutid, mens resten af balladen er i datid.
Dansekæde Til balladesang danses forskellige former for kædedans. Selve dansekæden kan enten være en række eller en kreds af dansende, der bevæger sig mod venstre og/eller mod højre, af og til mod midten (kreds). Som regel holder man hinanden i hænderne med venstre hånds håndflade opad og højre hånds håndflade nedad. Armene kan være mere eller mindre udstrakte, ofte bøjede og helt ind til kroppen, hænderne i skulderhøjde. Forsangeren styrer dansekæden og sørger dels for, at den bevæger sig hensigtsmæssigt rundt i danselokalet og dels for, at ingen vender ryggen til hinanden. I 5-dans som den er beskrevet fra Manø 1916, holder man dog højre hånd bag på ryggen (lænden), mens venstre hånd fatter formandens højre hånd, dvs. man danser bag hinanden. Der findes naturligvis andre muligheder, som bl.a. vil afhænge af, i hvilken retning man danser.
Dansemomenter Ethvert dansetrin kan udføres på mange mere eller mindre udtryksfulde måder. Det er de små ekstra-bevægelser med fødderne, så som fjedre, hoppe, hinke, springe, dreje m.m., som kaldes momenter, men også bevægelser i resten af kroppen er momenter: vugge, gynge, svinge, knejse osv. Mange dansemomenter er bevægelser fra arbejdslivet. Dans uden momenter er dødt kød og døve kroppe. Se også Åbent momentfællesskab.
Dansen »Dansen« er 4. indgang i tobindsværket »Seks Indgange til Balladen« af Anelise og Thorkild Knudsen. Omhandler Kæden, Hvorfor danser vi, Skovlen, Dans og Arbejde, Fødder, Moment, Ben og Momenter, Krop og Momenter - Hovedet samt Seksdans.
Dansespejlet Undervisningsmetode fra Folkemusikhusets MesterLærling-system. Lærlingen står over for Mesteren og skal efterligne dennes bevægelser som i et spejl: Mesteren tager et trin til højre, Lærlingen tager et trin til venstre osv. Denne metode har vist sig mere effektiv, end hvis eleven står ved siden af eller bagved underviseren.
Dansetone Orienteringstone i melodimodellen Dans. Typisk er her motorisk udnyttelse af skalastykker og treklange, imellem en grundtone og en dansetone. Dansetonen ligger almindeligvis en kvart, eller fire toner, under grundtonen. Eller dansetonen ligger en kvint, eller fem toner, over grundtonen. Melodimodellen Dans findes altså i to udgaver: Durtetrakordet (Dans 1) og Durpentakordet (Dans 2).
Dansetral eller Mundintonationer. Dansemusik uden brug af instrumenter. Kun stemmen bruges. Enklest - og kedeligst - er det almindelige »tralalala«, men de lydlige og musikalske muligheder er jo uendelige: »hej jagi dagi da«, »na nanni nanni nah«, »dum didde lum di dum« osv. Spillemanden, dvs. sangeren, improviserer dansetrallet på stedet, men ofte vokser særligt rytmiske, sjove eller på anden måde markante lyde efterhånden fast til bestemte ballader. Bruges også som Omkvæd i balladerne. Teknikken kan udvikles til sublime højder, f.eks. i gælisk valkesang fra Hebriderne: »jeha hu di o hudi ohi o ha« o.lign.
Den Gamle Fortælletone. Melodi, eller rettere balladetone, konstrueret af Thorkild Knudsen til brug for undervisning og træning af balladesangere. I relativ G-dur består den af følgende kernetoner:
Etteren: a g a h
Toeren: c h g a
Den store latter En gruppe satiriske ballader laver særligt voldsomt grin med de herskende moralske, politiske og religiøse værdier, såsom ærbarhed, fromhed, underdanighed, ejendomsret etc. Balladerne kan handle om store drukgilder med slagsmål, om hærværk i kirken, om forbløffende seksuelle udskejelser, tyverier og alle slags normbrud. Nogle eksempler er Øltøndens deling (kunne lige så godt hedde Det store slagsmål), Ølbrygningen (Den store ølbrygning), Kællingen til barsel (Det store ædegilde), Bispens deje (Den store kvinde), Knud Hyrde, Drengen i præstegården, Syv kærester (alle: Den store elsker m/k), Krebseballaden (Den store orgasme), Tyvene og Lamlinken (begge: Det store tyveri), Høstpigen (Den store løn), Den bagvendte ballade (Den store løgn/Verden på hovedet) og mange flere. Disse balladers udtryksform er den groteske realisme med absurde overdrivelser, ligefrem kropslighed, masser af tabubrud og venden op og ned på højt og lavt, sandt og falsk, rigtigt og forkert. Se også Karnevalsballader.
Balladesangeren benytter ofte disse ballader i vekselvirkning med de tragiske. Thorkild Knudsen skriver:
»Tragedie og eventyr. Satire og ironi. Både shamanen og gøgleren er tidløse og originale. Lige gamle og lige uundværlige for menneskene. De kan være to personer og stå hver for sig: den ene græder, den anden ler. Men shamanen og gøgleren kan også være én og samme person. Og tit er balladen ironisk, eller både tragisk og satirisk: én sanger fortæller en tragisk historie, mens en anden sanger kommer med satiriske tilråb.
Ingeborg Munch og gråd-latter. Gang på gang har jeg oplevet, at Ingeborg Munch vendte op og ned på stemningen, så snart en vise var gået ind: Lige op i en dybt alvorlig sang yndede Ingeborg at tralle en løssluppen og meget jordisk dansevise - fulgt af stor latter. Eller, inden jublen og grinet havde lagt sig oven på en vise om hor og lort kom klagesangen.
Verden på hovedet. Hvorfor er balladens og balladesangerens vekslen mellem gråd og latter tilfredsstillende eller nødvendig? Tragedie: Når det, som er godt, får det ondt, føler vi stærkest, at det er godt. Satire: Når verden vendes på hovedet, ser vi bedst, hvad som er op og hvad som er ned. - Regnestykket går ikke op, hvis det kun regnes igennem på én måde...« (Seks indgange, II, side 3-4.)
DGF-nummer Arkivnummer, typenummer, i Dansk Folkemindesamlings arkiv. Dækker de ballader, der af forskerne blev accepteret som seriøse og litterært kvalificerede, »Danmarks gamle Folkeviser«, i alt 539 numre. De satiriske ballader og sange har et SK-nummer (skæmteviser).
Dialekt Folk synger (og spiller!) på deres naturlige dialekt. Dette skaber en særlig stil og stemning, som oftest går tabt, når tekster (og melodier!) nedskrives og synges på rigsdansk, eller når folk holder op med at tale dialekt. Det går ud over særlige vendinger og udtryk, lokale finurligheder, rim m.m.
Dialog Samtale, ordskifte. Balladens tekster er som regel formuleret af en såkaldt neutral eller anonym fortæller. Som regel vil det fremgå, om det er en mand eller kvinde, der fortæller, andre gange kan det ikke bestemmes nærmere. Der er som regel altid en eller flere passager med direkte tale mellem personerne i balladen. Herved øges balladens dramatiske effekt. Den bliver nærværende. Men mange ballader består udelukkende af dialog mellem f.eks. manden og konen, skørtejægeren og pigen, moderen og datteren osv. Det er i disse tilfælde nærliggende at have flere sangere med hver sin rolle, hvorved vi nærmer os balladeteatret. Der findes også ballader i jeg-form, monolog.
Dobbeltfod Betegner i dansebeskrivelser to trin (to takter) efter hinanden på samme fod. Kan kun lade sig gøre ved at gynge på foden, ved at hinke eller hoppe, eller ved en kort støtte med den anden fod (chassé-trin). Se enkeltfod.
Droner Når en balladetone udfolder sig, sker det at nogle toner bliver hængende i rummet, eller i ørerne. Måske holdes tonerne spontant af nogle sangere og dansere? Sådanne toner kaldes droner eller borduner eller liggetoner. De er typiske for intonationerne i balladetonerne. Fedelen eller violinen stemmes sådan at de løse strenge svarer til drone og liggetone i balladetonen. Og på samme vis vælges en pibe, trehulsfløjte, skalmeje eller sækkepibe, sådan at balladetonens drone og liggetone falder sammen med pibens tomme toner. Se også Balladestemning.
Du Relativt tonenavn. Balladeskalaens 6. tone fra oven. I en relativ G-dur-skala svarende til g. Kan dog ikke betegnes som grundtone.
Durpentakord Melodimodel Dans 2. Dansens ide er at få kroppen i gang. Herved ligner dans og arbejde hinanden, og ballader, danseviser og arbejdssange går tit over de samme toner og har samme kerner. Typisk er motorisk udnyttelse af skalastykker og treklange, imellem en grundtone og en dansetone. Dansetonen ligger almindeligvis en kvart, eller fire toner, under grundtonen. Eller dansetonen ligger en kvint, eller fem toner, over grundtonen. Melodimodellen Dans findes altså i to udgaver: Durtetrakordet (Dans 1) og Durpentakordet (Dans 2).
Durtetrakord Melodimodel Dans 1. Dansens ide er at få kroppen i gang. Herved ligner dans og arbejde hinanden, og ballader, danseviser og arbejdssange går tit over de samme toner og har samme kerner. Typisk er motorisk udnyttelse af skalastykker og treklange, imellem en grundtone og en dansetone. Dansetonen ligger almindeligvis en kvart, eller fire toner, under grundtonen. Eller dansetonen ligger en kvint, eller fem toner, over grundtonen. Melodimodellen Dans findes altså i to udgaver: Durtetrakordet (Dans 1) og Durpentakordet (Dans 2).
Eftersang Nogle ballademelodier indbyder til eftersang, dvs. en AndenSanger gentager, hvad FørsteSangeren lige har sunget. I Bretagne starter AndenSangeren allerede på de sidste par takter af Førstesangerens linje, og tilsvarende fortsætter FørsteSangeren sin næste del et par takter inde i AndenSangerens del. Dette giver en stærk dynamisk virkning. Eftersangeren kan også være flere sangere, f.eks. de dansende, der gentager Forsangerens udspil.
Enderim Den typiske ballade har to linjer med enderim. Det behøver imidlertid ikke at være fuldrim som f.eks. min-din. Det kan også være vokalrim (tælle-sælge), vokalhalvrim (rød-god), konsonantrim (hånd-land), konsonanthalvrim (hjem-igen) samt andre former for rim. Hvad med farverim (rød-hvid)? Kontrastrim (stor-lille)? Sådanne rim støtter hukommelsen, selv om de ikke er fuldrim. Mange balladevers, som ikke rimer på rigsdansk, vil rime på dialekt.
Énhåndsfløjte Kaldes også trehulsfløjte. Instrument velegnet til ballademelodier, især pentatone melodier. Findes i mange udgaver, men den mest hensigtsmæssige fløjte har to huller på oversiden af fløjtens rør (pegefinger og langfinger) og et hul på undersiden (tommelfinger). Fløjten fastholdes med ringfinger og lillefinger. Spilles med venstre hånd, idet højre hånd enten bruges til énhåndstromme eller til at føre dansekæden mod venstre. På kalkmalerier m.m. kan man se legere med enhåndsfløjte i venstre hånd og enhåndstromme i højre hånd.
Énhåndstromme Instrument velegnet til akkompagnement til ballademusik. Består ofte af en cirkelformet ramme med udspændt trommeskind, f.eks. svineblære, hvorpå er fastgjort en streng, som brummer med, når trommen anslås. På kalkmalerier m.m. kan man se legere med enhåndsfløjte i venstre hånd og enhåndstromme i højre hånd.
Enkeltfod Betegner i dansebeskrivelser ét trin på én fod til én takt. Svarer stort set til almindelig gang. Se dobbeltfod.
Etteren Balladen består af to fortællende linjer plus et vekslende antal linjer med mulige indskud og tilføjelser: Forudgriben, Gentagelse, Indkvæd, Omkvæd og Tilråb. De to fortællende linjer kaldes Etteren og Toeren.
Fedel eller balladeviolin. Legerens ledsageinstrument til balladesang og -dans. Fedelen eller violinen stemmes sådan at de løse strenge svarer til drone og liggetone i balladetonen. Der spilles altid på mindst to strenge samtidig, således at den ene streng er melodistrengen og de øvrige strenge er bordunstrenge (droner). Fedelens stol er fladere end violinens, og fedelbuen kan være lettere buet og med løsere hår, således at hårene kan stryge hen over alle strenge samtidig.
Fem-dans Kædedans, der går over fem takter. I Danmark har den været brugt bl.a. på Manø, beskrevet af H. Grüner-Nielsen, 1916. Her dansede man den til Syv kærester og Møllerdatteren. Dansebanen går mod venstre. Fødderne er 5 enkeltfødder:
da di da di ti
Her er Grüner-Nielsens dansebeskrivelse: Der danses i en stor kreds, og alle har front næsten medsols i kredsen. Hver dansende holder sin højre hånd bag på sin lænd og har med sin venstre fat i den fordansendes højre hånd... Dansen udføres med 5 dansetrin: først 4 gangtrin med noget bøjede knæ (begyndende med venstre) fremad medsols, og derefter et hop ind mod kredsens midte, idet man sætter af med og kommer ned på højre fod, mens den venstre kun støttende rører gulvet, da hælen og knæet er bøjet. Fødderne står tæt ved siden af hinanden efter springet. (Man skal sørge for under springet at få højre hofte skudt godt ud til højre). Efter hvert spring indad må man selvfølgelig gå skråt udad, så kredsen igen får den oprindelige størrelse. (H. Grüner-Nielsen: Vore ældste Folkedanse, 1917, side 38-39.)
Fire-dans Kædedans, der går over fire takter. Er ikke rapporteret i brug i Danmark, men findes i en række andre lande. Da stort set alle danske ballademelodier har Ettere og Toere på fire takter, virker det naturligt at bruge 4-dans her, når Omkvæd, Indskud m.m. tillader det eller er fraværende. Dansebanen går først mod venstre og så mod højre eller næsten på stedet. Fødderne varierer fra sted til sted, men grundtrinene er enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod, hvilket så må spejlvendes for afvekslingens og nødvendighedens skyld:
da di da-a di da di-i
Men man kunne selvfølgelig også starte med dobbeltfoden, hvorefter 4-dansen vil se sådan ud:
dagida di da digadi da di
Da 4-dans næppe er til at skelne fra 8-dans, kan det måske være hensigtsmæssigt at benytte betegnelsen 4-dans til kædedans i Gang-tempo, mens betegnelsen 8-dans reserveres til kædedans i Løb-tempo.
