Manden får mad © Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter anonym sanger, 1500-tallet. Melodi: Egen komposition, 2006. Ældste kendte version: Svanings håndskrift II, nr. 12, 1580. SK 39.
GM 6-dans                                                        Det pentatone Råb Og konen er både ung og bold   å i jong gong gong hun lever et liv som fanden i vold   og så herlig går den sang la di dah   og så let går dansen la di dah   efter favre ord Ja konen gør hvad hun kommer i hu og kander og krus dem slår hun itu Hun kastede rokken op mod væg »Og hent mig nu ind både smør og æg		Og hent mig nu ind en skål med mjød og jeg vil drikke mine kinder så rød'« Hun drak en skål og så drak hun to så lysted hun at sove gå Og manden kom af enge og da var konen i senge Han klapped hende ved hviden kind: »Og giv mig lidt mad kære kone min« Det svared konen hun var ikke blid: »Min kære mand jeg har ikke tid Min kære mand gå ud i lund imens mine øjne de får en blund« Og manden går til vedkast han skar de kæppe som ikke brast Han snittede fire han snittede fem og konen hun skulle slide dem Så tog han konen i gule lok: »Din sløve tosse nu ka' det være nok« »Nej slå mig ikke min søde og ber du mig gå skal jeg løbe« Det gjorde konen af tvang og nød hun hentede manden både smør og brød Nu sidder manden og får sin mad og konen går og klager sin bag
Kommentar
Tonerne Denne ballade findes kun i én version og uden melodi. Jeg har derfor moret mig med at lave uregelmæssige linjer, som alligevel går op i seks til sidst: 4+2+4+3+5=18. Sådanne melodier findes hist og her i traditionen, så det er ikke bare noget, jeg har fundet på.		Mundmusikken Indkvædet har jeg snuppet fra en fræk børnesang, som ikke lader sig trykke (som Evald Tang Kristensen ville have sagt), mens omkvædsteksten til gengæld er fra en af de pænere ballader (DgF 294G). La di dah-halløj'et er mit eget bidrag til traditionen.