Herlig ganger dansen herlig med den strand
hvor de rige købmænd kommer sejlende i land
Præsten skulle et gilde gøre han havde intet brød
så måtte han til torvet ride de hvedebrød at købe
Herlig ganger dansen herlig med den strand
hvor de rige købmænd kommer sejlende i land
Præsten red i bondens gård bandt sin hest ved sten
så går han i bondens gård og varmer sine ben
Hesten stod og strakte sig og sækken den faldt ned
der kom gåend' en gammel so hun ville ha' den med
Det da sa'e den gamle so hun had' så stort besvær:
»Her er nu en hvedebrødssæk den kan jeg ikke bære«
Det da sa'e den lille gris så godt som hun nu kan:
»Ta'r vi præstens hvedebrød han sætter os i band«
|
»Ja lad ham kun bande og bande hvis han må
dog skal præstens hvedebrød i svinehuset gå«
Det da sa'e den gamle galt han vidst' så gode råd:
»Vi ta'r op den hvedesæk og bær' den begge to«
Så tog de fire hvedebrød og købt' der for et lys
og så gik de i svinehus og gjorde løjer og gys
Da præsten havde varmet sig så gik han til sin hest
borte var hans hvedebrød da var hans sorg jo størst
Det var nu den sølle præst han kom ridende i gård
og det var da hans væne viv hun går ham ud imod
Konen sled på ham sin rok hun sled på ham sin ten:
»Skam skam du ragede skalk du gør mig ilde mén«
Det var årle om morgenen de svin tog til at drive
selv den mindste lille gris hun had' et brød af hvede
|
Dansekald »Herlig ganger dansen...« osv. er noteret som første
vers i optegnelsen fra 1580, men jeg tror, det er omkvædet. Når det
står først, er det sikkert fordi det er blevet brugt som dansekald.
Ofte er dansekaldet et generelt fortællende indledningsvers, men andre
gange er det et par lyriske eller stemningsgivende linjer, som ikke
nødvendigvis behøver at have noget med den efterfølgende tekst at
gøre. Præstens hvedebrød starter altså med at forsangeren synger
omkvædet et par gange, for at få folk ud på gulvet.
Ballademusik og spillemandsmusik Denne melodi er i øvrigt
velegnet som hopsa til gammeldans, idet den er fuldstændig firkantet...
|
|
Balladescenen Når man er kendt med balladesproget, er det ikke
svært at lave nye ballader. Vi må derfor regne med, at nogle af de
gamle optegnelser er »nyere« lejlighedsviser eller nidviser, digtet ud
fra lokale begivenheder. Præstens hvedebrød er nok sådan en, for
sproget ligger tæt op ad balladesproget, men motivet og de enkelte
scener er ikke kendt i balladetraditionen. Den kan så være indgået i
det lokale danserepertoire, da det altid har været populært at lave
grin med præsterne.
|