I Bretagne forekommer Plinn, en dans i Løb-tempo, som er en blanding af to hop på samlede ben efterfulgt af tre skridts løb, eller mere nøjagtigt: to enkelthop og en dobbeltfod:
dop dop dagida
Flyveblad eller skillingstryk. Efter bogtrykkerkunstens udbredelse i 1500-tallet tryktes der et væld af småberetninger, sælsomme tildragelser, gamle og nyskrevne sange m.m. Bestod af et enkelt stykke papir foldet en gang sammen, ofte med et træsnit på forsiden. Solgtes på torve og markeder i byerne af visekællinger, og omvandrende handelsmænd havde dem med ud til gårdene på landet. Se også Skillingsvise.
Fløjte I balladesammenhæng altid trehulsfløjte og altid énhåndsfløjte. Instrument velegnet til ballademelodier, især pentatone melodier. Findes i mange udgaver, men den mest hensigtsmæssige fløjte har to huller på oversiden af fløjtens rør (til pegefinger og langfinger) og et hul på undersiden (til tommelfingeren). Fløjten fastholdes med ringfinger og lillefinger. Spilles med venstre hånd, idet højre hånd enten bruges til enhåndstromme eller til at føre dansekæden mod venstre. På kalkmalerier m.m. kan man se legere med enhåndsfløjte i venstre hånd og enhåndstromme i højre hånd.
Folk Ordet »folk« har to hovedbetydninger: 1) Indbyggerne i en nation, f.eks. det danske folk, folk = mennesker. 2) Almuen, underklassen, den jævne befolkning, folk = de fattige. I balladesammenhæng bruges oftest betydning 2.
Folkedans Betegnelse for pardanse, turdanse m.m. til spillemandsmusik: polka, vals, hopsa m.m. Ordet Folkedans bruges især om danse, som forskellige mennesker har lært på kurser, på danseskoler, i folkedanserforeninger o.lign., og som er blevet bevaret (danset) på museumsagtig vis, siden de blev optegnet. I modsætning hertil bruges ordet Gammeldans om præcis de samme slags danse, når folk har lært dem i naturlig og levende tradition af forældre, naboer, venner, kolleger m.m. I praksis kan man tydeligt se forskel. Gammeldanse er relevante for balladeforskning og balladepraksis, fordi de tilsyneladende gemmer på elementer fra kædedansen og fra danseglæde i det hele taget, så som tempo, momenter, forløb m.m.
Folkekultur eller Folketradition eller Traditionel folkekultur. Den jævne befolknings naturlige og selvfølgelige praktiske og kulturelle viden, adfærd og produkter, som videregives i praksis fra mund til mund generation efter generation under private og sociale former. Det, folk selv laver, eller det, de ikke har lært i skolen. Det kan være materielle udtryk som byggeskik, madvaner, tøjstil, produktion af redskaber, beklædningsgenstande m.m., eller det kan være kunstneriske udtryk som sange, melodier, danse, fortællinger, dumme vittigheder m.m. Folkekulturen lever uden for de officielle instanser, dog ofte i konflikt med disse. Folkekulturens folk. Tradition og fornyelse. Musikalsk Folkekultur.
Folkekulturens folk Traditionens folk eller Folkekulturens folk er de mennesker, der har haft og har den traditionelle folkekultur som deres naturlige, socialt set medfødte og oftest eneste kultur. De har ikke gået på kurser for at lære at synge, spille, danse eller fortælle, men har lært det mundtligt og praktisk gennem generationer i deres daglige dont og hverdag af familie, venner, naboer og kolleger, ofte fra barnsben. Derfor består der et gensidigt afhængighedsforhold mellem folkekulturen og folkelivet, og de to kan ikke skilles ad uden at store iboende værdier går tabt. Endvidere: Enhver beskæftigelse med musikalsk folkekultur uden at tage denne sociale og personlige sammenhæng alvorligt er meningsløs.
Det drejer sig stort set altid om fattige mennesker, som fungerer kulturelt set forbløffende uafhængigt af den herskende mediekultur. Derfor har de også løbende kunnet forny traditionen på dens egne præmisser. Balladesangeren. Balladescenen. Tradition og Fornyelse. Traditionskæden.
Folkekulturværkstedet Folkekulturværkstedet i Broby Gamle Skole er en forening, hvis formål er at opsøge og udvikle de traditionelle folkelige udtryksformer i musik, sang, dans, fortælling, teater og billeder.
Oprettet i 1983 af Jørgen From Andersen og Helle Varming, inspireret af Albertslund Folkemusikhus. Afholder kurser og arrangementer (med bespisning og overnatningsmuligheder) inden for alle former for folkekultur, lokalhistorie m.m. Fungerer også i sommermånederne som traktørsted. www.bgsbroby.dk.
Folkelivet Almindelige, jævne menneskers almindelige og jævne liv: fødsel, død, arbejde, fritid, hverdag, fest. Den musikalske folkekultur er en naturlig del af dette folkeliv, og der eksisterer et ligeså naturligt afhængighedsforhold mellem disse to. Balladerne, sangene, musikken og dansene indlæres her gennem opvæksten sammen med sprog og adfærd, og de fortæller i et særligt kunstsprog om dette liv med dets glæder, sorger, håb, skuffelser og længsler.
Folkeminder Forældet udtryk fra en tid, hvor forskerne troede, at folkekulturen blot var noget, visse gamle mennesker kunne huske (stumper af) fra gamle dage. I dag ved vi, at folkekulturen skabes aktiv hele tiden af folkekulturens folk selv, såvel børn som unge og gamle.
Folkemusikcentret Selvejende institution til udbredelse af kendskabet til dansk musikalsk folkekultur. Efterfulgte 1995 Folkemusikhuset i Hogager ved dettes nedlæggelse. Blev ledet af Jack Jacobsen og Gitte Thofte. Nedlagt 2005 under endnu ikke klarlagte omstændigheder.
Folkemusikhuset Folkemusikhuset i Hogager ved Holstebro etableredes i 1971 af Thorkild og Anelise Knudsen som en institution til forskning, bearbejdning og formidling af dansk musikalsk folkekultur. Den overordnede ide var at skabe »et arbejdsfællesskab mellem folk og forskere«, hvilket i høj grad lykkedes. Blev støttet af Kulturministeriet og Holstebro kummune. Fik afgørende betydning for en ny forståelse og udbredelse af alle aspekter af traditionel dansk folkemusik, ikke mindst balladetraditionen. Blev nedlagt 1995. Efterfulgtes af Folkemusikcentret samme steds.
Folkemusikhusringen Forening oprettet 1976. Foreningen skulle udover at indsamle, bearbejde og formidle dansk musikalsk folkekultur i det hele taget varetage folkekulturens folks interesser, bl.a. ophavsretten. Dette sidste blev dog ikke rigtig til noget, idet medlemsskaren var for broget og fortrinsvis bestod af unge brugere af folkemusikken og kun få »gamle«, dvs. traditionelle sangere og musikere. Foreningen har imidlertid haft stor betydning for formidlingen af traditionel folkemusik, idet den har afholdt et stort antal kurser og arrangementer og udgivet en hel del tekster, noder, beskrivelser og CD'er. Formand: Christian Foged.
Folketradition eller Folkekultur eller Traditionel folkekultur. Den jævne befolknings naturlige og selvfølgelige praktiske og kulturelle viden, adfærd og produkter, som videregives i praksis fra mund til mund generation efter generation under private og sociale former. Det, folk selv laver, eller det, de ikke har lært i skolen. Det kan være materielle udtryk som byggeskik, madvaner, tøjstil, produktion af redskaber, tøj m.m., eller det kan være kunstneriske udtryk som sange, melodier, danse, fortællinger, dumme vittigheder m.m. Folkekulturen lever uden for de officielle instanser, dog ofte i konflikt med disse. Folkekulturens folk. Tradition og fornyelse. Musikalsk Folkekultur.
Fordanser Ofte den samme som Forsangeren, men ikke altid. Fordanseren går forrest i dansekæden og styrer denne, mens forsangeren går næst efter og koncentrer sig om selve sangen. Af og til kan Fordanseren også fungere som AndenSanger.
Forløb I Gammeldansen spilles og danses melodierne ikke blot i tilfældig orden, men i traditionelle, bevidst sammensatte forløb af forskellige typer danse, som erfaringsmæssigt har vist sig hensigtsmæssige til opnåelse af god stemning, god danseenergi, hyggeligt samvær etc. Eksempelvis er forløbet Fynbo-Vals-Hopsa udbredt, ligesom spillemændene for det meste starter med almindelige pardanse for senere i balforløbet at flette tur- og figurdanse ind. Hver spillemand har sine egne gennemprøvede forløb og kan med disse nogenlunde styre en aftens fornøjelser.
Man kan nemt forestille sig, at det samme kan være tilfældet med balladesang, -musik og -dans. Sådanne erfaringer med traditionelle balladeforløb er imidlertid gået fuldstændig tabt og må bygges op på ny. Dog kan man måske hente erfaringer udenlands fra, f.eks. i Bretagne, hvor der danses forløb som Ton Simple-Plinn-Ton Double.
Fornyelse og Tradition Tradition og fornyelse er to sider af samme sag. Ingen tradition uden fornyelse. Tradition er i første omgang den måde, folk altid har gjort tingene på, den traditionelle kultur. Men hvis traditionen ikke fornyes, stivner den i autoritære regler og konventioner. Traditionen dør. Fornyelsen må imidlertid foretages på traditionens egne præmisser, for ellers bliver resultatet blot en udskiftning af den traditionelle kultur med en moderne, teknisk og kommerciel kultur. Det dør traditionen også af. Men i stedet for at spørge »hvad er traditionen?«, er det mere frugtbart at spørge: »hvem er traditionen?« Balladesangeren. Balladescenen. Folkekulturens folk. Traditionskæden.
Forsang, Forsanger Mange balladetekster og melodier indbyder til en fremførelsesform, hvor en Forsanger synger balladens tekstbærende linjer, Etteren og Toeren, og hvor de dansende synger Gentagelser, Indkvæd og Omkvæd. Ofte er det også Forsangeren, der leder og styrer dansekæden, men ikke altid. En Fordanser kan forekomme, også som AndenSanger.
Forsiring Musikalsk udsmykning med stemme eller instrument. Hurtige ekstratoner, der levendegør meloditonen: forslag, triller, glidetoner m.m. Mange forsiringer er så hurtige, at man ikke kan høre dem. Men man kan høre, når de mangler... Folkemusik og forsiringer hører tæt sammen: noget er galt med balladerne, hvis forsiringerne mangler...
En balladetone er fire og fire kernetoner med forsiringer, plus en slutvending, Men som mange århundreder går, gror nogle af forsiringerne fast på kernetonerne eller imellem dem. Og de flygtige forsiringstoner bliver sunget, spillet og hørt som faste meloditoner. I stedet for balladetonernes fire og fire kernetoner med forsiringstoner får vi ballademelodier med mange meloditoner.
Fortegn Da alle ballademelodier noteres i samme skala, en relativ G-dur skala, er der i Thorkild Knudsens nodesystem hverken brug for G-nøgle eller fortegn. Men der er alligevel brugt faste fortegn. Disse fortegn er imidlertid ikke helt almindelige: der er kun én lodret streg, og de angiver en mulighed: kvarten og septimen kan være flydende, et svævende interval, en blå tone. Det har altså ikke noget med dur eller mol at gøre.
I den relative G-dur skala bruges to fortegn ved intonationstonearterne e og g, ét fortegn ved intonationstoneart a og ingen ved pentaton skala. Tre fortegn forekommer ved melodier med kvinttransponering. Balladens blå toner er så vigtige, at Thorkild Knudsen valgte dette specielle fortegn som logo for Folkemusikhuset i Hogager.
Fortolkning Iflg. Thorkild Knudsens balladeteori kan og skal man ikke fortolke balladerne. Et forsøg herpå vil kun fortælle noget om den, der fortolker. Balladen fremlægger konkrete billeder af mennesker, steder og situationer, og hvordan balladen opleves afhænger af sangerens og tilhørernes egen situation, baggrund og referencerammer. Balladen er et spejl. Diskussion om balladerne og deres indhold foregår derfor ved at »bytte billeder«.
Fortælletoner En række balladetoner i forskellige intonationstonearter konstrueret af Thorkild Knudsen til brug for undervisning af balladesangere. Balladetonerne består kun af kernetoner. Ideen er, at sangeren ved idelig gentagelse af en sådan balladetone til en tekst, ikke kan lade være med at forsyne den med forsiringer, dels på grund af tekstens krav og dels på grund af et musikalsk behov. På denne måde opstår nye personlige melodiversioner. Den Gamle. Kelteren. DurMajvisen. GammelDur. GammelDurMol. GammelMol.
Forudgriben Der er altid to linjer i et balladevers, Etteren og Toeren. Adskillige gange ser det dog ud til, at balladeverset består af tre linjer, men det er kun tilsyneladende. Det viser sig, at Treeren er lig med Etteren i det følgende vers. Dette fænomen finder vi i så mange tilfælde, at det kan betragtes som en traditionel stilmulighed. Man kan derfor selv benytte denne ide i sine personlige balladeversioner.
Frasering Hver ordforbindelse og hver toneforbindelse formes på stedet af sangeren, rytmisk og melodisk, alt efter ordenes indhold og fremførelsessituationens karakter. Fraseringen kan have præg af tale, af råb og af skønsang. Herved bliver selv enkle toneforbindelser og rytmeforløb foranderlige. Dette kan især iagttages ved aflæsning af lydoptagelser, hvor flere vers synges eller ved lydoptagelser af samme vise sunget ved forskellige lejligheder af samme sanger.
