© Leif Varmark, 2006. Tekst: Personlig version efter forskellige sangere, slutningen af 1800-tallet. Melodi: Personlig version efter Hjalte Skovgaard, Frederikssund, 1958. Ældste kendte version: Karen Brahes Folio, 1570. DGF 18.
Sang, fri eller fast rytme
»Og hør du Svend Nordmand hvad jeg vil sige dig
ni spørgsmål det skal du nu her besvare mig
og enten skal du døden modtage
eller det skal gå dig vel i dine dage
Og sig mig hvad er vel det rundeste hjul
hvorunder sig drejer de små stjerner i skjul
og hvad skinner hvidere end svanen
og hvad råber højere end tranen«
»Ja solen den er vel det rundeste hjul
hvorunder sig drejer de små stjerner i skjul
og månen skinner hvidere end svanen
og tordnen råber højere end tranen«
»Og sig mig hvad lægger vel den bredeste bro
hvorunder står fiskene så herligt udi flod
og hvad dækker jorden med sit klæde
og hvor finder død mand sit sæde«
»Ja isen den lægger vel den bredeste bro
hvorunder står fiskene så herligt udi flod
og sneen dækker jorden med sit klæde
i graven finder død mand sit sæde«
»Og hvad er vel mørkere end natten den grå
og hvad slår vel stærkere end lærkevinger små
og hvorhen går vejen den brede
som menneskene vandrer ad med glæde«
»Ja tankerne er mørkere end natten den grå
og hjertet slår stærkere end lærkevinger små
til helvede går vejen den brede
som menneskene vandrer ad med glæde«
»Og hør du Svend Nordmand hvad jeg vil sige dig
ni spørgsmål dem har du nu her besvaret mig
og du skal ikke døden modtage
men det skal gå dig vel i dine dage«
Læs mere i den efterfølgende personlige beretning. Bemærk, at jeg har ændret min tekst (stjernerne) siden jeg skrev beretningen...
Så findes der to nyere melodier: Den ene, som jeg bruger her, har et ældre præg med den forhøjede kvart (lær det nu!). Den har vi kun i én version. Den anden, som er mere ligetil, dvs. ren dur, findes i mange versioner.
© Leif Varmark, 2007. Personlig beretning fra 1976 om oplevelsen af og arbejdet med sangen Svend Nordmand, også kaldet Gådevisen.
Første gang jeg hørte gådevisen, var til et aften-arrangement på Skælskør-kurset sidste år, 1975. Det var denne aften lykkedes at skabe en blid og opløftet stemning af fællesskab, hvor musik, sang og dans fungerede i afvekslende enhed – hvor alle var med og ingen var tilskuere. Selv individuelle præstationer fremstod som naturlige dele af et fælles mønster, ingen var ude på kun at „vise sig". Hele tiden dukkede nye måder at synge på op, hele tiden viste samværet nye måder at udfolde sig på. Hele tiden så vi mennesker stå frem og fortælle om sig selv gennem sangen, og vi blev klogere og gladere.
Så kom Gådevisen. Elsebeth fra Ribe fik stavlet sig op i det kollektive centrum og begyndte at synge. Hendes ganske almindelige stemme sugede kraft og kvalitet fra følelserne i rummet og fra et personligt engagement. Med stigende åndeløs rædsel fulgte vi Svend Nordmands prøvelser: det ene grusomt umulige, men storslået smukt formulerede spørgsmål efter det andet – og med dødens trussel hængende over hovedet klarede han svarene et efter et. Jeg forsøgte selv anspændt at følge med i spørgsmålene og kæmpede for livet med at finde svar, men blev hurtigt isnende klar over, at jeg var dødsdømt. Men Svend Nordmand og Elsebeth bevarede hovedet koldt og frelste os alle fra ulykken og ondskaben.
Livet og sangen gik videre. Hjemme blev Gådevisen til en prik i hukommelsen og et stik i hjertet, som jeg måtte se at få gjort noget ved en dag. Jeg kunne hverken huske tekst eller melodi. Så en dag, hvor jeg sad og bladrede i DgF bind X, var teksten der pludselig: en masse forskellige optegnelser af Gåde-visen med en masse forskellige spørgsmål og svar, som de gennem tiderne var formuleret af husmænd, bondekoner, tjenestefolk m.m. Gennembladninger i det store DgF-værk afslørede bl.a. følgende: Gåde-visen kan føres tilbage til den to-linjede ballade om Svend Vonved (DgF 18), som er nedtegnet første gang i Karen Brahes Foliohåndskrift fra omkring 1570. Her findes den i en version på 67 vers. I den gamle opskrift er det Svend Vonved, der stiller spørgsmålene til en hyrde eller en kæmpe, og Svend hugger den ulykkelige ned, der ikke kan svare, mens den der svarer rigtigt får en guldring. Svend Vonved er nemlig på en lang, dramatisk rejse for at opsøge sin faders morder, og det der nu er bevaret som vor gådevise, er kun en enkelt af de mange episoder under Svends farefulde færd - og på et eller andet tidspunkt må rollerne altså være blevet byttet om, idet det nu er Svend, der skal svare på en grum kæmpes spørgsmål.
