Leif Varmark, 2007. Dokumentation af levende folkemusik
Artikel af Leif Varmark i Dagbladet Information, 19.10.1974. Anmeldelse af Anelise og Thorkild Knudsen (red.): Folkemusikhus 1, 120 s. 25,00 kr., 2, 80 s. 15,00 kr., 3, 80 s.
15,00 kr. og 4, 60,00 s. 20,00 kr. Folkemusikhusets Forlag, Hogager, 7500 Holstebro.
Leif Varmark, ca. 1980.
  Med disse 4 hæfter har Folkemusikhuset i Hogager leveret en solid og omfattende dokumentation for, at der er liv og fut i dansk folkemusik i dag. Her er noder og tekster, interviews, erindringer og rapporter fra sangernes og musikernes hverdag og fra Folkemusikhusets arrangementer. Fotos og tegninger krydrer det hele.

Det første hæfte indeholder lidt af hvert fra Folkemusikhusets begivenhedsrige arbejde. Nogle valse og hopsaer er noteret ned som den lokale smed i Hogager spiller dem, og et par af Evald Thomsens »schlagere« er med. Der er snak, beretninger og sang med Ingeborg Munch og Marie Mide, der repræsenterer den ældste syngende generation med de gamle, sentimentale kærlighedsviser, og der er unge kritiske sange repræsenteret ved Benny Holst og Jan P.
   Af mere teoretisk art er Thorkild Knudsens gennemgang af 16 forskellige versioner af den kendte skæmtevise »Katten i sækken«. Af en artikel af lederen af Viborg Amts Ungdomscenter, Ole Halskov, synes det at fremgå, at man arbejder med folkedans i det sociale ungdomsarbejde, ligesom dansen iflg. faglærer Bent Meinert benyttes i genoptræningsarbejdet på Fysiurgisk Hospital i Hald Ege.

Det andet hæfte indeholder et udvalg af Erna og Vagner Andersens mest personlige viser og fortællinger. Det er fortrinsvis skillingsviser fra slutningen af forrige århundrede, mere eller mindre kunstige og voldsomme beretninger om mere eller mindre virkelige begivenheder så som den jyske bondepige, der af sin grusomme ven blev lokket til Amerika for der at blive solgt som slavinde til en neger, eller sigøjnerpigen nede i Sachsen, der sagde nej til den skønne ridder, hvilket han blev så fortvivlet over, at han omgående stak en dolk i hjertet, hvilket så sigøjnerpigen blev så fortvivlet over, at hun omgående stak dolken i sit hjerte! Det fantastiske ved arbejderparret Erna og Vagner Andersen er, at de kan fortælle en hel masse om begivenhederne og baggrunden for viserne, som ellers plejer at optræde anonyme. De to sangere har oprettet et Folkemusikhus i Vester Assels på Mors.

Det tredje hæfte er helliget Evald Thomsen. En række af de gamle spillemandsdanse med de utroligste navne - Firkantet Sløjfe, Hønsesnak, Stegt Flæsk og Kartofler - er noteret ned efter Evalds spil i Folkemusikhuset, og alle er forsynet med en kort fortælling om Evalds minder, viden og mening om dem. Der gemmer sig her et spændende kulturhistorisk materiale, og det gør der også i Holger Bruuns erindringer om Evald og livet i Himmerland omkring spillemandsmusikken.

Det fjerde hæfte er anderledes. Det består af Jan P.s efterladte værker. Jan P., som døde 22 år gammel i forsommeren 1970, var en central figur i det københavnske undergrundsmiljø. Nogle af hans venner fra ungdomsklubben Klub 27 har samlet papirer og båndoptagelser og redigeret materialet, som består af sange, samtaler, tegninger og tekster, til en stærk følelsesmættet dokumentation af en »flippers« liv og verdensopfattelse. Jan P.s udgydelser er hine steder rystende realistiske, men altid båret oppe af koncentreret liv og personlig oplevelse, som så godt som aldrig findes i den etablerede litteratur. I hans mund og pen udtrykker en særpræget generation sig i skrig, gråd, latter, sarkasme og - håbløshed. Hippiekulturen nåede aldrig frem til en teknik, hvormed den kunne gennemføre sine idealer i det teknokratiske samfund. Den måtte dø - som Jan P.

Hæfterne giver et bredt indtryk af en folkelig musikalsk aktivitet, om i disse år dukker mere og mere op til overfladen. Selve udgivelsen er et udtryk for den nye musikalske folkebevægelse og vil på den anden side også hjælpe denne bevægelse et skridt fremad igen. Hæfterne har stor underholdningsværdi og stor nytteværdi, både for dem, der spiller selv, for dem, der kunne tænke sig at bruge dem i undervisningsøjemed - hvad de egner sig fortræffeligt til på grund af deres alsidighed - og endelig for dem, der »blot« er interesseret i mennesker, folkekultur, liv og glade dage.