Fremførelsesformer Balladens grundform er to linjer, Etteren og Toeren, på hver fire takter. Linjerne kan kombineres med Forudgriben, Gentagelser, Indkvæd, Tilråb og Omkvæd. Balladen kan synges af en, to eller flere sangere, og der kan være spillemænd med eller ikke. Publikum kan lytte, synge med eller danse til uden sang eller danse til med sang. Dette giver et utal af mulige fremførelsesformer, som er afhængige af situation, tid, sted, personer m.m. F.eks.:
a) Balladen synges af én sanger, uden omkvæd.
b) Samme med omkvæd.
c) Balladen synges af to sangere, som synger hver sin verslinje.
d) To sangere. Den ene synger hele verset, den anden synger første linje af næste vers som slutvending (Forudgriben).
e) To sangere. Den ene synger teksten, den anden synger tilråb.
f) Sanger og spillemand. Sangeren synger hele verset, spillemanden adskiller versene med en slutvending.
g) Sanger og spillemand. Sangeren synger teksten, spillemanden spiller hele melodien med og kommer med tilråb.
h) Kædedans: En forsanger synger verselinjerne, de dansende synger gentagelser, indkvæd og omkvæd.
i) Sangere, spillemænd, kædedansere: Der kan være Forsanger, AndenSanger, Fordanser, flere spillemænd på forskellige instrumenter samt en dansekæde, der har bjælder om anklerne, og som synger med på alt, hvad de kan komme til!
»Fremførelsesformen« er 5. indgang i tobindsværket »Seks Indgange til Balladen« af Anelise og Thorkild Knudsen. Omhandler Tre brugssituationer, To sangere, Sanger og Spillemand - Balladesanger og Leger, Balladeteater samt Nøglesituationer.
Fynbo Gammeldans, pardans i 2-delt takt i Gang-tempo, 114± slag i minuttet. Hører til polka-, rheinlænder- m.m.-gruppen.
Fæ Relativt tonenavn. Balladeskalaens 3. tone fra oven. I en relativ G-dur skala svarende til c.
Fæi Relativt tonenavn. Balladeskalaens 3. tone fra oven i en lettere forhøjet udgave - blå tone. I en relativ G-dur skala svævende mellem Cis og C.
Fødder Enkeltfod og Dobbeltfod. Betegner den måde, man bruger fødderne på under udførelsen af dansetrinene i en kædedans: Enkeltfod betegner i dansebeskrivelser ét trin på én fod til én takt. Svarer stort set til almindelig gang. Dobbeltfod betegner i dansebeskrivelser to trin (to takter) efter hinanden på samme fod. Kan kun lade sig gøre ved at gynge på foden, ved at hinke eller hoppe, eller ved en kort støtte med den anden fod (chassé-trin).
Førstesanger Forsanger. Styrer tekst, melodi og dansekæde ved balladefremførelse. Men et stort antal optegnelser af ord og toner siger, at balladesangeren i virkeligheden er to sangere, og ikke kun én. Balladeteksternes og -melodiernes Gentagelse, Indkvæd, Omkvæd og Tilråb lægger op til flere sangere, og det er anstrengende for en enkelt sanger at skulle klare det hele. Derimod virker det rigtigt og meningsfyldt, hvis to sangere deler opgaven mellem sig. FørsteSangeren leder slagets gang, og AndenSangeren støtter og udfylder pauser. Se også Eftersang, Fremførelsesformen.
Gamle Kildevæld Evald Tang Kristensens enestående samling af fotografier og levnedsbeskrivelser af nogle af de sangere og fortællere, han mødte på sine indsamlingsture i Vestjylland og andre steder. Udgivet af ham selv 1927. Nyeste udgivelse: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1981.
Gammeldans Betegnelse for pardanse, turdanse m.m. til spillemandsmusik: polka, vals, hopsa m.m. Ordet Gammeldans bruges om de danse, folk har lært i naturlig tradition af forældre, naboer, venner, kolleger m.m. - i modsætning til folkedans, som betegner danse lært på kurser, på danseskoler, i folkedanserforeninger o.lign. Gammeldanse er relevante for balladeforskningen, fordi de muligvis gemmer på elementer fra kædedansen, så som tempo, momenter, forløb m.m. og personlig kreativ kropsudfoldelse i det hele taget.
GammelDur Intonationstoneart. En ballademelodi er i GammelDur, når g eller du er kernetone eller sluttone.
GammelDurMol Intonationstoneart. En ballademelodi er i GammelDurMol, når g eller du er kernetone, men e eller lå bliver sluttone.
GammelMol Intonationstoneart. En ballademelodi er i GammelMol, når a eller ro er kernetone eller sluttone.
Gang Tempoangivelse til balladesang og -dans inspireret af rask gang på plan vej. Erfaringen siger, at 114± slag i minuttet er hensigtsmæssigt. Lydprøve her: 114.
Gentagelse Balladens grundform er to linjer plus slutvending. Her imellem indskydes ofte indkvæd og tilråb, og slutvendingen anvendes til omkvæd enten som den er eller i udvidet form. Her kan de lyttende eller dansende så aktivt synge med, mens forsangeren holder sig til de to tekstbærende linjer. Men i mange situationer bruges balladen uden ind- og omkvæd, og de dansende gentager i stedet forsangerens sang, linje for linje. Mange balladetoner er kun i balance, når nogle melodiske led gentages. Eller en balladetone bliver kun fyldt helt ud ifald en linje gentages.
GK Forkortelse for Gang Kvindelig. En 3-delt rytme i Gang-tempo. Parallel i Gammeldans kunne være Svebsk eller Trekant. Lydprøve: GK.
GM Forkortelse for Gang Mandlig. En 2-delt rytme i Gang-tempo. Parallel i Gammeldans kunne være Polka, Fynbo, Rheinlænder. Lydprøve: GM.
Grundrytme Musik er et eksperiment med tiden. Rytme er bølger i tiden: rytmeslagene inddeler tiden i mærkbare enheder. Grundrytme og grundrytmeslag føles eller markeres som de mindste tidsenheder i musikken - uden frasering og uden taktinddeling.
Grundtvig, Svend (1824-1883) Startede den moderne folkeviseforskning og -indsamling ved i 1843 at udsende et opråb til offentligheden om indsamling af folkedigtning og en plan til udgivelse af det indsamlede. Han havde omkring 175 præster, proprietærfruer og skolelærere til at indsamle for sig. I 1853 udsender han første bind af »Danmarks gamle Folkeviser«.
Hans ide var at udgive »alt hvad der er, alt som det er«, hvilket han dog på ingen måde overholdt. Ikke desto mindre dannede Grundtvigs metode skole for den følgende folkeviseforskning, også internationalt.
Grüner-Nielsen, Hakon. (1881-1953) Arkivar ved Dansk Folkemindesamling fra 1915. Virkede især på musikområdet. Han foretog bl.a. fonografoptagelser af gamle balladesangere i 1907 sammen med Evald Tang Kristensen, og han udgav bl.a. Vore ældste Folkedanse (1917), Folkelig Vals (1920) og Danske Skæmteviser (1927-28). Var medarbejder på Danmarks gamle Folkeviser (bd. VII-X og melodibindet.
Forskningsmæssigt repræsenterede han en overgangsperiode: han var fornuftig nok til at kunne indse, at de gamle receptionsteorier ikke kunne dække de nye forskningsresultater, men han vidste ikke rigtig, hvad han skulle stille i stedet.
Gælisk, gælere Efterkommere af kelterne, et i Europa vidt udbredte folkeslag, som havde sin kulturelle kulmination i jernalderen. Blev af den kristne civilisation trængt ud i Europas vestligste udkanter, så som Hebriderne, Vestirland, øen Man, Cornwall, Bretagne, Galicien etc. Gælerne har bevaret en rig folkemusiktradition, bl.a. ballader, som kan give vigtige og også for dansk balladearbejde relevante oplysninger om syngemåder og dansepraksis. Se også Valkesange.
Gøglere Omrejsende legere, folkekunstnere, spillemænd, sangere, akrobater, skuespillere m.m. I vor tid også betegnelse på folk, der opstiller mindre forlystelsestivoli ved markeder og byfester med tombolaer, skydetelte, karruseller m.m.
Handling, handlingsreferat For at forstå balladesangerens tanker, er det nødvendigt at skelne mellem balladens handling og balladens indhold. Handlingen er en beretning med fortællen og ordskifte, selve fortællingens gang, personerne, konflikten, løsningen. Der sker det og det, så gjorde hun det og det, så sagde han det og det. Handlingen er det udspil, som balladesangeren skaber indholdet ud af.
Harmonisering Tilsætning af akkorder til en melodi for at opnå større (vel)lyd. Kan ikke bruges i forbindelse med ballademelodier, da disse ikke bygger på grundtoner, akkorder m.m.
Heksakord Karakteristisk intonationsområde fra Li til By. Udnyttes af balladesangerne enten fuldt ud, eller delvist i et eller flere nedadgående tetrakorder (e-tetrakord, d-tetrakord og c-tetrakord). Almindeligt forekommende i ballademelodierne.
Hop Forsøg på at sætte navn på de forskellige kædedanses tempo og takt. Hop beskriver kædedans i LM, Løb Mandlig, men ikke om det er 4-dans eller 5-dans osv. Dog er forsøgsvis brugt Hopfire, Hopfem og Hopseks. Dette og andre tilsvarende udtryk - Simpel, Hvirvel, Slynge, - har aldrig vundet hævd.
Hopsa Gammeldans, pardans i 2-delt takt i Løb-tempo, 152± slag i minuttet. Parallel i kædedans kunne være LM, Løb Mandlig.
Hvirvel Forsøg på at sætte navn på de forskellige kædedanses tempo og takt. Hvirvel beskriver kædedans i GK, Gang Kvindelig, men ikke om det er 4-dans eller 5-dans osv. Dette og andre tilsvarende udtryk - Simpel, Slynge, Hop - har aldrig vundet hævd.
Hyrderåb Musikalsk arbejdsredskab. Råbet udvikledes i tidernes morgen af hyrder, ofte børn, til kommunikation over store afstande med dyr og mennesker. Der er beretninger om, at hyrderne kunne styre dyrene med råb, ofte over 1-2 kilometers afstand. Man kunne også sende meddelelser over lignende afstande, f.eks. om bortløbne dyr, om at mødes efter fyraften el.lign. Hyrderåbets ide bruges nu af Thorkild Knudsen som melodimodel: Det karakteristiske hyrderåb går fra en høj tone og til en foreløbig hviletone en kvart, eller fire toner, lavere - et naturtoneforhold. Og til en endelig hviletone endnu en tone lavere - kvinten, eller fem toner, lavere. Endnu et naturtoneforhold. Der findes flere slags råb, bl.a. Det pentatone råb og Signalet.
Håndskrifter I midten af 1500-tallet begyndte man i borgerlige og adelige kredse at optegne gamle viser og digte og samle dem sammen i såkaldte poesibøger. Den ældste er Hjertebogen, 1553-55.
Der er bevaret ca. 40 stk. af disse »adelsvisebøger«, men der findes også nogle få bondevisebøger. Disse skrifter er vore ældste kilder til balladeteksterne. Eksistensen af disse adelsvisebøger har forledt tidligere tiders forskere til at tro, at viserne var digtede af adelen.
Håndtegn Undervisningsredskab med udgangspunkt i balladeskalaens relative tonenavne, li, se, fæ, ma, ro, du, by, lå, sø. Til hver tone i balladeskalaen hører en passende håndstilling, og til hver bevægelse en lyd. Håndtegnene er bevægelige og udtryksfulde. De kan gøre en tone blå eller svævende. I en undervisningssituation er håndtegnene en god hjælp for mange balladesangere, som ikke er på talefod med almindelige noder. Som almindelige noder skrives balladeskalaen og melodierne med tonerne i en G-dur skala - det er mest praktisk, for så bliver vendingerne inden for nodesystemet. Men skalaen er relativ, og naturligvis er det op til hver balladesanger at tage et »li« og et »du« som passer stemmen.
Håndtromme I balladesammenhænge oftest énhåndstromme. Instrument velegnet til akkompagnement til ballademusik. Består ofte af en cirkelformet ramme med udspændt trommeskind, f.eks. svineblære, hvorpå er fastgjort en streng, som brummer med, når trommen anslås. På kalkmalerier m.m. kan man se legere med en enhåndsfløjte i venstre hånd og en enhåndstromme, som betjenes med højre hånd.
Improvisation Betyder i balladesammenhæng, at sangeren, spillemanden eller danseren tilsyneladende finder på noget selv, spontant og uforberedt. Men det foregår altid på baggrund af stor erfaring og kendskab til folkemusikkens normer og regler. Herved skabes ofte nye versioner. Traditionen fornyes i sin egen stil - og derved bevares den! Se også Tradition og Fornyelse.
Indhold, indholdsreferat For at forstå balladesangerens tanker, er det nødvendigt at skelne mellem balladens handling og balladens indhold. Balladens indhold er sangerens personlige oplevelse af balladens billeder, som de kommer ud i ord og toner. Balladens konkrete handling betyder noget forskelligt for de forskellige balladesangere alt efter hvem de er, hvad deres baggrund er, deres livsopfattelse osv. Indholdet kan få balladesangeren til at lave om på handlingen.
Indkvæd Den typiske ballade består af to linjer og en slutvending. Men mange gange er der indskudt en linje mellem de to linjer: indkvæd. Til forskel for omkvæd, som er teksten på slutvendingen.
Indsamler, indsamling. En person, der opsøger folkekulturens folk og nedskriver eller optager (indsamler) sang, musik, dansebeskrivelser og fortællinger. Udtrykket er fra en tid, hvor man kun interesserede sig for selve produktet, men ikke for producenten, idet man ikke tillagde folkekulturens folk skabende evner. I dag forsøger man at strukturere denne aktivitet som et samarbejde, et arbejdsfællesskab mellem folk og forskere.
Indskud Balladen består af to fortællende linjer plus et vekslende antal linjer med Forudgriben, Gentagelser, Indkvæd, Tilråb og Omkvæd. De to fortællende linjer kaldes Etteren og Toeren. Alt hvad der er mellem Etteren og Toeren kaldes Indskud, dvs. Gentagelser, Indkvæd og Tilråb.
Intonationer Ballademelodierne er bygget op af intonationer, dvs. traditionelle melodiske og rytmiske figurer eller vendinger, som kan være vokale eller instrumentale af karakter. At vendingerne er traditionelle vil sige, at én og samme intonation kan findes i mange forskellige sammenhænge og bruges i stadig nye sammenhænge. Intonationerne kan fraseres forskelligt fra gang til gang og er derfor foranderlige. Intonationer kan sammenlignes med byggeklodser, som kan bruges igen og igen til alle mulige konstruktioner. Mange klodser har oprindelig lignet hinanden, men er blevet forskellige på grund af sangeres og spillemænds brug af de samme intonationer i forskellige situationer og til forskellige tider.
