© Leif Varmark, 2007.
-
»Folkemusikhusringen har rejst sagen om ophavsret til den traditionelle
danske folkemusik over for Kulturministeriet ... Denne sag har fra starten
været en stor udfordring for bestyrelsen. Vi har ofte haft svært ved at
leve op til det, der krævedes af os, men problemet har vi ikke kunnet
komme udenom. At tage denne sag alvorligt og arbejde på at løse den, må
være en direkte konsekvens af den formålsformulering, vi arbejder under.
Vi har i perioder haft svært ved at overskue problemerne og ved at se en ende på dem. Når vi skal vurdere og planlægge FMHR's arbejde, indhold og struktur, er det imidlertid nødvendigt, at hele spørgsmålet om ophavsret kommer med i overvejelserne. Folkemusikhuset i Hogager har i samarbejde med en række traditionsbærere trukket det store læs. Ideen med Den nationale Folkemusikbank kan vi slutte op om. Den er konkret. Ideen håber vi kan danne grundlag for løsning af to væsentlige problemer i FMHR's arbejde. For det første kan Den nationale Folkemusikbank tilgodese traditionsbærernes retmæssige krav om at få honoreret deres skabende og bearbejdende indsats. For det andet kan Den nationale Folkemusikbanks tilstedeværelse blive grundlaget for et ordentligt og forsvarligt skolingsarbejde inden for FMHR. De tekster, melodier, danse m.m., som traditionsbærerne indskyder, kan være grundlaget for skoling af folkemusikinteresserede på aftenskoler, højskoler, i arbejdsgrupper osv. Arbejder vi med, hvad der måtte være indskudt i banken, så "stjæler" vi ikke længere i flæng fra traditionsbærerne ...
Ophavsretssagen ... Da sagen blev indledt, var vores holdning nærmest den, at det gjaldt om at bringe orden i den direkte kommercielle udnyttelse af den traditionelle folkemusik. Vi tænkte i første række på de mange pladeindspilninger/kassettebånd, der udkom, og på de koncerter o. lign., hvor musikken blev spillet. Vi var blevet opmærksomme på en lang række eksempler på, at nulevende og afdøde traditionsbæreres musik, tekster og melodier, blev gjort til genstand for kommerciel udnyttelse. Der var tale om direkte brug af traditionsbærernes egne tekster og melodier og på de samme folks arrangementer. Dem, der var ansvarlig for fremførelsen, angav ikke hvorfra materialet stammede. Traditionsbærerne blev derfor snydt for deres lovmæssige ret til honorering for det brugte materiale. I mange tilfælde var intet præcist ophav angivet. I andre tilfælde var dem, der udførte materialet, angivet som arrangører, og dermed tilfaldt honoreringen for ophav de udøvende selv – formidlerne i det hele taget.
Vi finder stadig, at det er nødvendigt at finde en løsning på urimelighederne i forbindelse med den kommercielle udnyttelse. Men samtidig er vi blevet opmærksomme på, at problemet ikke kun drejer sig om denne form for udnyttelse. Ophavsretten skelner ikke mellem kommerciel udnyttelse og andre former for udnyttelse, f.eks. åbenthusarrangementer, byfester o. lign. Ophavspersonerne skal så at sige ikke lide under, om deres materiale »sælges« eller om det bruges i sammenhænge, hvor dem der nyder godt af det ikke har penge blandet i. Der skal betales for ophavsret i alle tilfælde. I samme øjeblik vi rejser sagen, er vi tvunget til at tage stilling til ophavsproblemerne med f.eks. »åbenthus-arrangementer« o. lign. Skal der betales penge det ene sted, så skal der også betales penge det andet sted. Derfor peger de, der siger: "I graver en grav for folkemusikhusene" på et centralt problem, og vi forstår udmærket, at mange bliver betænkelige. Men I/vi skal vide, at kravene om betaling af afgifter i sådanne forbindelser er en realitet, uanset hvad Folkemusikhusringen gør eller mener. Beviset foreligger klart og tydeligt – KODA indkræver allerede afgifter i forbindelse med nogle arrangementer og er i fuld gang med at opspore, hvad der afholdes af sådanne arrangementer. Uanset om folkemusikken, den traditionelle, er afgiftspligtig eller ej, så er arrangementet afgiftspligtigt, hvis der bare spilles så meget som ét ophavsbeskyttet stykke musik eller der synges én ophavsbeskyttet sang. I et gennemsnitligt repertoire ved en »åbenthus-aften« vil der altid indsnige sig noget, som er ophavsbeskyttet. Hvor synges der ikke ved lejlighed en sang af Benny Holst? Hvor spilles der ikke et valsepotpourri, hvor populærmelodier indgår? Ved nærmere undersøgelse vil det vise sig, at en del af det vi bruger er beskyttet, og bare en lille "bid" er nok til at et helt arrangement kan pålægges afgift. Vi graver ikke selv graven – den er der.