Som vi kender visen i dag i fire-linjet og omkvædsløs form, træffes den omkring år 1800 i et svensk skillingstryk, og fra 1864 har vi en opskrift fra en lollandsk bondepiges visebog, hvor der tilsyneladende er kludder i, hvem der stiller spørgsmålene. Jeg synes personligt, at visen er blevet bedre med den nævnte ændring. For at give lidt indsigt i variationsrigdommen og den folkelige fantasi, skal jeg her give nogle eksempler på de spørgsmål og svar, som Svend Nordmand kan risikere at skulle kende rundt omkring i vort land:
Hvad er trindere end et Hjul? Solen
Hvor findes den fejreste jul? I Himlen
Hvor går solen hen til Sæde? I Vest
Hvor hviler døde mænds Fødder? I Øst
Hvad klæder bedst i kongesale? Mænd
Hvad opfylder alle dale? Sneen
Hvad gør Broen bredest? Isen
Hvad gør Mennesket ledest? Sindet
Hvad skriger højere end Tranen? Torden
Og hvad er hvidere end Svanen? Englene
Hvad er sortere end en Slå? Synden
Og hvad er raskere end en raa? Huen
Hvor går den højeste Vej? Til Himlen
Og hvor findes den koldeste drik? I Afgrunden
Hvo har Skæg i Nakken? Viben
Hvo har Næsen under sin Hage? Trolden
Disse eksempler er fra 1883 optegnet af Evald Tang Kristensen efter ungkarl Peder Havmand i Vester-Alling øst for Randers. Peder Havmand kendte visen under navnet »Svend Bondes spørgsmål«.
I den nævnte ældste optegnelse fra ca. 1570 finder vi bl.a. følgende vers:
Huor daa staar thi fesk y fluod?
huor gaar thi beste fuoller y stuodh?
Huor daa blesser theend haaredeste wynnd?
huor dricker kong Widdrick med kieemper synn?
For østenn stuod thend feesk y fluod,
for westenn staar thi fueller y stuod.
For nuorddenn bleser denn haardde wynd
y Holland drecker kong Widdrick med kieemper synn.
© Leif Varmark, 2007. Personlig beretning fra 1976 om oplevelsen af og arbejdet med sangen Svend Nordmand, også kaldet Gådevisen.
Adskillige steder finder man spørgsmålet: »Hvor drikker man den fejreste jul?«, og rundt omkring i teksterne finder man forskellige svar på det samme spørgsmål, f.eks. skinner både englene og månen hvidere end svanen, og den døde mand hviler i graven foruden i øst, nogle steder finder man variationen: »Hvad er vel det rundeste hjul, hvorunder der triller så mange fagre hjul« eller »hvorunder de alle sig dreje kan i skjul«, eller et sted hvor sangere kommer til at afsløre fidusen: »hvorunder der triller så mange stjerner små«, et par steder er det »jorden«, der er det rundeste hjul osv. Nogle steder vandrer menneskene til Helvede »med glæde« osv.
På baggrund af disse forskellige tekster lavede jeg så min egen version af Gådevisen, og senere fik jeg sammen med Thorkild Knudsen fra Folkemusikhuset i Hogager skrevet en af melodierne på noder den, som jeg mente at kunne huske Elsebeth sang i Skælskør. Jeg havde en del problemer med teksten. De nyere versioner havde alle et indledningsvers, som jeg ikke kunne lide, idet jeg syntes, at det var for »skillingevise-agtigt«, for romantisk afvigende fra tekstens benhårde poesi i øvrigt, så det undlod jeg simpelthen. For at man skal kunne se, hvad jeg mener, trykkes et sådan indledningsvers af her:
Jeg gik mig at spadsere en stille aftenstund,
der mødte jeg en kæmpe, han var hæsselig og grum.
hans tale var så hård ud af sinde,
jeg frygted for han vil mig overvinde.
Dette er helt klart en indledning, der er klistret på af en eller anden småborgerlig boghandler eller visekræmmer, og da der fandtes en del optegnelser uden dette vers, fandt jeg det forsvarligt at springe det over. Men det kan selvfølgelig diskuteres.
De fleste versioner af Gådevisen indeholdt 9 spørgsmål og visen kaldes da også »De ni spørgsmål«. Mit problem var så at finde de 9 spørgsmål, som jeg syntes var bedst, og at få dem passet ind i visens 4-linjede struktur. Det gav altså, hvad også de fleste optegnelser viste, 3 spørgsmål i 3 vers, hvor så det ene spørgsmål i hvert vers måtte brede sig over to linjer. Jeg ønskede også at efterstræbe en form for logisk rækkefølge af spørgsmålene, og efter disse principper valgte jeg spørgsmål ud, idet jeg naturligvis også tog hensyn til om spørgsmålene var hyppigt forekommende i de forskellige optegnelser.