Her er et andet forsøg på en forklaring:
Ballademelodierne er sammensat af en række intonationer. En intonation er 1) en traditionel og foranderlig melodisk kortvending, vokal eller instrumental, som regel på fire takter, fire kernetoner. Med så megen karakter, at den omgående præger balladens hele musikalske forløb og lyd. En intonation er 2) en traditionel byggesten, som kan bruges igen og igen i forskellige ballader, og som samtidig forvandles. En intonation er 3) ikke et musikteoretisk påfund, men har levende model, dvs. har sin oprindelse i situationer fra virkeligheden: råb, tale, dans.
Intonationsfællesskab Da de samme intonationer kan høres igen og igen i forskellige ballader, kan man tale om intonationsfællesskab mellem grupper af ballademelodier. Balladesangeren, der behersker folkemusikkens normer og regler, kan bevidst - eller ofte ubevidst - udskifte intonationer i én melodi med intonationer fra en anden melodi for at opnå en ønsket virkning, en særlig stemning, en overraskelse eller blot en fornyelse. Dette er en hævdvunden balladepraksis og et afgørende stiltræk i balladeproduktionen. Man taler også om Åbent intonationsfællesskab for at understrege, at en ballademelodi ikke er en fiks og færdig, afsluttet og lukket komposition.
IntonationsModel Traditionelle musikalske vendinger, som udgør intonationer, kan ofte opstilles i et antal karakteristiske grupper eller modeller, kaldet Intonationsmodeller, f.eks. råb, talesang, dans m.fl.
Intonationstonearter Tonearterne for de typiske Balladetoner er Intonationstonearter på a, g og e - eller ro, du, og lå. Intonationerne og IntonationsModellen er samtidig selve tonearten! Dette er imidlertid svært at forstå, når man er vant til at tænke i dur og mol, og Thorkild Knudsen har derfor som et kompromis opfundet betegnelserne GammelMol, GammelDur og GammelDurMol:
GammelMol når en ballademelodi i intonationstoneart har a eller ro som kernetone eller sluttone.
GammelDur når g eller du er kernetone eller sluttone.
GammelDurMol når først g eller du er kernetone, men e eller lå bliver sluttone!
Jensdatter, Sidsel (1793-1871) Måske Danmarks mest betydningsfulde balladesanger. Boede alene i en ussel hytte i Lundgård ved Herning. Evald Tang Kristensen mødte hende i 1868 og blev betaget af hendes markante personlighed og omfattende repertoire. Hun fik stor indflydelse på hans syn på balladerne, på de gamle sangere og på folkekulturens miljø i det hele taget: »Hun tog mig i skole«. Sidsel Jensdatter fik også stor indflydelse på Thorkild Knudsens balladeforskning, dels direkte gennem hans minutiøse studier af hendes melodier, og dels indirekte gennem Anelise Knudsens dybtgående arbejde med hendes tekster, som gav sig udslag i en række stærkt personlige balladeversioner.
Jodle Østrigsk udtryk for hyrdernes råb til dyr og mennesker i alperne. Svarer til dansk Hyrderåb. Jodling har for længst udviklet sig til kommerciel sang og »fakelore« (Lederhosen usw.), dvs. forloren og pladder-romantisk folkemusik, men det har haft et seriøst udspring.
Karnevalsballader En udbredt gruppe af ballader, hvor der vendes op og ned på tingene: de svage besejrer de stærke, kvinderne får has på mændene, de fattige får de rige ned med nakken, der gøres grin med konger, præster og herremænd, og der er masser af sex. Livet anskues nedefra og op, verden vendes på hovedet. Helten er normbryder. Hun eller han hyldes og slipper altid godt fra løjerne. Disse ballader er friske, frække, groteske og surrealistiske. Den store overdrivelse. Den store latter.
Eksempler er: Kællingens skrifte, Alle mand, Den bagvendte ballade, Bispens datter, Sengedrengen, Den store krage, Ubbes kvinder, Helmisbruden, Krebseballaden m.fl.
Kelteren Ballademeloditype defineret af Thorkild Knudsen til brug for øvelser i Folkemusikhuset i Hogager.
Kelterne, keltisk Europæisk folkeslag med storhedstid i jernalderen. Blev efterhånden trængt ud i Europas vestlige afkroge. Efterkommere - gælere - lever stadig på Hebriderne, vestlige Irland, Bretagne og Galicien. Disse steder findes stadig rester af en gammel musikalsk folkekultur med ballader, kædedans, sækkepiber, trehulsfløjter og håndtrommer. Thorkild Knudsen mener, at der er større eller mindre ligheder mellem keltisk og nordisk folkemusikkultur, ikke mindst balladerne.
Kernetoner En kernetone er den mest dominerende tone inden for en takt, ofte den første. Kernetonerne danner en grundstruktur, som bruges til indlæring af en grundmelodi, en balladetone, hvorefter denne kan varieres med diverse forsiringer, som kan være forskellige fra sanger til sanger og fra situation til situation. Således udvikles personlige melodiversioner og versionsvarianter.
Knudsen, Anelise (f. 1936) Kontorassistent, sanger, danser, underviser, administrator. Ansat ved Dansk Folkemindesamling 1960. Deltog i den store indsamling af musikalsk folkekultur i 1960erne. Oprettede sammen med Thorkild Knudsen Folkemusikhuset i Hogager 1971. Her tog hun sig bl.a. af de sociale kontakter til lokalbefolkningen og til folkekulturens folk. Hun fordybede sig endvidere specielt i balladerne og udviklede på baggrund af Thorkild Knudsens teorier nye måder at synge, danse og forstå dem på, en ny og tidssvarende balladepraksis, der samtidig bibeholdt traditionens normer og regler. Denne praksis blev så nyt grundlag for videreudvikling af Thorkild Knudsens teorier. Var aktiv inden for kvindebevægelsen, hvor hun præsenterede balladerne som et kraftfuldt kvindeligt kulturudtryk.
Knudsen, Thorkild (1925-2007) Musikpædagog 1946, uddannet som komponist fra Det kgl. Musikkonservatorium 1948; musikanmelder ved »Land og Folk« 1946, studier i Paris 1949-52, lærer ved Det fynske Musikkonservatorium 1955-58, fra 1957 ansat ved Dansk Folkemindesamling (folkemusikafdelingen). Startede i 1958 nye indsamlinger af folkemusik og -sang, og gennem 1960erne producerede han en lang række radioudsendelser om folkemusik. Oprettede sammen med Anelise Knudsen Folkemusikhuset i Hogager 1971. Medarbejder ved storværket »Danmarks gamle Folkeviser«, som han afsluttede 1976 med et melodibind baseret på en række nye og banebrydende teorier om ballademelodierne og deres sangere.
Har opsamlet 40 års balladeforskning i værket »Seks indgange til balladen«, Holstebro 1995.
Kortlinje Bruges om en balladelinje i tekstsammenhæng. Simpel kortlinje indeholder 8 stavelser, eller i praksis mellem 4 og 12 stavelser. Stor kortlinje indeholder 12 stavelser, i praksis mellem 8 og 16 stavelser. Se også Langlinje.
Kristensen, Evald Tang (1843-1929) Skolelærer, mest i Vestjylland. Danmarks største indsamler af mundtlig folkekultur. Han foretog sin første optegnelse 2. juledag 1867 og fortsatte resten af sit liv med at optegne sagn, eventyr, sange, ballader, folkelivsberetninger og meget mere. (Desværre var han bange for piger, så han fik ikke optegnet danse og spillemandsmusik!) Han besøgte over 6000 personer og indsamlede titusinder af optegnelser, mere end alle danske samlere i hele 1800-tallet. Hans egen litterære produktion, bøger, artikler, debatindlæg m.m. tæller hundredvis af titler.
ETK opfattede folkekulturen som yderst værdifuld og var i modsætning til tidligere optegnere meget omhyggelig med at gengive nøjagtigt, hvad han hørte. Han forsøgte selv at lære »de gamles« syngestil, og han nedskrev også varianter, hvilket var noget nyt på den tid.
Han gjorde sig til talsmand for folkekulturens folk og påpegede gang på gang, at »folkeminderne gjemmes mest af fattige Folk«. Han opfattede folkekulturen som de fattiges levende og nutidige kultur, og han anså sangerne og fortællerne som poetisk begavede og skabende kulturpersonligheder, ikke »papegøjer«, der blot gengav hvad de kunne huske af gamle ting.
Enhver meningsfuld beskæftigelse med dansk traditionel folkekultur må tage udgangspunkt i Evald Tang Kristensens optegnelser og hans holdning til folkekulturens folk.
Kvarttransponering Den typiske ballademelodi består af to linjer og en slutvending. Af og til udgøres den anden linje, Toeren, af en opadgående kvinttransponering af første linje, Etteren, dvs. samme melodifigur flyttet fem toner op i skalaen. Kvarttransponeringer forekommer ligeledes, da som regel nedad. Kvint- og kvarttransponeringer udgør et karakteristisk indslag i ballademusikken, hvor der ligesom gives et ekstra skub til melodien. Ved sang, især med dialog mellem mand og kvinde, synges den lavtliggende melodi af mandsstemmen og den højtliggende af kvindestemmen.
Kvindelig En melodi kaldes Kvindelig, når opdelingen af Grundrytmen føles 3-delt. Når opdelingen føles 2-delt, kaldes rytmen Mandlig. Men ofte er Grundrytmen hverken opdelt i to dele eller tre dele. Det høres og ses, når folk synger, spiller og danser. Og det forstås, når en optegner noterer én og samme melodi snart i lige takt, med 2-delt Grundrytme, snart i ulige takt, altså med 3-delt Grundrytme.
Kvinttransponering Den typiske ballademelodi består af to linjer og en slutvending. Af og til udgøres den anden linje, Toeren, af en opadgående kvinttransponering af første linje, Etteren, dvs. samme melodifigur flyttet fem toner op i skalaen. Kvarttransponeringer forekommer ligeledes, da som regel nedad. Kvint- og kvarttransponeringer udgør et karakteristisk indslag i ballademusikken, hvor der ligesom gives et ekstra skub til melodien. Ved sang, især med dialog mellem mand og kvinde, synges den lavtliggende melodi af mandsstemmen og den højtliggende af kvindestemmen.
Kædedans Til balladesang danses kædedans. De dansende tager hinanden i hænderne og danner en lang række med forsangeren forrest. Dansekæden snor sig mod venstre rundt på gulvet, ofte i spiral. Kæden styres af forsangeren, der sørger for, at de dansende kommer i tæt kontakt og aldrig vender sig bort fra hinanden. Forsangeren kan have en medhjælper, der styrer omkvædet. Kæden kan også styres af en Fordanser, der kan være en leger, der spiller på enhåndsfløjte. I så fald danser forsangeren som nummer to. Kæden kan også lukke sig i ring - ringdans.
Langlinje Bruges om en balladelinje i tekstsammenhæng. Simpel langlinje indeholder 16 stavelser, eller i praksis mellem 12 og 20 stavelser. Stor langlinje indeholder 20 stavelser, i praksis mellem 16 og 24 stavelser. Se også Kortlinje.
Latter, Den store latter En gruppe satiriske ballader laver særlig voldsomt grin med de herskende moralske, politiske og religiøse værdier, såsom ærbarhed, fromhed, underdanighed, ejendomsret etc. Balladerne kan handle om store drukgilder med slagsmål, om hærværk i kirken, om forbløffende seksuelle udskejelser, tyverier og alle slags normbrud. Nogle eksempler er Øltøndens deling (kunne lige så godt hedde Det store slagsmål), Ølbrygningen (Den store ølbrygning) Kællingen til barsel (Det store ædegilde), Bispens deje (Den store kvinde), Knud Hyrde, Drengen i præstegården, Syv kærester (alle: Den store elsker m/k), Krebseballaden (Den store orgasme), Tyvene og Lamlinken (begge: Det store tyveri), Høstpigen (Den store løn), Den bagvendte ballade (Den store løgn) og mange flere. Disse balladers udtryksform er den groteske realisme med absurde overdrivelser, ligefrem kropslighed, masser af tabubrud og venden op og ned på højt og lavt, sandt og falsk, rigtigt og forkert. Se også Karnevalsballader.
Balladesangeren benytter ofte disse ballader i vekselvirkning med de tragiske. Thorkild Knudsen skriver:
»Tragedie og eventyr. Satire og ironi. Både shamanen og gøgleren er tidløse og originale. Lige gamle og lige uundværlige for menneskene. De kan være to personer og stå hver for sig: den ene græder, den anden ler. Men shamanen og gøgleren kan også være én og samme person. Og tit er balladen ironisk, eller både tragisk og satirisk: én sanger fortæller en tragisk historie, mens en anden sanger kommer med satiriske tilråb.
Ingeborg Munch og gråd-latter. Gang på gang har jeg oplevet, at Ingeborg Munch vendte op og ned på stemningen, så snart en vise var gået ind: Lige op i en dybt alvorlig sang yndede Ingeborg at tralle en løssluppen og meget jordisk dansevise - fulgt af stor latter. Eller, inden jublen og grinet havde lagt sig oven på en vise om hor og lort kom klagesangen.
Verden på hovedet. Hvorfor er balladens og balladesangerens vekslen mellem gråd og latter tilfredsstillende eller nødvendig? Tragedie: Når det, som er godt, får det ondt, føler vi stærkest, at det er godt. Satire: Når verden vendes på hovedet, ser vi bedst, hvad som er op og hvad som er ned. - Regnestykket går ikke op, hvis det kun regnes igennem på én måde...« (Seks indgange til balladen, II, side 3-4.)
Leg Leg betyder både leg og spil (engelsk: play), spil på et instrument: fedel, pibe, tromme. Og når kvinderne i balladerne fordriver tiden med sang og leg, betyder det, at de spiller musik til deres sang, strengeleg, ikke at de leger selskabslege. Dans og leg betyder, at man danser til spil på et passende instrument.
Leger At lege (jvf. engelsk: play) betyder både at lege og at spille. Legeren var middelalderens omvandrende gøgler og spillemand. Han kunne rejse alene eller sammen med en kone, der sang. De kunne også være en hel trup. De kunne begå sig såvel ved fyrstehofferne som på markedspladser. De kunne synge, spille, danse, fortælle eventyr, lave gøgl, teater, akrobatik, tryllekunster og andre narrestreger.
Deres instrumenter var fedel, sækkepibe, skalmeje, trehulsfløjte, mundharpe, énhåndstromme og meget mere. De kunne lovprise magthaverne, og de kunne bringe sladder og kritik fra by til by og var derfor både elskede og frygtede. »Der var ikke guld for legeren sparet« som der står i flere af de pæne ballader.