Som sagt, nogle arrangementer er allerede registreret i KODA's Edb-maskineri. Hvad sker der med de penge, der indgår i KODA's kasse? De tilfalder de etablerede ophavspersoner – folkekulturens folk får ikke en krone. Dette er urimeligt. Selv om vi ind i mellem bruger beskyttet materiale, så stammer mindst 90 % fra folkekulturens folk, og de har lige så god ret til at få del i kagen.
Skal vi da til at betale afgifter og udfylde KODA-lister, hver gang vi synger og spiller folkemusik, og skal vi tvinges til at skrabe penge sammen til Koda ved hver lejlighed, vi laver arrangementer med folkemusik? Det håber vi ikke. For os ser det ud som om opkrævningssystemet, som det er, dårligt kan forenes med de mange aktivitetsformer, hvor den traditionelle folkemusik benyttes. Vi mener også, at det kan blive en plage for ophavspersonerne – folkekulturens folk – om de skal være tvungne ind i de etablerede ophavspersoners rækker for at få deres lovmæssige ret. Vi vil arbejde for en form for "kollektiv overenskomst", som gør det muligt at arbejde ubesværet med folkemusikken, samtidig med at folkekulturens folk får deres lovmæssige ret. Det er bl.a. i dette lys, at tankerne om Den nationale Folkemusikbank skal ses. Vi støtter, at der arbejdes videre med denne ide og håber, at den kan resultere i en slags offentlig finansiering af den form for betaling, der måtte blive tale om. Den største samlede bevilling, bestyrelsen har givet i 1979, er til arbejdet med Den nationale Folkemusikbank. I øvrigt er vi åbne over for, at Folkemusikhusringen også i fremtiden støtter den ide økonomisk. Vi har opfordret alle medlemmer til at yde en indsats i denne forbindelse. Denne opfordring vil vi i det nye år følge op. Folkemusikhusringens medlemmer må være de første til at støtte et arbejde for, at traditionsbærerne kan opnå deres lovmæssige rettigheder.«
-
»Vores formand, Christian, ynder at sige:
»Folkemusikhusringen er summen af alle medlemmernes aktiviteter.« Det er noget skrækkeligt vrøvl. Det svarer til, om min kone, Anelise, sagde: »Kvindebevægelsen er summen af alle kvindernes bevægelser.«
Det er ikke bare noget vrøvl. I virkeligheden er det forræderi. For: Folkemusikhusringen har et formål. Og, derfor skal foreningen vurderes og dømmes alt efter om medlemmernes aktiviteter tjener til at fremme foreningens formål. – En fodboldforening er ikke summen af medlemmernes baller.
Folkemusikhusringen har et kulturpolitisk formål:
Det drejer sig om at gøre noget ved den musikalske folkekultur.
– Som vore forfædre udviklede for at overleve.
– Som vi leder efter for at få et ståsted.
– Som vore efterkommere skal have, som deres modersmål, for at komme videre.
Formålet søges fremmet ved at give folkekulturens folk og andre mulighed for at komme til orde og blive hørt.
Det er svært. På den ene side har de noget vigtigt at sige, folkekulturens folk. Det ved vi, det har vi erfaret. På den anden side er de selvundertrykkende, folkekulturens folk. Derfor holder de deres mund, eller de siger noget helt andet.
Fordi det er svært – så er det ikke folkekulturens folk, som kommer til orde og bliver hørt. Det er Folkemusikhusringens medlemmer og andre, som optræder.
Jeg mener, at Folkemusikhusringen er i fuld gang med at lave folkemusik om til amatørmusik og skolemusik/aftenskolemusik, med pædagoger og psykologer som lærere. Det er der brug for og stillinger i.
Ligesom andre har fundet ud af at lave folkemusik om til pop og politik, med vejledere fra underholdningsindustrien og massemedierne. Det er der marked for og penge i.
Men – tilbage bliver folkekulturens folk, som stadig ikke kommer til orde og bliver hørt på en ordentlig måde: »de levende gamle« og »de døde gamle«.
Derfor foreslår jeg, at Folkemusikhusringens vedtægter laves om, så de forlanger, at bestyrelsen har en kulturpolitisk holdning og gør en kulturpolitisk indsats.
Om Folkemusikhusringens formål siger vedtægterne:
– Folkemusikhusringens formål er at genoplive den historiske og fremme den aktuelle musikalske folkekultur, hvor spil, dans, visesang og fortælling er en del af hverdagen og den sociale virkelighed og fungerer i forlængelse af traditionen.
Derefter kommer det stykke i vedtægterne, jeg foreslår ændret. Vedtægterne siger:
– Formålet søges fremmet ved at give folkekulturens folk og andre interesserede mulighed for at komme til orde og blive hørt.
Jeg foreslår:
– En virkeliggørelse af Folkemusikhusringens formål forudsætter, at folkekulturens folk kommer til orde og bliver hørt. Derfor skal foreningen søge at skaffe midler til arbejdsgrupper, som på forskellige måder udforsker og tilgængeliggør den musikalske folkekultur og dens udtryk, som er grundlaget for medlemmernes virke i aktuelle sammenhænge.
