Konen hos hovmanden
© Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter anonyme sangere, 1500-tallet. Melodi: Egen komposition, 2003. Ældste kendte version: Svanings håndskrift I, nr.185, 1580. SK 44.

  LM 8-dans                                                                        Dans 1
Komposition: Leif Varmark, 2003.

Bonden og hans unge viv
  nanni nanni nah nah
de lever jo så ondt et liv
  og nanni nanni nah nah

Og manden sa'e til konen:
»Vi vil os til senge gå«

Og konen sa'e til manden:
»Du slukker vor ild jeg lukker vor dør«

Og bonden lå ved væggen
og konen lå ved sengefjælen

Den første søvn som bonden fik
konen af hans arme gik

Og konen tog sin kåbe blå
slet ingen træsko tog hun på

Slet ingen træsko tog hun på
til hovmandens hus der ville hun gå

Og bonden vågned op og så
der var koldt hvor konen lå
   
Og bonden tog sin kappe blå
to gamle træsko tog han på

To gamle træsko tog han på
til hovmandens hus der ville han gå

Han slog på døren med fingeren sin:
»Stå op du hovmand og luk mig ind«

Halløj du hovmand favr og fin
er min kone ikke kommet her ind?«

Og bonden ind ad døren tren
men der var ingen hovmand inde

Og bonden gik til borggårdsled
en drukken hovmand lå derved

»Her ligger du hovmand favr og fin
har du ikke set noget til konen min?«

Og hovmanden svor ved sin hætte grå:
»Nej aldrig jeg din kone så«

Og hovmanden svor ved sine handsker små:
»Nej aldrig jeg din hustru så«

Men bonden løfted hovmandens kappe grå
hans kone i hovmandens arme lå

»Og nu har du jo mened svoret
nu er din arme sjæl forloret«

»Nej aldrig svor jeg falsk og mén
jeg vidste jo ikke at konen var din«

Nu lukker bonden selv sin dør
nu sover de alle lissom før
     
Kommentar    
Tonerne og dansen  De fleste kortlinje-tekster med relativt få stavelser, ca. 8-12, har melodier i Gang-tempo, men her har jeg for afvekslingens skyld forsøgt mig med Løb, der ellers mest bruges ved ca. 12-16 stavelser pr. linje.

Dansekald Første vers er et dansekald: Sangeren råber frit og dramatisk, efterhånden med melodi og korrekt tempo. Folk går på gulvet og på plads i kæden. Dansen kan begynde.
 
  Fremførelsesformen Denne ballade egner sig godt til to sangere, der »lapper over« hinanden: Førstesangeren synger Etteren, begge sangere synger indkvædet, Andensangeren synger Toeren og begge synger omkvædet. Man kan også synge med gentagelse: Førstesangeren synger Etteren, begge sangere synger indkvædet, Andensangeren gentager Etteren, begge gentager indkvædet, Førstesangeren synger Toeren, begge synger omkvædet, Andensangeren gentager Toeren, begge osv...