Levende model Dette udtryk bruges i to betydninger: 1) Folkemusik, -sang og -dans læres ikke ordentligt fra bøger eller elektroniske medier. Nye folkekunstnere må opsøge de gamle og lære af dem i naturlige sammenhænge, private og sociale, til fester og baller etc. Ikke blot melodier, tekster og dansetrin skal læres, men også det sociale og personlige indhold i folkekulturen, holdningen til den og sammenhængen med det øvrige liv. Ingeborg Munch, Marie Mide, Ottomine og Hartvig Andersen, Evald Thomsen, Thomas Thomsen, Viggo Gade og mange flere fungerede som Levende Model for snesevis af unge mennesker og modtog dem i deres hjem og havde dem med til baller og arrangementer m.m. Se også Mester-Lærling.
2) Folkemusikken er ikke bare noget, nogen har fundet på. Melodierne har konkret og levende udgangspunkt i f.eks. arbejdsredskaber som hyrderåb, i klageråb, engageret og dramatisk fortællen, krops- og arbejdsrytmer m.m. Se melodimodellerne Råb, Talesang, Dans. Også de forskellige instrumenters muligheder giver baggrund for udvikling af forskelligartede melodityper.
Li Relativt tonenavn. Balladeskalaens 1. tone fra oven. I en relativ G-dur skala svarende til e over g. Se også Råb.
Liggetone Når en balladetone udfolder sig, sker det at nogle toner bliver hængende i rummet, eller i ørerne. Måske holdes tonerne spontant af nogle sangere og dansere? Sådanne toner kaldes droner, borduner eller liggetoner. De er typiske for intonationerne i balladetonerne. Fedelen eller violinen stemmes sådan at de løse strenge svarer til drone og liggetone i balladetonen. Og på samme vis vælges en pibe, trehulsfløjte, skalmeje eller sækkepibe, sådan at balladetonens drone og liggetone falder sammen med pibens tomme toner.
LM Forkortelse for Løb Mandlig. En 2-delt rytme i Løb-tempo. Lydprøve her: LM.
LytteBallade En ballade, der skal lyttes til og ikke danses til. Er for det meste en danseballade uden indskud, men sangeren kan tilføje en slutvending passende steder under fremførelsen. Bruges i afslappede hyggestunder og til indlæring af tekst og melodi.
Løb Tempoangivelse til balladesang og -dans inspireret af jævnt løb (jogging!) på plan vej. Erfaringen viser, at 152± slag i minuttet er hensigtsmæssigt. Lydprøve her: 152.
Lå Relativt tonenavn. Balladeskalaens 8. tone fra oven. I en relativ G-dur skala svarende til e under g. Se også Dans.
Ma Relativt tonenavn. Balladeskalaens 4. tone fra oven. I en relativ G-dur skala svarende til h. Se også Råb.
Majvisen Andet navn for melodimodellen Talesang, idet stort set alle melodier til Majvisen er Talesangs-melodier. En talt meddelelse siger os ikke meget, hvis den ikke har et musikalsk indhold, således at ord og stavelser kommer til os på højere og lavere toner, passende artikuleret og fraseret. Talesangens ide er en forstærkning af sprogets musikalske indhold. Her veksles i kort interval mellem en højere og lavere tone, alt efter hvad sproget og meddelelsen lægger op til. Den evigt foranderlige og bølgende talesang får en særlig karakter ved at stå i forhold til én ud af to traditionelle hviletoner:
- den ene gør talesangen mørk (Tale 1),
- den anden gør talesangen, måske den helt samme tonefølge, lys (Tale 2).
Meddeler Folkekunstner, der har videregivet tekster, melodier, dansebeskrivelser og/eller fortællinger til en optegner. Udtrykket bruges af forskerne, der ellers ikke ved, hvad man skal kalde »disse mennesker«.
Melodimodel Et studie af ballademelodierne afdækker et vist antal nogenlunde karakteristiske melodistrukturer, som kunne kaldes melodimodeller. Thorkild Knudsen udskiller tre hovedmodeller med undergrupper: 1) Råbet - opdelt i Det høje råb, Det lave Råb, Det pentatone Råb og Signalet, 2) Talesangen - opdelt i lys og mørk talesang samt 3) Dans - med et Durtetrakord og et Durpentakord. Der er sikkert flere melodimodeller, hvis man begynder at kigge efter. Se også Modelvariant.
Meloditoner Den typiske, grundlæggende ballademelodi er ikke en melodi i gængs forstand, men en balladetone. En balladetone er fire og fire kernetoner med forsiringer, plus evt. en slutvending. Dette er balladens grundform på det musikalske område. Men som århundrederne går, sker det at nogle af forsiringerne gror fast på kernetonerne eller imellem dem. Og de flygtige forsiringstoner bliver sunget, spillet og hørt som faste meloditoner: I stedet for balladetonernes fire og fire kernetoner med forsiringstoner får vi ballademelodier med mange meloditoner.
Mester-Lærling Folkemusikhuset i Hogager har udviklet et utal af øvelser, som alle har deres grund i Mester-Lærling-forholdet: SigEfter, SyngEfter, MomentSpejlet, DanseSpejlet m.fl.:
På gulvet står en Levende Model - Mesteren - som synger for eller danser for. Som i et spejl gør deltagerne - lærlingene - forbilledet efter, i lyd og i bevægelse. Mesteren fremsiger f.eks. en balladelinje uden melodi, og Lærlingen gentager så nøjagtigt som muligt med tonefald, betoninger, intensitet osv. (SigEfter). Eller det samme med melodi (SyngEfter). Eller Mesteren gør et dansetrin, som Lærlingen gentager så nøjagtigt som muligt osv. (MomentSpejlet). De enkelte øvelser gentages igen og igen, indtil mesteren er tilfreds, hvorefter der tages hul på næste linje, trin etc. og så fremdeles.
Model, levende model Dette udtryk bruges i to betydninger: 1) Folkemusik, -sang og -dans læres ikke ordentligt fra bøger eller elektroniske medier. Nye folkekunstnere må opsøge de gamle og lære af dem i naturlige sammenhænge, private og sociale, til fester og baller etc. Ikke blot melodier, tekster og dansetrin skal læres, men også det sociale og personlige indhold i folkekulturen, holdningen til den og sammenhængen med det øvrige liv. Ingeborg Munch, Marie Mide, Ottomine og Hartvig Andersen, Evald Thomsen, Thomas Thomsen, Viggo Gade og mange flere fungerede som Levende Model for snesevis af unge mennesker og modtog dem i deres hjem og havde dem med til baller og arrangementer m.m. Se også Mester-Lærling.
2) Folkemusikken er ikke bare noget, nogen har fundet på. Melodierne har konkret og levende udgangspunkt i f.eks. arbejdsredskaber som hyrderåb, klageråb, engageret og dramatisk fortællen, krops- og arbejdsrytmer m.m. Se melodimodellerne Råb, Talesang, Dans. Også de forskellige instrumenters muligheder giver baggrund for udvikling af forskelligartede melodityper.
Model, melodi- Et studie af ballademelodierne afdækker et vist antal nogenlunde ensartede melodistrukturer, som kunne kaldes melodimodeller. Thorkild Knudsen udskiller tre hovedmodeller med undergrupper: 1) Råbet - opdelt i Det høje råb, Det lave Råb, Det pentatone Råb og Signalet, 2) Talesangen - opdelt i lys og mørk talesang samt 3) Dans - med et Durtetrakord og et Durpentakord. Der er sikkert flere melodimodeller, hvis man begynder at kigge efter.
Modelvariant Thorkild Knudsen skriver: »I virkeligheden taler jeg om Model og Modelvariant, når jeg føler at nogle ballader har noget med hinanden at gøre - endskønt de ikke har noget med hinanden at gøre. De er i hvert fald ikke Versionsvarianter, og jeg tør heller ikke kalde dem for Typevarianter. Nogle gange bruger jeg ordet Model om en ide, som mange ballader deler, ord og toner. Ideen kan også være en genkendelig måde at udnytte Intonationer på.
En model kan være en skala eller en Intonationstoneart. En strid af traditionelle årsager? En særlig dans? Begrebet Model er meget subjektivt og ikke godt gennemtænkt...« (Seks Indgange, II, side 54.)
Momenter Ethvert dansetrin kan udføres på mange mere eller mindre udtryksfulde måder. Det er de små ekstra-bevægelser med fødderne, så som fjedre, hoppe, hinke, springe, dreje m.m., som kaldes momenter, men også bevægelser i resten af kroppen er momenter: vugge, gynge, svinge, knejse osv. Mange dansemomenter er bevægelser fra arbejdslivet. Dans uden momenter er dødt kød og døve kroppe. Se også Åbent momentfællesskab.
Monolog Balladens tekster er som regel formuleret af en såkaldt neutral eller anonym fortæller. Som regel vil det fremgå, om det er en mand eller kvinde, der fortæller, andre gange kan det ikke bestemmes nærmere. Men nogle ballader er i jeg-form. Her virker det, som om balladesangeren fortæller om egne oplevelser. Det kan være en deltagende beretning (jeg gik mig bag et gærde...) eller det kan være en beskrivende beretning (syv kærester det har jeg haft...). Der findes også ballader i dialog-form.
Motorisk rytme Når grundrytmen er aldeles regelmæssig, således at grundrytmeslagene kommer med ens og forudsigelige mellemrum. Forekommer bl.a. i arbejdssange og kædedans.
Munch, Ingeborg (1906-1978) Sanger og fortæller. Husmandskone fra Torup i Himmerland. Igennem godt tyve år arbejdede hun sammen med Thorkild og Anelise Knudsen som konsulent for Folkemusikhuset i Hogager. Har haft stor betydning for udvikling af teorier og praksis i Folkemusikhuset.
Har sunget, undervist og fortalt på kurser og arrangementer, og har inspireret hundredvis af unge til at synge danske traditionelle sange.
Litteratur: Ingeborg Munch: Hvorfor mon jeg synger, Folkemusikcentret i Hogager, 1995. Sangene også på CD. Fås hos Folkekulturværkstedet, Broby gamle Skole. www.bgsbroby.dk.
Mundharpe Lille håndholdt rytmeinstrument. Består af en lamel, der ved anslag med en finger svinger mellem to arme i en bøjle.
Instrumentet holdes tæt til munden med bøjlearmene hvilende på tænderne, således at mundhulen og tungens bevægelser bruges til resonans og (beskeden) toneændring (overtoner). Også forstærkning af åndedrættets luftstrøm bruges. Kan bruges som akkompagnement til ballademusik. Kaldes også jødeharpe, mundgige, mundspil m.m. Må ikke forveksles med mundharmonika.
Mundintonationer Thorkild Knudsens betegnelse for dansetral. Usædvanlige lyde, som munden kan lide at lave. Nogle mundintonationer har balladesangeren selv fundet frem til - for at holde rytmen gående. Andre er efterligninger af lyde i naturen og lyde fra fugle og dyr. Eller balladesangeren efterligner balladespillemandens instrumenter - legernes fedel, pibe og tromme. Mundmusik. Mundsprog. Sort snak. Sproglyde.
Mundmusik Rytmiske ord og lyde, ofte sjove og frække, som ikke giver sproglig mening, men som giver musikalsk mening og energi og vækker (ægger!) kroppen til arbejde og dans. Mundmusik er et urfænomen i sproget: efterligninger af dyrs og fugles lyde, mødre trøster børnene, shamanen maner... Mundmusik spænder over alt muligt fra »åh ja« til lange ord- og lydsammenstillinger og kan for overskuelighedens skyld opstilles i fire hovedgrupper: Mundintonationer, Mundsprog, Sort snak og Sproglyde.
Mundmusik er en vigtig del af balladesproget. Men mundmusikken taler til kroppen, og den optegner, udgiver eller forsker, som gør balladen til en litterær skabelse, har ikke plads til mundmusikken. Derfor er den fraværende i de fleste optegnelser og analyser. Rigtig mundmusik findes overhovedet ikke i de utallige balladeoptegnelser, som blev gjort før 1800! Og slet ikke i de balladeoptegnelser, som folk af stand lod gøre lige efter middelalderens slutning: de berømte adelsvisehåndskrifter. Først Evald Tang Kristensens optegnelser i Vestjylland i sidste del af 1800-tallet får mundmusikken med for alvor - især i satiriske ballader. Og dette gør det åbenlyst, at der er noget helt galt med de utallige andre optegnere og optegnelser. Billedet af balladen bliver fortegnet, hvis mundmusikken ikke er med.
Mundsprog Mundsprog er traditionelle ord og vendinger. Balladens brug af Mundsprog er en afgørende grund til at balladen går så let i folk og sætter sig fast i dem. Mundsprog er genkendelige vendinger, som er hørt før og så tit, at alle kan lide dem og tror på dem. Eller falder for dem - fordi de er vellydende og rammende. Mundsprogene er traditionelle. Det vil sige, at én og samme genkendelige vending findes i mange forskellige sammenhænge og bruges i stadig nye sammenhænge: i fortællen eller ordskifte og i stemningsudbrud. Mundintonationer. Mundmusik. Sort snak. Sproglyde. Åbent episodefællesskab.
Mundtlig tradition Sang, musik, dans og fortælling videregives i folkekulturen direkte fra person til person, fra generation til generation uden brug af skrift eller andre medier. Indlæringen foregår som en slags Mester-Lærling-forhold naturligt fra barnsben i hverdagens sociale omgivelser, til arbejdet, i fritiden, til fester etc. På denne måde er der gennem århundrederne opstået en selvstændig folkekultur med særlige regler og normer, som indholdsmæssigt og stilmæssigt adskiller sig fra den officielle højkultur, som den ofte står i et modsætningsforhold til. Enhver beskæftigelse med mundtlig tradition uden at tage denne sociale og personlige sammenhæng alvorligt er meningsløs. Se også Personlig skabende indsats. Tradition og Fornyelse. Traditionskæden.
Musikalsk Folkekultur Betegnelse for den samlede mængde af traditionelle sange, sanglege, ballader, hyrderåb, spillemandsmusik, kædedanse, pardanse, turdanse m.m. Endvidere alle beretninger og fortællinger om denne kulturs funktion og sammenhæng med de materielle, personlige og sociale vilkår. Der består et gensidigt afhængighedsforhold mellem folkekulturen og folkelivet, og de to kan ikke skilles ad uden at store iboende værdier går tabt. Enhver beskæftigelse med musikalsk folkekultur bliver meningsløs, hvis man ikke tager denne sammenhæng alvorligt. Se endvidere Balladesangeren. Balladescenen. Folkekulturens folk. Personlig skabende indsats. Tradition og Fornyelse. Traditionskæden.