Det er, naturligvis, mit håb, at arbejdsgrupperne, eller a-grupperne, vil gøre Folkemusikhusringen til alt det, som det var meningen den skulle blive til, men som den ikke er blevet – først og fremmest et redskab til styrkelse af den musikalske folkekultur og ikke til udvanding af den musikalske folkekultur.
Men, jeg tør slet ikke påstå, at dannelsen af a-grupper er løsningen på Folkemusikhusringens problemer – blot mener jeg, at forsøget bør gøres – så kan vi se, hvad der kommer ud af det og, om nødvendigt, finde på noget andet.
I hvert fald:
Hogager, alene, kan slet ikke klare den fornødne udbygning af grundlaget for den genoplivelse af den historiske folkekultur og fremme af den aktuelle musikalske folkekultur, som formålsparagraffen taler om.
A-grupperne skal, naturligvis, have nogle penge at råde over. Medlemmerne af en a-gruppe skal derfor betale et særligt kontingent, som ikke er mindre end det almindelige medlemskontingent.
Herudover kan vi håbe, at a-grupperne får støtte til deres arbejde fra forskellig side.
Folkemusikhuset i Hogager skal ikke være medlem af nogen a-gruppe. Tværtimod, det er vigtigt og nødvendigt, at Folkemusikhusringen alene har ansvaret for a-grupperne, og æren for dem. Derfor, i fald forslaget til vedtægtsændring vedtages, vil Hogager træde ud af Folkemusikhusringen for et eller to år – og derefter tage stilling til, hvad der passer bedst til opfyldelsen af vores formål.
Eksempler på arbejdsgrupper – ikke for at låse udviklingen fast, inden den overhovedet er begyndt, men for at gøre det mere forståeligt, hvad jeg mener, når der er tale om a-grupper:
FORSKNING
- Hvem er det, som kan noget eller som har efterladt noget af værdi – helt tilbage til middelalderen.
- Hvorfor er ordene og tonerne og trinene, som de er – hvad ligger bag og hvad skal derfor frem.
- Hvordan bar ophavsmændene og deres folk sig ad med at synge og spille og danse – var det en del af folkelivet og "den sociale virkelighed", var det et erhverv og/eller samtidig et personligt behov.
Det er vigtigt, at gruppen får et samarbejde med både Folkemindesamlingen og Universitetets folkemindestudium.
FOLKEMUSIKBANKEN
Hvad skal der indestå i banken, og hvem skal indskyde det, som interesserede kan låne – i det lange løb bliver det måske bankens beholdning, som bliver det almindelige grundlag for den aktuelle folkemusikvirksomhed.
I Hogager har vi en ide om, hvad der skal indestå i banken. Men det er ikke rimeligt, at vi skal bestemme det hele – det er jeg heller ikke sikker på, at vi tør ...
SKOLING
I Hogager snakker vi om et Folkemusikkonservatorium.
Og Folkemusikhusringen må ikke glemme seminarer og kurser for de medlemmer, som gerne vil i gang – men synes de kan ingenting eller for lidt.
Ind i mellem har vi højskolekurser, kortere og længere, og aftenskoleundervisning. Og andre kurser.
Hvad materiale findes der, hvilke metoder kan bruges, hvor kan lærere og instruktører komme fra.
FORLAG OG UDGIVELSE
Naturligvis er det vigtigt, at medlemmerne rundt omkring selv trykker og fordeler, hvad de har brug for og lyst til – uden at spekulere for meget på, om andre gør det samme på en anden måde. Men, samtidig er der brug for et forlag, som sørger for at publicere bøger og, måske, lydoptagelser, som kan tjene alle og som udtrykker Folkemusikhusets og Folkemusikhusringens formål.
Albertslund Folkemusikhus prøver i disse måneder at finde ud af, om Folkemusikhusets Forlag, i Hogager, kan overflyttes til Albertslund og forbindes med en kursusvirksomhed, som svarer til publikationerne.
KULTURPOLITIK
Penge og indflydelse – det er nødvendigt med begge dele. Men, i det lange løb får Folkemusikhusringen hverken det ene eller det andet, hvis den ikke har overblik og indsigt. Det er ikke nok med visioner og velvalgte ord.
Hvem er det, som går sammen i Folkemusikhusringen – er det rige eller fattige, er det mænd eller kvinder, er det unge eller gamle.
Hvorfor gør de det – er det en modebevægelse, eller er det et led i en lang historisk udvikling.
Hvordan bruges den musikalske folkekultur i dag, i hvilke sammenhænge – er det kulturelle eller kommercielle samfundsinstitutioner, som betaler og bestemmer, eller er det, tværtimod, helt nye rammer, som skal opbygges for at holde sammen på virksomheden.
Til slut:
Det gør ikke noget, om arbejdsgrupperne tager lang tid til at finde ud af, hvem de er og hvordan de kan virke – hovedsagen er, at der sker noget eller, i hvert fald, mere end i Folkemusikhusringens første tre-fire år.