Min endelige version fik 10 spørgsmål! Jeg syntes nemlig, at formuleringen »rundeste hjul, hvorunder der drejer så mange fagre hjul« var en smule fjollet og ikke fik nogen mening tydeligt frem. Og så rimet! Derimod syntes jeg, at spørgsmålet »hvor fejrer man den fagreste jul?« var skide godt, også selvom rimet ikke var stort bedre. Og da nu svaret var »i himlen« og jeg ikke er særligt religiøst indstillet – snarere det modsatte – så valgte jeg »månen« til at skinne hvidere end svanen. At jeg har valgt at lade menneskene gå til helvede med glæde, skyldes ikke, at jeg opfatter folk som fødte syndere, men at jeg nok synes, at vi mennesker opfører os en smule tåbeligt af og til. Spørgsmålene indrammedes så af to ensartede vers først og til sidst i overensstemmelse med den nyere tradition.
I år 1976 præsenterede jeg så Gådevisen på kurset i Skælskør, og den blev umådelig populær – en slags »folke-schlager«. Jeg har også erfaring andre steder fra, at den går lige i folk og bliver modtaget med begejstring overalt.
Hvad kan det skyldes? Vi diskuterede »Gådevisen« i min gruppe med »Folkets sange« og berørte følgende ting: Visens struktur er så enkel, klar og logisk, at den er let at få overblik over, let at lære og huske udenad. Den fortættede, dramatiske situation står tydeligt og stærkt, og det hele ender godt. Undervejs berører visen i en kaskade af poetisk formulerede nøgleudtryk nogle af de største og væsentligste elementer i menneskelivet: universet, naturen, mennesket, kampen mellem liv og død; solen og månen, vandet, isen, sneen, jorden, luften, fuglene og fiskene, himmel og helvede, døden og graven, tankerne og følelserne (hjertet), højtid og fest (julen). Vi identificerer os med sangens helt, der – ligesom vi selv til daglig – får stillet en række besværlige spørgsmål af tilværelsens dæmoner, og vi henter styrke og optimisme, når Svend Nordmand løser opgaverne og derved kan fortsætte livet. Hertil kommer så den blødt bølgende, men dog dramatiske melodi i en smuk dur/mol-blanding, som både knytter an til noget kendt og noget glemt. Sunget »rigtigt« er melodien vemodig og triumferende på samme tid.
© Leif Varmark, 2006. Tekst: Personlig version efter anonyme sangere, 1500-tallet. Melodi: Personlig version efter anonym sanger, Danmark, 1809. Ældste kendte version: Karen Brahes Folio, 1570. DGF 18.
GK 6-dans Råb 1
»Og hvad er sortere end slåen
og hvad lyder højere end tranen«
»Synden er sortere end slåen
og tordnen lyder højere end tranen«
»Hvor er broen bredest
og hvad er mennesket ledest«
»Ved isen er broen bredest
trolden er mennesket ledest«
»Ja ved du dette så ved du vel mer
og sig mig nu hvor de kæmper er«
»Ja rid du dig til Sønderborg
der drikker de kæmper uden sorg
Svend Nordmand tog en guldring af barm
den satte han på den hyrdes arm
»Og nu er du den første mand
der noget godt af Svend Nordmand vandt«
Svend Nordmand red sig til Sønderborg
så stor en kæmpe imod ham kom
Bassen havde han på sin bag
og bjørnen bar han på højre arm
»Og hør du kæmpe hvad jeg siger dig
du skal skifte de dyr med mig«
»Det turde ingen mand mig byde
siden jeg slog kong Karl til døde«
»Ja har du slået kong Karl ihjel
så er du min faders banemand selv«
De kæmped i dage de kæmped i to
men ingen kunne sejr af den anden få
Den tredje dag ad kvælde
Svend Nordmand kæmpen fælded
Svend Nordmand bandt sværd ved side:
Jeg lyster ej mer at stride«
Svend Nordmand sidder i bure
han slår guldharpen prude
Sven Nordmand sidder i bure
og skoven og den står herlig og grøn
han slår guldharpen prude
danser omkring
se dig ud Svend Nordmand
Han slog guldharpen under skind
så kom hans moder gangendes ind:
»Langt hellere må du udride
blandt andre kæmper at stride
Langt hellere må du hævne din faders død
end sidde og slå guldharpen rød«
Svend Nordmand bandt sværd ved side:
»Jeg lyster med kæmper at stride«
Og der han kom på den vilde hede
der gik en hyrde og vogtede fæ
»Og hør du hyrde hvad jeg siger dig
så gode spørgsmål dem svarer du mig:
Hvad er rundere end et hjul
og hvor drikker man den fejreste jul«
»Ja solen er rundere end et hjul
i himlen der drikker man fejreste jul«