Notationsprincipper De principper, hvorefter Thorkild Knudsen tegner og tilrettelægger noderne til ballademelodierne. Nodebilledet ser lidt anderledes ud, end man er vant til, idet Thorkild Knudsen ønsker at vise, at balladerne udgør et selvstændigt musikalsk kulturtræk, som vanskeligt lader sig beskrive med en anden kulturs normer.
En ballademelodi består (i princippet) af to linjer på hver fire takter, kaldet Etteren og Toeren, efterfulgt af en slutvending. Denne grundform kan så suppleres efter behov med diverse indkvæd, tilråb og gentagelser. Dette afspejler sig i nodebilledet, hvor hvert af disse elementer har sin egen nodelinje. Det er således ikke sidens bredde, der bestemmer længden af de enkelte nodelinjer, men balladens egen struktur. Endvidere er alle melodier transponeret til én skala, en såkaldt relativ G-dur skala. Herved bliver beslægtede melodiske vendinger altid noteret på samme måde, melodierne bliver lettere at sammenligne og karakteristiske særtræk ved ballademelodierne træder tydeligere frem. Da alle melodier er noteret i samme skala, er der hverken brug for G-nøgle eller fortegn, men der er alligevel brugt faste fortegn. Disse fortegn er imidlertid ikke helt almindelige: der er kun én lodret streg, og de angiver en mulighed: kvarten og septimen kan være flydende, et svævende interval, en blå tone. Det har altså ikke noget med dur eller mol at gøre.
Notationsskala Ballademelodierne noteres i én og samme skala med faste toneafstande. De samme vendinger kommer herved til at se ens ud og noteres med de samme toner - men sluttonerne bliver forskellige! Sagt på en anden måde: melodierne transponeres og noteres relativt i en G-dur-skala.
Omkvæd Den typiske ballade består af to linjer og en slutvending. Teksten på slutvendingen er omkvæd. Mest brugt er lyriske vendinger om sommer, kærlighed, sorg og dans, som sjældent har nogen videre sammenhæng med selve balladeteksten, men som dog ofte angiver en passende grundstemning. Af og til kan omkvædet virke som kommentar til balladens handling. Se Tilråb.
Optegnelse En skriftlig gengivelse af en sang, melodi, fortælling m.m. En optegnelses kvalitet er afhængig af optegnerens kvalifikationer, af situationen, af stemningen etc. I 1900-tallet bruges fonografer og båndoptagere og nu elektronisk/digitalt optageudstyr, hvorved optegnelsernes kvalitet er stærkt forøget. Denne udvikling har revolutioneret folkemusikforskningen.
Optegner En person, ofte præst, skolelærer eller anden uddannet person, der opsøger sangere, fortællere, spillemænd etc. og optegner deres sange, eventyr, sagn, melodier osv. Tidligere foregik det med papir og blyant, så med fonograf, senere med båndoptager, og nu med diverse elektronisk/digitalt lyd-, foto- og videoudstyr. Se Evald Tang Kristensen.
Ordene Den 2. indgang til balladen i Anelise og Thorkild Knudsens »Seks indgange til balladen«. Omhandler Hverdag og Fantasi, Åbent episodefællesskab, Balladens temaer, Handling og Indhold, Fortællingens form m.m.
Pardans Dans, hvor én mand og én kvinde danser sammen. Eksempler: Polka, Vals, Hopsa m.fl. Om forholdet mellem kædedans og pardans skriver Thorkild Knudsen:
»Kædedansens ide. Overalt i verden har folk taget hinanden i hånden og er blevet til en åben kæde eller en lukket ring - som danser. Der er mænd i kæden og der er kvinder, men alle er lige, for i kæden er der ingen par.
Jo, det hænder, at en mand og en kvinde i kæden føler, at de hører sammen som et par, og det giver anledning til, at de for en stund bryder ud af kæden og danser alene sammen som et par. Men kæden går videre.
Engang var det kædedans altsammen. Så rev parrene sig helt løs fra kæden, og folk dansede sammen to og to. Til sidst blev kæden helt væk og tosomheden ene tilbage - nu fører manden. Men kædens rytmer og bevægelser lever videre i pardansen, og derfor er det ligetil at finde tilbage til kædedansen: Tag bare hinanden i hånden og bliv til en åben kæde eller en lukket ring, som danser. Der er mænd i kæden og der er kvinder, men alle er lige, for i kæden er der ingen par.
Fra fællesskab til ejendomsret. Kædedans og fællesskab er to sider af samme sag. Pardans passer til konkurrence som hånd i handske: Der er ikke noget i dansens ide, som gør parforholdet nødvendigt. Det er samfundet, som gør parforholdet til noget særligt i og med at samfundsudviklingen gør indgåelse af ægteskab til en bekræftelse af mandens og slægtens rettigheder. Nu kan manden sige: Denne kvinde er min ejendom, hendes rettigheder er mine og ingen anden må røre hende.« (Seks indgange, II, side 63.)
Pentaton Adskillige ballademelodier benytter sig af den pentatone skala, dvs. en skala på 5 toner, hvilket opnås ved at undgå halvtonetrin. I en relativ G-dur skala består den pentatone balladeskala derfor af tonerne Li, Se, Ma, Ro, Du, Lå og Sø, idet Fæ og By undgås. Eksempler: Kællingens skrifte 1569, Den grimme mand, Adelbrand og Lenelille m.fl.
Pentatone råb Ballademelodimodel. Falder fra en høj råbetone til hviletone, men følger femtoneskalaen og har flere svævende toneafstande, blå toner.
Personlig skabende indsats Tidligere tiders forskere opfattede ikke sangerne som individuelle kunstnere, men som en slags ubevidste medier for rester af en svunden (høj)kultur, en slags ufrivillige kulturambassadører eller passive traditionsbærere. Forskerne mente, at de mange forskellige varianter af hver ballade var et resultat af sangernes dårlige hukommelse og manglende forståelse for den højere poesi, der stammede fra professionelle digtere blandt adel og overklasse. Udtrykket »itusyngning« blev brugt (tysk: zersingen). I dag ved vi imidlertid, at varianterne fremkommer ved en bevidst og personlig skabende indsats fra sangernes side, idet de retter tekster og melodier til efter den situation, de synger i, efter de mennesker, de synger til og sammen med, og ikke mindst efter sangernes egne behov og ønsker. Det er vigtigt at holde sig for øje, at hver eneste tekst og hver eneste melodi har (haft) en sanger, et levende og kunstnerisk kreativt menneske, bag sig.
Personlig version Den enkelte ballade eksisterer ikke i nogen ren eller oprindelig form. Den eksisterer kun som summen af forskellige balladesangeres personlige versioner. Den personlige version eksisterer heller ikke! Kun som den enkelte balladesangers forskellige og situationsbestemte versionsvarianter.
Pibe Betegner blæseinstrumenter som sækkepibe, skalmeje, trehulsfløjte o.lign.
PK Forkortelse for Puls Kvindelig. En 3-delt takt i Puls-tempo, 76± slag i minuttet. Parallel i Gammeldans kunne være Vals. Lydprøve: PK.
Plinn I Bretagne forekommer Plinn, en 4-dans i Løb-tempo, som er en blanding af to hop på samlede ben efterfulgt af et hurtigt chassé-trin eller en dobbeltfod:
dop dop dagida
Det siges, at denne dans blev brugt til at stampe lergulve med.
PM Forkortelse for Puls Mandlig. En 2-delt takt i Puls-tempo. Parallel i Gammeldans kunne være skottish? Lydprøve: PM.
Polka Gammeldans, pardans i 2-delt takt i Gang-tempo, 114± slag i minuttet. Hører til Fynbo-, Rheinlænder- m.m.-gruppen. Parallel i Kædedans kunne være GM, Gang Mandlig.
Polskdans eller Pols eller springdans. Gammeldans, pardans. Livlig til voldsom dans i 3-delt takt med betoning på 1. og 2. takt. Ivrigt bekæmpet af kirken - en beretning fra et tysk bryllup 1553 lyder således:
»Efter måltidet begynder et vildt, vanvittigt og utugtigt væsen. Thi man fører bruden ud på en åben danseplads, og her begynder en sådan renden, løben og hvirvlen mellem hinanden, og man ser en sådan kødelig kasten til vejrs og blottelse af kvinderne, at man skulle tro, disse dansere havde bidt hovedet af al skam og var lutter gale og vanvittige.«
Blottelse af kvinderne hentyder til, at deres skørter fløj i vejret under dansen, og dengang var der ikke noget der hed underbukser eller trusser.
Dette utugtige væsen blev kaldt polskdans og blev beskrevet som rå, vild bondedans. Det virkede på de herskende kredse som det rene umoral og kaos, men naturligvis skulle de da prøve det, og her blev polskdansen til langsom og adstadig menuet.
Har dannet udgangspunkt for kædedansen 3-spring i Løb Mandlig.
Puls Tempoangivelse til balladesang og -dans inspireret af hjertets pulsslag. Erfaringen siger, at 76± slag i minuttet er hensigtsmæssigt. (Min erfaring siger nu noget andet: 60± slag i minuttet! LV). Forkortet P, i PM og PK.
Relative tonenavne De faste tonenavne, f.eks. g, a, h osv. ligger altid det samme sted på skalaen. De relative tonenavne kan derimod placeres hvor som helst på skalaen, men de beholder deres indbyrdes afstand. De relative tonenavne beskriver mere intervallerne mellem tonerne end de enkelte toner selv. I den klassiske musikteori benyttes navnene Do, Re, Mi, Fa, Sol, La og Bi. Thorkild Knudsen, der iflg. sin balladeteori har brug for at bestemme 9 toner, og som gerne vil markere en forskel til den klassiske teori, benytter de ni danske vokaler til de samme konsonanter og konstruerer sin relative tonerække i nedadgående rækkefølge med de lyse (fortunge)vokaler øverst:
Li, Se, Fæ, Ma, Ro, Du, By, Lå og Sø
I en relativ G-dur-skala (se næste punkt) bliver tonerne dermed
e, d, c, h, a, g, fis, e, d
Relativ G-dur Ballademelodierne noteres alle i en relativ G-dur, uanset i hvilket leje sangeren har sunget dem i. Det bliver på denne måde let at sammenligne og analysere forskellige melodier. Bemærk, at sluttonen ikke behøver at være g. Se Notationsprincipper.
Remseballade Balladetekster indeholder næsten altid passager med opremsninger, f.eks. tre gange et eller andet, lige som i eventyrerne. Sådanne remser kan udvides og fylde mere eller mindre, og i visse tilfælde kan hele balladen være én lang remse, hvor den fremadskridende handling er forsvundet. Eks.: Alle mand, Hvormed vil du føde mig, Mandevalg m.fl.
Rim Den typiske ballade har to linjer med enderim. Det behøver imidlertid ikke at være fuldrim som f.eks. min-din. Det kan også være vokalrim (tælle-sælge), vokalhalvrim (rød-god), konsonantrim (hånd-land), konsonanthalvrim (hjem-igen) samt andre. Hvad med farverim (rød-hvid)? Kontrastrim (stor-lille)? Sådanne rim støtter hukommelsen, selv om de ikke er fuldrim. Mange balladevers, som ikke rimer på rigsdansk, vil rime på dialekt.
Ro Relativt tonenavn. Balladeskalaens 5. tone fra oven. I en relativ G-dur-skala svarende til a.
Råbet Melodimodel. Råbets ide er fald fra råberens høje eller højeste tone og til den råbendes lavere eller laveste hviletoner: spænding-afspænding. Råbets ide og virkning er kendt fra urgammel tid. Råbet er et nødvendigt redskab, måske menneskets første: Hyrderåb. En stor del af ballademelodierne bygger på Råbet. Råbet kan underdeles i Det høje Råb, Det lave Råb, Det pentatone Råb og Signalet.
Råbetone Højeste tone i melodimodellen Råbet.
Sandhed Balladesangerne opfatter balladerne som sande. Balladerne fortæller en sandhed om mennesker og deres vilkår i livet og i samfundet. Sandheden ligger ikke nødvendigvis i den konkrete og ofte usandsynlige handlingsgang, men i indhold, stemning og billeder. »Der er noget om snakken...« eller »Det minder mig om...«
Satire Kritiske og/eller latterliggørende tekster. Satiren kan være rettet mod en enkelt persons eller stands fejl, laster og dårskaber - i balladerne ofte rettet mod præster, herremænd og andre magthavere - eller satiren kan hæve sig til at give et afslørende eller grotesk billede af et helt samfunds hykleri og forfald. Satiren i balladerne benytter sig ofte af stærke overdrivelser og næsten surrealistiske billeder, hvor der vendes op og ned på den etablerede verdensorden. Se også Den store latter og Karnevalsballader.
Satiriske ballader Nogle gange har man behov for at opdele den samlede ballademængde i emnegrupper eller temagrupper. Mange forsøg er gjort, ingen er gode, alle er stærkt subjektive og afhængige af tidsånden. Her nøjes vi med to grupper:
De satiriske ballader. Ballader med samfundskritiske og humoristiske temaer. Motiverne er erotik, gøren grin med præster, konger, herremænd og andre magthavere, alderskonflikter, kønskonflikter, klassekonflikter, druk, hor og slagsmål. Tidligere kaldet skæmteviser. Er aldrig blevet taget alvorligt af forskerne og er aldrig blevet undersøgt og udgivet systematisk.
De tragiske ballader. Dette er stort set alle de andre, selv om nogle af dem ikke er særligt tragiske. Motiverne er krig og kamp, voldtægt, hævntogter, svig og bedrag, ofte i forbindelse med håbløse og skæbnesvangre kærlighedsaffærer, men også ædle og storslåede heltegerninger. Man kan også sige, at betegnelsen tragiske ballader dækker de ballader, der er udgivet i DGF, »Danmarks gamle Folkeviser«. Disse ballader er i modsætning til de satiriske til gengæld blevet undersøgt og udgivet i forbløffende omfang.
Se Relativt tonenavn. Balladeskalaens 2. tone fra oven. I en relativ G-dur-skala svarende til d.