Udmærket ville det være, om hver a-gruppe som dannedes påtog sig at levere helt regelmæssige bidrag til foreningens breve til medlemmerne – så vi alle kan følge med i, hvordan det går.
Med venlig hilsen Thorkild Knudsen.
PS:
Vi havde en medarbejder i Folkemusikhuset, som vi kaldte »Ti-skridt-frem-og-ni-tilbage«. Mon det går lige sådan med Folkemusikhusringen?«
-
Referat fra Folkemusikhusringens generalforsamling den 26.1.1980.
Referenter: Birgit Jæger, Better Berents, Inge Beck.
Albertslund Folkemusikhus var repræsenteret med 20 personer på Folkemusikhusringens generalforsamling. Vi følte alle, at de ting, der skete på generalforsamlingen, gav en forskydning af vores billede af Folkemusikhusringen. Derfor besluttede vi at lave et udførligt referat, hvor vi prøver at vise de modsætninger, der kom op, således at jer, der ikke var med, gerne skulle blive i stand til at vurdere begge grupperingers holdninger, samt tage stilling til vores handling.
Når der står et navn med kolon efter, er det ikke direkte tale, men et sammendrag af, hvad personen har sagt. Citationstegn dækker citaterne.
Dagsorden:
1. Godkendelse af generalforsamlingen.
2. Valg af dirigent.
3. Bestyrelsens beretning.
4. Regnskab.
5. Indkomne forslag.
6. Budget for kommende år.
7. Valg af bestyrelse.
8. Valg af revisorer.
9. Eventuelt.
1. Godkendelse af generalforsamlingen.
Christian Foged, formand, erklærede generalforsamlingen for åben og konstaterede, at den var lovligt indkaldt.
2. Valg af dirigent.
Ole Hinz, Vipperød, og Stine Schmidt, København, blev foreslået som dirigenter. Jens Pingel, Holstebro Ungdomscenter, som tidligere har været dirigent, foreslog, at de begge blev valgt, så de kunne støtte hinanden – dette blev vedtaget.
Der blev indført rygeforbud i salen og 10 minutters pause i hver time.
3. Bestyrelsens beretning.
Christian Foged fortalte, at bestyrelsen ikke ville aflægge mundtlig beretning, da den skriftlige beretning havde indeholdt det hele.
Stine Schmidt: Der kører 3 båndoptagere, hvem ejer dem, og hvad skal de bruges til?
Det ene bånd var til bestyrelsen, der ville bruge det til at lave referat efter. Det andet skulle bruges til en radioudsendelse (Musikmagasinet) om Folkemusikhusringen. Det 3. bånd var Albertslund Folkemusikhus', der var ingen begrundelse (men som referent fra Albertslund Folkemusikhus er jeg nu lykkelig over, vi optog båndet, da det letter min opgave betydeligt. Birgit).
Dette udløste en heftig debat om det rimelige i at bånde generalforsamlingen og specielt at udsende det i radioen. Alle var dog enige om, at bestyrelsen skulle have lov til at optage.
Jens Pingel: Normalt er vi ikke kritiske, når vi stikker en mikrofon hen under snuden op traditionsbærerne!!
Hanne Mogensen, Dragør, foreslog, at bestyrelsen godkendte radioudsendelsen, før den blev udsendt – dette blev vedtaget ved afstemning, 48 for, 19 imod.
Grethe ? forlangte afstemning om Albertslund Folkemusikhus' bånd skulle have lov til at køre, 42 var for, 21 imod – altså vedtaget.
Der var uddelt et stykke papir »Kritiske spørgsmål til Folkemusikhusringens arbejde i forbindelse med ophavsret« (se bilag 1) fra Ryesgade spillemænd i Århus. Der var lidt tvivl om, hvilket punkt det hørte under, men vi blev enige om at tage det op her, da det var en reaktion på formandens beretning.
Kisser Skovfoged, Frederiksværk: Skal vi betale afgifter til Åbent Folkemusikhus-arrangementer?
Christian Foged: Ja, Koda er en organisation, der skal sikre skabende folk deres rettigheder, derfor er det nødvendigt, at alle offentlige arrangementer betaler Koda-afgift. Man kan ikke undgå Koda-afgift ved at kalde sig en forening. I øvrigt skal vi ikke beslutte noget som helst i dag hverken om Koda eller ophavsret, men i morgen skal vi have en debat, som ligger uden for generalforsamlingen.
Thorkild Knudsen, Hogager: Den debat, Folkemusikhuset i Hogager og Folkemusikhusringen har ført med de statslige myndigheder, har ført frem til, at musikrådet har erkendt, at folkekulturen er noget specielt, og at dens folk må have offentlig støtte. Folkemusikhusringen kan ikke beslutte noget på dette område – det skal juristerne, men Folkemusikhusringens mening er vigtig!
?: Hvem er det, der skal have penge, når man ikke ved, hvor tingene kommer fra?
Krista, Ryesgade spillemænd: Selvfølgelig skal folk have penge for deres arbejde, men ikke som Koda-penge, da det bliver ret tilfældigt, hvor mange penge, de får (det bliver udregnet efter, hvor mange gange deres melodier spilles/sange synges).
