Ordene Denne ballade tilhører gruppen af karnevalsballader,
dem med de
groteske overdrivelser: Den
grimme mand, Den store okse, Den store ost, Den store krage osv.
Her gælder det om at digte videre
og lave sin egen version.
At drøfte er at kaste det tærskede korn op i vinden, så avner og
støv flyver væk. At kørne er stort set det samme, tror jeg nok...
|
|
Tonerne Der er stort set ikke nogen melodi her! Etteren og
Toeren er ens, kun tonika, sekund og terts plus optakt. Det hele
ligger i omkvædet, som er ret skægt med sine hurtige dyk. Det er i
tilfælde som dette, at den succesfulde fremførelse er helt afhængig
af balladesangerens talent. Heldigvis er der en tungebrækkende, skæg
mundmusik, som man får lyst til at synge hurtigere og hurtigere,
efterhånden som man lærer den...
|
Evald
Tang Kristensens første ballade
Det var mellem jul og nytår 1867, at den 24-årige Evald Tang
Kristensen startede sine indsamlinger. Han var på besøg hos sine
forældre i Brandstrup, og herom skriver han i sine erindringer: »Min
moder sagde til mig kort efter mit Komme, at hun syntes, jeg skulde
gaa over til Søgaard og høre paa gamle Marens Viser. Nu paa sine
ældgamle Dage havde hun faaet saadan Lyst til at synge de Viser, hun
havde lært i sine unge Dage. Hun gik jo stærkt i Barndom nu, men hun
kunde alligevel huske Viserne... Jeg gik da derover og tog Papir med
for at skrive op, hvad jeg hørte. Maren laa i Sengen, men hun var
meget snaksom og villig, og jeg skrev nu op alt, hvad hun kunne mindes.
Hukommelsen svigtede jo noget, men jeg var alligevel glad ved, hvad
jeg fik... Gamle Maren havde nu ikke længere nogen rigtig Tone i
Livet, hun fremsagde Texten i en halvt syngende Tone, men hun var
ellers let at komme afsted med og vilde meget gjærne tilsige mig alt,
hvad hun vidste.« (Minder og Oplevelser, bind 2, 1924, side
41-42.)
Den første vise, Tang Kristensen fik, var Jøden på Helgenæs, en
pseudo-religiøs skillingsvise, som han udmærket ved ikke er særlig
meget værd, men han trykker den alligevel: »I Følelsen af
Folkemindernes Hendøen og med en levende Kjærlighed til dem begyndte
jeg at samle derpaa for tre Aar siden. Det var, saa vidt jeg husker,
d. 31te Des. 1867, jeg optegnede den første Folkevise i nærværende
Samling. Det er nr. 28, og derfor tog jeg den med, omendskjønt den
ifølge sit indre Værd burde have været udeladt... Maren
Pedersdatter er nu død. Hun bode i Brandstrup ved Viborg og blev 92
Aar gammel. Hendes Mand sad paa Aftægt, men de havde det fattigt. Hun
kunde ikke ret huske noget længere.« (Jyske Folkeminder, bind 1,
1871, side viii og xiii.)
Maren Pedersdatters anden vise var Den store mand, en egentlig ballade
og altså Tang Kristensens første ballade. Den fik han af en eller
anden grund ikke trykt før 1901, hvor han kalder den Den sære mand.
Den trykker vi så her ved siden af for sjovs skyld.
|
|
Den
sære mand
Efter Maren Pedersdatter, Brandstrup, 1867. Optegnet af Evald Tang
Kristensen og trykt i Et hundrede gamle danske skjæmteviser, 1901,
side 36-37.
Jeg så ham i hans hovedkron'
hovedkron'
der stod to føller og spillede bold
giv mig så vakker en Nordmand
Jeg så ham i hans nakkegrav
der flød et skib på vilden hav
Jeg så ham i hans pande
der stod to bønder og bandtes
Jeg så ham i hans øjenbryn
der stod to piger og drøftede gryn
Jeg så ham i hans næse
der stod en smed at blæse
Jeg så ham i hans mufle-skæg
der lå en gås på femten æg
Jeg så ham i hans mundevig
der stod to piger og svøbt' et lig
Jeg så ham i hans brystben
der stod to kæmper og sloges med sten
|
