Den store ost
© Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter Johanne Thygesdatter, Sammelsted, 1873. Melodi: Personlig version efter Karen Marie Hansdatter, Rurup, 1903. Ældste kendte version: 1873. SK 146.

 GM 4-dans eller 6-dans                                                          Dans 1
Node efter DFS 1929/34 II, Evald Tang Kristensens renskrifter. Melodi D 03/7:1.
Og Dankongen taler til sin kok:
  dep dep dep
  og Dankongen taler til sin kok:
  dep dep dep
»Du steger den hele bukkekrop«
  for de sad på gulvet og dep dep dep
  du steger den hele bukkekrop

Det sagde den dronning i kammeret lå:
»Den halve krop den kan vel forslå«

 
Og Dankongen ind ad døren tren
han trådte i fedt til midt på sit ben

Og Dankongen så sig op under tag:
»Mine gode hovmænd får I noget mad?«

»Ja vi har en lillebitte osteknap
den har vel femten år på sin nakk'

Ja vi har en lillebitte ost så stor
det' femten år siden den blev gjort«

Og så skar de hul på den osteknap
og ud sprang en hovmand med jernbunden hat

Ja ud sprang adel og ud sprang gemen
og ud sprang en væver med sure ben

Ja ud sprang en skoma'r med syl og læst
og ud sprang en degn som før had' været præst

Ja ud sprang en smed med hammer og tang
og ud sprang en skrædder var femten tommer lang

Ja ud fløj en ugle og ud fløj en ørn
og ud sprang en kælling med femten tusind børn
 
     
Kommentar
Ordene At deppe betyder såmænd at dyppe (i fedtet). Der er ikke rigtig afslutning på denne remse/karnevalsballade, så bare digt videre...

Tonerne Karen Marie Hansdatter brugte oprindeligt melodien til en anden af de store »Verden-på-hovedet«-ballader, nemlig »Helmisbruden«. Jeg har lavet en ny Toer, da hun blot gentager Etteren. Til gengæld har jeg så gentaget og udvidet hendes indskud og brugt det som omkvæd. Og så gentaget Toeren...

Indhold Hvad med denne her: Osten var en meget brugt »offergave« til præsterne i de katolske lande, når man skulle opnå en eller anden gunst. Kendskabet til at lave ost af sødmælk kom til Norden sammen med kristendommen og blev spredt ved klostrenes hjælp. At lave grin med osten er altså at lave grin med gejsteligheden, en kritik af kirkens og præsternes grådighed?

Fortænkt? Tjah, måske er det bare en flok soldater, der laver grin med den elendige hundeæde, de får i kongens tjeneste...

 
  Balladesangeren »Endelig d. 17de Dec. [1873] kom jeg til Niels Meldgaards Moder Johanne Thygesdatter. Hun var gammel og ene om alt i Huset. Derfor saa det ogsaa yderst uhyggeligt ud der. Desuagtet lod hun til at have uhyre travlt med at gjøre Sand i Huset, som man siger, og det var mig ikke muligt at faa hende til at sidde stille et Øjeblik. Jeg fulgte med hende overalt baade ude og inde, og da hun forøvrigt var flink nok til at snakke og ret meddelsom, saa fik jeg dog pint 5 Viser ud af hende. Manden fortalte i samme Godlag et Æventyr. Men saa kom en anden Søn, de havde, i Farvandet, og da han var ivrig Missionsmand og vel sagtens paa en eller anden Maade havde opdaget, at jeg var kommen, saa begyndte han strags at præke for de gamle og skjælde mig ud. Det gik mig nu ikke til Hjærte, men de gamle blev tavse, og nu var det mig ikke muligt at faa mere ud af dem, de var og blev tavse, og jeg maatte fortrække.« (Evald Tang Kristensen: Minder og Oplevelser, bind 2, side 159-160.)