Anelise Knudsen, bestyrelsesmedlem: Det er enormt indviklet, i øjeblikket betaler vi penge til Koda, men pengene går til dem, der er registreret – ikke til folkekulturens folk.
Ejner Hansen, Folkets Hus, Nørrebro: Vi må lave loven om, Koda skal ikke have så meget magt. Der skal ikke betales Koda-afgifter ved Åbent Folkemusikhus-arrangementer, afgifterne må det offentlige betale (evt. via skatterne). Folkemusikhusringen skal lave en underskriftindsamling med krav om at få lavet loven om.
Allan Nielson, Folkets Hus, Nørrebro: Folkets Hus har den 8.1.1980 vedtaget følgende resolution: »Åbent brev til Folkemusikhusringens generalforsamling januar 1980: I anledning af den megen snak om ophavsret, den nationale folkemusikbank og folkemusikkonservatorium, ønsker vi, som aktive brugere af spillemandsmusik og medlem af Folkemusikhusringen, at protestere mod enhver form for monopolisering af den folketradition, som netop adskiller sig fra anden musik ved traditionelt at være udøvernes musik. Vi mener, at man ved indførelse af et Koda-lignende system og kvalitetskrav fuldstændig vil blokere for den spontanitet, som netop er en af spillemandsmusikkens store fordele frem for andre musikgenrer. At der tages copyright af trykte noder, kan vi leve med, men at belemre udbredelsen og udøvelsen af melodier og sange, der går fra person til person, med snak om ophavsret, er noget, der harmonerer meget dårligt med begreberne folke- og spillemandsmusik. Folkemusik er folkets musik, den kan ingen tage patent på, er det svært at forstå? Vedtaget på beboermøde den 8.1.1980, Folkets Hus, Nørrebro.« – Stort bifald.
Thorkild Knudsen: Folkets Hus og kulturministeriet siger det samme: at folkekulturen er noget specielt, der ikke kan indordnes under det nuværende system!
Efter pausen indledte Karen-Marie, Seem, med et længere indlæg, der siger lidt om Ribes holdning til bl.a. folkemusikbanken og problematikken omkring ophavsret. De mener, at ved oprettelsen af en folkemusikbank tilsidesættes de gamle, og vi andre kan så bare bruge deres stof uden at have noget med dem at gøre. Desuden mener de, at det er et forsøg på at lette sin samvittighed, at man vil betale traditionsbærerne for det materiale, som de leverer videre. De gamle har sjældent brug for en ekstra femmer, de har meget mere brug for, at man besøger dem, synger og spiller sammen med dem. De ser en fare i, at de gamle bliver hidset op til at ville have penge for det, de kan – så mister de måske glæden ved det. De tager afstand fra, at der er nogen, der arbejder videnskabeligt med folkekulturen, og de konkluderer, at det må være, fordi der er nogle, der gerne vil have deres interesse betalt. I den forbindelse nævner de konsulentbistand som et overflødigt led mellem traditionsbærerne og nogle andre. »Folkekulturen indeholder så mange ting, man ikke kan uddanne sig til, det er mere et spørgsmål om livsform.« De synes, at Folkemusikhusringen ligner en fagforening, der varetager traditionsbærernes interesser. I stedet mener de, »at Folkemusikhusringen skal være en forening, hvor alle interesserede kan være medlemmer og komme til orde uanset uddannelse, skoling, sprog, miljø osv.« De slutter med at erklære sig som modstander af oprettelsen af en folkemusikbank og aflønningen af formanden.
Thorkild Knudsen har i forbindelse med sit ændringsforslag til vedtægterne for Folkemusikhusringen nævnt eksempler på arbejdsgrupper – bl.a. kunne der være en gruppe, der arbejder aktivt med oprettelsen af en folkemusikbank. Han mener, af de penge, der bruges til kulturelt arbejde, bruges alt for mange til højkultur i Danmark i dag. Der bruges forsvindende små beløb til folkekulturen; der bør afsættes meget større beløb til arbejdet med dette. Arbejdet med folkemusikbanken er en af de måder, hvorpå han mener, man kan bruge de penge.
(Referenten: For at lette forståelsen for de læsere, der ikke er medlem af Folkemusikhusringen, vil jeg her tillade mig at citere et afsnit fra materialet om ophavsret, udsendt i forbindelse med Folkemusikhusringens generalforsamling, der forklarer baggrunden for oprettelsen af en folkemusikbank:
»For det første kan 'Den nationale Folkemusikbank' tilgodese traditionsbærernes retmæssige krav om at få honoreret deres skabende og bearbejdende indsats. For det andet kan 'Den nationale Folkemusikbank's tilstedeværelse blive grundlaget for et ordentligt og forsvarligt skolingsarbejde inden for Folkemusikhusringen. De tekster, melodier, danse m.v., som traditionsbærerne indskyder, kan være grundlaget for skoling af folkemusikinteresserede på aftenskoler, højskoler, i arbejdsgrupper osv. Arbejder vi med, hvad der måtte være indskudt i banken, så 'stjæler' vi ikke længere i flæng fra traditionsbærerne«.)
