Nålene
©Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter anonym sanger,
1600-tallet.
Melodi: Personlig version efter Niels Albrektsen, Kølvrå, 1874. Ældste kendte version:
Vibeke Bilds større folio, nr. 100, 1646. SK 24.
|
Ordene Her har vi en dialog og en remseballade. Ofte er sådanne
remseballader akkumulerende, dvs. at et eller andet bliver større og
større eller værre og værre, efterhånden som historien skrider frem.
Denne her er speciel derved, at den er omvendt akkumulerende, dvs.
tilbuddene til den skønne bliver mindre og mindre. Men det virker
åbenbart også...
Jeg har selv fundet på det med at gentage begyndelsen af teksten i
Toeren. Det plejer jo ellers at være slutningen af linjen, man
gentager, som her i Etteren. Det er for at få en fire-takters tekst til
at passe til en fem-takters melodi. Det tror jeg ikke findes andre
steder i folketraditionen, men det virker meget naturligt i stilen, og
det giver en fantastisk dynamik og fremdrift i sangen.
Tonerne Niels Albrektsens oprindelige melodi består af en optakt
plus to gange tre takter plus to gange fem takter. Jeg har strøget
optakten som selvstændig takt og fjernet en takt med noget »haa-haa«-halløj.
Så har jeg tre gange fem takter.
Dansen På grund af disse tekst- og melodimanipulationer får vi
en melodi, der passer perfekt til både den sjældne 5-dans og til den
endnu mere sjældne 10-dans (eksisterer den overhovedet..?)
|
|
Balladesangeren
Niels Albrektsen... Man kaldte ham Kongen, og han var nok ogsaa
Landstrygernes Konge, i alt Fald søgte alskens løse Folk ind i det
Hus og havde endog der Natteherberg. Han var født i Almtoft i Hørup
Sogn, altsaa ogsaa fra Kjellerup-Egnen, og kunde mange gamle Viser. Da
han sang udmærket, gik jeg over til Lærer Søndberg og laante hans
Fiolin for at faa nogle af Niels Albrektsens Toner sat op...
Den 8de Marts skrev jeg til Svend Grundtvig: »I Gaar satte jeg 21
Toner op, og De kan tro, jeg var noget ør i Hovedet af al den Musik
og Spekuleren. Niels Albrektsens Hus er en frygtelig Svinesti, og dog
var jeg glad ved at nyde et Maaltid der. Der var en omløbende
Blikkenslaaer, som havde været der om Natten. Det var ellers en god
Besætning til én Seng: Mand og Kone og to Børn. De sagde rigtignok,
at Blikkenslaaeren havde ligget paa et Knippe Halm paa Gulvet, men der
er nok ikke mere Halm i Huset end i dette Brev. I saadanne Omgivelser
troner Kongen...« (Evald Tang Kristensen: Minder og Oplevelser,
bind II, 1924, side 177.)
|