Låsen ©Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter J. Jensen, Refshalegård, slutningen af 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Kristoffersen, Overby, 1911. Ældste kendte version: Rentzels håndskrift nr. 59, 1580. SK 1.
LM 8-dans                                                                                                                 Dans 2
Og manden stod i gården og banked på sit hjul   og manden stod i gården og banked på sit hjul så kom der en lille lejerdreng tre-fire dage før jul   så kom der en lille lejerdreng tre-fire dage før jul »Og hør du sjællandske bonde vil du leje dig en dreng jeg tjener dig med ære og tro og følger din datter i seng« »Nej jeg skal ingen drenge ha min datter er for ung gå bort du lille lumpne dreng den sorg blir alt for tung« Og manden gik til smeden med jern og kul og stål: »Du laver til min datters dør så klingende en lås« Og drengen gik til smeden med jern og kul og stål: »Du laver mig en nøgle til den samme lås« Og manden stod i stalden og strigled på sin hest da hørte han fra kammeret at låsen den slog smæk Og manden løb i gården da han hørte låsens klang så løb han op ad trapperne og ind ad døren sprang »Gud nåde mig arme bonde hvordan skal det nu gå min datter er spoleret og jeg har selv set derpå« Gid Fanden havde smeden som bor i vores by den hængelås han lavede den var af det rene bly«
Kommentar
Ordene Denne ballade findes kun i én udgave fra 1580, samt i noget skillingsvisevrøvl fra slutningen af 1700-tallet og et par brudstykker fra 1800-tallets slutning. Det specielle og overraskende er her, at de nye tekster er langt mere folkelig og velkomponeret end de gamle. Den ældste tekst fra 1580 er redigeret hen i pæn retning og fuldstændig blottet for satire og folkelige frækkerier. Her kommer der blot en fager ungersvend og bejler til bondens datter. Faderen siger nej, men: Vd kom bundens hustro fauer oc saa huid: »Loff haffue Gud i Himmerig det beile er kommen hid« Det er i øvrigt almindeligt, at en satirisk ballade findes i flere udgaver fra det ret grove til det pæne og tilsyneladende uskyldige. Sangeren kan så indrette sig efter sit publikum. Motivet med låsen dukker op i slutningen af 1700-tallet i et kaotisk norsk-dansk skillingstryk, som tilsyneladende blander to forskellige sange sammen. Udgiveren har tydeligvis ikke fattet en skid og har været fuldstændig ligeglad med visens kvalitet, bare den lignede noget, der kunne sælges. Kort referat: I første vers kommer drengen, i andet vers får vi at vide, at datteren er gal i sind, så vil de lave en hængelås til hendes kusse, så forbander de smeden, og så skal Gente (hvem?) ud og malke geder og får, og hun falder på et gærde og spilder hver en tår af flasken (hva'for en flaske?). Men så kommer han (hvem?) og trøster hende og så får hun ham i sin fælde! Det rene vrøvl og hvem er hvem? Man vånder sig ved at tro, at sådan noget kunne sælges, men den slags forvirring er rimeligt udbredt i skillingsviserne. Min påstand er altså, at vores ballade fra slutningen af 1800-tallet repræsenterer en kunstnerisk bedre og mere folkelig tradition end teksterne fra 1500- og 1700-tallet. Man kan sige, at den gode kvalitet opstår, udvikles og vedligeholdes ved brugen af balladerne i deres rette miljø, mens det hurtigt går ned ad bakke, når balladerne kommer i ukyndiges hænder?		Tonerne Også på melodisiden kan man lade sig forbløffe: Den eneste melodi, der kendes til denne ballade, er fra Rasmus Toxværd, som sang denne næsten 500 år gamle ballade på en moderne ramasjang-melodi, der kendes af enhver, fra spejderdrenge til drukkenbolte: Der var en gammel gubbe han havde ingen skæg på ho'det var han lisså skaldet som et spejleæg eller den uendelige kartoffelskræller-sang: Vi sad ved samme spand med fingrene i vand vi skrælled hele dagen skønt vi var kun otte mand som sad ved samme spand... osv. Hvis man har lyst, kan man prøve at synge den således, og det går helt fint. Meeen... jeg synes nu alligevel, det er bedre med en ordentlig ballademelodi, så jeg har fundet én, der passer glimrende til stemningen i teksten. Den er godt nok også ret moderne, men lidt speciel trods sin enkelhed, idet den slutter på tonen »se«, i vort tilfælde med den relative G-dur blir det altså d. Jeg har manipuleret lidt med indskuddene/tilråbene, men ellers er der ikke ændret noget. Melodien er oprindeligt brugt til en udgave af Agnete og Havmanden, og det er Grüner-Nielsen, der har optegnet den, men han har sjusket lidt med sangerens navn. Han angiver dog, at det er en kvinde. Dansen Melodien er noteret til 8-dans i Løb-tempo, men den er lige så udmærket i Gang-tempo, omend lidt drævende. Man kan også springe indskuddene/tilråbene over, hvis man ikke gider at høre på alt det hå-hå-pjat. Så bliver det i øvrigt til det, jeg kalder en spillemandsballade, hvortil en almindelig hopsa (Løb-tempo) eller fynbo/rheinlænder (Gang-tempo) er velegnet. Endelig kan man også nøjes med ét af indskuddene/tilråbene, og så bliver det til 6-dans.