Thorkild Knudsen: Det er katastrofalt, hvis der ikke uddannes flere folk til at arbejde med folkekulturen, at lære at arbejde ordentligt med spillemandsmusik, sange. Det er katastrofalt, at folk kommer til Hogager: »Nu har vi samlet dette ind, men kan du ikke lige aflæse dette – for vi kan ikke læse noder«.
Der må kunne afsættes nogle penge til at sørge for de folk, der arbejder med kvaliteterne i folkemusikken og folkekulturen.
Det er uhyre vigtigt, at der bliver forsket i folkekulturen på folkekulturens betingelser.
Niels Krohn, Folkets Hus, Nørrebro: Al den snak om aflønning til de gamle er helt misforstået – vi skal bare hjælpe hinanden.
Ejner Hansen: Jeg tror ikke på, at de ældre mennesker vil føle sig godt tilpas ved at modtage penge. Det er meget bedre at give dem en blomst.
Gerda Kunkel, bestyrelsesmedlem: Jeg er enig med Ejner i, at det er vigtigt at give de gamle blomster. De ældre traditionsbærere bliver meget glade for at få en blomst. Det at få en blomst er usædvanligt, fordi de ikke altid har råd til det i hverdagen. Men – man kan altså ikke betale sin termin med 150 potteplanter. Måske skulle man kalde betalingen til de gamle for honorar i stedet for løn.
Debatten bølgede frem og tilbage, og det var tydeligt, at de deltagende på generalforsamlingen var splittet i to lejre i spørgsmålet om betaling til de gamle og om uddannelse.
Den ene gruppe mener: Folkekulturens folk er vore venner. De behøver ikke regulær betaling – de bliver glade, hvis bare de får en blomst. Vi skal tilstræbe at være sammen på tværs af alder, klasse, uddannelse, miljø osv.
Det er overflødigt at snakke om uddannelse i forbindelse med folkekultur, vi skal derimod bare hjælpe hinanden.
Forskning og folkekultur har ikke noget med hinanden at gøre.
Den anden gruppe mener: Traditionsbærerne er en gruppe, der skal honoreres for deres arbejde, fordi dette arbejde skal sidestilles med alt andet arbejde (f.eks. lukker Børge Christensen sin smedje hver mandag og har lønnet arbejde i Folkemusikhuset i Hogager).
Det er vigtigt at uddanne folk til at samarbejde med traditionsbærerne og at bearbejde deres materiale på en forsvarlig måde.
For at videreudvikle kendskabet til folkekulturens grundlag er det nødvendigt med forskning, men det skal ikke være traditionel borgerlig videnskab. Forskningen skal foregå på folkekulturens egne betingelser.
Diskussionen endte med en udtalelse fra Folkets Hus: »Det pålægges af Folkemusikhusringens generalforsamling den 26.1.1980 bestyrelsen fremover at modarbejde indførelsen af Koda-lignende systemer og kvalitetskrav i spillemandsmusikken/folkemusikken, da disse fuldstændig vil blokere for den spontanitet, som netop er en af spillemands/folkemusikkens store fordele frem for andre musikgenrer, opstået ved personlig overlevering fra spillemand til spillemand«.
En vejledende afstemning om, hvorvidt bestyrelsen skulle følge denne henstilling eller ej, gav følgende resultat: 30 for, 18 imod, 40 ved ikke.
Altså! Den nye bestyrelse bør følge henstillingen fra Folkets Hus!
Derefter kom den samlede bestyrelsesberetning til afstemning: 59 for, 6 imod, 25 ved ikke.
4. Regnskab.
Der blev stillet forskellige forståelsesspørgsmål i forbindelse med regnskabet. Bestyrelsen besvarede disse, hvorefter godkendelse af regnskabet gik til afstemning: 65 for, 0 imod, 16 ved ikke.
5 a. Indkomne forslag: Thorkild Knudsen.
Thorkild Knudsen havde indleveret et ændringsforslag til formålsparagraffen:
Folkemusikhusringens formålsparagraf:
a. Folkemusikhusringens formål er at genoplive den historiske musikalske folkekultur og fremme den aktuelle musikalske folkekultur, hvor spil, dans, visesang og fortælling er en del af hverdagen og den sociale virkelighed, og fungerer i forlængelse af traditionen.
b. Formålet søges fremmet ved at give folkekulturens folk og andre interesserede mulighed for at komme til orde og blive hørt.
Thorkild Knudsen forslår følgende ændring af b.:
En virkeliggørelse af Folkemusikhusringens formål forudsætter, at folkekulturens folk kommer til orde og bliver hørt. Derfor skal foreningen søge at skaffe midler til arbejdsgrupper, som på forskellig måde udforsker og tilgængeliggør den musikalske folkekultur og dens udtryk, som er grundlag for medlemmernes virke i aktuelle sammenhænge.
