Fremførelsesformen © Leif Varmark, 2006. Min personlige version af Thorkild Knudsens tanker om balladens forskellige fremførelsesformer.

Balladen er en åben form. Det ses og høres tydeligt, når balladesangeren bruger balladen i forskellige situationer. Balladens fremførelsesform bestemmes af brugssituationen: Tre brugssituationer: 1 Sangballade: »Hør efter!« Her synger balladesangeren til et lyttende publikum, som tager imod budskabet uden at blande sig. Rytmen er en billedrytme, som følger de enkelte ord og meninger, eller balladesangeren åndedrag. Balladesangeren holder sig til balladens grundform: to linjer med fire takter, plus evt. slutvending. 2 Syng-med-ballade: »Syng med!« Balladesangeren kommer med et udspil, som folk kan følge op eller svare på - balladen bliver et fælles anliggende. Til balladens grundform tilføjer balladesangeren indkvæd, omkvæd, gentagelser, tilråb o. lign., som passer til balladens handling og indhold og til folks holdning. Rytmen bliver mere medrivende. 3 Danseballade: »Dans!« Balladen kommer på gulvet og fortælles i sang og spil, i dans og ageren. Balladen er nu et totalkunstværk: den musikalske folkekulturs største skabelse. Rytmen er fast danserytme, motorisk... To sangere (eller flere) Et stort antal optegnelser af ord og toner siger, at balladesangeren er to sangere og ikke kun én. Balladen er et dramatisk aftryk af to sangere, eller flere. Det afspejler sig i tekster med dialog, og det viser sig i forskellige former for tilråb, indkvæd og gentagelser. Det der virker kompliceret og anstrengende med én sanger, bliver selvfølgeligt og meningsfyldt med to eller flere sangere.

Sanger og spillemand Balladesanger og Leger. Leg betyder spil på instrumenter. Mange intonationer i ballademelodierne, især indskud og slutvendinger, er tydeligvis instrumentale, dvs. de bærer præg af at være formet af et instruments nærliggende muligheder: noget er ligetil på sækkepibe eller trehulsfløjte, noget andet ligger bedre for fedel i den ene eller den anden stemning osv. Nogle gange er hele melodien instrumental og forstås bedst som dansemelodi uden sang, men måske med tromme eller mundharpe i motorisk rytme. Her kommer også dronetoner til deres ret: én eller flere toner, der lyder uafbrudt under hele melodien. Balladeteater Balladens tekster indbyder ofte til større eller mindre teaterstykker: Balladeteater. Det er simultanteater, hvor alting foregår i rummet samtidig: Et hjørne er landsbyen med folkeliv, værksteder, salgsboder, værtshus. Her sidder bl.a. en skrædder og en skomager og snakker. Et andet hjørne er vandmøllen, som har tre rum. Det ene er mølleri med møller og møllersvende, det andet er kro med gæster, hvor møllerkonen og møllerdatteren serverer, og det tredje er møllerdatterens og kællingens kammer, hvor kællingen tusser rundt. Uden for til den ene side kommer bønder kørende/slæbende med kornsække. Uden for til den anden side har vi å, mølledam (med et par ænder?) og vandmølle. Alle er i fuld aktivitet hele tiden. Dansekæden med balladesangere og legere kommer fra sted til sted, efterhånden som handlingen skrider frem. Og balladens personer agerer eller mimer, hvor de hører til, før og efter at dansekæden dukker op. Hovedpersonerne går med dansekæden fra sted til sted, hvis det passer i handlingen. Nøglesituation I dag siger vi, at balladens åbne form hænger sammen med balladens brugssituation. Men bag alle indsamlings-, forsknings- og brugssituationer har balladen måske en eksistens i en virkelighed, som vi alt for let overser: Balladen lever i en nøglesituation, som er uafhængig af tid og sted. I nøglesituationen er balladen til stede alene sammen med balladesangeren. Her er balladen tidløs og balladesangerne er utallige.