Seksdans Kædedans, der går over 6 takter. Fødderne er enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod til venstre og dobbeltfod til højre:
da di da-a di-i
Da 6-dans i optegnelserne ikke lader sig adskille fra 2-spring, kan det måske være hensigtsmæssigt at reservere betegnelsen 6-dans til kædedans i Gang-tempo og betegnelsen 2-spring til Løb-tempo.
Seks Indgange Dagligdags betegnelse for tobindsværket »Seks Indgange til Balladen« af Thorkild og Anelise Knudsen. Indeholder tre selvstændige dele: I) Tekster og Melodier, II) Læsestykker (teorier og analyser) samt III) Øvelser og Forsøg. I Læsestykker finder vi de seks indgange, seks veje ind til balladen:
1) Balladesangeren
2) Ordene
3) Tonerne
4) Dansen
5) Fremførelsesformen
6) Balladescenen
Værket samler 40 års balladeforskning og -praksis og præsenterer et nyt videnskabeligt paradigme. Uundværligt, men svært tilgængeligt! Nærværende hjemmeside inklusive Balladeleksikon forsøger at råde delvis bod på denne utilgængelighed.
Værket kan erhverves ved henvendelse til Folkekulturværkstedet, Broby gamle Skole, www.bgsbroby.dk.
Shanties Arbejdssange brugt af søens folk. Shanties har tydelig balladestruktur med to linjers tekst plus indkvæd, omkvæd m.m. Illustrerer sammenhængen mellem ballader og arbejdssange, udtrykt i melodimodellen Dans.
SigEfter Øvelse i at høre ordentlig efter og artikulere bevidst. Brugt i Folkemusikhuset i Hogager. Mester fremsiger en balladelinje uden melodi, og Lærlingen gentager så nøjagtigt som muligt med tonefald, betoninger, intensitet osv. Dette gentages igen og igen, indtil mesteren er tilfreds, hvorefter der tages hul på næste linje og så fremdeles.
Signalet Hyrderåb. Går fra en klar grundtone og opad langs over(natur)tonerækken, med en lidt stor kvart og en ret lav septim. En række ballademelodier er inspireret eller er udviklet af Signalet. Se også Det pentatone Råb og Råbet.
Simpel Forsøg på at sætte navn på de forskellige kædedanses tempo og takt. Simpel beskriver kædedans i GM, Mandlig, men ikke om det er 4-dans eller 5-dans osv. Dette og andre tilsvarende udtryk - Hvirvel, Slynge, Hop - har aldrig vundet hævd.
Simpel kortlinje Bruges om en balladelinje i tekstsammenhæng. Simpel kortlinje indeholder 8 stavelser, eller i praksis mellem 4 og 12 stavelser. Stor kortlinje indeholder 12 stavelser, i praksis mellem 8 og 16 stavelser. Se også Langlinje.
Simpel langlinje Bruges om en balladelinje i tekstsammenhæng. Simpel langlinje indeholder 16 stavelser, eller i praksis mellem 12 og 20 stavelser. Stor langlinje indeholder 20 stavelser, i praksis mellem 16 og 24 stavelser. Se også Kortlinje.
Simpel storrytme Når hvert andet grundrytmeslag mærkes mest og er styrende, taler vi om Storrytme. En Storrytme går over to grundrytmeslag. I Gang, Puls og Løb. I de allerfleste ballademelodier mærkes hvert andet slag mest og er styrende. Denne Storrytme, delt i 2, kaldes også Simpel Storrytme. I bestemte situationer deles Storrytmen imidlertid i tre dele, altså med tre hurtigere grundrytmeslag. Eller vi møder en rytme, hvor hvert tredje slag mærkes mest og føles styrende. Dette kaldes Storrytme i tre. Billedrytme. Grundrytme. Motorisk Rytme.
Simultanteater, lille En lille fortælling med 2-3 hovedpersoner i et større miljø, men fortrinsvis på ét sted, f.eks. Det store slagsmål, Lasse på værtshus, Kællingens rok m.fl. Se balladeteater.
Simultanteater, stort En stor fortælling med flere personer og som foregår flere steder, f.eks. Kællingens skrifte, Konen hos hovmanden, Haren og tyskeren m.fl. Se balladeteater.
Skalmeje Træblæseinstrument med dobbelt rørblad indesluttet i et mundstykke. Oprindeligt hyrdeinstrument. Forløber for oboen. Velegnet til ballademusik.
Sketch Balladeteater med 2-3 personer på ét sted, dialog med ageren, f.eks. Den dovne mand, Pandekageballaden, Mandevalg m.fl.
Skillingstryk Efter bogtrykkerkunstens udbredelse i 1500-tallet tryktes der et væld af småberetninger, sælsomme tildragelser, sange, ballader m.m. Bestod af et enkelt stykke papir foldet en gang sammen, ofte med et træsnit på forsiden. Solgtes på torve og markeder i byerne af visekællinger, og omvandrende handelsmænd havde dem med ud til gårdene på landet. Også kaldet Flyveblad.
Skillingsvise Kan være alle mulige slags sange, ballader, lyriske viser, revyviser osv. Betyder oprindelig blot, at teksten har været udsendt i Skillingstryk. Efterhånden er betydningen drejet over i retning af en dramatisk og sentimental vise, ofte digtet over stedfundne begivenheder som mord, katastrofer, krige, henrettelser etc.
Skoling Folkemusikhuset i Hogager udviklede en lang række undervisningsmetoder og øvelser, bl.a. Mester-Lærling-princippet, Dansespejlet, SyngEfter m.fl. Se nærmere i bogen »Seks indgange til balladen«, del III, Øvelser og Forsøg.
Skottish Gammeldans. Pardans i 2-delt takt, Løb-tempo. Eksempler: På loftet sidder nissen med sin julegrød, Moar jeg ska' tisse, Pindsvineskindet.
Skottish-kæde Kædedans. 8-dans inspireret af skottish-trin og bretonsk kædedans.
SK-nummer Arkivnummer, typenummer, for satiriske ballader, frække sange o.lign. i Dansk Folkemindesamlings arkiver. Registreringen er ikke færdiggjort, men ville formentlig dække mellem 300 og 400 numre.
Skælskør højskoles folkemusikkurser I 1973 startede det første sommerkursus i dansk folkemusik på Skælskør højskole. I sommeren 1975 præsenterede Thorkild og Anelise Knudsen fra Folkemusikhuset i Hogager for første gang deres balladearbejde i en større offentlig kreds. Sommerkurserne udviklede sig gennem de næste 10 år til et folkemusikalsk kraftcenter, hvorfra ideer og praksis spredte sig ud over landet. Ophørte 1986.
Skæmteviser Forældet betegnelse for Satiriske ballader.
Sluttone Sidste tone i en etter, en toer eller i en slutvending. Der er forskellige regler for sluttonernes optræden i de forskellige intonationer. Må ikke forveksles med grundtone.
Slutvending En afsluttende musikalsk frase eller intonation. Den typiske balladetone består af to linier, Etteren og Toeren, plus en slutvending. Slutvendingen er dog ikke altid til stede.
Slynge Forsøg på at sætte navn på de forskellige kædedanses tempo og takt. Slynge beskriver kædedans i PK, Puls Kvindelig, men ikke om det er 4-dans eller 5-dans osv. Dette og andre tilsvarende udtryk - Simpel, Hvirvel, Hop - har aldrig vundet hævd.
SM Forkortelse for Spring Mandlig. En 2-delt takt i Spring-tempo, 152± slag i minuttet. Parallel i Gammeldans kunne være Mazurka?
Sort snak Meningsløs og grotesk sammenblanding af kendte ord og stavelser, som får folk til at tro, de har hørt forkert. Kan også erstatte og dække over frække passager, dog sjældent mere end den egentlige mening skinner igennem. Bruges i Mundmusik. Mundintonation. Mundsprog. Sproglyde.
Springdans eller Polskdans eller pols. Gammeldans, pardans. Livlig til voldsom dans i 3-delt takt med betoning på 1. og 2. takt. Ivrigt bekæmpet af kirken - en beretning fra et tysk bryllup 1553 lyder således:
»Efter måltidet begynder et vildt, vanvittigt og utugtigt væsen. Thi man fører bruden ud på en åben danseplads, og her begynder en sådan renden, løben og hvirvlen mellem hinanden, og man ser en sådan kødelig kasten til vejrs og blottelse af kvinderne, at man skulle tro, disse dansere havde bidt hovedet af al skam og var lutter gale og vanvittige.«
Blottelse af kvinderne hentyder til, at deres skørter fløj i vejret under dansen, og dengang var der ikke noget der hed underbukser eller trusser.
Dette utugtige væsen blev kaldt polskdans og blev beskrevet som rå, vild bondedans. Det virkede på de herskende kredse som det rene umoral og kaos, men naturligvis skulle de da prøve det, og her blev polskdansen til langsom og adstadig menuet.
Har dannet udgangspunkt for kædedansen 3-spring i Løb Mandlig.
Sproglyde Vokaler og konsonanter, der sættes sammen til stavelser og ord, som enten ikke findes i ordbogen eller som i mundmusikken får et helt andet indhold end i ordbogen. I enkelte ballader eftergør eller parodierer sangeren præsters og munkes plapren på latin. Mundintonationer. Mundmusik. Mundsprog. Sort snak.
Stev Traditionelle indledningsvers, som tjener til at skaffe opmærksomhed og anslå den kommende ballades stemning og rytme. Samme vers kan imidlertid bruges til forskellige ballader. Eksempel:
Herlig ganger dansen herlig med den strand
hvor de rige købmænd kommer sejlende i land
Stevvers er sjældent optegnet eller skjuler sig som første vers i en optegnelse. De er ofte i nutid, hvor resten af balladen mest er i datid. Se også Dansekald.
Stor kortlinje Bruges om en balladelinje i tekstsammenhæng. Simpel kortlinje indeholder 8 stavelser, eller i praksis mellem 4 og 12 stavelser. Stor kortlinje indeholder 12 stavelser, i praksis mellem 8 og 16 stavelser. Se også Langlinje.
Stor langlinje Bruges om en balladelinje i tekstsammenhæng. Simpel langlinje indeholder 16 stavelser, eller i praksis mellem 12 og 20 stavelser. Stor langlinje indeholder 20 stavelser, i praksis mellem 16 og 24 stavelser. Se også Kortlinje.
Storrytme Når hvert andet grundrytmeslag mærkes mest og er styrende, taler vi om Storrytme. En Storrytme går over to grundrytmeslag. I Gang, Puls og Løb. I de allerfleste ballademelodier mærkes hvert andet slag mest og er styrende. Denne Storrytme, delt i 2, kaldes også Simpel Storrytme. I bestemte situationer deles Storrytmen imidlertid i tre dele, altså med tre hurtigere grundrytmeslag. Eller vi møder en rytme, hvor hvert tredje slag mærkes mest og føles styrende. Dette kaldes Storrytme i tre. Billedrytme. Grundrytme. Motorisk Rytme.
SyngEfter Øvelse i Mester-Lærling-systemet brugt i Folkemusikhuset i Hogager til optræning af balladesangerens lytte- og gengivelsesevne. En mester synger en balladelinje på sin personlige måde, og lærlingen skal så prøve at eftersynge den så nøjagtigt som muligt. Dette gentages, indtil mesteren er tilfreds, hvorefter man går videre til næste linje og så fremdeles. Når lærlingen har lært et antal ballader på denne måde, er hun godt rustet til at videreudvikle sine personlige balladeversioner.
SyngMedBallade En af balladens brugssituationer: Balladesangeren kommer med et udspil, som folk kan følge op eller svare på - balladen bliver et fælles anliggende. Til balladens grundform tilføjer balladesangeren Forudgriben, Gentagelser, Indkvæd, Omkvæd, Tilråb o. lign., som passer til balladens handling og indhold og til folks holdning. Rytmen bliver mere medrivende.
Sækkepibe Musikinstrument bestående af en lædersæk, der holdes fastklemt under den ene arm og hvortil luft ledes ved et særligt anblæsningsrør. Fra sækken presses luften videre til tonerørene (2-4 stk.), af hvilke det ene er forsynet med fingerhuller til melodispil, mens de andre frembringer en eller flere stadigt klingende toner - dronetoner. Findes i utallige udgaver. I Irland er sækken erstattet af en blæsebælg, hvorfor det er muligt at synge eller drikke whisky samtidig med at man spiller... Velegnet til ballademusik.
Sø Relativt tonenavn. Balladeskalaens 9. tone fra oven. I en relativ G-dur skala svarende til d under g.
Takt En melodi kan som oftest opdeles i et antal lige lange, betonede dele. Et balladevers består således for det meste af to linjer, hver på 4 takter.
Talesang Melodimodel. En talt meddelelse siger os ikke meget, hvis den ikke har et musikalsk indhold, således at ord og stavelser kommer til os på højere og lavere toner, passende artikuleret og fraseret. Talesangens ide er en forstærkning af sprogets musikalske indhold. Her veksles i kort interval mellem en højere og lavere tone, alt efter hvad sproget og meddelelsen lægger op til. Den evigt foranderlige og bølgende talesang får en særlig karakter ved at stå i forhold til én ud af to traditionelle hviletoner:
- den ene gør talesangen mørk (Tale 1),
- den anden gør talesangen, måske den helt samme tonefølge, lys (Tale 2).
Tetrakord Karakteristisk tonefølge på fire toner, som kan præger en ballademelodi afgørende, f.eks. Li-Se-Fæ-Ma (Råbet), eller Sø-Lå-By-Du (Dans).
Ti-dans Kædedans, der går over 10 takter. Fødderne er enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod, enkeltfod; enkeltfod, enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod:
da di dagida di da di da digadi
Tilråb I stedet for Omkvæd eller indskudt mellem Toeren og omkvædet kan forekomme Tilråb. En Andensanger eller en leger/spillemand kommenterer handlingsgangen i balladen med mere eller mindre spontane, drilske og frække bemærkninger. Virkningen er dramatisk og skubber balladen i retning af Balladeteater.
Toeren Balladen består af to fortællende linjer plus et vekslende antal linjer med mulige indskud og tilføjelser: Forudgriben,Gentagelse, Indkvæd, Omkvæd og Tilråb. De to fortællende linjer kaldes Etteren og Toeren.
Tonerne 3. indgang i Anelise og Thorkild Knudsens »Seks indgange til balladen«. Handler om balladeskalaen, melodimodeller, Råb, Talesang, Dans m.m.