Christian Foged: Bestyrelsen anbefaler, at forslaget bliver vedtaget.
Lene Halskov, København, har været med i det strukturudvalg, som bestyrelsen har nedsat. Hun forklarede, hvad en arbejdsgruppe kunne være ud fra den balladegruppe, hun selv arbejder i.
Kisser Skovfoged: Vi skal ikke have specialistgrupper, folk kan mange ting i forvejen.
Gudrun Jensen, bestyrelsesmedlem: Jeg er da ikke specialist, fordi jeg er med i en arbejdsgruppe.
Christian Foged: Grupperne skal være åbne, så alle har mulighed for at gå ind i dem. Desuden skal de melde tilbage til Folkemusikhusringens medlemmer, så alle kan følge med i, hvad der sker i arbejdsgrupperne.
Leif Varmark, Albertslund Folkemusikhus: Albertslund Folkemusikhus har holdt formøde, hvor vi opgjorde vores ressourcer og fandt ud af, at vi kan gå ind i 3 arbejdsgrupper:
1. Strukturudvalget.
2. Skoling.
3. Trykning.
ad 1.: Benny E. Andersen sidder der allerede.
ad 2.: Vi har mange erfaringer fra Albertslund Folkemusikhus Aftenskole, sommerkursus m.m. Der inddrager vi både forlagets bøger og levende traditionsbærere i undervisningen.
ad 3.: Vi har overtaget forlaget og trykt 6x6, P. P.-listen, Balladebogen og Sagn fra Albertslund.
Arbejdsgrupperne har plads til alle, ikke bare »specialister«.
Der er ikke modstrid mellem kvalitetskrav og socialt samvær, tværtimod bliver samværet ofte bedre, jo mere kvaliteten stiger! Derfor er det vigtigt at arbejde med folkekulturen både teoretisk og praktisk, så der kommer en vekselvirkning i gang.
Jens ?: Videnskab og folkekultur hører ikke sammen. Videnskaben skaber en barriere mellem os og dem, vi arbejder med, idet vi bliver meget mere velformulerede. Skoling har vi heller ikke brug for, vi kan selv. At »komme til orde« (jvf. formålsparagraffen) skal først ske ved brug – senere evt. gennem en bog.
Jens Pingel: Det er farligt at forplumre diskussionen med akademikersnak, for er der noget, som er meget lidt akademisk, er det arbejdet med folket. Hvis foreningen skal have nogen berettigelse, skal den opbygges med skoling og a-grupper som grundlag. Man svigter de gamle, hvis man ikke gør noget ved skolingen.
Folkemusikhuset i Hogager siger, at den forskning, de laver, skal bruges. De har lavet Folkemusikhuset for at gøre forskningen anvendelig, lade den blive brugt (jvf. Hogagers grundlæggende princip: »At forstå er at bruge«).
Thorkild Knudsen: Evald, Ingeborg m.fl. er utroligt velformulerede, fordi der er brugt timer, uger, år på arbejdet med dem. Vi må se i øjnene, at for nogle af Folkemusikhusringens medlemmer er det nødvendigt at bruge hele deres liv på arbejdet, andre skal passe arbejde ved siden af.
Det er tåbeligt at stille modsætninger op mellem kvalitet og folk, kultur og folk, videnskab og folk. Det gælder netop om at forstå, at inden for folkekulturen er der kvalitet, kultur og brug for videnskab. Videnskaben omkring folkekulturen skal defineres/laves af folk selv.
Bent Døssing, Herlev, ser ingen modsætning mellem Thorkild Knudsens forslag og arbejdet på lokalt plan. Et kulturpolitisk standpunkt er nødvendigt for ikke at arbejdet skal blive et fritidstilbud på linje med alle andre, men et aktivt kulturtilbud. En landsdækkende organisation, der kun sender papir til hinanden, er meningsløs.
Benny E. Andersen, Albertslund Folkemusikhus: Som eksempel på en fungerende arbejdsgruppe beskrives Værkstedsgruppen. Traditionsbæreren (Gudrun Mikkelsen) inddrages i arbejdet, og alle er på lige fod. Det vi gør med resultaterne er en skolingsproces.
Elsebeth Olesen, Ribe: Arbejdsgrupperne er en god idé, men i Thorkild Knudsens forslag er der også grupper, der skal arbejde med folkemusikbanken, skoling, forskning og folkemusikkonservatorium. De ting hører ikke hjemme i Folkemusikhusringen – derfor stem imod!
Skriftlig afstemning: 45 stemte for, 40 imod.
Da der ifølge vedtægterne skal være 2/3 majoritet af de givne stemmer til vedtagelse af ændringer i lovene, er Thorkild Knudsens forslag hermed faldet.
5 b. Indkomne forslag: Bestyrelsen.
Christian Foged: Bestyrelsen har stillet forslag om at bevilge 25.000 kr. til at aflønne formanden i et år. Dette er en forsøgsperiode.
