Den store mand
© Leif Varmark, 2007. Tekst: Personlig version efter forskellige sangere, slutningen af 1800-tallet og nutiden.  Melodi: Personlig version efter Marius Christoffersen, Løjtved, 1965. Ældste kendte version: 1863. SK 108.

GM 6-dans                                                                          Talesang
Node efter Svend Nielsen: Den gode vise, den sande vise. DFSNYT 74/1, Dansk Folkemindesamling, København 1974. 
Jeg gik mig ud til Hallebygård
  vasse visse vasse visse vasse vum fallera
jeg skulle ud og klippe får
  vasse visse vasse visse vasse vum fallera
  rora ste bora
  rora ste bora
  ste fifia ste fiffia
  rora ste bora ste jåk jåk jåk
  vasse visse vasse visse vasse vum fallera

Der mødte jeg en gammel mand
hans skæg var atten alen langt

Jeg så ham i hans lange skæg
der lå en gås på femten æg
 
Jeg så ham i hans håretop
der stod en hest og var sadlet op

Jeg så ham i hans øjenbryn
der stod to piger og drøftede gryn

Jeg så ham i hans næsetip
der stod en smed og blæste ild

Jeg så ham i hans brede mund
der stod to rakkere og flåede en hund

Jeg så ham i hans nakkegrav
der gik et skib på det vildene hav

Jeg så ham på hans brede ryg
der stod to karle og kørnede byg

Jeg så ham i hans navlehul
der sad en kulsvier og brændte kul

Jeg så ham ind imellem hans ben
der lå to kællinger og slås med sten

Jeg så ham på hans lange hæl
der sad to skræddere og drak en pæl

Jeg så ham på hans store tå
den var forgnasket som en gammel skrå

Jeg så ham i hans bare røv
der lå en ko og tyggede drøv

Jeg så ham i hans agtertud
der sad en djævel og kiggede ud

Jeg sparkede djævelen i hans fjæs
af eder og galde kom der femten læs

Den næste der synger denne sang
og han skal gøre den dobbelt så lang
 
     
Kommentar 1
Ordene Denne ballade tilhører gruppen af karnevalsballader, dem med de groteske overdrivelser:  Den grimme mand, Den store okse, Den store ost,  Den store krage osv. Her gælder det om at digte videre og lave sin egen version.

At drøfte er at kaste det tærskede korn op i vinden, så avner og støv flyver væk. At kørne er stort set det samme, tror jeg nok...

 
  Tonerne Der er stort set ikke nogen melodi her! Etteren og Toeren er ens, kun tonika, sekund og terts plus optakt. Det hele ligger i omkvædet, som er ret skægt med sine hurtige dyk. Det er i tilfælde som dette, at den succesfulde fremførelse er helt afhængig af balladesangerens talent. Heldigvis er der en tungebrækkende, skæg mundmusik, som man får lyst til at synge hurtigere og hurtigere, efterhånden som man lærer den...
     
Kommentar 2
Evald Tang Kristensens første ballade Det var mellem jul og nytår 1867, at den 24-årige Evald Tang Kristensen startede sine indsamlinger. Han var på besøg hos sine forældre i Brandstrup, og herom skriver han i sine erindringer: »Min moder sagde til mig kort efter mit Komme, at hun syntes, jeg skulde gaa over til Søgaard og høre paa gamle Marens Viser. Nu paa sine ældgamle Dage havde hun faaet saadan Lyst til at synge de Viser, hun havde lært i sine unge Dage. Hun gik jo stærkt i Barndom nu, men hun kunde alligevel huske Viserne... Jeg gik da derover og tog Papir med for at skrive op, hvad jeg hørte. Maren laa i Sengen, men hun var meget snaksom og villig, og jeg skrev nu op alt, hvad hun kunne mindes. Hukommelsen svigtede jo noget, men jeg var alligevel glad ved, hvad jeg fik... Gamle Maren havde nu ikke længere nogen rigtig Tone i Livet, hun fremsagde Texten i en halvt syngende Tone, men hun var ellers let at komme afsted med og vilde meget gjærne tilsige mig alt, hvad hun vidste.« (Minder og Oplevelser, bind 2, 1924, side 41-42.)

Den første vise, Tang Kristensen fik, var Jøden på Helgenæs, en pseudo-religiøs skillingsvise, som han udmærket ved ikke er særlig meget værd, men han trykker den alligevel: »I Følelsen af Folkemindernes Hendøen og med en levende Kjærlighed til dem begyndte jeg at samle derpaa for tre Aar siden. Det var, saa vidt jeg husker, d. 31te Des. 1867, jeg optegnede den første Folkevise i nærværende Samling. Det er nr. 28, og derfor tog jeg den med, omendskjønt den ifølge sit indre Værd burde have været udeladt... Maren Pedersdatter er nu død. Hun bode i Brandstrup ved Viborg og blev 92 Aar gammel. Hendes Mand sad paa Aftægt, men de havde det fattigt. Hun kunde ikke ret huske noget længere.« (Jyske Folkeminder, bind 1, 1871, side viii og xiii.)

Maren Pedersdatters anden vise var Den store mand, en egentlig ballade og altså Tang Kristensens første ballade. Den fik han af en eller anden grund ikke trykt før 1901, hvor han kalder den Den sære mand. Den trykker vi så her ved siden af for sjovs skyld.

 
  Den sære mand
Efter Maren Pedersdatter, Brandstrup, 1867. Optegnet af Evald Tang Kristensen og trykt i Et hundrede gamle danske skjæmteviser, 1901, side 36-37.

Jeg så ham i hans hovedkron'
  hovedkron'
der stod to føller og spillede bold
  giv mig så vakker en Nordmand

Jeg så ham i hans nakkegrav
der flød et skib på vilden hav

Jeg så ham i hans pande
der stod to bønder og bandtes

Jeg så ham i hans øjenbryn
der stod to piger og drøftede gryn

Jeg så ham i hans næse
der stod en smed at blæse

Jeg så ham i hans mufle-skæg
der lå en gås på femten æg

Jeg så ham i hans mundevig
der stod to piger og svøbt' et lig

Jeg så ham i hans brystben
der stod to kæmper og sloges med sten