To-spring Gammel jysk kædedans i 2-delt takt. Går som regel over 6 takter, men ikke altid. Dansebanen er rapporteret såvel venstre om som højre om. Fødderne er enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod (evt. med hop), dobbeltfod (evt. med hop):
da di da-ap di da di-ip
Da 2-spring i optegnelserne næppe lader sig adskille fra 6-dans, kan det måske være hensigtsmæssigt at reservere betegnelsen 2-spring til kædedans i Løb-tempo og betegnelsen 6-dans til Gang-tempo.
Totalkunstværk Balladen er fortællen og sang, både litteratur og musik, ofte også dans og ageren. Og altid i givne sociale sammenhænge. Og først og fremmest er balladerne billeder af balladens sangere: Balladen er et totalkunstværk - den musikalske folkekulturs største skabelse. Billedet bliver fortegnet, hvis man kun beskriver balladen ud fra en af delene. Balladesangeren.
Tradition og Fornyelse Tradition og fornyelse er to sider af samme sag. Ingen tradition uden fornyelse. Tradition er i første omgang den måde, folk altid har gjort tingene på, den traditionelle kultur. Men hvis traditionen ikke fornyes, stivner den i autoritære regler og konventioner. Traditionen dør. Fornyelsen må imidlertid foretages på traditionens egne præmisser, for ellers bliver resultatet blot en udskiftning af den traditionelle kultur med en anden, ofte litterær, pædagogisk og/eller kommerciel kultur. Det dør traditionen også af. Men i stedet for at spørge »hvad er traditionen?«, er det mere frugtbart at spørge: »hvem er traditionen?« Balladesangeren. Balladescenen. Folkekulturens folk. Traditionskæden.
Traditionens folk Traditionens folk eller Folkekulturens folk er de mennesker, der har haft og har den traditionelle folkekultur som deres naturlige og oftest eneste kultur. De har ikke gået på kurser for at lære at synge, spille, danse eller fortælle, men har lært det i deres daglige dont og hverdag af familie, venner og naboer. Det er stort set altid fattige mennesker, som fungerer kulturelt set forbløffende uafhængigt af den herskende mediekultur. Derfor har de også kunne forny traditionen på dens egne præmisser. Balladesangeren. Balladescenen. Tradition og Fornyelse. Traditionskæden.
Traditionsbærere Forældet betegnelse for folkekulturens folk. Tidligere tiders forskere mente, at folkesang, -musik, -dans og fortælling var skabt af overklassen og lissom var sivet ned i underklassen til bønderne, som på grund af uforstand og dårlig hukommelse mere eller mindre ødelagde sangtraditionen m.m. (man brugte bl.a. udtrykket »zersingen«, dvs. itu-synge). Da man efterhånden måtte opgive at finde bevis for, at disse kulturskatte var skabt af overklassen, modererede man teorien lidt og nøjedes med at kalde folkekunstnerne for bærere af traditionen, traditionsbærere. Man undgik at drage den logiske konklusion. Først i vor tid er det ved at gå op for forskerne og andre, at folk rent faktisk er traditionsskabere og traditionsfornyere. Se Personlig skabende indsats og Tradition og fornyelse.
Traditionskæden Balladesangeren er en del af en kæde, som rækker langt tilbage i tiden. De første led i kæden, som vi kan se noget af, dukker op i midten af 1500-tallet. Men på den tid var kæden allerede lang: den går langt tilbage i middelalderen, i oldtiden. De sidste led i kæden rækker hånden frem mod os! Men ofte er hænderne næsten tomme. De fleste og tit de bedste ord og toner er tabt undervejs. Væk er også det mylder af forskellige brugssituationer, som skabte lige så mange forskellige former af balladen. I det 19. århundrede kendte forskerne kun én situation: indsamleren over for meddeleren. Balladesangeren. Balladescenen. Tradition og fornyelse. Folkekulturens Folk.
Tragiske ballader Nogle gange har man behov for at opdele den samlede ballademængde i emnegrupper eller temagrupper. Mange forsøg er gjort, ingen er gode, alle er stærkt subjektive og afhængige af tidsånden. Her nøjes vi med to grupper:
De satiriske ballader. Ballader med samfundskritiske og humoristiske temaer. Motiverne er erotik, gøren grin med præster, konger, herremænd og andre magthavere, alderskonflikter, kønskonflikter, klassekonflikter, druk, hor og slagsmål. Tidligere kaldet skæmteviser. Er aldrig blevet taget alvorligt af forskerne og er aldrig blevet undersøgt og udgivet systematisk.
De tragiske ballader. Dette er stort set alle de andre, selv om nogle af dem ikke er særligt tragiske. Motiverne er krig og kamp, voldtægt, hævntogter, svig og bedrag, ofte i forbindelse med håbløse og skæbnesvangre kærlighedsaffærer, men også ædle og storslåede heltegerninger. Man kan også sige, at betegnelsen tragiske ballader dækker de ballader, der er udgivet i DGF, »Danmarks gamle Folkeviser«. Disse ballader er i modsætning til de satiriske til gengæld blevet undersøgt og udgivet i forbløffende omfang.
Tral Dansetral eller Mundintonationer. Dansemusik uden brug af instrumenter. Kun stemmen bruges. Enklest - og kedeligst - er det almindelige »tralalala«, men de lydlige og musikalske muligheder er jo uendelige: »hej jagi dagi da«, »na nanni nanni nah«, »dum didde lum di dum« osv. Spillemanden, dvs. sangeren, improviserer dansetrallet på stedet, men ofte vokser særligt rytmiske, sjove eller på anden måde markante lyde efterhånden fast til bestemte ballader. Bruges også som omkvæd i balladerne. Teknikken kan udvikles til sublime højder, f.eks. i gælisk valkesang fra Hebriderne: »jeha hu di o hudi ohi o ha« o.lign.
Treeren Balladen består af to fortællende linjer plus et vekslende antal linjer med indkvæd, omkvæd, slutvending etc. De to fortællende linjer kaldes Etteren og Toeren. Men en gang i mellem forekommer der tilsyneladende også en tredje linje. Denne Treer er dog blot Etteren fra følgende vers. Se Forudgriben.
Trehulsfløjte Enhåndsfløjte. Fløjte velegnet til ballademelodier, især pentatone melodier. Findes i mange udgaver, men den mest hensigtsmæssige fløjte har to huller på oversiden af fløjtens rør (pegefinger og langfinger) og et hul på undersiden (tommelfinger). Fløjten fastholdes med ringfinger og lillefinger. Spilles med venstre hånd, idet højre hånd enten bruges til enhåndstromme eller til at føre dansekæden mod venstre.
På kalkmalerier m.m. kan man se legere med enhåndsfløjte i venstre hånd og enhåndstromme i højre hånd.
Trekant Gammeldans. Turdans i 3-delt takt i Gang-tempo. Eksempel: Hønsefødder og gulerødder.
Tre-spring En springdans i kæde i 3-delt takt. Konstrueret af Thorkild Knudsen på baggrund af polskdans fra 1500-tallet. Fødderne er dobbeltfod (evt. med hop), enkeltfod, enkeltfod, dobbeltfod (evt. med hop):
da-ap di da di-ip
Tromme I balladesammenhæng for det meste énhåndstromme. Instrumentet er velegnet til akkompagnement til ballademusik, bl.a. sammen med trehulsfløjte. Består ofte af en cirkelformet ramme med udspændt trommeskind, f.eks. svineblære, hvorpå er fastgjort en streng, som brummer med, når trommen anslås. På kalkmalerier m.m. kan man se legere med enhåndsfløjte i venstre hånd og enhåndstromme i højre hånd.
Type og typevariant En type er en traditionel orden af genkendelige Intonationer. Ret ofte opstilles et tænkt forløb som Urtype, eller bare Typen - men i virkeligheden er en Type alene summen af et uendeligt antal Typevarianter. Se også Melodimodel og Modelvariant samt Version og versionsvariant.
Valkesang Rytmisk arbejdssang til valkning, som iflg. Salmonsens Konversationsleksikon »sker paa den Maade, at Klædet under Tilsætning af forskellige Valkemidler, navnlig Sæbe, Alkalier, raaden Urin eller Valkejord, en fin, fed Lerart, underkastes en Stampning eller Gnidning, hvorved de enkelte Uldtaver filte sig indbyrdes.« Kort sagt: Uldklædet forstærkes.
I midten af 1960erne foretog Thorkild og Anelise Knudsen en række båndoptagelser fra Hebriderne, bl.a. med gæliske kvinder, der sang valkesange. Det var stort set ballader.
Vals Gammeldans. Pardans i 3-delt takt, Puls-tempo. Eksempler: Vi sejler op ad åen, Under den hvide bro. Parallel i kædedans kunne være PK, Puls Kvindelig.
Variant Se Model og modelvariant, Type og typevariant samt Version og versionsvariant.
Version Enhver sanger har sin egen personlige version af enhver af sine ballader. Ord og toner varieres fra vers til vers og fra gang til gang. Da balladen altså ikke er husket, men genfortalt hver gang den synges, eksisterer versionen kun som en sum af balladesangerens forskellige versionsvarianter.
Versionsvariant Når balladesangeren synger en ballade, synger hun en variant af sin personlige version af balladen. Næste gang synger hun en ny variant. Versionsvarianter er et resultat af sangerens humør og engagement, af tiden og stedet for fremførelsen og af det gensvar, balladesangeren får fra tilhørere, medsangere og dansere. Kun den dårlige eller urutinerede sanger synger den samme version ens to gange.
Visehåndskrift Da balladen i løbet af middelalderen blev trængt tilbage af skrift og professionelle sangere, opstod der i renæssancen blandt dannede mennesker en interesse for at nedskrive de gamle viser og ballader. Mest kendt er Hjertebogen, Sten Billes håndskrift, Langebeks kvart, Karen Brahes folio m.fl. Her finder vi de ældste spor af balladerne, men da de allerede her er fuldt udviklede med varianter etc., må de være langt ældre end nedskriftstidspunktet.
Visekælling Fattige kone, der solgte skillingstryk på torve og markeder i byerne eller havde dem med ud til gårdene på landet. Nogle af disse skillingstryk var eksisterende balladetekster.
Melodierne sang visekællingen selv, og fra hende lærte kunderne dem. Kendte visekællingen ikke melodien, sang hun bare på en anden melodi, der passede nogenlunde. De kostede en skilling. Se også Skillingsvise.
Åben form Vi er vant til at opfatte en sang som en digtet tekst, der hører fast sammen med en komponeret melodi. Men sådan er det ikke i folkekulturen. Balladen er ikke en lukket komposition, hvor hvert linjepar og hvert melodiled først og fremmest eller kun har mening i sammenhæng med (er afhængig af) det, der kommer før, og det, der kommer efter. Tværtimod. Balladen er en åben form: Balladesangeren bruger de samme musikalske og sproglige vendinger i stadig nye sammenhænge, alt efter hvilken historie han eller hun skal og tør fortælle og passende til den situation, som balladen skal bruges i. Åbent episodefællesskab. Åbent intonationsfællesskab. Åbent momentfællesskab.
Åbent episodefællesskab Grundkernen i balladesproget er de faste, traditionelle vendinger. Balladens fortælling består af en række episoder, og hver episode beskrives altid i én linje eller i ét vers. Der findes faste vendinger til indledning, til møder, til samtaler, til konflikter, til afslutning osv. Men Balladesangeren forandrer og varierer de faste vendinger efter balladens særlige handling eller efter den særlige fremførelsessituation.
At vendingerne er traditionelle, vil sige at de bruges igen og igen, til forskellige tider, af forskellige sangere og i forskellige ballader. Balladesangeren vælger blandt de faste vendinger og tilpasser dem til sit eget formål. Dette fænomen kalder vi for Åbent Episodefællesskab, og det er selve kernen i balladens sprogstil og fortælleform. Alle balladetekster er bygget op af sådanne åbne og fælles episoder. Men ofte skaber balladesangeren nye karakteristiske vendinger... Åben form. Åbent intonationsfællesskab. Åbent momentfællesskab.
Åbent intonationsfællesskab Ballademelodierne er sammensat af en række traditionelle intonationer. En intonation er 1) en traditionel og foranderlig melodisk kortvending, vokal eller instrumental, som regel på fire takter, fire kernetoner. Med så megen karakter, at den omgående præger balladens hele musikalske forløb og lyd. En intonation er 2) en traditionel byggesten, som kan bruges igen og igen i forskellige ballader, og som samtidig forvandles. En intonation er 3) ikke et musikteoretisk påfund, men har levende model, dvs. har sin oprindelse i situationer fra virkeligheden: råb, tale, dans.
At intonationerne er traditionelle, vil sige at de bruges igen og igen, til forskellige tider, af forskellige sangere og i forskellige ballader. Balladesangeren vælger blandt sit forråd af intonationer og tilpasser dem til sit eget formål. Dette fænomen kalder vi for Åbent Intonationsfællesskab, og det er selve kernen i balladens musikalske sprog og fortælleform. Alle ballademelodier er bygget op af sådanne åbne og fælles intonationer. Men ofte skaber balladesangeren nye karakteristiske vendinger... Åben form. Åbent episodefællesskab. Åbent momentfællesskab.
Åbent momentfællesskab Al dans bygger på traditionelle momenter. At momenterne er traditionelle vil sige, at ét og samme moment kan findes i forskellige sammenhænge, forskellige danse, og kan bruges i stadigt nye sammenhænge. Momenterne varieres fra gang til gang - de er foranderlige.
Nogle momenter bygger mest på overkroppens muskler og lemmer, andre virker mest med underkroppen. Og benenes og føddernes momenter har en særlig betydning i dans - for benene og fødderne bærer både over- og underkrop.
Momenterne kan sammenlignes med byggeklodser, som kan bruges igen og igen til alle mulige konstruktioner. Eller de er som åbne led i en kæde. Mange momenter har oprindeligt lignet hinanden og er alene blevet forskellige, mærket af brugen, her mænds og kvinders, arbejdsfolks og danseres brug af de samme momenter i forskellige situationer og til forskellige tider. Vi går og vi løber, vi hopper, hinker og springer. Vi skubber og løfter, vi vender og drejer: det er alt sammen enkle momenter, som kan sættes sammen til alle mulige former for arbejde - og dans.
Det er erfaringen, eller traditionen, som har lagt momentsammenhængen fast. Som har udviklet særlige momentfællesskaber. På samme måde som vi for balladeteksternes vedkommende taler om Åbent Episodefællesskab og for ballademelodiernes vedkommende for Åbent Intonationsfællesskab, kan vi for balladedansen, kædedansen, tale om Åbent Momentfællesskab. Se også Åben form.