Opgaverne vil være at vejlede enkeltpersoner, arbejdsgrupper, lokale grupper, tilrettelæggelse af bestyrelsens arbejde, koordinering af arbejdet i bestyrelse og a-grupper, kontakt til medlemmerne igennem udsendt materiale, kontakt til Folkemusikhuset i Hogager, udadvendt information. Man kan kalde det en stilling som rejsesekretær.
Bestyrelsen satser på at få yderligere 25.000 kr. fra kulturministeriet, så det bliver en regulær halvdagsstilling.
Herpå fulgte en debat om, hvorvidt pengene skulle gå til én person, eller om generalforsamlingen skulle øremærke dem til bestemte opgaver. I den forbindelse påpegede Søren Bregendahl, Skælskør Folkehøjskole, at generalforsamlingen kunne vedtage, at pengene gik til arbejdsgrupperne. Leif Varmark spurgte bestyrelsen, om dette kunne lade sig gøre, eller om de ikke mente, det var umuligt pga. vedtagelsen af henstillingen fra Folkets Hus, samt forkastelsen af Thorkild Knudsens forslag. Dette kunne bestyrelsen ikke svare på, og pludselig var der vild forvirring over, hvad de tidligere beslutninger egentlig betød – hvad var det, vi havde stemt om? (Konsekvenserne begyndte langsomt at gå op for folk! Ref.) Der blev holdt en kort pause, som bestyrelsen og Albertslund Folkemusikhus brugte til at holde møde i.
Christian Foged: Bestyrelsen har lavet et ændringsforslag til det oprindelige forslag: Den nyværende bestyrelse spørger generalforsamlingen, om det kan godkendes, at »bestyrelsen afsætter 25.000 kr. som skal bruges til at aflønne arbejdsopgaver, som bestyrelsen finder vigtigt bliver løst.«
Benny E. Andersen: Når Folkemusikhuset i Hogager har trukket sig ud, må det være bestyrelsen, der sikrer, at der bliver lavet kvalitativt arbejde i Folkemusikhusringen. Dette mener Albertslund ikke kan lade sig gøre pga. 1) vedtagelsen af henstillingen fra Folkets Hus samt 2) forkastelsen af Thorkild Knudsens ændringsforslag. Bestyrelsen er med andre ord blevet bundet på hænder og fødder, så den ikke kan sikre kvalitativt arbejde i Folkemusikhusringens regi. Derfor opfordrer Albertslund Folkemusikhus bestyrelsen til at trække sig og indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Ikke fordi Albertslund Folkemusikhus mener, bestyrelsen ikke er »god nok«, men fordi generalforsamlingen har lagt et grundlag, der umuliggør bestyrelsens videre arbejde.
Generalforsamlingen ønskede ikke at tage stilling til dette forslag, hvorfor Leif Varmark formulerede forslaget som et mistillidsvotum til bestyrelsen. Dette blev afvist af dirigenten med den begrundelse, at hvis beretningen er vedtaget (hvilket den jo var), så kan man ikke stille mistillidsvotum til bestyrelsen. Derfor blev der aldrig taget stilling til dette.
Tilbage til diskussionen om bevillingen af de 25.000 kr. Albertslund Folkemusikhus stillede et skriftligt ændringsforslag til bestyrelsens eget ændringsforslag: »Generalforsamlingen beslutter at afsætte 25.000 kr., som kan bruges til at aflønne arbejdsgrupper, der arbejder i fortsættelse af den nuværende bestyrelses påbegyndte arbejde«.
Dette forslag, som var det mest vidtgående af de to forslag, kom først til afstemning: 13 for, 53 imod, 15 ved ikke.
Dernæst kom bestyrelsens forslag til afstemning: 50 for, 14 imod, 21 ved ikke.
6. Budget for det kommende år.
Afstemning: 54 for, 8 imod, 13 ved ikke. Herved var budgettet vedtaget.
7. Valg af bestyrelse.
Der blev opstillet to kandidater til bestyrelsen: Elsebeth Olesen og Bent Døssing. Begge blev valgt uden afstemning. Som suppleanter valgtes: Karen-Marie, og Peter Mortensen, »Røde Anna«. Som revisorer valgtes: Frede Ejlersen og Søren Bregendahl.
8. Tak til afgående bestyrelsesmedlemmer: Gerda Kunkel, Niels Jørn Østergård og Anelise Knudsen.
Søren Bregendahl udtrykte tro på, at bestyrelsen trods mistillidsvotum og udtalelser om politisk skred ganske simpelt kan fortsætte arbejdet og samarbejdet med Hogager i mindre udstrækning.
Det var slut på generalforsamlingen (og på referatet).
I løbet af de kommende år mistede Folkemusikhuset i Hogager og kredsen omkring dette langsomt interessen for Folkemusikhusringen, og man koncentrerede sig i stedet om fordybelse i folkemusikarbejdet. I 1983-84 startede Thorkild Knudsen arbejdet med hyrderåbet samt de i forskning og litteraturhistorie oversete satiriske ballader, hvilket sammen med hans hidtidige balladearbejde førte til udgivelsen af dansk balladeforsknings hovedværk »6 indgange til balladen« 10 år efter.